Kuldslået ømhed, naturskam og en besynderlig debut: Vi ser tilbage på et usædvanligt rigt år for dansk litteratur

Siden jeg for nogle uger siden gav mig til at genlæse (og for nogle titlers vedkommende nylæse), hvad jeg måtte anse for de vigtigste danske skønlitterære nyudgivelser i 2021, er teksterne begyndt at tale med hverandre. Danne forbindelser, smågrupper, lokalfællesskaber, forsøgsvis belyse hinanden, lidt.

Det har indimellem føltes som at gå i en plantage og samle tragtkantareller: Først kan man ikke finde én eneste, men pludselig er der hul igennem, og man formelig vader i disse små tynde svampe, som smager så godt i en sovs, hvis de vel at mærke har fået lov at tørre. Eller det har været som dengang en sommerdag på vestkysten af Læsø, hvor jeg med ét kunne blive ved med at finde rav, små stykker ganske vist, men jo altså immervæk rav.

Sådan nogle oplevelser kan man gå hen og blive helt kulret, ja, naturforbunden af. Og som Charlotte Weitze citerer Goethe: »Naturen har ingen hemmeligheder, som den ikke lægger frem for den opmærksomme.«

Nu skal det følgende jo primært handle om litteratur a) som afsøgning af det menneskeliges felt, en undersøgelse af, hvad der knytter mennesker sammen; b) som analyse af selve det forhold, at vi altid på godt og ondt fylder ret meget i hinandens bevidsthed; c) som kortlægning ikke mindst af familien, men også af andre fællesskaber, der på samme tid styrker og svækker, beriger og binder.

Blot bliver jeg nødt til indledningsvis at slå fast, at sjældent har naturen fyldt så meget i litteraturen som præcis i år. Hvilket selvfølgelig har at gøre med klimakrisen og den dermed forbundne menneskelige skam – af Henrik Nordbrandt nådesløst spiddet i dette digt fra årets samling Så en morgen:

»Intet i naturen
er grusommere end dens natur.
Det er kun mennesket
der er det.

Er skammen
over at være menneske
så unaturlig?
spørger jeg mig selv

når den skam
som den ofte gør

overvælder mig.«

»Skammen« hedder digtet, slet og ret, for sammen er vi i dag om flovheden og skyldfølelsen over at have forvaltet dén gave så ansvarsløst, som vi modtog, da evolutionen, Gud eller begge anbragte os midt i naturen som dens magtfulde, uhyggeligt intelligente nabo. Denne erkendelse ligger, oplever jeg, som en art undertema i mol under dette års litteratur og dukker ikke sjældent op som en særlig natursensibilitet, eller som en linje i forfatternes billedsprog.

Eksempelvis virker det påfaldende, at når debutanten Glenn Bech skal beskrive skrive/erkendelsesprocessen i Farskibet, sit stormvejr af et formsprængt opgør med den far, der begik selvmord, da sønnen var fem, tales der om at feje blade sammen i blæsevejr, nøjagtig samme billede, som bærer den roman, hvormed Christina Hesselholdt i år vendte tilbage til Camilla-sporet i sit forfatterskab: Feje blade sammen mod vinden.

Har man læst den, da spærrer man uvilkårligt øjnene op, når man i Jesper Wung-Sungs exofiktive roman Kvinde set fra ryggen, om Vilhelm Hammershøis hustru og foretrukne model Ida Ilsted, følger dennes blik, idet hun ser ned på en blæsende parisisk boulevard:

For »Det er den samme gadefejer – ham med det tykke, sorte hår og en næse som en blålig, knortet svamp – der har fået endnu mere travlt med at fjerne løvfald fra rækken af platantræer. Han gør det nidkært, stirrer med sammenknebne øjne op på træerne, parat til at kaste sig over ethvert blad der kunne finde på at rive sig løs fra kronerne. Han regerer over sit eget lille pletfri hjørne af Paris.« Deri ligner gadefejeren for øvrigt maleren – eller for den slags skyld en romanforfatter. »Alle hersker over deres egen lille plet.«

