Interview
Læsetid: 13 min.

Verdenskendt klimaforsker: Vi har ikke brug for dommedagsporno. Sandheden er slem nok, som den er

Situationen for vores planet er alvorlig, men vi er ikke fortabte, fortæller den verdensberømte amerikanske klimaforsker Michael E. Mann i denne samtale om klimakrise, dommedagsporno, kapitalisme og at være midt i kampen for klodens overlevelse
Situationen for vores planet er alvorlig, men vi er ikke fortabte, fortæller den verdensberømte amerikanske klimaforsker Michael E. Mann i denne samtale om klimakrise, dommedagsporno, kapitalisme og at være midt i kampen for klodens overlevelse

Jesse Jacob

Kultur
17. december 2021

Klimabenægterne har tabt. Men det betyder ikke, at kampen er vundet. Det er bare ikke længere dem, der siger, de ikke tror på, at de stigende temperaturer og voldsommere vejr er resultatet af menneskers adfærd, som er klimakampens værste modstandere.

Det er derimod dem, som den verdensberømte amerikanske klimaforsker Michael E. Mann kalder for ’climate inactivists’, klima-inaktivister. Folk, der som Bill Gates tror på, at store teknologiske løsninger vil redde os, så vi ikke behøver gøre noget radikalt. Eller dem, som kræver det totale opgør med alt i vores samfund, hvis vi skal gennemføre en grøn omstilling. Og derfor ikke anerkender, hvor meget vi allerede er i gang med at omstille og ikke forstår, at der slet ikke er tid til at genopfinde hele samfundet, hvis vi skal nedbringe vores udledninger nu. Endelig er der en kategori af klima-inaktivister, som tror så meget på klimaforandringerne, at de mener, katastrofen allerede har fundet sted.

»Forestillingen om, at det er for sent at gøre noget, er blevet en af de største trusler mod handling,« fortæller Michael E. Mann foran sin bogreol fra sit hjem i en lille by midt i Pennsylvania:

»Det sælger aviser og bøger at skrive, at vi allerede er kommet så langt ud, at vi ikke kan stoppe den globale opvarmning. Fortællinger om kollaps og dommedag, som trækker en masse læsere ind og får adrenalinen til at køre. Jeg kalder det for ’climate doom porn’,« siger Mann og ryster på hovedet. Klimadommedagsporno.

»Det tager os virkelig ikke et godt sted hen, og det vildleder folk til at tro, at vi er kommet så sent i gang, at vi ikke kan gøre noget«.

Den nye klimakrig

Dommedagsporno bliver ofte skrevet i den bedste mening, understreger han, af folk, som er alarmerede over global opvarmning, ser billeder af oversvømmelser og skovbrande og er fortvivlede over, at vi gør alt for lidt for at omstille os. Mann henviser til forfatteren David Wallace-Wells’ essay »Den Ubeboelige Jordø«, som er den mest læste onlineartikel i New York Magazines historie. Den starter med ordene: »Jeg lover dig, det er værre, end du tror.« Og til adskillige andre undergangsfortællinger, som har sat dagsordenen blandt grønne og røde amerikanere.

Jeg er sikker på, at han også kunne have fundet eksempler fra Dagbladet Information, hvis han læste dansk. Deriblandt flere artikler, jeg selv har skrevet. Det er for at høre Michael E. Mann fortælle om kampen mod klima-inaktivisterne og forklare, hvad vi selv kan være med til at gøre forkert, og for at få hans analyser af den nye klimakrig, som er titlen på hans seneste bog, The New Climate War, at vi har bedt om et interview med ham. Mann fik sit offentlige gennembrud i 1998, da han ledte et hold af forskere, der demonstrerede, at grafen over klimaforandringerne over de seneste århundreder har form som en hockeystav. De starter helt fladt, indtil de pludselig accelererer og stiger mod det krisepunkt, hvor vi befinder os i dag.

– Jeg forstår kritikken af klimadommedagsporno og er også selv skyldig i den. Men når du ser, hvordan klimaforandringerne ødelægger lokalsamfund, landbrug og livsforhold i Afrika, og hvordan selv subwayen i New York bliver overvældet af oversvømmelse, er det svært at skrive sandheden uden fornemmelsen af, at noget kan gå under?

