Kerstin Ekman om fortidens synder: »Der er ingen blindhed. Vi kvinder ved og har altid vidst«

Det er en mægtig æske, hvis låg Kerstin Ekman linder på.

I romanen Tullias verden, der udkom på svensk i foråret og netop er kommet på dansk, lukker den 88-årige forfatter den glemte halvdel af menneskehedens historie ud. 

Hun fortæller den historie, der blev levet, men ikke skrevet: Kvindernes historie. 

Tullia var eneste datter af den romerske politiker og forfatter Cicero. Han er måske det menneske fra det første århundrede f.Kr., hvis privatliv og psykologi vi gennem breve, dagbøger og noter kender bedst.

Datteren lærte med al sandsynlighed at skrive med stylus på en vokstavle. Men som kvinde skulle hun vogte sig for ikke at lære for meget – eller ligefrem danne en mening. Vokstavlerne blev visket rene igen efter brug.

»Jeg håbede, at jeg kunne finde mange oplysninger om Tullia, eftersom hun var Ciceros datter, og han var forgabt i hende. Men i hans omfattende brevveksling fandtes der kun hilsener til hende,« skriver Kerstin Ekman til mig.

Det virker på en måde oplagt, at jeg sidder i København og mailer med Ekman i Sverige om det detektivarbejde, det er at give en enkelt kvinde fra antikken, som vi alligevel aldrig vil kunne kende til fulde, en silhuet. Som Tullia er blevet udeladt fra historiebøgerne, men alligevel efterlader et rids i tiden, fyger vores kommunikation og erfaringer, på næsten tre generationers afstand, også gennem skjulte internetkabler.

Tullias verden er en svimlende blanding af essayistik, roman, historiekorrektion og memoir. Tullia fødes, vokser op og bliver sin fars ubetingede yndling. Da hun dør før ham, er han så ulykkelig, at hans samtidige ligefrem finder hans sorg umandig. 

Alt imens Ekman ubesværet binder sin egen opvækst, sin samtids kriser og persongalleriet fra de myter og vers, der har fulgt hende gennem livet, tæt sammen. 

Kællingeævl

Mens Ekman kredser om den tomme plads, der er Tullia, udspiller der sig i romanens periferi magtspil omkring Cæsar, slag mod rivaliserende imperier og slaveoprør, der brutalt bliver slået ned. 

»Kvinder er underbeskrevne i romertidens litteratur. Selvfølgelig findes de som hævngudinder eller udløsere af katastrofer,« skriver Kerstin Ekman til mig.

Men at der helt generelt manglede nogen i den vestlige verdens grundfortællinger, gik tidligt i livet op for forfatteren. Som ung studerede hun de nordiske sagaer og vovede på et litteraturseminar den påstand, at stridighederne i Njáls saga egentlig er udløst af kvindernes handlinger, ikke mændenes. Professoren affærdiger det som »kællingeævl«.

Den aldrende forfatter, der nu ser tilbage, er stadig på sin egen side.

»Der var jo ikke noget underligt ved at en ung kvinde ville læse om kvinder, og at hun fandt den mandlige kværnen om militære slag og kongerækker mangelfuld. Der manglede noget, nemlig halvdelen af alle mennesker,« står der i Tullias verden.

Ekman skriver om at vokse op i en familie, hvor arbejde er det, som faren har uden for hjemmet på trævarefabrikken, og hvor værdi er det stål, der hives op fra undergrunden og støbes om, så det bliver »tilstrækkeligt skarpt til at hugge en hals over med«.

Men selv i marginerne af Horats digte søger den unge kvinde mod »det knitrende salt og melet på offeralteret«.

Så i Tullias Verden er Ekman på udkig. Hun skriver om at måtte forestille sig de højbårne kvinders ensomhed og jalousi, når deres mænd forlader dem for jagt og diskussionsklubber. Om at kunne høre barnet Tullia tage sine sko af, lige så stille, for at lytte på, hvad det mon er for sladder, slaverne deler.