En ægte socialrealistisk skildring

Og hvorledes forvalter forfatterne så deres personlige felt? Det kan de for eksempel gøre ved som Morten Pape at skrive det lokale og det globale sammen i en mammutroman, som spænder hele vejen fra Amagerbankens krak i 2011 til folkemordet i Rwanda i 1994, to verdener, som forbindes, da Amalie fra Ugandavej kommer i terapi hos en kvinde, som har overlevet rædslerne i sit hjemland og derfor er i stand til at sætte sig ind i andres smerte:

»Du er ramt af en stor fortvivlelse, Amalie. Det er meget tydeligt for mig. Meget åbenlyst. Og jeg kan godt forstå dig; alt dét du troede var sikkert, og som du måske også tog for givet, er blevet taget fra dig. I hvert fald så findes det ikke længere i sin oprindelige form, det er derimod fuldkommen eroderet … Din familie, dit barndomshjem, din lillebror er væk. Du har måttet gå fra en kæreste, som du sikkert også troede var en anden end den han udgav sig for at være. Og du er også i tvivl om hvorvidt din morfar hører ind under samme kategori. Hvis ikke dét er grund til fortvivlelse, så ved jeg ikke hvad.«

Her, hvor Papes I ruiner er nået lidt mere end halvvejs, sætter den ord på det postkatastrofiske som genkommende tilstand i den nyere litteratur, samtidig med at han forærer os en ægte socialrealistisk skildring af det velfærdssamfund, som vi gennem årtier jo har hørt så meget om, men aldrig for alvor har set fungere.

Kuldslået ømhed og overbærende omsorg

Social i allerbedste og mest solide forstand var også Mikael Josephsens de andre, en kollektiv roman om en gruppe, som er sammensat for løst til at fortjene betegnelsen kollektiv. I Svendborg, hvor den trøstesløse handling udspiller sig, møder læseren bl.a. narkomaner og alkoholikere, som forsøger at leve af at sælge Hus forbi, alt imens de drømmer om det gode, det anderledes, det rigtige liv, hvad forfatteren formår at skildre med en særlig kuldslået ømhed og overbærende omsorg.

Ikke fjernt fra fremgangsmåden hos Fine Gråbøl, vinder af BogForums Debutantpris, i Ungeenheden, en stilfærdig, personlig kollektiv rapport fra et forsøgshjem, en midlertidig udslusningsbolig for personer, som er kendetegnet ved »uafsluttet individualitet« og må opfatte sig som mislykkede mennesker henvist til konstant »behandling«, et ord, der bare dækker over inddæmning af følelsesregisteret. En af dem ser i glimt »billeder fra et andet liv som kunne have været mit«, men fælles for dem alle er gentagelsens gråtonede skema:

»Vi siger hej til rengøringsassistenten Ahmed, vi forsøger at gennemskue den medicinske plan, vi laver skemaer over hele livet; en madplan, en ugeplan, et skema over vores udadreagerende adfærd, vi skriver ned når vi får angstanfald, hvad der skete før, og hvad der skete efter, vi laver budgetter og river dem i stykker af bar skræk når jobcenteret ringer, vi er sygemeldte og uarbejdsdygtige, vi bytter tøj og låner sko af hinanden, vi planlægger sommerferieture med bostedets campingvogn men kommer aldrig afsted, vi åbner køleskabet og lukker det igen.«

I en efterhånden gammel og som regel ret så futil diskussion blev social realisme automatisk ugleset, fordi den, som man hævdede, var stof uden kunstnerisk form. Pape, Josephsen og Gråbøl viser, at så enkelt kan det aldrig stilles op. Man kan hos dem savne verbal innovation, men deres romaner lever i kraft af sprogets selvfølgelige besindelse på hverdagslivet og den umiddelbart foreliggende, konkret krævende verden.

