Her er de film, album og teaterstykker, du skal glæde dig til i 2022

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til, og i denne særudgave ser vi frem mod alt det gode, der venter i det nye år.

Musikredaktøren glæder sig til: 2022 bliver ulighedskampens år

Ralf Christensen

Jeg er vild med, at det bliver et år, hvor der skal rettes op på uligheder.

Herhjemme står vi over for den gode og nødvendige opgave at give kvinderne mere plads. Som det fremgår af KODA’s spritnye rapport, er der lang vej endnu. 20 procent af den danske komponistforenings medlemmer er kvinder, og de får kun ti procent af udbetalingerne for offentlige fremførsler på radio, ved koncerter etc.

Andelen af kvindelige rettighedshavere udgør kun 19 procent af Kodas medlemmer.

Rene Schutze

I USA skal der – formentlig med globale konsekvenser – kæmpes for, at Spotify og de andre streaminggiganter aflønner musikerne bedre. Jeg er vild med at håbe på, at de taber i kampen om, hvor mange procent af deres indtægter de skal betale. Spotify & Co. ønsker 10,5 procent, kunstnerne 20 procent. Heja kunstnere!

Og så skal jeg på festivaler igen. Juhu! At stå med ondt i fødderne i mudder og ølsjatter er bare ikke det samme uden musik til. Og hvis det bliver for landligt, så ser jeg sammen med millioner af andre frem til ABBA’s virtuelle koncertrække i London. Det bliver om ikke andet utrolig interessant.

Og så er det også svært ikke at være forventningsvild efter kommende albummer fra Beyoncé, Björk, Rihanna, Kendrick Lamar, Rosalía, My Bloody Valentine, Missy Elliott, Jenny Hval og Cate Le Bon.
 

Teateranmelderen glæder sig til: Regnorme og sandmand med Weltschmertz

Anne Middelboe Christensen

Når teatrene genåbner efter den nuværende coronanedlukning, håber jeg, at jeg bliver vild AF at sætte mig i teaterplysset igen. Helst allerede til Fra regnormenes liv på Folketeatret (4. februar til 3. marts).

Jeg husker stadig, hvordan Klaus Hoffmeyers vellykkede opsætning af P.O. Enquists sexfikserede tekst om H.C. Andersen og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg vakte opsigt i 1981, da den blev spillet af Jørgen Reenberg og Birgitte Price. Nu er det dynamoerne Ole Lemmeke og Ellen Hillingsø, der skal spille de to lidenskabelige sjæle over for Preben Kristensen og Lisbet Lundquist i Kasper Wiltons iscenesættelse.

’Fra regnormenes liv’ på Folketeatret.

Gudmund Thai

Derudover glæder jeg mig til eventyret Sandmanden, der dramatiseres af den evigt skrækindjagende Christian Lollike som koproduktion mellem Aarhus Teater, Sort/Hvid og Holstebro Dansekompagni (9. februar til 19. marts).

Jeg ser også frem til at glemme 2020’ernes coronasortsyn ved at drukne mig i Riddersalens kabaret Jolly Weltschmerz (12. februar til 19. april), der er inspireret af 1920’ernes politiske kabaret.

Og så ønsker jeg mig ikke mindst, at jeg bliver vild med Det Kongelige Teaters Odysseen (23. april til 4. juni) iscenesat af Anja Behrens med scenografi af Nathalie Mellbye. Queerkorrekt og pirrende castet med Karen-Lise Mynster og/eller Jens Albinus som Odysseus.

Godt teaternytår!
 

Kunstredaktøren glæder sig til: Det bliver skønt at kunne rejse

Maria Kjær Themsen

Livet i kunstbranchen, før corona brød løs, var forbundet med ret omfattende rejseaktiviteter. New York, London, Basel, Berlin, Paris, Kassel og Venedig var helt almindelige destinationer i løbet af et kunstår eller to. Sådan er det ikke længere. Og det er på mange måder godt – både for klimaet og for kunstkroppenes adstadige nervesystemer. Alligevel bliver jeg vild i varmen bare ved tanken om, at sidste års aflyste Venedig Biennale nu endelig åbner til april. Der vil det være tre år siden, vi sidst sejlede prosecco-berusede og kunststimulerede rundt på Canal Grande. Denne gang rejser jeg med tog!

Det samme gør jeg til juni, hvor Documenta 15 åbner i Kassel. Det sker kun hvert femte år og er derfor altid noget af en kunstens verdensbegivenhed. Derfor er jeg vild med, at Documenta i år ikke ledes af én stjernekurator, men af et helt indonesisk kunstnerkollektiv kaldet ruangrupa, der med deres udgave af Documenta, arbejder med at udbrede lumbung – et begreb, der handler om kollektive arbejdsprocesser, solidaritet og deling af både viden og ressourcer. Når hele kunstverdenen lytter med, som den plejer, når Documenta åbner, så kan det være, at det ikke bare lyder korrekt og godt, men også bliver ægte transformerende.
 

Filmredaktøren glæder sig til: Et almindeligt filmår

Christian Monggaard

Lige nu, med julen i bakspejlet og under endnu en coronanedlukning af blandt andre biograferne, ser jeg allermest frem til, at biograferne genåbner, så jeg igen kan pleje min passion for filmkunst på den bedst mulige måde. Faktisk kunne det være helt fantastisk, hvis ikke bare biograferne genåbner – efter planen den 17. januar – men at de forbliver åbne resten af året. På den måde vil jeg – og alle andre biografgængere og biografer, ja, hele filmbranchen – få lov til at opleve et mere almindeligt filmår. Og måske endda et filmår, hvor streamingtjenester og biografer finder frem til en bæredygtig balance, som de selv kan leve med, og som kommer os filmfans til gode.

Der er også mange nye film, jeg glæder mig til i 2022, ikke mindst de danske, for eksempel Tea Lindeburgs Du som er i himlen, Thomas Daneskovs Vildmænd, Annette K. Olesens Ingen kender dagen og Christian Tafdrups Gæsterne.

Jeg ser frem til Guillermo del Toros Nightmare Alley, der foregår blandt tivolibisser og femmes fatales i 1940’ernes USA; Baz Luhrmanns Elvis, der handler om oberst Tom Parker (spillet af Tom Hanks), Elvis’ meget kontrollerende manager; Sam Raimis Marvel-film Doctor Strange in the Multiverse of Madness. Og endelig drømmer jeg om et gensyn med en stribe film, jeg allerede har set og holder af: Sean Bakers Red Rocket, Mia Hansen-Løves Bergman Island og Paul Verhoevens Benedetta.