Min mormor hjalp mig og mine søskende med julegaveindkøb og lærte os glæden ved at give

Det siges, at julen aldrig bliver mere fortryllende, end dengang man var barn, og indtil man selv får børn, er julen mest af alt en trædesten til nytårsaften, hvor den rigtige fest finder sted.

Jeg er 28 år og har ingen børn, og på den måde befinder jeg mig dér, midt imellem to livsfaser. Jeg er i julens forstand ikke rigtigt voksen og ikke rigtigt barn.

Men jeg kan stadig genkalde mig, hvordan det føles, når forventningen over julens overraskelser  eksploderer inde i maven. Jeg mindes at ligge søvnløs natten til den 1. december af ren og skær spænding over, hvad min mor (for jeg vidste, at det ikke var nissen) havde fundet på i kalendergave.

Jeg kan i dag forundres over, at jeg kunne være så spændt på, hvilket motiv der gemte sig bag en papirlåge i ulandskalderen. Og jeg husker stadig, at dagene sneglede sig afsted i december. Hvordan kunne det tage så lang tid for et kalenderlys at brænde ud?

Med regionaltoget til København

Jeg glæder mig til den dag, jeg skal hjælpe sommerfuglene på vej i mine egne børns maver. I mellemtiden vil jeg dedikere denne juleklumme til min mormor. Fordi hun fjernede den lille følelse af stress, der midt i forventningens glæde i december også opstod i mig, da jeg var barn. Som en anden julefe forvandlede hun den til en årligt tilbagevendende og fuldstændigt magisk juletradition: Den store juletur.

Årsagen til julestressen var lavpraktisk: Jeg er skilsmissebarn og havde derfor en meget lang liste over personer, jeg skulle give gaver. Samtidig var lommepengene små, og derfor virkede det helt uoverskueligt at få råd til alle de gaver.

Og her kom juleturen ind i billedet.

På en af de første dage i december fik min lillebror, storesøster og jeg lov til at holde en hel dag fri fra skole. Mens det ringede ind til time for vores klassekammerater, tog vi regionaltoget fra Holbæk og sprang af på Københavns Hovedbanegård. På perronen stod min mormor med sit store smil og vinkede til os.

Vi indledte juleturen med at sætte os på cafeen ved Illums Bolighus. Mens vi fik varmen med varm kakao, udarbejdede vi en liste over alle dem, vi skulle give julegaver til. Ud for hvert navn skrev vi en gaveidé og beløbet, vi havde at give for. Budgettet var omkring 30 kroner for hver af os tre søskende, så knap 100 kroner pr. gave. Her kom næste udfordring, for hvor kunne man købe fine gaver for så små penge?

Det vidste min mormor.

Dingenoter og tingeltangel

Inden vi bevægede os ud i de travle handelsgader, tog vi trapperne op i Illums Bolighus, som hvert år får en håndfuld kendte personer til at pynte et julebord med kongeligt porcelæn. Jeg kunne stå og studere julebordene med kunstig sne, glimmer, julekugler, gran og kagemænd i uendeligheder. Et år var et af bordene lavet ud af flere centimeter tyk chokolade. Det glemmer jeg aldrig!

I Jorcks Passage fandt vi sjove spillekort til vores onkel. Sokker til min far i Magasin. Og så i den kinesiske butik et par gader fra Rundetårn. Her, blandt kinasko og jasminte, fandtes altid inspiration til en gave eller to.

Endelig var det tid til frokost. Til vores store begejstring gav min mormor efter for vores plagerier, og vi endte på Jensens Bøfhus, selv om der ikke var dug på bordene. Under tredje omgang softice fra isbuffeten gjorde vi status: Hvor mange gaver havde vi købt, og holdt vi nu budgettet?

Bagefter sprang vi på bussen for at tage på julemarked i Den Grå Hal på Christiania. Her ventede en mystisk verden, som var spændende for børn på den der måde, hvor man godt ved, at den ikke er for børn. Uden for hallen var der knitrende bål, juletræer og rygende mennesker. Indenfor spillede musikere jazz, og luften var tung af en mærkelig, ubestemmelig lugt, som blandede sig med duften af gløgg. I de farverige boder med hjemmelavede dingenoter og orientalsk tingeltangel fandt vi altid gaver til de sidste på listen.

Når dagen var omme, kunne vi læne os tilbage og lade julefreden sænke sig. Takket være vores julefe, som insisterede på, at børn ikke kun skal mærke glæden ved at få, men også glæden ved at give.