Mod den har Thomas Korsgaard altid været tro, og det er han også i Man skulle nok have været der, den tredje og sidste roman om Tue fra Nørre Ørum ved Skive og dennes forsøg på at slippe ud af (og af med) sin familie. Socialt går det ham ilde som avissælger og nasserøv, men trilogien slutter med, at han får debut som forfatter.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige uden at sige det hele,« siger han til en bøsseven, men hans fortælling bliver en frigørelse netop i og med, at han får det sagt: »Jeg ejer ikke noget som helst ud over det, jeg kan huske. Og det jeg husker, vil jeg også gerne af med.«

En overvældende kraftudfoldelse

Dermed er vi fremme ved en af dette års besynderligste bøger, 30-årige Glenn Bechs tour de force af en skrifthandling, »en overvældende kraftudfoldelse, hvis nødvendighed er indlysende«, som det hed i Lone Nikolajsens anmeldelse, der desuden beskrev det litterære udtryk som forvirrende, flosset og kaotisk.

Anderledes kunne det måske slet ikke være gjort, fordi forfatteren er »fastfrosset i traumet« og i sin kamp for at komme af med det ubærlige er tvunget til at skrive udenom i tilløb og ad omveje, men derigennem opdage et litterært sprog, hvori farens voksende fravær, morens svigt og skiftende stedfædres fysiske og psykiske overgreb kan, hvis ikke direkte overkommes, så dog bringes på gyldig kunstnerisk form.

Personligt kørte jeg efterhånden træt i bogens evindelige gåseøjne og hakkende gentagelser, men må anerkende den konsekvens, hvormed det ekstreme her er tilstræbt og opnået. Og et eller andet sted forekommer Farskibet umådeligt typisk for årets litteratur i kraft af sit forsøg på, som Alexander Vesterlund i Politiken skrev, at række ud og skabe forbindelser.

Heri ligner Bechs sejlads gennem stormvejr, tilbage mod og væk fra en far, Josefine Klougarts sjette, og også efter min mening hidtil bedste roman Alt dette kunne du få, blot med den ikke uvæsentlige forskel, at denne med stor vedholdenhed kombinerer sine analyser af familie, opvækst og personlig modning med et forsøg på at række ud mod naturen og skabe forbindelser mellem menneskene og vores nonhumane omgivelser.

På det handlingsmæssige plan er Klougarts (bogæstetisk suverænt smukke) værk spændt ud mellem to dramatiske begivenheder. Først farens hjerteoperation, oven på hvilken han vågner op, men lige i starten virker faretruende fjern, og sidst hovedpersonen Barbaras højst ufrivillige abort, som følges af styrtsøer af blod. Det øvrige indhold består af mere eller mindre spredte og usammenhængende tilbageblik på barndom tæt på naturen og et voksenliv hos litteraturen.

Et stilfærdigt forældreopgør bliver det igen også til: »Sonja sørger for trygheden, Erik for økonomien; og de gør det begge så godt, at de kommer til at foragte hinanden for den ildhu de lægger i arbejdet med at pleje hinandens sår.« Alt, hvad faren gør, er, tænker moren, »på en måde en bevægelse væk fra hende, det er sådan, hun føler det. At han følger sit eget – at det ikke er deres drøm, men hans. Og på den måde vælger han ikke kun hende, men dem fra.« Læg venligst mærke til kursiveringerne, dette er (endnu en gang) ren Hans Otto Jørgensen-stil.

Helt igennem Klougart er dog samtidig romanens bratte spring fra ét niveau til et andet, og mellem konkret og abstrakt, som når Barbaras læsning af J.P. Jacobsen, Virginia Woolf, Marie Bregendahl og William Faulkner kaldes for »en åbenbaring af en pludselig dybde i verden. Ens egen bevidsthed, der tilkobles en større rullende kraft.« Eller når forfatteren redegør for sin prosapoetik i en passage, der fortjener at blive citeret i sin lysende kunstfilosoferende længde:

