Jeg troede, drengen fra min barndoms jul var død, men han genfødes hele tiden

Julen, da jeg var dreng, er i mindet uløseligt forbundet med fejringen af selveste Jesu fødsel hjemme hos min mormor og morfar. De boede i en rummelig træbeklædt villa i ældre norsk stil på en sidevej nær Furesøen i Holte. Der var min mor og hendes fire yngre søskende vokset op, og der samledes vi, så vidt muligt hvert år, alt imens så den ene og så den anden stiftede familie, og vi blev flere og flere om det lange bord med den flade ranke af trælysestager, som snoede sig hen over dugen.

I min allermest rosenrøde erindring ankommer vi til fods efter at have trukket kælken med gaver ad Birkebakken, gennem viadukten og langs søen ad Christian Winthers Sti og derfra til Dronninggaards Allé. Min lillebror, som er elleve år yngre, husker, at vi et enkelt år, hvor isen var ekstraordinært tyk, simpelt hen skråede over Furesøen til det sted, som vi kaldte Molen.

Idet vi træder ind i entreen, brænder der kun et stearinlys, og mens vi hænger frakkerne, indsnuser vi duften af hyacint og gran, men aner også lugten af gåsen i gasovnen i køkkenet inde til højre. Der er ikke noget med at vade ud og hilse på mormor, selv om vi udmærket ved, at hun står derude og måske tilmed fløjter glad mellem fortænderne. Nej, vi skal straks ind gennem kontoret til venstre og videre ind i den store dagligstue, hvor det eneste elektriske lys er den grønne pære midt i deres enorme gamle radio. Fra denne lyder julegudstjenesten og dermed juleevangeliet. Og først når du har lyttet til dét, må du sige »glædelig jul« og ikke bare »god jul«. De voksne drikker kaffe. Man får brunkager, jødekager, vaniljekranse og finskbrød, så vidt muligt dog uden at spolere appetitten.

Risengrød og mandel

På et vist tidspunkt forsvinder forsamlingens kvinder ud for at gå mormor til hånde, og på et endnu senere tidspunkt rejser vi os fra legen på gulvet eller samtalen om sofabordet og går, med et sideblik til det pyntede træ i hjørnet, ind i den kraftigt oplyste spisestue. Alle skal have risengrød og en enkelt have en mandel og en mandelgave. Alle drikker det samme: nisseøl og vand. Først til gåsen med den brune sovs og rødkålen og de to slags kartofler får de voksne vin: Monopol Rouge, »Den Med Tyren«.

Efter spisningen bliver der båret ud og vasket op, og en ubærlig venten i stuen begynder og varer længe, umanerligt længe, indtil morfar slår dørene op til spisestuen, hvor træet nu er kommet helt ud midt på gulvet i al sin brogede pragt. Man stiller sig i en lang kæde, hånd i hånd, og går så ind til de mange lys, med morfar selvfølgelig først som den ældste, og jeg selv eller min lille bror eller en af mine fætre eller kusiner som den yngste og derfor sidste, der så får lov at holde sin bedstefar i hånden, alt imens vi alle langsomt går rundt om herligheden og synger så mange salmer som muligt. At alle kan huske hele repertoiret, er vel sagtens overflødigt at sige – min mor med superhukommelsen og den klangfulde stemme dog sikrest.

Tryghed i gentagelsen

Da vi næstsidst synger ’Højt fra træets grønne top’, er de voksne begyndt at gå på raskere, mere rytmisk vis, og da vi tager fat på ’Nu er det jul igen’, forsvinder andagtsfuldheden totalt. Man løber ind gennem stuen og kontoret, ja, tilmed op ad trappen og rundt gennem soveværelserne. Og mens børnene derefter omsider pakker gaver op, efterhånden også de voksne, serveres der kaffe og dertil konfekt tilvirket af mormor: marcipan i lag af forskellig kulør, sirligt skåret ud i rombeform, eller også chokoladeovertrukken marcipan.

Ritualerne var de samme år efter år. Trygheden lå i gentagelsen. Forventningen var rettet fremad i sikker forvisning om, at alting skulle fortsætte, sådan som det altid havde gjort. Hvilket jo altså slet ikke skete. Da jeg som 17-årig beskrev julen, da jeg var dreng, i en slags digt, skrevet på maskine på en rulle af den type, man dengang brugte i regnemaskiner, hed det på en af de sidste linjer, at det barn, som havde oplevet det hele, nu var definitivt dødt.

Min formulering »barn dødt« gjorde min mormor meget ked af det, da hun læste teksten. Og i dag kan jeg stilfærdigt konstatere, at påstanden ikke holdt stik. Drengen blev hele tiden genfødt. Forventningens glæde var naturligvis den største, dette er og bliver et menneskeligt vilkår, men min glædesevne oplever jeg som værende intakt.