Jeg huggede mit første andehoved af som niårig

I min familie begynder juleforberedelserne, når der sås frø til rødkål og asier i foråret. Til jul på slægtsgården bliver alt nemlig lavet fra bunden. Og derfor skal mine nevøer og niecer selvfølgelig også have lov at svinge øksen over en juleand, skriver journalist Christina Nordvang Jensen i denne klumme
I min familie begynder juleforberedelserne, når der sås frø til rødkål og asier i foråret. Til jul på slægtsgården bliver alt nemlig lavet fra bunden. Og derfor skal mine nevøer og niecer selvfølgelig også have lov at svinge øksen over en juleand, skriver journalist Christina Nordvang Jensen i denne klumme

Mia Mottelson

Kultur
14. december 2021

Med undtagelse af en enkelt gang har jeg hele mit liv holdt jul i mit barndomshjem i den lille nordsjællandske by Horserød. En jul på landet på en slægtsgård, der ligger omgivet af et fængsel, marker og en stor skovsø, hvor jeg lærte at stå på skøjter. Mine oldeforældre, bedsteforældre og forældre har fejret jul der, og nu er jeg en del af den nye generation.

Juletiden har hele min barndom været fyldt med mange traditioner og måske lidt flere forberedelser end de fleste. For livet på gården stod i selvforsyningens tegn, hvor stort set alt der blev serveret på julebordet, blev dyrket selv og lavet fra bunden.

Forberedelserne dengang som i dag begyndte i bund og grund allerede i foråret, hvor jeg hjalp til med at så frø til rødkål og asier og lagde kartofler, der kunne vokse sig store og ende på panden med smør og sukker.

Jeg kørte med mine forældre i den grønne Opel for at hente små ællinger og gæslinger, som græssede på vores jord frem til vinteren, hvor de var klar til at blive slagtet.

Juleslagtningen

Jeg kunne knap nok gå, før jeg blev placeret i flyverdragt i vinterkulden ved siden af min onkel, der huggede hovedet af juleanden, og jeg var omkring ni år, da jeg selv fik øksen i hånden og prøvede det. Først et slag i hovedet, så den blev bevidstløs, og så svingede mine små arme øksen op i luften og huggede til.

Det klareste minde fra slagtningen var dengang, hvor en and fløj afsted uden hoved, fordi de sidste nerver i kroppen satte så meget gang i vingerne, at det var for svært at holde den fast. Jeg stod grinende tilbage med mine søskende og fætre.

Mange af mine klassekammerater havde svært ved at forstå, at jeg kunne kæle med dyrene og så være med til at slagte og spise dem. Især da de fandt ud af, at det også gjaldt de store vædderkaniner, jeg havde ansvaret for at passe. For mig var det det mest naturlige at være en del af hele processen, og det var noget, som alle hjalp til med på gården.

Mine venner synes da også, at det var sjovt, når de var med til at se, hvordan det hele foregik. Hvordan vi efter slagtningen skoldede ænderne i en gruekedel med kogende vand, så fjerene var nemmere at plukke af, og de bagefter prøvede at få hånden ind i anden og fjerne indmaden. De fik mulighed for rent faktisk at se, hvad der skete med den and, de satte tænderne i hvert år. 

En jul uden slægtsgården?

Forberedelserne var ikke slut ved slagtningen. De fortsatte indendørs, hvor mine bedsteforældres gamle juleopskrifter blev fundet frem, og de sure kirsebær fra haven blev taget op af fryseren og lavet til kirsebærsovs. 

Jeg fik lov til at dreje på min mormors gamle kødhakker, der ikke kun ordner kød, men også har en speciel stjerneform, der kan føre lange strimler af vaniljekransedej ud, der foldes til ringe. Min far var altid den, der trofast stod ved gryden med palmin og kogte klejner. Det gør han for øvrigt stadig. Min onkel var ham, der lærte mig kunsten at rulle en marcipan- og nougatroulade, og min mor lærte mig at lave sovs og brunede kartofler.

Vi fældede juletræet på vores egen grund, og julepynt blev der sjældent købt nyt af. Det var de samme sølvkugler, som mine bedsteforældre havde brugt, og der var sirligt passet på de flettede julehjerter, min mor havde flettet engang i 1970’erne.

De fleste forberedelser og traditioner har vi holdt fast i den dag i dag – andeslagtningen røg dog, da alle os børn begyndte at flytte hjemmefra og blev optaget af andre ting, og mine forældre havde for travlt med andet arbejde.

Mine forældre bor stadig på gården, og julen er for mig forbundet med nostalgi, fællesskab og tryghed. Jeg føler, at traditionerne er med til, at vores familiehistorie og dem, vi i årenes løb har mistet, lever videre. 

Men julen er også forbundet med tanker om fremtiden. For hvordan bliver julen, når mine forældre ikke er her mere? Hvad skal der ske med slægtsgården, hvis der ikke er nogen af os børn, der kan eller vil overtage den?

For nu har min familie og jeg talt om, at vi skal have ænderne tilbage på græsset og genindført slagtningen frem for at reflektere for meget over, hvordan julen kommer til at være i fremtiden. 

Så næste år bliver det mine nevøer og niecer, der skal svinge øksen og se, hvordan juleanden bliver til.

Julekalender 2021: Den tid på året

I årets julekalender vil Informations skribenter fortælle om egne oplevelser fra de dage, der skulle være årets højdepunkt. Det går nok sjældent lige så tåkrummende og dramatisk for sig som i Paprika Steens julefilm Den tid på året, men her er både plads til det, man mindes med glæde, og det, man helst vil glemme.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

14/dec/2021

Ja ... puuha,
hvor er julen,
fortiden, nutiden og fremtiden,
blevet af ?

Med bekymret hilsen
Claus