»Scener, hvoraf ingen i sig selv ville kunne siges at markere en slags højdepunkt i fortællingen. Man ville kunne læse sådan en bog umiddelbart, fra sætning til sætning, og når man til sidst holdt vævet op for sig, ville det være et næsten abstrakt, men lysende kort, der optegner et liv i relation. I sådan en bog måtte ingen scene, ideelt betragtet, træde i forgrunden og kunne opløftes til symbol. Eller, den symbolske oversættelse skulle i så fald være så mangetydig, at det ikke kunne lade sig gøre helt at bestemme sig for en oversættelse til det abstrakte begreb. På den måde ville litteraturen få lov at ligne livet.«

De flestes bevidstheder er mudderhuller

Findes der i den nyeste danske litteratur nogen, der skriver en tekst så smuk som denne? Det skulle da lige være Solvej Balle i bind II og III af Om udregning af rumfang, hendes egensindigt spekulative fiktion over tiden, der går i stå og derefter gentager sig bevidstløst for alle andre end hovedpersonen Tara Selter, hvorimod hun og, viser det sig nu, nogle få andre ved, at den 18. november er en ny dag. Eller man kunne med rette pege på Christina Hesselholdt, født året efter Balle, og efter to korte afstikkere til exofiktionen tilbage hos Selskabet, det vil sige litteraten Camilla, forfatteren Alma, læreren og klimaforkæmperen Alwilda, magisteren Edward og den grønsagsspisende (derfor lillafingrede) læge Kristian.

Om Feje blade sammen op mod vinden skrev en indlevet anmelder, Erik Svendsen i Jyllands-Posten, at forfatteren demonstrerer, hvor meget andre fylder i en ens bevidsthed, men også, hvor forskellige mennesker kan være, og hvor meget fælles der så alligevel knytter dem sammen. Man kan gætte på, at han her har tænkt videre fra det sted i romanen, hvor Alma erklærer, at de flestes bevidstheder er »mudderhuller, eller lad os sige vandhuller, som ens eget, og at stort set alt der lever derinde, kan man også finde i de andres i en eller anden afskygning eller variation«. Ja, langt det meste af, hvad vi rummer og måske bilder os ind at være mutters alene med, er i grunden fællesmenneskeligt gods.

Det har dog ikke forhindret Hesselholdt i denne gang at rette opmærksomheden mod noget særligt, noget individuelt, nemlig Camillas far, i hvilken jeg med bestemthed mener at kunne genkende en af min egen fars psykologkolleger ved Danmarks Lærerhøjskole. Om romanens person står der, at efter hans skilsmisse åbnede 1970’erne for sluserne og skyllede ham bort og lod så kun datter og ekskone »se ham i glimt, nu iført slidt cowboytøj og med langt hår og skæg.«

Nærportrættet af denne samler og tingfinder er hyleskægt og kærligt gennemført, endnu et lystindrende vidnesbyrd om forfatterens nærvær og humor, i denne bog så aktuelt kombineret med naturfornemmelse og omsorg for dyrene, »menneskehedens slaver«, allertydeligst manifesteret i bogens åbning og slutning, om aflivningen af henholdsvis en hest og en hund.

Katrine Marie Guldager spalter sig i to

En tredje af 1990’ernes store kvindelige forfattere, som gjorde sig fordelagtigt gældende i 2021, var Katrine Marie Guldager, som med romanen Det samme og noget helt andet tog det endelige spring over i autofiktionen. Endelige, siger jeg, for hun har i adskillige noveller udnyttet selvbiografisk stof og i flere digte skildret efter-katastrofiske tilstande. I den nye roman spalter hun sig så at sige i to og hopper frem og tilbage mellem et bredt erindringsspor og så et smallere nutidsspor, hvor romanens tilblivelse følges op processuelt.

Kort fortalt består forfatterens og hendes jegfortællers problem i, at hun sidder fast i en familie, hvor alle er søde og rare og korrekte og normale, men hvor normaltilstanden alligevel er utryg, især fordi hun konstant bliver bange for og føler sig manipuleret af sin mor og søster, men må forbyde sig selv at være vred, skønt vred er præcis, hvad hun er.

