De rige røvhuller i ’Succession’ er mine mytologiske guder

»Endelig er der nogen, der har lavet en serie om, at det også er synd for de rige,« sagde min veninde sarkastisk, efter at vi havde talt om tv-serien Succession i et godt stykke tid og slet ikke var færdige. Det var sjovt og sandt sagt, for serien om den dysfunktionelle Roy-familie, der ejer et magtfuldt medie- og underholdningsimperium, lykkes overraskende godt med at appellere til ens medfølelse.

Her skal ikke afsløres, hvad der sker i sidste afsnit af tredje sæson, som kom ud i mandags. Jeg vil nøjes med at lufte min forvirring over, at mit hjerte gennem alle tre sæsoner har blødt igen og igen, når seriens fiktive styrtende rige og magtfuldkomne kynikere har fået et hak i deres ego. Seriens omdrejningspunkt er, hvem der skal overtage styringen af familiefirmaet Waystar Royco, når patriarken Logan Roy engang trækker sig tilbage eller dør. Ingen af de familiemedlemmer, der bejler til topstillingen, er sympatiske. Ingen ønsker at bruge magten til at gøre verden til et bedre sted. Alligevel lider man med dem, når deres lede planer mislykkes.

Fiktion skal helst være forvirrende. Ikke i betydningen svær at følge med i eller kryptisk eller dunkel, men i den forstand, at fiktionen får en til at føle eller fatte noget, man ikke følte eller fattede før. Man vil gerne bringes ud af fatning, og på det punkt har Succession virkelig leveret varen.

Jeg har overvejet, om noget af det fede ved seriens portræt af den øverste promille i det amerikanske samfund, er, at den ynker dem, der sidder på magten og griner over et glas champagne, mens de undertrykker os andre og stjæler vores data. Så kan man selv føle, man har trukket det længste strå ved ikke at være født ind i en magtfuld overklasse. Men jeg tror ikke, Succession vil gå over i tv-historien, bare fordi det var serien, der lærte os at have medlidenhed med styrtende rige kynikere med følelseskolde forældre, der igen og igen må finde sig i ikke at få nulret deres medtagne egoer på den helt rigtige måde.

Jeg tror snarere, at Succession fascinerer, fordi seriens usympatiske persongalleri på mange måder minder om de guder, man kender fra eksempelvis den græske og den nordiske mytologi. Førkristne guder og nutidige mediemagnater er gode at fortælle historier om, fordi de fra et ekstremt privilegeret udgangspunkt kan udleve og udfolde hele spektret af menneskelige synder, laster og dårskab. De er hævet over den verden, de hele tiden omformer gennem deres handlinger. Handlinger, der vel at mærke er styret af forsmåelse, hævntørst og forfængelighed. Jeg tror, det er det, der bringer en ud af fatning.