Jane Campions film er på én gang dybt sanselige og brutale studier i kvindeliv

Der er en dualitet i Jane Campions film, som er dybt fascinerende, og som er med til at gøre dem så uimodståelige. På den ene side er det meget sanselige film, der i smukke, stemningsfulde billeder dyrker det poetiske og sensuelle. På den anden side er det også fysiske, ofte brutale film, der udfordrer deres personer – og publikum – på voldsom vis og konfronterer dem med en verden, som ikke altid vil dem det godt.

Den newzealandske filmskabers hovedpersoner er ikke sjældent kvinder, der i dén grad lever i en mandeverden, og som slås med at udtrykke sig og blive hørt og anerkendt for det, de er: selvstændigt tænkende og følende væsener med noget på hjerte. Det synes kun naturligt, at flere af hendes film er kunstnerportrætter og handler om kampen for at finde sin naturlige stemme som kunstner.

For tiden kan man ikke bare se nu 67-årige Campions nyeste, fremragende film, The Power of the Dog, på Netflix, men også en lille håndfuld af hendes tidligere film: Sweetie (1989), En engel ved mit bord (1990) og The Piano (1993). Det er en god anledning til at dykke ned i instruktørens markante, om ikke så voluminøse værk. Ingen af hendes film og tv-serier har vakt lige så stor opsigt som The Piano, der for 30 år siden vandt en Guldpalme i Cannes og modtog flere oscarstatuetter, men der er meget andet og lige så godt at komme efter både før og efter denne film, der bestemt er et af hendes hovedværker.

Feministisk syn på verden

»Jeg ser mig selv som feminist, naturligvis,« sagde Jane Campion til Information i forbindelse med premieren på en af sine få decideret mislykkede film, thrilleren In the Cut (2003).

»Jeg siger naturligvis, fordi det er umuligt at være i den her verden og ikke kæmpe for andre kvinder og lægge mærke til, at verden er ordnet af og til mænd. Jeg synes ikke, mænd har været særligt gode til at organisere verden, og jeg tror i virkeligheden ikke, at de trives specielt godt i den. Ikke at jeg tror, at det er let at organisere verden, men mændene har helt sikkert ikke gjort det godt.«

Dette feministiske syn på en verden organiseret af mænd, hvor kvinderne har det svært, ikke mindst når de tillader sig at gøre oprør, løber som en rød tråd gennem Campions film. Det er ikke, fordi hun som sådan stikker det i næsen på publikum. Det er hun en alt for dreven og engageret historiefortæller til. Men hun har et andet perspektiv på de miljøer og mennesker, hun skildrer. Som hun også sagde til Information: »At have en kvindelig hjerne er noget at bidrage til verden med. Det er godt med et andet perspektiv. Også for mænd. De fleste mænd er i virkeligheden meget interesserede i kvinder, men de forstår ikke, hvordan de tænker.«

The Power of the Dog er et godt eksempel på, hvordan Campion fortæller en historie, som i en anden – mandlig – instruktørs hænder kunne være blevet en ganske traditionel nybygger- og westernsaga, og i stedet gør den til et dybt fascinerende og nærmest foruroligende studie i magt, kønsroller og identitet.

Psykologisk thriller

The Power of the Dog foregår i Montana i 1925 og handler om enken Rose Gordon (Kirsten Dunst), der driver en lille kro i en støvet prærieby. En dag møder hun den godhjertede, rige kvægfarmer George Burbank (Jesse Plemons) og hans noget mere ondsindede bror, Phil (en uhyggelig Benedict Cumberbatch), og inden længe bliver hun og George gift.

Ægteskabet huer dog ikke Phil, der indleder en art psykologisk krig mod Rose, ligesom han gør groft grin med hendes snart voksne, feminine søn, Peter (Kodi Smit-McPhee), der gerne vil være læge. Peters slags er der på ingen måder plads til i Phils maskuline verden af cowboys og kvæg, og samtidig føler han, at Rose kommer imellem ham og broren, som i forvejen ikke er så interesseret i alt det, der definerer Phil og hans umiddelbart hårdkogte væsen.

Jane Campion har skrevet manuskriptet til The Power of the Dog med udgangspunkt i en bog af Thomas Savage, og hun sætter filmen i scene som en psykologisk thriller. Det gør hun i øvrigt ofte, bruger genrefilmen som udgangspunkt, men det er sjældent helt så ligefremt eller forudsigeligt, som man kunne forvente. Der foregår så meget usagt mellem personerne og i det store, tomme hus ude på prærien, hvor brødrene og nu også Rose bor. Peter er historiens egentlige fortæller, og det er forholdet mellem ham og Phil, der snart træder i centrum af historien. Phil beslutter sig nemlig for at tage Peter under sine vinger og vise ham, hvordan han bliver en rigtig cowboy.

Metafysisk dimension

Til at begynde med gør Phil det utvivlsomt for at såre Peters i forvejen skrøbelige mor, som er begyndt at drikke på grund af den psykiske terror. Men den universitetsuddannede Phil, der insisterer på at gå klædt og opføre sig som en udannet, uvasket børste, har også sine artige hemmeligheder, som Peter udnytter for at hjælpe sin mor. Det er nervepirrende at være vidne til og overrasker konstant, netop fordi Phil og situationen er så ustabil, at man aldrig ved, hvad der mon kommer til at ske.