»Er jeg virkelig den eneste i verden, der oplever dette? Er jeg virkelig den eneste, der har en familie, jeg hverken kan undvære eller holde ud?« spørger Datids-Katrine en forfatterkollega, som så råder hende til at stille sig »derud, midt i det hele, hvor alle kan se, at du er et menneske af kød og blod«. Så bliver det nemlig også meget sværere for de andre at opretholde fjendebilledet af hende.

Centralt i Guldagers bog står oplevelsen af at blive talt til som et menneske, hun ikke følte, hun var »følelsen af at være den udstødte i kraft af de andres blik«. Man kunne tale om en forbundethedens forbandelse og dermed pege på, at det bestemt ikke altid er behageligt at være sammenviklet med andre.

For nogle bliver det på et tidspunkt nødvendigt at gøre sig fri, sådan som det sker for to unge kvinder i Lone Hørslevs slægtsroman Halvt i himlen, hvor en mor efter ægtemandens død optræder som moralsk dommer over sine livslystne døtre. Og for at det ikke skal være løgn, kommer den ene såmænd i kløerne på en anden dominerende mor, da dennes ene søn har gjort vor heltinde gravid, og hun presses til at gifte sig med hans anderledes sagtmodige bror. Jo, jeg skal lige love for, at man med årets bøger bringes både på hat og på kant med familien, bliver dybt fortrolig med relationer.

Kvindekampens basale konflikt

Således også i Johanne Myginds velskrevne og sikkert komponerede debutroman Kærlighedens år. Midt- og tyngdepunktet udgøres her af en freelancejournalist i midten af fyrrerne, Nanna, som går i gang med en radiomontage om sin mor Elisabeth og dennes fremtrædende rolle som frontfigur på barrikaderne i rødstrømpebevægelsens storhedstid. »Alt fra 1970’erne hitter lige nu« som kollegaen Mikkel opmuntrende siger … Dog, hver gang Nanna forsøger at betragte sin mor, møder hun kun sit eget blik, og det er, som om moren viger for erkendelsen af en sandhed. En kærlighed fra dengang, som viste sig at blive den største, men som hun måske kun delvist turde tro og satse på.

Før i tiden var hun ellers sikker nok i sin sag: »Det næste store øjeblik i historien tilhører os.« Men det øjeblik kom bare aldrig, troen på forandring sivede efterhånden bort som lys fra en aftagende måne. Endnu længere tilbage i tiden ligger også et nederlag, eller i hvert fald et afkald, for Nannas mormor, Elisabeths mor, afbrød sit lægestudium for at blive dels fysioterapeut, dels offervillig lægehustru. Og efter hende har Nanna opkaldt sin yngste, sin datter!

Om undertrykkelsens kæde skal brydes, ligger dermed som et murrende spørgsmål under romanen, som i positiv forstand ligner årets førnævnte sociale bøger gennem sin sikre, solide tegning af forskellige miljøer i tiden fra 1950’erne og frem til i dag. En anmelder, Weekendavisens Nicklas Freisleben Lund, roste med fuld ret Mygind for at placere sit narrativ i en langt større samtids- og familiehistorie og for præcist at tegne romanens tre spor op som fortløbende variationer over den basalkonflikt, som kvindekampen gik i clinch med: På den ene side den dybt forankrede forventning til kvindens rolle som mor og opofrende omsorgsleverandør, og på den anden side længslen efter selvrealisering, frihed.

Tre dybt personlige bøger

Her skifter jeg teksttype, forstået på en måde, at vi bliver i genren årskrønike, men nødvendigvis må omkring tre dybt personlige bøger, som demonstrerer den gamle sandhed, at vi via litteraturen ofte kan lære et andet menneske at kende bedre, end vi kender vore nærmeste eller for den sags skyld os selv.