»Du har helt ret, det her er meget svært. Situationen for planeten er virkelig alvorlig, og det vil blive endnu værre, hvis vi ikke formår at handle i tide. Men vi er ikke fortabte. Begge dele kan faktisk være sande på samme tid. Og det er de.«

BLÅ BOG

  • Michael E. Mann er en af USA’s mest berømte klimaforskere og er i dag leder af Earth System Science Center ved Pennsylvania State University. Han blev født i Massachusetts i 1965 og er kandidat i både fysik og matematik ved UCLA Berkeley. Mann fik sit offentlige gennembrud, da han sammen med Raymond S. Bradley og Malcolm K. Hughes i 1998 offentliggjorde en artikel, som rekonstruerede klimaforandringer over 600 år. De havde form som en hockeystav og derfor blev Mann kendt som ophavsmand til ’hockeystav-grafen’. Han var medforfatter på IPCC-rapporten i 1998, han har været en dominerende figur i klimakampen i USA gennem de seneste årtier, og han udgav tidligere i år bogen ’The New Climate War: The Fight to Take back our Planet’.

Sandheden er slem nok

Moralsk er klimadommedagsporno forkastelig, anfører Mann, fordi den kan få folk til at opgive indsatsen på netop det tidspunkt i historien, hvor der skal mobiliseres til den store omstilling. Og videnskabeligt er den kort og forkert, insisterer klimaforskeren:

»Videnskaben er klar. Hvis vi forhindrer, at det bliver værre endnu, vil vi stadig være i stand til at tilpasse os de forandringer i klimaet, som vi ikke kommer udenom. Der er nu nogle forandringer, som vi ved, vi kommer til at leve med. Den øgede risiko for flere og flere ekstreme vejrbegivenheder … det hænger vi på,« siger Mann og hæver øjenbrynene helt op i panden:

»Udfordringen er, at det ikke må eskalere, fordi på et eller andet tidspunkt kommer det til at overskride vores kapacitet til at tilpasse os. Det må ikke ske. For så vil det udfordre vores modstandskraft, vores ressourcer og hele vores infrastruktur.«

Mann holder en kort pause, inden han fortsætter:

»Min holdning er, at sandheden er slem nok, som den er. Vi behøver ikke finde på noget voldsommere. Og det vil blive endnu værre, hvis vi ikke formår at handle. Der er stadig tid til, at vi kan sikre os, at vi ikke kommer til at efterlade os en fundamentalt beskadiget planet.«

– Det har jo altid været en udfordring, når man skrev ledere og kommentarer, at man gerne ville fremkalde en slags moralsk opvågning. Særligt fordi mange andre efter min opfattelse meget længe fortrængte radikaliteten i klimaudfordringer …

»Det gjorde vi forskere også, helt sikkert. Det genkender jeg …«

– Et andet hensyn har for mig været at tage alvorligt, at mange unge er forståeligt bange for deres fremtid, og det er vigtigt ikke at lade, som om man ikke kunne se deres perspektiver …

»Det er vigtigt at anerkende, at særligt mange af de unge frygter det, som udspiller sig. Årstid efter årstid ser vi, hvordan det veksler mellem forskellige vilde vejrfænomener. Vi har også oplevet det her i min hjemstat, og man følger det samtidig direkte på tv, hvor der hele tiden er klimakatastrofer. Så det er blevet virkeligt, det er en krise. Det må vi indse – spørgsmålet for mig er, hvordan man indser det.«

Klimakrisen udfordrer hele vores måde at se verden på, indskyder Mann. Man skal kunne iagttage katastroferne som en del af virkeligheden, men også forstå, at det hverken er hele virkeligheden eller fremtiden:

»Jeg bebrejder ikke journalister. Jeg tror, det ligger i den menneskelige natur, at man prøver at placere ting i kategorier, så man kan begribe dem og gøre det komplicerede til noget simpelt, så man kan overskue det. Vores krise er hele tiden midt imellem, og vi har ikke prøvet det her før. Det er ikke civilisationens endeligt, men det er heller ikke godt. Meget skade er allerede sket, men vi kan også nå at udrette meget.«

– De fleste af os kan huske, at vi sagde akkurat det samme i 2009, da der var COP15 her i København. Det så sort ud, men hvis bare vi nåede at rykke …

»Jeg kan huske, at vi kaldte det Hopenhagen,« siger Mann med et smil ved mindet om det, der nu erindres som klimakampens gamle dage:

»Der er allerede gået tolv år, og vi er fortsat med at forbruge fossile brændstoffer og hæve niveauet af co₂ i atmosfæren. Men det er lykkedes nu at få kurven til at flade ud. Det er ikke nok, vi skal have vores udledninger halveret inden for de næste ti år og holde temperaturen under 1,5 grader.«

– Hvordan ser du COP26 i Glasgow?

