Utrætteligt har han arbejdet for at ændre vores bevidsthed. Nu er teolog Ole Jensen død

Lykkelig er den, som lever sin tid, som tager den på sig, og som dør i den.

Teologen Ole Jensen er død, 84 år gammel. Han har om nogen taget sin tid på sig. Ikke bare levet i den, men levet den. Med integritet. Med de kampe, det kastede ham ud i.

Han vil først og fremmest blive husket for, at han teologisk set var forud for sin tid. Allerede i 1970’erne gjorde han op med eksistenstænkningen, som borede i det verdensløse subjekt: Var vi nihilister, eller troede vi på en Gud af en anden verden?

Heroverfor betonede Ole Jensen menneskets verdensforbundethed. Den kristne forestilling om, at Gud har skabt verden og installeret mennesket i den særstilling, at det er skabt i hans billede, betød netop ikke, at mennesket skal ’herske over’ naturen, men at det skal ’tage vare på’ den.

I dag er det nærmest blevet den kanoniske fortolkning af den bibelske urhistorie. Men det var det ikke dengang, hvor man ikke kendte ordet klimakrise, og hvor ordet økologi knap nok fandtes.

Forlængelse af Løgstrups tanker

Så ved disputatsforsvaret i 1976 gik det hårdt for sig. Det store Anatomisk Auditorium på Aarhus Universitet var propfyldt. Præces, altså Ole Jensen, forsvarede sin afhandling, som var ’en kritik af den eksistens-kriticistiske teologi’. Han imødegik de former for teologisk tænkning, som gennem det 20. århundrede havde suget næring af menneskets verdensfremmedhed. Peter Kemp (som i øvrigt var født samme dag som Ole Jensen) opponerede heftigt og blev straks kaldt Peter Kæmp.

Og K.E. Løgstrup opponerede, men var ikke i opposition. Det forekom ham, at doktorandens værk rummede overraskende perspektiver, og at det var vældig godt tænkt. Det syntes Løgstrup også, da han blev gjort opmærksom på, at det jo i høj grad var hans egne tanker, som Ole Jensen forlængede.

For det var det. Løgtrups egen skabelsesteologi var et opgør med nihilisme og eksistentialisme. Det videreførte Ole Jensen, blandt andet med inspiration fra Thorkild Bjørnvigs senere miljødigte. I forlængelse af Ole Jensens bedrift begyndte Løgstrup selv at tale om, at mennesket er indfældet i naturen.

Og det var i umiddelbar forlængelse af disputatsen, at Ole Jensen skrev I vækstens vold (1976), som blev en teologisk bestseller. Et manifest mod oplysningstænkningens og den misforståede kristendoms dualisme mellem menneske og natur. Et manifest for en bæredygtig, miljøbevist omgang med naturen, som – med Løgstrups senere formulering – ikke er vores omgivelse, men vores ophav.

’Agtelse for naturen’ – den har båret hele Ole Jensens virke. Forstærket af et vigtigt år i Indien (1973), hvor han blev belært om, at Vesten i sin skamløshed har mistet evnen til at skamme sig – og at skam er agtelse i negativ form.

Sparsommelighedens nødvendighed

Hvor havde han det fra? I sine erindringer Og så alligevel … fra 2019 skildrer han den sparsommelighed, som kendetegnede hele husholdningen i barndommen. Der skulle spares på alt. Det var nødvendigt. Helt modsat »vor absurde vækstøkonomi«.

Nu er det også nødvendigt at spare på ressourcerne. Ganske vist skal vi holde hjulene i gang og alt det – men i det helt store perspektiv er det bydende nødvendigt, at vi er tilbageholdende. Men nu skal der mere dramatisk anskuelsesundervisning til, før vi får øje på nødvendigheden af det – fordi nøden ikke forekommer os prekær.