Jeg tænker på Klaus Høecks Password, en formidabelt veloplagt ansamling af firdobbelte haiku, som på én gang lader sig læse som en fragmenteret selvbiografi, en stribe dødsforberedelsesøvelser og et selvironisk tilbageblik på 55 års digtervirksomhed, men som gang på gang spidser til i en intim tale til det enkelte menneske. Jeg tænker på Suzanne Brøggers stormvejr af en forfatters dagbog fra årene 2010-20, hvor læsere inviteres til at dele hendes tanker og overvejelser, lidelser og personlige kriser, men hvor den sunde, ranke frimodighed hos denne generte ekshibitionist virker elementært frigørende undervejs.

Og jeg tænker ikke mindst på Søren Ulrik Thomsens essay Store Kongensgade 23, hvor han dels ser tilbage på sin ungdom som ny-københavner tilflyttet fra Stevns med glubende appetit på livet, dels efter 40 år gennemskriver og gennemreflekterer historien om sin mors sygdom og indlæggelser på psykiatriske institutioner, et livskapitel, som uundgåeligt må afføde kras kritik af behandlingssystemet og specielt brugen af kraftig kemi.

Han er sig bevidst, at han her begiver sig ind »på særdeles sensitivt område, hvor en kritik af disse behandlinger ofte vækker forståelig vrede hos lægerne, der med knappe ressourcer og under langtfra ideelle vilkår oprigtigt gør deres bedste for at hjælpe, og hos de patienter, som har gode erfaringer med psykiatrien, hvad der på den anden side ikke ugyldiggør, hverken min egen vrede eller mine personlige erfaringer, som jeg har haft mere end fire årtier til at tænke over, og efter min mors død nu føler mig fri og berettiget, og såmænd også forpligtet, til at dele, for ligesom efteråret er min årstid, er dette min bog«.

Passagen slutter med et digt af Paul Éluard, som i sin helhed lyder: »Jeg siger det jeg ser / Det jeg ved / det der er sandt.« Ja, tænker man, kunst er forpligtet på virkeligheden, og når den er modigst og bedst, kan den blive en åbenbaring af en pludselig dybde i verden.

Diskrete forfattersignaturer

Eksempler herpå fik man i år i fire romaner, der havde til fælles at skildre tilblivelsen af en kunstner. Knud Romer opsøgte – og fandt – det essentielt musikalske med den lille, klassisk fortalte beretning Pigen i violinen om en ung kvindes møjsommelige slid med skalaer og evindelige øvelser frem til et gennembrud som solist, og Helle Helle søgte i BOB tilbage til tiden som ny-københavner tilflyttet fra Lolland sammen med en ungdomskæreste.

Jamen hov, vil en og anden velforberedt læser her utvivlsomt udbryde, det fortællemæssige greb i romanen består jo netop i ikke at omtale hovedpersonens samleverske som andet end del af et vi! Beretterinstansen virker nærmest usynliggjort og overlader så godt som hele fiktionens rum til den usikre, søgende, ofte vaklende hovedperson!

Rigtigt nok, men hvordan vil du så karakterisere for eksempel passagen om det lille bakkebord, »en erstatning for det fejlagtigt kasserede og derfor ofte begrædte mahognibord med hjul«? Eller følgende stærkt nedtonede samlejebeskrivelse: »Himlen var helt hvid, han slog blidt i madrassen. Denne kalden banede vej for resten af dagen og omelet med smelteost langt ud på aftenen.«

Eller sætninger som denne: »En evig forbindelse knyttedes mellem tab og kærlighed og ordet giraf.« Eller denne: »Et tilbagevendende samtaleemne var stor selvstændighed allerede fra barnsben og deraf manglende behov for oprør i teenageårene.«

Disse er diskrete forfattersignaturer og indikationer af, at samtidig med at Bob som individualitet langsomt forkrøbler, udvikler den unge kvinde sig. Så meget, at det kun er logisk, at han flytter til slut.

