Kommentar
Læsetid: 2 min.

De rige røvhuller i ’Succession’ er mine mytologiske guder

De behovsstyrede og kyniske mediemagnater fra den fremragende og netop tredjesæsonafsluttede tv-serie ’Succession’ har det til fælles med de guder, man kender fra diverse mytologier, at de fra et ekstremt privilegeret udgangspunkt kan udleve hele spektret af menneskelige laster
Brian Cox i rollen som Logan Roy i ’Succession’.

Brian Cox i rollen som Logan Roy i ’Succession’.

David M. Benett

Kultur
17. december 2021

»Endelig er der nogen, der har lavet en serie om, at det også er synd for de rige,« sagde min veninde sarkastisk, efter at vi havde talt om tv-serien Succession i et godt stykke tid og slet ikke var færdige. Det var sjovt og sandt sagt, for serien om den dysfunktionelle Roy-familie, der ejer et magtfuldt medie- og underholdningsimperium, lykkes overraskende godt med at appellere til ens medfølelse.

Her skal ikke afsløres, hvad der sker i sidste afsnit af tredje sæson, som kom ud i mandags. Jeg vil nøjes med at lufte min forvirring over, at mit hjerte gennem alle tre sæsoner har blødt igen og igen, når seriens fiktive styrtende rige og magtfuldkomne kynikere har fået et hak i deres ego. Seriens omdrejningspunkt er, hvem der skal overtage styringen af familiefirmaet Waystar Royco, når patriarken Logan Roy engang trækker sig tilbage eller dør. Ingen af de familiemedlemmer, der bejler til topstillingen, er sympatiske. Ingen ønsker at bruge magten til at gøre verden til et bedre sted. Alligevel lider man med dem, når deres lede planer mislykkes.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Har lige taget fat på serien. Jeg føler overhovedet ingen sympati for nogle af karaktererne, men mit hjerte bløder for det samfund, disse dysfunktionelle, grådige og umoralske personer har så stor magt over.
Det smerter mig dybt, at serien er inspireret af og bygger på det eksisterende medielandskab.

Martin Rønnow Klarlund

Jeg har det underlig svært med den serie. Jeg føler at det på en eller anden måde hylder det afstumpede, “psykopatien” og neoliberalismen at gøre den til underholdning. Jeg føler et større savn efter begavede positive fortællinger om et utopia, vi kunne stræbe efter i stedet for at blot at gnaske popcorn til scener af vores egen undergang.