Det har siddet dybt i Ole Jensen, at vi har noget at tage vare på. Agtelsen for det liv, der er blevet os til del i en verden, som kalder på vores engagement. Det har gjort ham til en teologisk filosof med stor integritet. Ubange for at tage de nødvendige kampe, for »teologer er nødt til at strides«, som han sagde.

Fordi han havde noget på hjerte, som han udbredte i alle tænkelige sammenhænge. Som ung professor ved Københavns Universitet, sognepræst og provst i Maribo, forstander for Grundtvigs Højskole, rektor for Præsternes Efteruddannelse, mangeårigt medlem af Etisk Råd, i bestyrelsen for Verdensnaturfonden.

Ikke mange ville kunne gå igennem så mange institutioner med så stor integritet som Ole Jensen.

Opgør med verdensløsheden

Men han stiftede også nye sammenhænge. I 1980 dannede han sammen med andre teologer Grundtvigsk Arbejdskonvent. De var »dødtrætte« af diskussionerne på det såkaldte Røddingkonvent, hvor den »inkvisitoriske debatstil« efterhånden havde holdt sit indtog. I stedet ville de »arbejde«. Læse og drøfte hinandens bidrag i en fælles kreds.

Det var igen verdensløsheden – den teologiske og den alment kulturelle – der skulle gøres op med. Grundtvigs proklamation om ’Menneske først’ var indgangsportalen. Havde mennesket ikke et alvorligt forhold til sit eget liv i verden, hvordan skulle det så kunne få det til noget andet end det? Teologisk: »Evangeliets frelsende nåde knytter til ved skabelsens nåde«, som Ole Jensen udtrykker det i sine erindringer.

Lige fra barndommen har der været en grundtvigsk strøm gennem hans liv. Så det var godt, at han i 2017 nåede at modtage N.F.S. Grundtvigs Pris.

Jeg selv kom fra den eksistensfilosofiske lejr med Johannes Sløk som bannerfører. Men jeg hørte og læste jo Løgstrup og deltog også i et af de tidlige møder i det grundtvigske arbejdskonvent, vistnok i 1984.

Jeg havde ventet at møde en selvtilfreds kosmosfromhed. Men dér sad så deres uforfængelige bannerfører i fåreskindsvest over for mig under festmiddagen. Energisk og venskabeligt drøftede vi teologien og al dens væsen, mens jeg undrede mig over, at han var så munter, så glad for cigarer og rødvin.

Mødet med min egen fordomsfuldhed blev for mig et af de første vink om, at tidsånden var vendt. Det 20. århundrede havde været eksistenstænkningens: menneskets verdensløshed. Men nu mod århundredets slutning blev det fænomenologiens tid: menneskets forbundethed med verden.

Den tid er også Ole Jensens. Har hele tiden været det. Også dengang tiden var en anden, og han måtte kæmpe mod den. Han var forud for sin tid, som man siger.

Træt, men ikke af livet

Til sidst blev hans lange liv kort. Men han formåede at gøre sin korte tid lang. Metoden til det er undren og taknemmelighed. Trods svækkelse, trods ’slappe ringmuskler’, og til trods for at den grundtvigske ’istaphånd’ begyndte at stramme sit greb. Han tænkte mere på det liv, han havde fået, end på det, han var ved at miste.

Nu er han død. Den agtelse for andre mennesker, for verden, for naturen, som har båret hans liv, den agtelse skylder vi også ham. Utrætteligt og uforstilt har han arbejdet for at ændre vores bevidsthed. Fra selvoptagethed til verdensoptagethed. Fuldt klar over at de teologiske spørgsmål ikke forsvinder, selv om gudstroen gør.

Ole Jensen er død i den tid, som blev hans. Gammel og skæv. Træt, men ikke træt af livet. Lykkelig, faktisk.

Han efterlader sig børn, børnebørn og Iris. De bliver ikke alene om at savne ham.

Niels Grønkjær er religionsfilosof, dr.theol.