Jeg frygtede, at vi blev nødt til at fejre jul på Storebælt

Gigantiske, kugleformede tårer galoperede ned ad mine kinder, mens min far stod med en konservesdåse i hånden og kiggede desillusioneret ned på mig.

»Det kan man da ikke spise juleaften!« skreg jeg, mens hulkene gentog sig i en cyklisk rytme, og min barnekrop krampede sammen af raseri.

Det var altså alt, de havde, svarede min far opgivende, og gik ud mod køkkenet.

Årsagen til mit raseri var en dåse tarteletfyld med ærter, gulerødder og små, kogte skinketern. Ingen asparges. Og det var dét, der var problemet.

Ikke nok med, at jeg skulle have tarteletter juleaften – fordi vi af uvisse årsager skulle fejre jul sammen med min fars norske veninde og hendes far, der insisterede på, at julemiddagen skulle bestå af laks, hvilket jeg nægtede at spise – så kunne jeg ikke engang få tarteletter med høns i asparges.

Selv i bagklogskabens lys og med et par fornuftige voksenbriller på, der har indset, at julen ikke kun er lig med hjerternes harmoniske fest, vil jeg i dag til stadighed påstå, at mit raserianfald dengang havde en vis berettigelse.

For julen er traditionernes og gentagelsens tid, men det er, som om traditioner og gentagelser – i hvert fald dem, der hører selve juleaften til – ofte fungerer lidt anderledes, når man er delebarn.

Jul på Storebælt

Siden mine forældre gik fra hinanden, da jeg var to år gammel, har jeg skiftedes til at holde jul med hver af dem hvert andet år. Den ordning har ført til adskillige traditionsbrud, da deres skiftende livsomstændigheder ofte har ført os ad nye veje.

I dag ved jeg, at det selvfølgelig langtfra kun er en dårlig ting, og jeg er på mange måder taknemmelig for den alsidighed, der altid har karakteriseret mine juleaftener. Men som deleenebarn kan det være svært at acceptere, at man skal have tarteletfyld fra dåse og danse rundt om træet med et par ikkefamiliære nordmænd, når alle de andre fra klassen skal spise and og flæskesteg med mor og far.

Ikke desto mindre var det tilfældet, og når jeg i dag tænker tilbage på det, fyldes jeg heldigvis af en opkvikkende munterhed.

Ligesom dengang det var min mors år, og vi skulle til Fyn for at fejre jul med hendes familie. Det var tidligt juleaftensmorgen. Bilen var proppet, jeg var udstyret med diverse julegodter, og julemusikken spillede lystigt ud af den gamle bilradio. Alt var godt, og forventningens glæde næsten ulidelig i min seksårige krop.

Den første del af turen fløj afsted. Vi passerede Slagelse, kørte igennem betalingsanlægget på Storebæltsbroen, men så var det, som om noget begyndte at lugte brændt, og snart røg det fra hele bilen.

Min mor tændte for nødblinket, holdt ind i nødsporet og formanede mig om at blive siddende i bilen, mens hun selv kæmpede sig hen til den nærmeste nødtelefon for at tilkalde hjælp. Det var før mobiltelefonernes tid, og der sad jeg så med store angste øjne, mens bilerne for forbi, og forestillede mig det allerværste: Skulle vi fejre jul på Storebælt?

Timerne gik. En advarselsbil blev tilkaldt, og vi fik lov til at sidde oppe i førerhuset, mens vi ventede på Falck-folkene. Da de endelig kom, var der intet at stille op. Bilen var kaput og mor-datter-køreturen definitivt forbi. Men selvfølgelig blev det jul alligevel, som det jo altid gør, og de søde Falck-folk kørte os til Nyborg, hvor en tålmodig morfar stor klar med store åbne arme.

En uforudsigelig juleaften

Når juletraditionerne halter, er det godt, at der er mange mærkedage, som man kan ty til i december.

For mig er den mest særlige dag af dem alle vintersolhverv – årets korteste dag, hvor vi på den nordlige halvkugle hælder så langt væk fra solen som muligt, men også dagen, hvor lyset (og optimismen) vender tilbage.

Det er det med lyset, der gør vintersolhverv til en så fantastisk begivenhed. Når de mørke dage langsomt fordufter, og vi hver dag beriges med flere lysrige sekunder og minutter.

Solhverv markerer lysets komme, og i løbet af min barndom er det også en af de begivenheder, der er blevet markeret med størst genkendelig præcision, da det på Svanholm Gods, hvor jeg er opvokset, er en stolt tradition.

Dagen forløber altid på samme måde: Man mødes i skumringen, bevæger sig ud i skovene, hvor der er tændt bål på højene. Ved det sidste stop får alle tildelt en fakkel, og så bevæger en dansende lyskæde af mennesker sig hjem gennem det kulsorte landskab.

Det giver en følelse af stærk samhørighed at vandre sammen gennem mørket, at vide, at nu kommer lyset atter igen – også selv om der venter endnu en uforudsigelig juleaften lige rundt om hjørnet.