Jane Campion blander kvægfarmens brutale, støvede hverdag, hvor en ulykkelig Rose drikker i smug, med lyriske billeder af et majestætisk prærielandskab, en badetur i en flod, Peter, der udforsker naturen, og rolige, næsten meditative øjeblikke, hvor Phil viser Peter, hvordan man fletter et reb af strimler af kohud. Det giver The Power of the Dog en metafysisk dimension, som klæder det hårdtslående psykologiske og menneskelige drama, og det er et greb, som man også genfinder i Campions øvrige film; man bliver suget ind i dem og får en fornemmelse af både tiden, stedet og figurerne.

»At have en kvindelig hjerne er noget at bidrage til verden med. Det er godt med et andet perspektiv. Også for mænd. De fleste mænd er i virkeligheden meget interesserede i kvinder, men de forstår ikke, hvordan de tænker,« sagde hun også til Information.

En binær verden

Jane Campion bruger naturen som sindbilleder på sine altid nuancerede, facetterede personers indre kamp – de er aldrig bare én ting, heller ikke mændene – og som et vildnis, de enten kan fare vild i eller finde trøst i. The Piano handler om en stum kvinde og enlig mor, Ada (Holly Hunter), der sammen med sin datter, Flora (Anna Paquin), bliver sendt fra Skotland til New Zealands jungle for at blive tvangsgift med nybyggeren Alisdair (Sam Neil). Med sig har Ada sit elskede klaver, som hun bruger til at udtrykke sig med – det er hendes stemme, ja, selve hendes sjæl – og det bliver hendes livline i det ubekvemme nybyggermiljø, hvor hun ikke ligefrem passer ind.

Adas mand forstår hende ikke, men en anden nybygger, den tidligere sømand George (Harvey Keitel), der lever som en af de indfødte maorier, forelsker sig i Ada og forstår hendes afhængighed af klaveret. Og til tonerne af Michael Nymans smukke klavermusik udvikler historien sig til et voldsomt trekantdrama, hvor regnvejr, mudder og ufremkommelig skov kun gør det hele mere intenst og klaustrofobisk.

Man kan sige, at Jane Campion fører sit publikum ind i rum og verdener, hvor det ikke nødvendigvis er vant til at opholde sig. The Power of the Dog har en undertone af queerness og foregår i en tid og en verden, som om noget var binært, og hvor mennesker, der udfordrede status quo, måtte undertrykke deres sande jeg og nogle gange gik i stykker af det. The Piano skildrer en kvindes kamp for at finde sin egen stemme, klaver eller ej, og det samme gør både Campions debutfilm, det sorthumoristiske familiedrama Sweetie, og En engel ved mit bord, der er baseret på den virkelige historie om forfatteren og digteren Janet Frame (Kerry Fox), en kantet, skæv skikkelse, der må gå så grueligt meget igennem, før hun endelig kan være sig selv – og blive accepteret af sine omgivelser.

Brutale film

I Henry James-filmatiseringen Portræt af en kvinde (1996), der har Nicole Kidman i hovedrollen, bliver en velhavende kvinde manipuleret på det groveste af en anden kvinde og dennes tidligere elsker. Tv-serien Top of the Lake, der fik to sæsoner i henholdsvis 2013 og 2017, ligner på overfladen en traditionel krimifortælling, men er en kompleks og udfordrende historie om en ung kriminalinspektør, Robin Griffin (Elisabeth Moss), der forsøger at få kontrol over sit liv, alt imens hun efterforsker uhyggelige overgreb på børn og unge kvinder begået af modbydelige mænd.

Jane Campions film er brutale, og personerne legemliggør på forskellig vis, hvor voldsomme og decideret voldelige mennesker kan blive i forhold til hinanden. Voldsomhederne, der også kan være psykologiske, er aldrig umotiverede eller ren spekulation, men udspringer af relationer og temperamenter, hvorfor de også gør ondt at være vidne til.

»Når folk bliver chokerede over at se mine film eller i virkeligheden en hvilken som helst anden personlig film af en kvindelig filmskaber, er det, fordi det er så uvant at opleve det feminine perspektiv. Det chokerer dem. Tænker kvinder sådan her? Ja, det gør de! Jeg har tit fået at vide, at jeg er så original, men det skyldes kun, at der ikke er nok af de her historier. Det er kun derfor, folk bliver så overraskede og chokerede over dem,« sagde Campion til Information.

Fordi hun tager sig god tid til at lave sine film og serier, er der måske en tendens til lidt at ’glemme’ Jane Campion, der ellers har begavet os med en række historier, der vil os noget. The Piano fylder stadig en del i fortællingen om hende, men The Power of the Dog er mindst lige så stærk og vigtig en film, og måske kan den nu og fremover minde os om, at den newzealandske filmskaber altså er i fuld vigør.

’The Power of the Dog’, ’The Piano’, ’En engel ved mit bord’ og ’Sweetie’ kan ses på Netflix. ’Top of the Lake’ kan lejes digitalt hos Blockbuster og SF Anytime.