»Jamen igen, det var hverken det store gennembrud eller det store sammenbrud. Men hvis du tager alt det, der blev lovet i Glasgow og lægger alle effekterne sammen, siger fremskrivningen, at vi kommer lige under to graders temperaturer. Og det er vel at mærke kun, hvis vi alle lever op til løfter og forpligtelser.«

Alt i alt har Mann en fornemmelse af, at fremskridt begynder at finde sted. Det skal gå meget hurtigere og være mere transformativt, fastholder han, men retningen er rigtig:

»Da vi tog til COP i Paris i 2016, var vi på vej mod temperaturstigninger på fire grader. Nu ser det bedre ud. Vi ville gerne have haft forbud mod offentlig støtte til den fossile industri og et forbud mod at bygge ny fossil infrastruktur. Det fik vi ikke,« siger Mann og sukker.

Men tilføjer, at der jo var andre positive tilsagn:

»Det er et virkeligt fremskridt, at de to største udledere i verden, USA og Kina, sent i forhandlingerne lovede sammen at prioritere midler, som skal nedbringe deres udledninger. Og Indien kom endelig med et løfte om at bringe deres udledninger til 0. Godt nok først i 2070, men tilsagnet i sig selv er definerende.«

Ikke tid til afvikling af kapitalismen

– Du er også i din bog stærkt kritisk over for dem, der mener, at man må konfrontere kapitalismen radikalt, hvis man skal løse klimakrisen. Men når man ser på, at vi har kendt problemet siden i hvert fald 1990’erne og er fortsat med det her afsindige ressourceforbrug og at hele vores økonomi bygger på det, er det så ikke åbenlyst at sige, at kapitalismen er problemet?

»Jeg mener bestemt, at vi ultimativt må spørge os selv om en global økonomi, som bygger på det her forbrug af ressourcer er foreneligt med et bæredygtigt liv på planeten. Og vi må erkende, at vi skal væk fra en så ressourcekrævende økonomi. Jeg tror også, at vi må gøre op med forestillingen om en uendelig økonomisk vækst så længe, den er afhængig af et så omfattende forbrug af naturens ressourcer.«

Vi lever, anfører Mann videre, ikke på en uendelig planet med uendelige ressourcer og et delikat balanceret økosystem, som er forudsætningen for vores eksistens:

»Så lad os anerkende, at vi skal ændre vores økonomi. Der er som bekendt ingen økonomi på en død planet.«

Men der er ifølge Mann ikke tid til at afmontere kapitalismen og bruge et årti eller to på at opfinde et nyt økonomisk system, som vel at mærke skulle anerkendes af og udbredes til alle verdens store lande:

»Vi skal halvere vore udledninger på ti år, og vi kan ikke inden for den tidsramme gennemføre en fundamental omstilling af det globale geopolitiske og økopolitiske system. Vi må arbejde inden for det system med de begrænsninger, det har, hvis vi skal opnå det. Min konklusion er: Lad os arbejde for at forandre systemet indefra til det bedre. Jeg accepterer fuldstændigt, at det også kan betyde, at vi skal bevæge os væk fra den nyliberale økonomi.«

Problemet for dem, der vil forkaste hele kapitalismen er ifølge Mann, at de ikke interesserer sig for de effektive markedsmekanismer, som kan udnyttes til den grønne omstilling. Og at de ikke forstår den forandringskapacitet, som der trods alt historisk har været i kapitalismen:

»For mig er markedsmekanismerne vigtige redskaber i den massive frigørelse fra fossile brændstoffer. Vi skal have en carbon-skat, som gør udledninger så dyre, at de ikke kan betale sig. Vi skal have offentlige investeringer i bæredygtig energi og andre markedsmekanismer, som kan hjælpe os i den rigtige retning.«

Finanssektoren skal med

– Der var også på COP26 meget snak om, at finanssektoren skulle gå forrest og flytte investeringer fra sort til grøn energi. Det er et historisk eksperiment på den måde at bruge finanskapitalismen som motor for at realisere et politisk mål. Jeg mister troen på det, når man ser, hvordan olieaktierne igen stiger massivt under energikrisen, og investeringerne igen bevæger sig den vej …

