Julekalenderen 2021
Læsetid: 4 min.

Indbegrebet af den juleånd, jeg hepper på, er en snalret, snakkesalig medpassager, man deler fortid med

Det bedste ved julen er ikke den vilje til optimeret hygge, man mærker på folk i toget, når man kører hjem til jul, men den baldrede, snakkesalige stemning på tilbageturen, hvor alle enten er glade, fordi julen var god, eller lettede, fordi den er overstået, skriver Lone Nikolajsen i denne juleklumme
Det bedste ved julen er ikke den vilje til optimeret hygge, man mærker på folk i toget, når man kører hjem til jul, men den baldrede, snakkesalige stemning på tilbageturen, hvor alle enten er glade, fordi julen var god, eller lettede, fordi den er overstået, skriver Lone Nikolajsen i denne juleklumme

Mia Mottelson

Kultur
4. december 2021

Julen er hjemkomstens fest for mange af os, der bor et andet sted end der, hvor vi er vokset op, og for mig begynder julefejringen typisk med en togtur i en tætpakket vogn, hvor man diskret kan glo på folk og gætte på, hvordan de har det med det sted og de mennesker, de er på vej til. Man aner, hvordan huskelister, drejebøger og oversigter over aktuelle tabuer i familien flimrer rundt i hovederne på ens medpassagerer, og ser (men dømmer selvfølgelig ikke), hvor godt det går med at gøre togturen til en hyggelig aktivitet for hele familien, inklusive utålmodige børn.

Turen hjem til jul i det allerøstligste Østjylland, hvor jeg kommer fra, føles som et ritual, og jeg kan lide det. Bare ikke lige så godt som jeg kan lide turen hjem til mig selv igen, hvor stemningen er anderledes udsplattet, og ens medpassagerer enten er glade, fordi julen var god, eller lettede, fordi den er overstået.

Man kan også være så heldig, at de bærer den snalrede, snakkesalige energi med sig fra den julefrokost, de kommer lige fra. Sådan forholdt det sig for en langhåret, skægget fyr i læderjakke, der for et par år siden stod på stationen i Grenaa og trykkede på billetautomatens knapper, ventede og trykkede på dem igen. Letbanen lyste op i vintermørket og skulle lige straks køre, manden så sig omkring efter en medpassager, der kunne hjælpe. Han lænede sig frem mod mig, kneb øjnene sammen. »Hey ... er du ikke Lones søster?« spurgte han, og det var jeg ikke, men til gengæld var vi gamle klassekammerater, der ikke havde set hinanden siden sidste skoledag i ottende klasse.

Skoletiden færdigbearbejdet

Det havde ikke været vemodigt for nogen af os at gå ud ad den dør. Nu var der gået et par og tyve år, og vi skulle samme vej ind til Odense, hvor han boede. Martin var frisk fra julefrokost, og den juleånd, han bar med sig, var stærk nok til at holde hele vejen, og han var ikke nærig med den. Hjemme i Vollsmose havde han lavet julekort til alle i opgangen med symboler fra samtlige verdenskendte religioner plus nogle sekulære, sådan at der var noget for enhver.

Inden Letbanen nåede Trustrup, havde vi talt om den livsvarige lettelse, det har været for os begge to at komme væk fra den skole, vi kendte hinanden fra. Som én af de få var Martin aldrig led ved nogen. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om mig selv. Skoletiden var nogenlunde færdigbearbejdet omkring Kolind, hvor Martin trak nogle julegaver frem, han havde lavet til en ekskæreste hjemme hos sine forældre: en æske fuld af kranieformede småkager belagt med guld- og sølvglimmer samt et bivokslys, som han syntes, hun skulle tænde til minde om en, hun havde mistet i julen, sådan så den sorg bedre kunne få en plads, og hun ikke skulle have det så tungt med højtiden.

Han gik meget op i minder, og eftersom han lige var blevet udlært anlægsgartner, håbede han at få arbejde på en kirkegård. Som svendeprøve havde han skullet anlægge en græsplæne, der dog var blevet til en mudderpøl, men fordi han kunne forklare hvorfor, havde han fået en god nok karakter. Hvilken havde han glemt.

Udadvendt juleånd

I IC3-toget fra Aarhus mod København var der suspekt røgudledning i den ene vogn, så folk måtte stimle sammen i den, vi sad i. Martin præsenterede sig for og sludrede med alle medpassagerer inden for sit synsfelt. Det gav en god stemning, som der blev brug for, da hele toget skulle skiftes ud i Vejle. Et eller andet var galt, og mens vi stod på perronen der og ventede på erstatningstoget, begyndte Martin at fortælle om et live rollespilsscenarie, han havde lavet engang til et rollespilstræf.

Her havde han forsøgt at kombinere strukturen fra computerspillet Pac-Man, hvor en gul ost med øjne og mund æder sig gennem en labyrint, med plottet i Charles Dickens’ Et juleeventyr, hvor en sur gammel gnier i drømme får besøg af fortidens, nutidens og fremtidens juleånder, der viser ham, hvem han har været, hvem han er, og hvem han er ved at blive. Rollespilsscenariet tematiserede også mobning i folkeskolen, forklarede Martin, og selv om det havde fået den dårligste rating på hele rollespilstræffet, fordi folk ikke kunne regne ud, hvordan det skulle spilles, var Martin glad for at have lavet noget, der udfordrede rollespilsmediets rammer.

Jeg nåede ikke at finde ud af, hvordan spillet skulle have fungeret, før erstatsningstoget nåede Odense, og Martin stod af. Som indbegrebet af den mindre velordnede, mere kaotiske, udadvendte juleånd, jeg hepper på, nåede han ikke langt hen ad perronen, før han fandt en ny en at snakke med.

Serie

Julekalender 2021: Den tid på året

I årets julekalender vil Informations skribenter fortælle om egne oplevelser fra de dage, der skulle være årets højdepunkt. Det går nok sjældent lige så tåkrummende og dramatisk for sig som i Paprika Steens julefilm Den tid på året, men her er både plads til det, man mindes med glæde, og det, man helst vil glemme.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glad for, at en sådan slags kvinde stadig findes, som man kan spille op ad, som ikke selv fylder rummet op med sin egen venindesludder.

Michael Pedersen

Jeg synes ikke, at man skal give halv- eller helsnalrede juletyper moralsk opbakning til at opføre sig udadvendt i den offentlige transport. Don't drive drunk, og don't sig noget i toget, der bare minder om jovial gløggsnak, animeret af langt ude families romvædede rosiner.

Den der friske hø hø-kultur, hvor vi med den ene hånd fordømmer alkohol og anden skørlevned, og med den anden slynger ti juleøl og to liter gløgg i kæften og bliver snakkeliderlige i toget ned fra mosters juletræ?

Fuck it.

@Michael Pedersen
Tak til dig. Du fik mig til at fnise. Aldrig har jeg hørt så bitter og livsfornægtende kommentar i mit liv. Glædelig jul.

Ete Forchhammer

Glad for at læse om Martin, men stærkt i tvivl om hvor glad jeg havde været for at køre i tog med ham?
Måske nok, med tanke på den historie jeg her fik forærende at fortælle senere, sådan helt løsrevet fra refleksioner om hvorfor og hvordan den har kunnet opstå…? Spreder Martin glæde eller samler han opmærksomhed?