Jeg frygtede, at vi blev nødt til at fejre jul på Storebælt

Gigantiske, kugleformede tårer galoperede ned ad mine kinder, mens min far stod med en konservesdåse i hånden og kiggede desillusioneret ned på mig.

»Det kan man da ikke spise juleaften!« skreg jeg, mens hulkene gentog sig i en cyklisk rytme, og min barnekrop krampede sammen af raseri.

Det var altså alt, de havde, svarede min far opgivende, og gik ud mod køkkenet.

Årsagen til mit raseri var en dåse tarteletfyld med ærter, gulerødder og små, kogte skinketern. Ingen asparges. Og det var dét, der var problemet.

Ikke nok med, at jeg skulle have tarteletter juleaften – fordi vi af uvisse årsager skulle fejre jul sammen med min fars norske veninde og hendes far, der insisterede på, at julemiddagen skulle bestå af laks, hvilket jeg nægtede at spise – så kunne jeg ikke engang få tarteletter med høns i asparges.

Selv i bagklogskabens lys og med et par fornuftige voksenbriller på, der har indset, at julen ikke kun er lig med hjerternes harmoniske fest, vil jeg i dag til stadighed påstå, at mit raserianfald dengang havde en vis berettigelse.