Da jeg var knægt, gik jeg i Grundtvigskirken i København med min gamle, kloge og desværre nu afdøde farmor. Besøget ved hendes gravsted medbringende en julestjerne er nu det faste punkt den 24. december. På juleaften var kirkerummet stopfyldt, og efter messen gik turen hjem til min anden bedstemor, som heldigvis endnu den dag i dag er en levende manifestation af kærlighed og betænksomhed.
Ved ankomsten til mine bedsteforældre pyntede jeg træet med min far som hans ældste juletræslærling. Min ene lange onkel var den eneste, som kunne nå toppen af træet, hvor de farverige fugle, vi i min familie sætter der, skulle placeres. Jeg må med skam indrømme, at der af og til blev spist, før der blev vist, når det kommer til kræmmerhusene. Gaverne kunne knap være under træet.
Efter middagen åbnede vi pakkerne, den yngste fandt én først, og imens stearinlysene langsomt brændte ud, væddede vi om, hvilket lys der ville være det sidste, som mistede gløden. Fint nok. Men i min hjerne kørte én tanke: Hvad er gaverne? Et piratskib, Magic-kort, sågar en hamster et år, og udfærdigelsen af ønskelister blev udført med en revisors nidkærhed.
For mig er julen en tilbagevenden til barndommen. Retten til at slumre hen på en sofa. Et frirum for det geopolitiske kaos, franske præsidentvalgkampe og komplicerede EU-tekster. En tid, hvor jeg tillader mig den sentimentalitet, som jeg resten af året skyer som pesten. Hvor gentagelsen, frem for nyskabelsen, er det, som adskiller os fra resten af den grå årstid. Hvor synet af julepynten på Købmagergade kan give mig en tåre i øjet. Julen bringer den indre konservative op i mig. Alt skal være, som det plejer. Eller rettere sagt: Som jeg husker det.
Reptiljulehjernen
Men de senere år har vi haft mange diskussioner om gaver, som man nok også har i mange andre familier. Skal vi helt afskaffe dem? Skal vi hver især give et beløb til Røde Kors eller en anden godgørende organisation – og så nøjes med at give fysiske gaver til børnene? For er julen ikke blevet alt for fokuseret på vanvittigt overforbrug i en tid, hvor vi netop burde tænke på andre end os selv?
Jo, det skal nok passe. Der er bare ét problem: For mig fjerner det hele julestemningen, hvis der ikke er fyldt med pakker under juletræet, og vi ikke længere skal bruge en time på at pakke dem op. Det fjerner magien og gør i stedet julen til et rum, hvor vi skal tage stilling til verdens dårligdomme, frem for et frirum, hvor man kan gå i barndom igen. Det er helt sikkert både umodent og politisk angribeligt at have det sådan. Det er jeg ganske opmærksom på i den tænkende del af hjernen. Men det er sådan, jeg har det i min reptiljulehjerne. Og den har sit eget liv.
Hvad gør man så i en klog og miljøbetænksom familie, når man som jeg elsker store julegaver, overdreven julepynt og fuld smæk på nostalgien? Hvad gør man, når alt i verden siger, at vi skal begrænse vores forbrug, stoppe med at købe alt muligt juks, når man stadig elsker det knitrende gavepapir og spændingen over indholdet? Og med alderen har fået den omvendte funktion, nemlig at være den, som giver mere, end man får juleaften – og er helt med på det?
Et julekompromis
Løsningen kan måske være et kompromis. Dem, som hellere vil give godgørende gaver, kan gøre det, mens resten af familien stadig kan give de gaver, de ønsker. Efter jeg for syv år siden flyttede til den franske del af verden, køber jeg typisk mine julegaver i supermarkedet, hvor alverdens franske fødevarer kan fås til en fornuftig pris. Spoiler alert: Det gør jeg nok også i år.
Kan vi måske mødes der? At der ikke skal tages en beslutning i fællesskab om ikke at give fysiske gaver, men at vi heller ikke ser ned på dem iblandt os, som finder en intens glæde i den materialistiske, glitterpapirsindbundne juletid. Ja, det er nogen gange noget billigt lort fra Langtbortistan, som transporteres med containere og ikke af julemandens rensdyr, men det er det jo også resten af året, hvor jeg køber grøntsager fra mit lokale fødevarefællesskab og skruer ned for kødet.
Så kære familie, nu er I advaret: I får fysiske gaver i år, og jeg vil samtidig med store glæde tage imod jeres vigtige bidrag til nødhjælpsorganisationer og opkøb af geder. Lad julegavefreden sænke sig!
Julekalender 2021: Den tid på året
I årets julekalender vil Informations skribenter fortælle om egne oplevelser fra de dage, der skulle være årets højdepunkt. Det går nok sjældent lige så tåkrummende og dramatisk for sig som i Paprika Steens julefilm Den tid på året, men her er både plads til det, man mindes med glæde, og det, man helst vil glemme.
Seneste artikler
Min jul med mig selv endte på sygehuset
24. december 2021Jeg havde mit arsenal til selvmedicinering klar med rødvin og joints. Jeg pyntede huset op med gran og dekorationer fra den lokale brugs, købte et juletræ, tændte stearinlys overalt, så huset lignede et flammehavJeg frygtede, at vi blev nødt til at fejre jul på Storebælt
23. december 2021Som deleenebarn kan det være svært at acceptere, at man skal have tarteletfyld fra dåse og danse rundt om træet med et par ikkefamiliære nordmænd, når alle de andre fra klassen skal spise and og flæskesteg med mor og far, skriver journalist Siri Franceschi i denne juleklummeDa de skåler og ønsker mig glædelig jul, kæmper jeg med tårerne
22. december 2021Lige som vin og ost skal juletraumer have lidt tid til at folde sig ud. Af en melankolikers erindringer
Det er vel med gaverne til jul som med julemaden: det er ikke det, man spiser fra 1. december til 1. januar, den er gal med, det er det, man spiser fra 1. januar til 1. december.
Har man behov for det store julegaveræs, er det jo nok, fordi man i det daglige er mere nøjsom og udskyder sine anskaffelser.
Der er jo én ting til ved gaver fra familien: man vil gerne kendes, og derfor er den med omhu udvalgte personlige gave meget mere end et udtryk for materiel generøsitet.