»En gammel romanforfatter har let ved at høre stemmer,« står der. »Læber der bevæger sig, en hvisken fra de dødes tid.« Lydhørhed må der til for at skrive en anden historie end den lineære, der tror på fremdrift og i sidste ende vold, udnyttelse og død.

Venus’ lægeurter

Denne blanding mellem clairvoyance og historisk detektivarbejde er ikke en uvant metode for forfatteren, der debuterede i 1959 med kriminalromanen 30 meter mord.

Siden har hun skrevet romaner med samfundskritiske, psykologiske og mytologiske dybder.

Og hun har alle årene haft stærke, besværlige og almindelige kvinder i hovedrollerne. I 1994 fik hun Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Hændelser ved vand, der handler om mordet på en kvinde og hendes datter en lys og dejlig sommernat i Nordsverige. Og om det lille samfund, der forandrer sig i de 18 år, der går, før mordet bliver opklaret.

Kerstin Ekman blev født i 1933 i det østlige Sverige. Hun har en magistergrad i filosofi og litteratur, og hendes romaner betjener sig ivrigt af klassiske referencer og endda en botanisk opmærksomhed mod naturens mindste.

Som da hun et sted i Tullias verden korrigerer digteren Vergils angivelse af den helbredende urt, som gudinden Venus lægger på helten Æneas’ sår i det romerske nationalepos Æneiden.

»Jeg tror, at det var Dictamnus purpureus, digteren mente,« står der. »Moses så antagelig en busk brændende dictamnus som Gud skjulte sig i. Jeg synes den (planten, red.) er som skabt til at blive blandet med ambrosia af en gudindes troldkyndige og lægende hånd.«

Det er vidunderlig prosa, hvor gudindens fingernemhed pludselig er mere potent end den kristne guds evne til at sætte buske i brand.

Alligevel får jeg lyst til at spørge Ekman, om hun ikke indimellem kan blive opgivende på kvindesagens vegne. Det kan jeg selv blive, og jeg er blot 26 – og lever trods alt i en mere ligestillet verden, end hun blev født ind i.

»Kvinder arbejder stadig dobbelt så meget som mænd – i hjemmet og på arbejdspladsen. Men jeg tror virkelig, at det er på vej til at ændre sig. Vi lader os blive hørt.«

I sit eget liv skal hun ikke længere tilbage end mormoren, der først i 1921 som 52-årig fik stemmeret. Og kvinderne er jo overalt, hvis man bare kigger efter. »Der findes ikke et menneske på Guds grønne og nu temmelig tilsvinede jord, som ikke er blevet presset ud af en kvinde,« skriver hun et sted i Tullias verden.

»Men meget kommer stadig an på os selv som kvinder, og det skal vi huske,« formaner hun i en mail. »Vi må vise attitude, som det hedder.« Det lyder som et kampråb.

»Der er ikke noget så definitivt som en kvindes død,« skriver Ekman i Tullias verden.

Tine Sletting

Illegal abort

Der er nok at rase over. Fødes man med en kvindes kønsorganer, følger der som regel også ømme bryster, menstruation, frygt for graviditet eller sorg over, at den udebliver, med. Og skam. »Hun kom ud med sin lille revne mellem benene,« skriver Ekman om Tullias fødsel. »Den var skæbne.«

Det var sandt for Tullia såvel som i dag.

På mange måder minder Ekmans forsøg på en alternativ historie mig om den franske forfatter og nogenlunde jævnaldrende Annie Ernaux’ forfatterskab.

Ernaux skriver også om kvindelivets mest private og alligevel mest fælles erfaringer. I kortromanen Hændelsen fra 2000 skildrer Ernaux sin egen illegale abort som ung i 1960’erne. Hun rakker alene rundt mellem læger, der ikke vil risikere deres omdømme, ender på en grisk sygehjælpers køkkenbord og til sidst over toilettet på kollegiegangen, hvor et hvidligt foster dingler fra navlestrengen og ikke vil slippe taget.

