Min jul med mig selv endte på sygehuset

I et tidligere liv i en fjern galakse forvildede jeg mig ud i en modelkarriere, der bragte mig til jetsetlivet i London med luksus og glimmer og kendisser, bobler og fester og limousiner. Dette ledte mig videre ned i et dybt, mørkt hul af depression og angst, som blev mere og mere umuligt at være i for hvert kunstigt smil og klik på kameraet. Det var vist ikke lige mig, med andre ord.

Jeg endte med at vende tilbage til Danmark, hvor jeg efter lang tids konflikt og håbløse forsøg på at rette op på skaden blev skilt fra min første ægtefælle. Jeg blev boende i vores fælles hjem. Dagene inden jul kom hans forældre og hjalp ham med at flytte de sidste ting, og da bilen tøffede afsted, stod jeg mutters alene tilbage. Mutters alene, fordi jeg i et endnu tidligere liv som stor teenager var flygtet fra min egen familie, så langt væk, at ingen kunne finde mig. I det øjeblik brast endnu en illusion: Jeg havde bildt mig selv ind, at min svigerfamilie var min nye familie gennem alle de år, vi havde været sammen. Hans søskende var mine, hans bedsteforældre, på en måde, mine. At jeg havde fundet et nyt sted at høre til. Men sat på spidsen sprang den boble, selvfølgelig, som alle livets skrøbelige bobler.

Mellem kusse og kiste

Aldrig havde jeg følt mig mere ensom. Jeg stod der, lillejuleaften, og tænkte: Fuck det, fuck dem, i sidste ende er vi alle alene, vi blev sået i en livmor alene, kom ud af en mor alene, lægges i graven alene. Mellem kusse og kiste er vi på lånt tid. Jeg sagde til mig selv, at det at have en familie blot er en form for bedrag, en falsk konstruktion, og hvad skulle jeg overhovedet med sådan en? At nu var jeg fri for alle forventninger, alle krav og alt pres. Var det ikke netop derfor, jeg var flygtet fra min egen familie i sin tid, for at kunne være mig selv og ikke den, de ville have mig til at være? I sidste ende har man kun sig selv.

Men hvad gør man så som fremmed i en fjern jysk flække, lidt i juleaften, med nisseskægget siddende i ensomhedspostkassen? Selv om jeg nok kunne have fundet julely hos nogle venner, bestemte jeg mig for at holde jul med mig selv. Det føltes så befriende, at jeg ikke opdagede selvbedraget til at begynde med. Jeg købte et helt lam fra en nærliggende gård og nød at partere det fra bunden som i gamle dage i mit ophavsland i et fjernt liv. Det mindede mig om eid og om familien igen.

Jeg havde mit arsenal til selvmedicinering klar med rødvin og joints. Jeg pyntede huset op med gran og dekorationer fra den lokale brugs, købte et juletræ af en liderlig lokal, uden fod, som endte med at ligge på gulvet i stuen i flere uger, altså træet. Jeg tændte stearinlys overalt, så huset lignede et flammehav. Jeg skruede op for salmesang og nissebal og blandede det i cocktail med hymner fra ophavslandet.

På strømper gennem slud

Jeg lavede mad hele dagen fra før solopgang, bagte kager fra bunden. Jeg brugte timevis på badeværelset, i et badekar fuld af sæbebobler, med hudskrubning og selvudstasning og sminke. Så tog jeg min fineste og mest gallaagtige kjole fra London-livet på og gik ud i stuen, hvor der var dækket op til én. Jeg hældte et glas vin op, tændte jointen, spiste af nogle nødder, mens jeg slog benene op og lænede mig tilbage i lænestolen. Alt var klar til min enejul.

Jeg tror, det var nødderne, der gjorde noget ved mig. Pludselig var mine øjne hævede og føltes, som om de brændte. Jeg kunne nærmest ikke se noget, og mine omgivelser var slørede. Jeg løb ud på badeværelset, der stadig var fugtigt af badekarsolier og damp. Spejlet afslørede et ansigt, der så helt galt ud, med røde pletter og hævelser. Jeg havde åndedrætsbesvær, og panikken tordnede igennem mig. Skulle jeg dø nu, alene? Jeg nåede over til den nærmeste nabo i tide, rendte på strømpesokker gennem slud. Jeg kan stadig huske duften af rødkål og and, da de åbnede døren, og klokkerne klang. Men det var så også det sidste, jeg huskede.

Morgenen efter vågnede jeg i en seng på sygehuset med drop i armen. En voldsom allergisk reaktion, sagde sygeplejersken med tørklædet, der havde fået julevagten, på et hængende englehår: » … og glædelig jul.«