»Jeg er igen enig. Men det er vigtigt at holde fast i, at vi har udfordringer på kort sigt lige nu, fordi vi har en økonomi, som har været bremset i to år på grund af pandemien. Efterhånden som økonomien kommer i gang igen, får vi en langt større efterspørgsel på produkter, servicer og energi. Og vi har endnu ikke opbygget en infrastruktur for bæredygtig energi, som kan imødekomme den efterspørgsel,« svarer Mann med en mine, som om det er et nødvendigt onde:

»Det vigtige er, at vi ikke lader de fossile industrier udnytte krisen til at overbevise os om, at vi ikke kan klare os uden dem. For det kan vi på langt sigt. Vi har teknologien til at kunne frigøre energisektoren fra fossil energi inden for en overskuelig tidshorisont. Det er de teknologier, som finanssektoren skal investere i.«

Mann forstår sådan set godt min skepsis over finanssektoren, udbryder han med et smil. Den har over de seneste årtier ikke ligefrem brilleret som en solidarisk samfundsstøtte:

»Men regeringerne kan ikke klare den her omstilling alene. Det kan civilsamfundet og vi som individer heller ikke, så vi har brug for, at de store selskaber skubber på. Særligt de store banker og kapitalfonde, som overordnet faktisk har bevæget sig i en grøn retning over de seneste år.«

Det individuelle dilemma

Michael E. Mann er holdt op med at spise kød, bruger kun grøn elektricitet i sit private hjem og kører hybridbil. Alligevel har han offensivt advaret mod, at klimakæmpere udskammer dem, der ikke lever bæredygtigt og gør deres personlige livsstil til en offentlig frontlinje i klimakampen. Hvilket igen har ført til, at han er blevet voldsomt kritiseret for at ignorere betydningen af vores eksistentielle valg:

– Spørgsmålet om de individuelle valg er vanskeligt, synes jeg. Jeg mener, at vi i vores generation, som bærer et betydeligt ansvar for den krise, de unge vokser op med, skal gøre, hvad vi kan overkomme for at leve grønt. Det er et vigtigt signal til ungdommen om, at man tager krisen alvorligt, men det er efter min opfattelse noget, man skal gøre og ikke noget, man skal prædike for andre …

»Jeg tror, det er den rigtige tilgang. Vi skal som privatpersoner gøre vores bedste inden for systemerne, som de er, men kun på den betingelse, at vi også prøver at forandre systemer. Vi skal gennem vores valg vise andre, at man godt kan leve bæredygtigt, og at det både kan spare os penge og give os et bedre liv.«

Men det er ifølge Mann afgørende, at vi ikke foregiver, at vi som individer har ansvaret for at stoppe klimaforandringerne. For det er helt umuligt. Det moraliserer modsætninger og forskyder fokus:

»Vi kan under ingen omstændigheder tillade de store udledere at foregive, at ansvaret falder tilbage på os som forbrugere. Det er ikke tilfældigt, at det var et olieselskab, BP eller British Petrol, som i starten af 00’erne udviklede den første lille lommeregner, så man kunne udregne sit individuelle klimaaftryk. De ville have os til at kigge på os selv og se bort fra, at 70 procent af udledningerne kommer fra kun 100 selskaber.«

Og det vigtigste, vi kan gøre som individer er ikke, fastslår Mann bestemt, at lade være med at spise kød eller køre en elbil. Det er at stemme på de politikere, som vil gennemføre systemforandringer og tilslutte os bevægelser, der lægger offentligt pres på beslutningstagere og udledere:

»Der var 40.000 børn, som marcherede gennem Glasgow under COP26. Det satte politikerne under pres,« siger Mann med eftertryk:

»Det er lykkedes de unge klimaaktivister at udrette noget, som vi voksne ikke har kunnet. De har flyttet klimadebatten hinsides videnskab, økonomi og politik og derhen, hvor den virkelig hører hjemme. De har gjort det til en etisk forpligtelse for os, at vi ikke må ødelægge verden for dem og andre over hele verden, som har spillet en meget, meget lille rolle i skabelsen af de her klimaforandringer.«

– Jeg vil gerne til sidst spørge til dit eget liv i klimakampen. Du kom som en ung studerende til Californien og studerede matematik og fysik. Nærmest ved et tilfælde kom du ind i klimakampen og blev på grund af hockeystav-modellen genstand for årelange smædekampagner. Hvordan har du det med, at du mod din vilje er blevet politisk aktivist?