Ernaux har fortalt, at hun skriver om den abort og det følgende blodtab, som næsten tager livet af hende, fordi kvinder, der har gennemgået den farlige procedure – heldigvis – snart vil høre fortiden til. I vestlige lande med fri abort vil smerten blive glemt. 

Men hvis det kan være svært at huske en abort bare fra 1960’erne, føles det umådeligt også at skulle inddrage tusindvis af år før det. Men Kerstin Ekman insisterer på at fortælle det umulige.

Hun skriver indlevet om hemmelige abortforsøg i den romerske republik og om kvinder, der blander sæddræbende midler af honning, dadler og akacie. Og fortæller så med sit karakteristiske sortsyn, at hele plantearten silphium blev udryddet fra middelhavsregionen, fordi den var et eftertragtet præventionsmiddel.

En af Tullias verdens mest gribende scener skildrer forfatteren som ung kvinde, der bliver gjort opmærksom på, at hun har en blodplet på silkenederdelen. Straks opregnes århundredes hadske myter. Plinius den ældre har skrevet, at poleret elfenben bliver mat i den blødende kvindes nærhed. Går hun nøgen rundt i kornet, falder skadedyrene døde ned.

»Der er ikke noget så definitivt som en kvindes død,« skriver Ekman i Tullias verden. For selv ikke den lille gudinde Flora, der står for lys og frodighed, må komme ind i det svalende Elysium. Paradishaven var forbeholdt mænd. Kvinderne, de forblev i jorden. 

Men derfor må deres jordnære historie i det mindste skrives: Man kunne også sammenligne Ekmans antikke fokusskifte med Svetlana Aleksijevitjs indsamling af vidnesbyrd fra det almindelige røde menneske, der spiser, sår frø, drømmer og græder, mens storpolitikken går sin gang. 

Hændelser i akademiet

Kerstin Ekman har om nogen haft attitude.

I 1978 blev hun valgt ind som den kun tredje kvinde nogensinde i det nu så skandaleombruste Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur. I 1989 forlod hun imidlertid sin stol nummer 15.

Det skete, efter at Akademiets øvrige medlemmer nægtede at bakke op om en appel til den svenske regering om at beskytte Salman Rushdies ytringsfrihed.

Kort før havde Irans politiske og religiøse leder, ayatollah Khomeini, udstedt en fatwa, der fordømte forfatteren til De sataniske vers som blasfemiker og udlovede en dusør til den, der ville dræbe ham.

Kerstin Ekman ved med andre ord, at litteratur kan være brandfarligt. Men er der ikke en fare for, at man kommer til at gøre vold på fakta, skrive historien, som man ville ønske, den så ud – måske endda lave nye fjendebilleder, når man skriver så politisk som hun, spørger jeg hende på mail.

»Den fristelse har jeg ikke kendt,« svarer hun. »At læse om de sekstusindsekshundrede mænd som korsfæstedes langs Via Appia efter et slaveoprør har de romerske historikere beskrevet som en triumf. Vi kan læse det på anden vis – og se, hvordan vejen snarere blev et forrådnelsens og de jamrende brøls hovedstrøg.«

– Men hvordan gør man så?

»Man gør som Tove Ditlevsen. Allerede i 1940’erne vovede hun at skrive om overgreb i Man gjorde et barn fortræd. Eller man er som Ida Jessen ikke bange for at tage det store greb om historien i Kaptajnen og Ann Barbara. Kirsten Thorup gjorde det næsten utænkelige: at vove at beskrive Nazitysklands indre tragedie og opløsning i Indtil vanvid, indtil døden. Det gælder om også at turde beskrive tab og nederlag.«

Jeg skriver tilbage og spørger, hvordan hun holder ud at beskæftige sig så indgående med lidelsen.

»Det kan jeg ikke svare på. Jeg ved bare, at for mig er det at skrive modsætningen til destruktion. I bedste fald er det måske en modkraft.«

Pennen og sværdet

Skriften som modkraft har svære kår i Tullias verden.

