Det føles, som om vinteren 2020 gentager sig i 2021: Vi sidder igen med mundbind på i toget, vi taler igen om #MeToo i den danske mediebranche, og nu sidder du, kære læser, igen med årets Vinterbøger-tillæg, der i modsætning til de to andre fænomener helst skulle være en (tryk)sag, der vækker gensynsglæde.
Følelsen af deja-vu vil fortsætte denne weekend: Vi er nemlig heller ikke færdige med at høre om skandalen omkring Det Svenske Akademi. På søndag er der international premiere på den amerikanske dokumentarserie The Prize of Silence på Viaplay. Serien på fire afsnit vil næppe bringe mere nyt, end vi allerede ved, efter Dagens Nyheters journalist Mathilda Voss Gustavsson i 2017 første gang fortalte historien om den såkaldte kulturprofil Jean-Claude Arnault. Omkranset af Det Svenske Akademis tavshed og økonomiske opbakning begik han seksuelle overgreb på en lang række kvinder. Nobelprisuddelingen 2018 blev aflyst, der skete store udskiftninger på de magtfulde pladser i akademiet, lovet bod og bedring. Siden blev Arnault dømt for to tilfælde af voldtægt mod den samme kvinde. En sejr for hele #MeToo-bevægelsens troværdighed. Det føles som i går, men Arnault har allerede afsonet sin dom.
Velbeskrevet sag
Særligt litteraturredaktør Peter Nielsen på nærværende avis har interesseret sig for sagen i Sverige og har skrevet adskillige meget anbefalelsesværdige artikler om det, der kan findes under emnet Det Svenske Akademi på information.dk. Det skal for god ordens skyld nævnes, at Peter Nielsen også optræder i dokumentarfilmserien som én blandt mange internationale observatører af skandalen. Information har desuden interviewet journalist Mathilda Gustavsson om hendes bog Klubben – en undersøgelse, der udkom i Danmark i december 2019, og netop omkring denne tid sidste år udkom Åsa Linderborgs bog Året med 13 måneder om Sveriges #MeToo-år. Hun fortalte her i avisen, at »#MeToo er det sværeste, journalister nogensinde har stået over for«. Og nu er vi her igen.
Men selv om sagen er velbeskrevet, så er der alligevel noget særligt virkningsfuldt i at få den genfortalt fra start. Lade det samlede sagskompleks fremstå i hele sin voldsomhed og absurditet til skræk og advarsel for andre magtfuldkomne institutioner. Det har flere bøger fra forskellige implicerede allerede bevist. Så sent som i år udkom for eksempel det tidligere akademimedlem Klas Östergrens beretning om sagen. Men stærkest står Mathilda Voss Gustavssons egen Klubben – en undersøgelse, der redegør for den journalistiske proces bag hendes store afsløring, som åbenbart var en offentlig hemmelighed i den svenske kulturelite omkring Det Svenske Akademi. Den kan virkelig anbefales, hvis man vil forstå, hvordan tavshedskultur fungerer, hvordan uformel magt kan være mindst lige så intimiderende som formel magt, og hvordan aktører inden for kunst og kultur, der har snille och smak som ophøjet ideal, har forekommet uantastelige. Som om deres privilegier er funderet i et formål, der står uden for samfundet: Hævet over mondæne kedsommeligheder som offentlighed, habilitetsvurderinger og simpel lov og ret.
Noget nyt indfinder sig
Det Svenske Akademi har forsøgt at komme videre. Fredag den 10. december modtager Abdulrazak Gurnah årets Nobelpris i litteratur ved den storslåede (i det omfang, corona tillader det) nobelceremoni med deltagelse af det svenske kongehus. Og dokumentarserien får altså premiere denne søndag – dagen før, at den såkaldte nobeluge skydes i gang, og det er nok ikke alle, der finder den timing ideel. Men skandalen i Det Svenske Akademi er en selvforskyldt tragedie om en unaturlig kultur, der fik lov at fortsætte alt, alt for længe. Som Shakespeare for længst har lært os, så vender den gamle orden aldrig tilbage efter den slags. I stedet indfinder der sig noget nyt. Om dette nye er stærkt nok til, at tragedien den kommende tid igen vil udspille sig på tv-skærme verden over, er meget svært at sige. Vil Det Svenske Akademi nogensinde genvinde den fulde respekt omkring verdens største litteraturpris? Måske ikke, men måske er historien om Det Svenske Akademis fald, om de kvinder, der afslørede systemets råddenskab, i sig selv værdig til at blive beskrevet med Nobels testamenterede ord om at have »gjort menskligheten den största nytta«.
