Der er en dualitet i Jane Campions film, som er dybt fascinerende, og som er med til at gøre dem så uimodståelige. På den ene side er det meget sanselige film, der i smukke, stemningsfulde billeder dyrker det poetiske og sensuelle. På den anden side er det også fysiske, ofte brutale film, der udfordrer deres personer – og publikum – på voldsom vis og konfronterer dem med en verden, som ikke altid vil dem det godt.
Den newzealandske filmskabers hovedpersoner er ikke sjældent kvinder, der i dén grad lever i en mandeverden, og som slås med at udtrykke sig og blive hørt og anerkendt for det, de er: selvstændigt tænkende og følende væsener med noget på hjerte. Det synes kun naturligt, at flere af hendes film er kunstnerportrætter og handler om kampen for at finde sin naturlige stemme som kunstner.