Selvdestruktion over for selvværd

Jeg citerede tidligere Jesper Wung-Sungs roman om Vilhelm Hammershøis hustru. Det er historien om en kvinde, som ofrer alt for kunsten ved at lade sig reducere til motiv og ved at gå fuldstændigt ind i rollen som rådgiver og muse, ja, tilmed af svigermor sættes til at terpe perspektivregler og sfumato.

Men den lavmælte, intenst fortalte roman rummer samtidig en dyb indlevelse i en figurs sanseapparat og specielle sjælelige konstitution. Det er, som Bodil Skovgaard Nielsen skrev i denne avis, »ikke bare kunsten over for mennesket, motivet over for det levede liv, men dødsdrift over for hengivelse, selvdestruktion over for selvværd«.

Svært at glemme bliver et sent kapitel, hvor Hammershøi ligger dødeligt syg på Kommunehospitalet og Ida må slæbe en kuffert med bøger derhen: »Af og til hæver Ida panden nok til at skæve fremad. Vejen er lang som et ondt år. Hun tager sig sammen, men da hun forsøger at vrikke hurtigere af sted sker det igen. Kufferten hakker så hårdt i benet bagfra, at hun er ved at snuble. Hun slipper kufferten der lander som en sæk kartofler. Den dirrer ikke engang, så tung er den; står bare ved hendes side og venter. Ida ryster på hænderne, fingrene er krumme som kløer.«

I de forbipasserendes øjne kan hun være en dame, der efter et halvt livs tæsk har taget sig sammen til at forlade sin mand, eller en tjenestepige, der er blevet afskediget. Eller en af de krigsflygtninge, man læser om i avisen. Nej, hun er medhjælpende hustru for et geni, som kan sige: »Den eneste dyd, jeg kender, er tilstedeværelse.« Hvilket nøjagtig er, hvad Jesper Wung-Sung har frembragt.

»Kun glæderne og de små sorger bør man dele med hinanden, livet må man selv bære på,« læser vi i Rakel Haslund-Gjerrilds mesterstykke af en exofiktiv roman om billedkunstneren Kristian Zahrtmann (1843-1917), tilrettelagt med tyngdepunkt i hans sene år, hvor han boede i sin statelige kæmpevilla på Frederiksberg og blandt andet malede »Adam i Paradis«, af en ung, kraftigt bygget nøgen mand siddende i Edens Have omgivet af planter og bananer og med en slange placeret et påfaldende sted.

Om denne bog skrev Kristeligt Dagblads anmelder, at den gjorde maleriet til sprog i og med, at forfatteren viste sig i stand til at male med ord. Det er, hvad der sker i følgende lille situation fra villaen:

»Jeg vågner i sofaen. Ser ned på min hånd, det var en mærkelig drøm. Jeg drømte, at min arm visnede, som en påskeliljestilk i maj tørrer ind og falder sammen. Huden blev grå, og mit huld hang løst i dybe folder ved siden af hinanden, som en pløjemark af hud. Jeg lugtede ligesom bananerne i atelieret, og der var brune plamager på huden. Jeg ville mærke hudens konsistens, men kødet faldt af min højre hånd, da jeg løftede den, og min spidse fingerknogle stak hul på min lige så rådne venstre arm, så jeg stødte knogle mod knogle; et hult drøn i min marv.«

En sart mand, denne Zahrtmann. Men jo altså også en modig kunstner, som efter romanens portræt at dømme så stort på, hvorvidt man i hans omgivelser hviskede højt om hans relationer til mænd. At det for andre medførte ikke bare grov offentlig latterliggørelse, men også fængselsstraf at praktisere en »anderledes« seksualitet, minder Haslund-Gjerrild os om ved at indsætte presseklip og juridiske dokumenter fra »Den store Sædelighedsaffære« 1906-07, som blandt andet involverede en af malerens egne tidligere modeller.

Mænds kærlighed til mænd

Med motivet: mænds kærlighed til mænd knyttedes i bogåret en overraskende forbindelse mellem København og det sydvestlige Grønland, eftersom Kim Leine i mammutromanen Efter åndemaneren ikke alene leverer »dokumentbaseret historiefortælling« over Konebådsekspeditionen 1884-85, men også lader en slægtning til kateketen Hanseeraq, en af færdens hovedpersoner, drage til den store by i syd for at finde og bistå sin far.

