Racisme i ’Nøddeknækkeren’ skal undgås. Men den skal også forstås, som det historiske kunstværk, den er

Må man danse den originale kineserdans i Nøddeknækkeren? Det er blevet det hotte balletspørgsmål i denne juletid, hvor den elskede familieballet danses af de fleste balletkompagnier verden over. Tilskuere har skrevet og beklaget sig til balletkompagnierne over, at indlagte folkelige danse virker som nedsættende karikaturer. Hvor der tidligere hovedsageligt har været vrede over ’blackfacing’ i scenekunst, så er det nu skildringen af asiater, der er i fokus. For den kinesiske dans i Nøddeknækkeren udføres traditionelt med gul makeup, der opfattes som kolonialistisk og anti-asiatisk. Yellowfacing, som det kaldes.

Spørgsmålet er så, om disse publikumsprotester resulterer i tidssvarende justeringer eller i kunstnerisk selvcensur. For naturligvis bliver de fleste balletklassikere i forvejen løbende opdateret, så de passer bedre ind i tidsånden. I hvert fald i scenografien. Set med danske ballettilskuerøjne virker kritikkens styrke dog overvældende. Ballet er en kunstart, hvor alt er symbolsk – og intet er realistisk. Det kan derfor være svært at forstå, at tre minutters historisk dans kan virke krænkende. Nøddeknækkeren er endda en eventyrballet. Den er baseret på et eventyr af Hoffmann, der handler om datteren i en tysk rigmandsfamilie. Efter en vidunderlig juleaften falder pigen i søvn og drømmer. Mest af alt om at blive voksen. Men også om snefnug og om dansere fra ’eksotiske’ lande langt borte. 

Sådan så den kinesiske dans i ’Nøddeknækkeren’ ud hos Den Kongelige Ballet i 2015 - med opadholdte pegefingre, sorte fletningeparykker og påmalet skæg.

Henrik Stenberg

Kamp mod gul makeup

Det er disse ’divertissementer’ i anden akt, debatten handler om. Mest om den kinesiske dans. Altså yellowfacing med dansere maskeret stereotypt med gul makeup, sort fletning og sort skæg. Kompagnierne har taget tilskuerprotesterne til efterretning. Scottish Ballet har efter arbejde med en asiatisk konsulent fjernet den karikerede maskering, og Australian Ballet har også erstattet tåspidsskoene med bløde sko. 

Umiddelbart virker fjernelsen af tåspidsskoene dog forkert. Tåspidssko er en del af den klassiske ballets bærende æstetik – og ved at fjerne dem ændres koreografien. At man godt kan holde fast i koreografien, er netop også pointen hos den amerikansk-kinesiske ballethistoriker Phil Chan. Han bekæmper yellowfacing i klassisk ballet og har blandt andet revideret den kinesiske dans i Nøddeknækkeren for Pacific Nothwest Ballet, hvor mandedanseren er iført et kostume som en munter fårekylling, men ellers danser de originale trin. 

Staatsballett Berlin har i år valgt helt at droppe at opføre sin version af Nøddeknækkeren, der ellers var en historisk rekonstruktion af Marius Petipa og Lev Ivanovs originalkoreografi fra Sankt Petersborg i 1892. Forestillingen bliver nu revideret, står der på kompagniets hjemmeside. Her understreges dog, at kompagniet ikke bare vil bortcensurere de omdiskuterede scener, men gennemarbejde dem. Det lyder klogt.

Kaffe og te

Den Kongelige Ballet har siden 2011 danset Nøddeknækkeren i George Balanchines version for New York City Ballet fra 1954. I New York er der sket flere ændringer, som også er indført i København. I år hedder det f.eks. ikke længere ’Spansk dans’, ’Arabisk dans’ og ’Kinesisk dans’, men ’Varm chokolade’, ’Kaffe’ og ’Te’.

Dansen rummer heller ikke længere de opstrakte pegefingre, som kinesere åbenbart opfatter nedsættende – som klichéer over underdanige mennesker, der nikker som porcelænsfigurer – så nu er alle fingrene bare strakte. Benene udfører dog den originale koreografi, og det virker som en rimelig justering. Mandedanseren hopper i hvert fald op af en tekande, som han plejer, og de to ballerinaer vimser stadig rundt på tåspidssko med sjove bevægelser for deres vifter. Ved forestillingen i søndags morede publikum sig da også spontant – med venlig latter.

Lige nu virker Den Kongelige Ballet dog ikke så optaget af etnicitetsspørgsmålet som af kønsdebat. I julegavescenen i Nøddeknækkeren er drengene i hvert fald blevet bedt om også at gribe ud efter dukkerne, selv om man selvfølgelig ikke kan ændre kønsrollebilledet i et eventyr fra 1800-tallet med sådan en enkelt ting; pigen er da også stadig iført en kjole i lyserød silke, akkurat ligesom sin mor og ’Sukkerfeen’. Vil man ændre fortællingen essentielt, skal man hellere lave en helt ny ballet. Sådan som Steen Koerner gjorde det med sin hiphopversion af ’Nøddeknækkeren’. 

Vi må gerne være stolte af vores balletklassikere som de historiske kunstværker, de er – og med den originale koreografi. Så en opdatering skal hovedsagligt ske i scenografiens kostumer og makeup. Det er til gengæld vigtigt. For selvfølgelig skal Nøddeknækkeren kunne opleves med glæde af alle.