At synge julesalmer sammen i kirken er helt vidunderligt. Også selv om jeg ikke tror på Gud

Egentlig tror jeg ikke, at min vestjyske familie i Hvide Sandes juleritualer adskiller sig fra så mange andre. Det hører sig til traditionen, at jeg inden sengetid på dagen før dagen smutter mandler til risalamanden sammen med min mor. Morgenritualet derefter er at vågne op til duften af madforberedelser og lyden af Lis Sørensen, som senere har udviklet sig til Michael Bublés – set i bakspejlet – kitschede julealbum.

Det, der måske gør min familie en smule anderledes, er turen til julegudstjenesten i den lokale kirke. Ikke så meget det at vi møder op i kirken juleaften, for det gør omtrent en fjerdedel af danskerne også. Men som en praktiserende kristen familie har kirken en helt speciel plads. Også selv om man, som jeg, ikke er troende længere.

Det er vigtigt for mig at sige, at min familie ikke er kristen på den måde, mange forestiller sig, når jeg fortæller, at jeg kommer fra det vestjyske, nogle steder indremissionske, bibelbælte. Selv om min mor hårdnakket siger, at man ikke kan gradbøje det at være troende, vil jeg – om ikke andet – kalde det et spektrum. Mine forældre har for eksempel ikke noget imod homoseksuelle ægteskaber – hverken på rådhuset eller i kirken – og er ikke glødende abortmodstandere.

Og da jeg som 16-årig under en middag i et lille sort sommerhus i Bork Havn fortalte dem, at jeg ikke troede på Gud længere, blev det mødt med en sådan åbenhed, som jeg kun kan ønske for enhver, der skal fortælle sine forældre noget svært. Det, ved jeg, er ikke tilfældet for alle.

Tilgivelsen ved en tør juleand

At jeg ikke læner mig op ad trosbekendelsen længere eller beder aftenbøn, skærmer ikke for alt det gode, man kan tage med sig fra en overvejende kristen opvækst. Det kommer særligt til syne i julen.

Næstekærligheden i at finde den helt rigtige gave eller tilgivelsen ved en tør juleand har kristendommen selvsagt ikke patent på. Men det smukke ved, når forældre lader deres børn være sine egne væsner, er netop, at man så som barn kan cherry picke fra sit ophav.

Jeg er for eksempel ikke lun ved tanken om ingen sex før ægteskab, men jeg sætter enormt stor pris på – og tilskriver i mit tilfælde til dels min kristne opvækst – at jeg er et forholdsvist omgængeligt og barmhjertigt menneske. Og det er endda ekstra svært for en vestjyde at svinge sig op til den form for selvros.

Men intet i julen har en lige så særlig plads hos mig som julesalmerne.

En form for fred

For hvert år, hvis der ikke lige er en pandemi i vejen, er jeg opdraget til at skulle til julegudstjeneste i Lyngvig Kirke, cirka tre minutters kørsel uden for Hvide Sandes nordligste byskilt. Alene ankomsten til kirken, der ligger med en marhalmsfyldt hede omkring sig og Ringkøbing Fjord som et fjernt bagtæppe, kan gøre mig splitsekundslykkelig.

Min storebror og jeg har udviklet en lille ekstratradition, hvor vi sniger os op ad en bagtrappe til organisten Anne-Marie. Ud over god plads har hun nemlig også lakridser og det bedste udsyn over folket, der om lidt skal høre præsten prædike og gjalde udvalgte salmer ud og fylde kirkerummet.

Hvad det lige er der gør det at synge sammen i en kirke til noget særligt vidunderligt for mig, ved jeg faktisk ikke. Det kan være kirkens akustik, det at synge med andre eller forventningsglæden over juleanden derhjemme. Eller måske er det noget ikke nødvendigvis kristent, og dog åndeligt, som jeg alligevel underbevidst tror på og fyldes af.

Og på trods af at Stig Rossen har gjort mange flotte forsøg på salmen »En stjerne skinner i nat«, kan det ikke måle sig med en stopfyldt Lyngvig Kirke, der i sidste vers synger:

»Her kan vi drømme om den fred
Som vi skal eje engang
For dette barn har himlen med
Og jorden fyldes med sang«.

Jeg tror ganske vist ikke, at noget barn bragte himlen med ned i en krybbe i Betlehem. Men i det øjeblik, hvor kirken fyldes med, hvad jeg opfatter som, sjælesang, så drømmer jeg med på ideen om en eller anden form for fred, som vi skal eje engang.