Da de skåler og ønsker mig glædelig jul, kæmper jeg med tårerne

Jeg har været til et enkelt koldt, blæsende redaktionsmøde i Mikkels gård på Nørrebro, ellers har ingen af os set et øje i ugevis. Vi arbejder begge hjemmefra, holder digitale møder, spiller Trivial Persuit med Jens og Rikke via Zoom, får dagligvarer leveret til døren, udskyder tandlægebesøg til bedre tider, og jeg lader skægget stå.

En dag i april, i øvrigt Sofies fødselsdag, ringer Renna. Hun og Sebastian er ude at gå, og skal vi ikke lige mødes nede foran opgangen? Fødsel og død har det tilfælles, at de redefinerer roller og relationer mellem dem, de berører. Og den proces starter allerede nede på fortovet: Da de fortæller os, at vi skal være mormor og morfar, er det pludselig dem, der er de voksne; dem som venligt, men effektivt håndhæver afstandskravet og afværger vores potentielle smittebomber af knus, kys og snottede glædestårer.

Glædesbålet

Måske er det bare kuller efter de første fem ugers nedlukning, men de næste timer og dage stiger glæden som en rød epidemikurve på himmelflugt: Du er på vej og vil komme ud til os en lille uges tid før jul. Fuck jomfrufødsler, kongerøgelse og myrra skær. Din duft af nyfødthed, din lillebitte hånd mod min, din lille stemme, der knap kan hamle op med en kattekillings – det bliver et julemirakel. Jeg dagdrømmer, elsker allerede alt ved dig, tænker på dig, ser dig for mig – og taler. Det sidste er lidt svært, for Renna var vist kun et par timer henne, da de fortalte os det, så vi er underlagt skærpet tavshedspligt. Den forvalter jeg så godt, jeg nu kan.

Jeg ser dig for mig som nyfødt, finder i hovedet plads til en lille seng i vores soveværelse, ser dig sidde på køkkenbordet og hjælpe med at ælte bolledej … Jeg taler med mormor om det – eller prøver på det, men hun er alt for rationel. På avisen spørger Rune, om jeg fra nu så er morfar, før jeg er socialist. Jeg svarer undvigende, men det er egentligt unødvendigt – for socialisme er at have det godt, det er godt at være morfar, ergo: Alt er godt.

Midt på sommeren – på din oldemors fødselsdag – smider Liva en spand jetbenzin på glædesbålet, da hun fortæller, at der skal være plads i hjerterne til én mere, for hun og Marco har din kusine på vej. Bagefter siger jeg til mormor: Det bliver det bedste år i mit liv.

Feberen

Først hoste, så smerter i lungerne, så hovedpine og feber. Den 7. december får jeg corona. Og et døgn efter er mormor også smittet. Vi bliver forskrækkede – jeg har jo min hjerteklap, den der får mig til at lyde som krokodillen, der har slugt vækkeuret i Peter Pan. Og derefter: Kan vi nå at komme på højkant til terminen den 19.? Du bliver født den 22., hvor vi lige akkurat har været symptomfri i de foreskrevne 48 timer. Pyha. Julen er reddet – et lille døgn endnu.

Det er et år siden nu. I dag er det din første fødselsdag, og jeg har en gave til dig. Den skal være en overraskelse, så jeg skriver ikke om den her. Men det blev det bedste år i mit liv – og det næste bliver endnu bedre.

Det husker jeg på, når jeg tænker på, hvordan julen endte. Det er jeg nødt til. Jeg kunne være i det undervejs, men i tilbageblikket bliver det mere og mere trist. Som familiens chefmelankoliker har jeg den tålmodighed, der skal til for at få en ærgelse udviklet til et traume.

Traumatiseringen

Den 23. – mens I stadig er indlagt – får jeg symptomer igen. Senere på dagen kan jeg derfor fra en ny isolation i Liva og Marcos lejlighed via Facetime følge, hvordan alle gør klar til at modtage dig hjemme hos os. Mormor kommer forbi med lidt julemad og færdigretter, jeg kan varme i mikroen.

Jeg ser et lille blik fra dig, når du uvant med verden åbner øjnene. Jeg er helt alene og alt for rasende til at undertrykke min skuffelse.

Jon Jørgensen

Juleaften kan jeg på computeren se dig gå fra arm til arm. Jeg får tilsendt en lind strøm af billeder, ser dig spise hos din mor, sove på din fars arm, blive vugget af din mormor, flyde på din mosters gravide mave – ser et lille blik fra dig, når du uvant med verden åbner øjnene. Jeg er helt alene og alt for rasende til at undertrykke min skuffelse.

Anden har vi aftalt at spise synkront. Jeg tager min portion ud af ovnen, slukker for tv’et og tænder for Zoom og stearinlys. Jeg kan på skærmen se alle rundt om spisebordet med dig for enden i din lift. Da de skåler og ønsker mig glædelig jul, kæmper jeg med tårerne – men lad det blive mellem os, for modsat dig er jeg forfærdelig grim, når jeg græder.