»Endelig er der nogen, der har lavet en serie om, at det også er synd for de rige,« sagde min veninde sarkastisk, efter at vi havde talt om tv-serien Succession i et godt stykke tid og slet ikke var færdige. Det var sjovt og sandt sagt, for serien om den dysfunktionelle Roy-familie, der ejer et magtfuldt medie- og underholdningsimperium, lykkes overraskende godt med at appellere til ens medfølelse.
Her skal ikke afsløres, hvad der sker i sidste afsnit af tredje sæson, som kom ud i mandags. Jeg vil nøjes med at lufte min forvirring over, at mit hjerte gennem alle tre sæsoner har blødt igen og igen, når seriens fiktive styrtende rige og magtfuldkomne kynikere har fået et hak i deres ego. Seriens omdrejningspunkt er, hvem der skal overtage styringen af familiefirmaet Waystar Royco, når patriarken Logan Roy engang trækker sig tilbage eller dør. Ingen af de familiemedlemmer, der bejler til topstillingen, er sympatiske. Ingen ønsker at bruge magten til at gøre verden til et bedre sted. Alligevel lider man med dem, når deres lede planer mislykkes.
Har lige taget fat på serien. Jeg føler overhovedet ingen sympati for nogle af karaktererne, men mit hjerte bløder for det samfund, disse dysfunktionelle, grådige og umoralske personer har så stor magt over.
Det smerter mig dybt, at serien er inspireret af og bygger på det eksisterende medielandskab.
Jeg har det underlig svært med den serie. Jeg føler at det på en eller anden måde hylder det afstumpede, “psykopatien” og neoliberalismen at gøre den til underholdning. Jeg føler et større savn efter begavede positive fortællinger om et utopia, vi kunne stræbe efter i stedet for at blot at gnaske popcorn til scener af vores egen undergang.