Da Ekman beskriver, hvordan kejser Cæsars dolkes ihjel, nævner hun, at han forsvarer sig med en skrivestift. »De har aldrig været rigtig pålidelige våben, når det virkelig gælder,« konstaterer hun tørt i en omvending af ordsproget om, at pennen er stærkere end sværdet.

Fremskridtets historiefortælling, hvor der går en lige linje fra Karthagos ødelæggelse til Europas sønderlemmende krige i 1900-tallet, er ikke sådan at slippe af med. Og klimakrisen er kun et naturligt onde i den fortsatte nedtur: 

»Det er ikke engang lykkedes vores blinde tro at forvandle vores civilisation til en affaldskværn. Når fyrre kilo plastik bliver fundet i en strandet og død hval, indser man det,« skriver Ekman. 

Men vil man rive tæppet væk under den vold og den udvikling, er det ikke nok at vende blikket bort. Det hele skal genforhandles, skriver hun til mig:

»Det er egentlig nu, at man burde læse de store klassikere for at forstå, at også Romerrigets storhed var bygget på slavearbejde og militære masseslagtninger. Også dengang fandtes der digtere, som priste magten – men som i lige så underskønne vers satte spørgsmålstegn ved disse såkaldte fremskridt og sejre.«

Jeg skriver, at det virker, som om der har været en blindhed i historien. Noget, der har muliggjort, at det kunne gå upåagtet hen, når Apollon og Zeus voldtager nymfer på stribe i Ovids Metamorfoser, når Æneas og hans mænd går på rov og lægger byer øde. Hvorfor tror Ekman, at vi ikke har kunnet se alt det før nu?

Men det er mig, der tager fejl. »Der er ingen blindhed. Vi kvinder ved og har altid vidst,« skriver hun. »Det er et mandligt blik, som ser voldtægterne som noget helt andet. Sejrherren skriver historien. Og i voldtægternes tilfælde er det jo et spørgsmål om den fysisk stærkestes sejr.«

Ulvemænd og vejkantsfødsler

I sommer udkom Ekmans nyeste bog Löpa varg, hvis titel direkte oversat betyder »løb, ulv«, i Sverige. Den er endnu ikke udkommet på dansk.

Romanen foregår ikke i antikkens Rom, men i de svenske skove, og den har noget så usædvanligt for Ekman som en mandlig hovedperson.

I et interview med Sveriges Radios P1 griner forfatteren lidt og siger, at det har været et sjovt perspektiv at skrive fra. Hun fortæller, at romanen ikke fandt sin form, før hun begyndte at skrive i jegform – og at hun måtte bede sin mand være medlæser på dette perspektiv.

Men det er alligevel ikke helt den maskuline jæger- og erobrerfortælling fra sagaerne og de romerske myter, som Löpa varg bruger. For i løbet af fortællingen kommer muligheden for en anden alliance i spil: en alliance med dyrene, med ulvene endda, frem for menneskene.

Kerstin Ekman er med andre ord stadig længst fremme i skoene. Hun stopper ikke med at forestille sig alternative måder at indrette verden på. Til slut kan jeg alligevel ikke nære mig for igen at spørge, om hun ikke føler en vis tristesse ved at være en del af en kvindelig skæbnekreds. Man kan skrive historien om, men hvad batter det?

»For tiden har vi en debat i Sverige om de mange fødeafdelinger på sygehusene, som nedlægges. Det hænder, at kvinder må føde i en bil ved vejkanten fordi de ikke når at komme frem til hospitalet. Så kan jeg ikke mærke andet end vrede og undren: Hvor langt er vi egentlig kommet?«

Det må de kommende generationer svare på. Kerstin Ekman sender varme hilsner på tværs af skærme og landegrænser. Og jeg føler mig mindre alene, nu hvor Tullia langt om længe får lov at være andet end tavs.

Tullias verden er udkommet på dansk ved Anne Marie Bjerg. Gyldendal, 178 sider, 225 kroner.