Denne viser sig at være død og at have efterladt en kiste fuld af guldmalm fra Ivigtut, men inden det åbenbares, hvirvles Jens ind i homomiljøet og præsenteres for blandt andre Herman Bang, hvilket skaber en nær relation til Haslund-Gjerrilds roman, eftersom dette ikon i tiden også var en nær bekendt af Zahrtmann!

Jo, litteraturen i 2021 viser sig ved nærmere eftersyn at myldre af forbindelser og lokalfællesskaber, og det forekommer kun logisk, at Niels Brunse parallelt med de nævnte eksempler skabte fiktion på Hamlet og med Horatius, på nærmest detektivisk facon, dels forsøgte at analysere hovedpersonens spegede væsen – for var prinsen i virkeligheden mest til sit eget køn? – dels indskrev en hed affære mellem Ofelia og sin egen jegfortæller og titelfigur, et spændende påfund, som kan hente støtte i sangen »Så stod han op tog klæder på / og åbned sin kammerdør; / og ikke som mø hun gik derfra, / som ellers var jomfru før«, men måske også i en tolkning af et andet Ofelia-digt som opskriften på et abortmiddel!

Dedikeret klima- og økoforfatter

Flere læsere kender utvivlsomt teorien om, at den kendte svenske sang »Uti vår hage« i sit omkvæd rummer en anvisning på et bryg eller en mikstur til fosterfordrivelse. At altså roser og salvie, liljer og akeleje tilsammen kan eliminere uønsket graviditet. Muligvis er der blot tale om en vandreskrøne.

Men jeg føler mig overbevist om, at teorien ville være guf for Charlotte Weitze, som med sin nyeste bog har markeret sig som vores måske mest dedikerede klima- og økoforfatter. Kernen i Rosarium, hendes bud på en blanding af myte, realistisk slægtsroman og magisk fremtidsroman udgøres af en rose, som kan sanse mennesker og kan føle for mennesker, som mennesker gør det for roser. Med denne vækst eller dette væsen skaber romanen en håndgribelig forbindelse mellem mennesker og natur.

»Pattedyr lever længere end insekter, mennesker lever længere end de fleste pattedyr. Træerne kan leve længere end menneskene. Jorden lever længere end træerne. Solen lever længere end jorden, og krystaller kan lyse uendeligt.«

Sådan taler den unge polske pige i Weitzes roman, som venter barn med sin bror, efter at familien flygtede for de indtrængende russere, og moren og faren blev dræbt. Men sådan skriver samtidig en forfatter, som indarbejder viden i sin fiktion og ikke er bange for at opdrage bare en lille smule på sin læser. Eksempelvis lære én at genfinde forbindelser. Nysgerrigt spørge: »Hvornår trådte mennesket mentalt ud af dyreriget? Vil menneskesindets lys en dag slukkes, så vi går tilbage til dyreriget og føler os som dyr igen? Eller vil vi i fremtiden holde op med at være mennesker? Vil vi med et endnu ukendt sind vandre ind i nye riger?«

Jeg citerer her naturforskeren Johanne, født som Johannes, og efterkommer af søsteren og broren i skoven. Men jeg citerer samtidig en af de danske forfattere, som i år udsendte værker kendetegnet ved stor sproglig skønhed. Af Weitze kan man lære at smage på planternes navne: »hvid anemone, skovviol, enblomstret flittergræs, febernellikerod, glat dueurt. Kærpadderok, tykbladet ærenpris.«

Tilbage efter et usædvanlig rigt år for dansk litteratur ligger et landskab af mycelieagtige netværk, men også klumper af elektriserende sprog, skyllet op på stranden af blandt andre Josefine Klougart, Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Søren Ulrik Thomsen, Helle Helle, Jesper Wung-Sung og Rakel Haslund-Gjerrild.