»Det var helt sikkert ikke den vej, jeg selv havde valgt,« svarer Mann med et grin:

»Jeg var ikke så interesseret i de politiske og etiske dimensioner i klimaforandringer, da jeg som ung begyndte at arbejde med det. Jeg var optaget af det videnskabelige. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kom i centrum i den ekstremt betændte klimadebat. Men det er den vej, som livet har ført mig nedad. Og jeg har omfavnet det.«

Michael E. Mann holder en pause og ligner en, der tænker tilbage på de kulturkrige, som han først blev udsat for, men siden er kommet til selv at præge, når han advarer mod klimadommedagsporno og udnævner klima-inaktivister:

»Jeg har investeret mit liv i den kamp. Jeg vil sige, at jeg giver alt, hvad jeg har. Ikke bare til videnskaben, men også til den offentlige diskussion. Og jeg må sige, at jeg føler mig enormt privilegeret, at jeg har fået en central position i en kamp, som handler om, hvilken planet vi vil efterlade til vores børn og børnebørn. Og det faktum, at der stadig er tid til at sørge for, at vi ikke kommer til at ødelægge planeten.«

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted over ZOOM 9.december.

Serie

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Du godeste hvor er hele samtalen dog en lang selvmodsigelse !

Erkend det dog:
Klimakampen og vækstkapitalisme er gensidigt udelukkende !

Knud Chr. Pedersen, Rasmus Kristiansen, Jan Jepsen, Jonas Georg Christensen, erik pedersen, Kurt Nielsen, Vibeke Olsen, Niels Peter Nielsen, Jens Voldby Crumlin, Arne Albatros Olsen, Jens Ole Mortensen, Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Hvis vi skal løse problemet indenfor vores eksisterende politiske, økonomiske og civilisations-model, skal vi derfor have etableret noget verdensomspændende regulering der stopper væksten nu !

Og det kan ligeså godt være Danmark - som ethvert andet land - der går forrest i denne kamp. Det kunne faktisk være en medvirkende faktor til at genetablere Danmark som en førende "Soft Power Nation".

Alt dette er dog formodentlig fuldstændig utænkeligt så længe Mette og Dan står ved roret. (Og det vil blot blive værre, hvis vi tillader det borgerlige Danmark at komme til).

Rasmus Kristiansen, Jonas Georg Christensen, erik pedersen, Lillian Larsen, Kurt Nielsen, Niels Peter Nielsen, Vibeke Olsen, Jens Voldby Crumlin, nanna Brendstrup, Arne Albatros Olsen, Helene Færgemann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Den primære årsag til stigende temperatur er, at vinden er aftaget i takt med udbygningen af den "grønne" teknologi.
Både i USA og i Danmark er der registreret et fald i den gennemsnitlige vindhastighed på over 25 % over de sidste fire årtier, svarende til at vinden har mistet op mod 60 % af sit energiindhold, i takt med, at vindens kinetiske energi i større og større omfang omdannes til elektrisk energi.
Dermed opholder luften sig ca. 35 % længere tid over land, hvor den modtager tilsvarende mere solopvarmning.
Den svage vind betyder tilsvarende, at fordampningen fra havet, jorden og planterne er aftaget med 12 %. Det betyder mindre køling af overflader og mindre skydannelse. Antallet af solskinstimer er derfor steget med 20 %, hvilket ligeledes betyder stigende temperatur.
Yderligere en konsekvens er, at den svage vind har svært ved at sikre omrøring i havet, der derfor i stigende omfang får en stabil lagdeling i vandsøjlen, og dermed 1,5 til 2 grd. C stigning i overfladetemperaturen, hvilket betyder, at luften allerede har forhøjet temperatur før den passerer kystlinjen.
Der er derfor en række afledte forhold af den aftagende vind, der alle betyder, at temperaturen i atmosfæren stiger.
Disse forhold er der ikke taget højde for, hverken hos IPCC eller hos Michael E. Mann, i vurdering af at alle miljø- og klimapåvirkninger skyldes stigende CO2. På trods af at CO2 er en drivhusgas, så er betydningen af den aktuelle høje koncentration af CO2 derfor overdrevet. Dette er ligeledes i overensstemmelse med en nyere forskning, der viser at CO2's klimavirkning er mættet i forhold til yderligere temperaturstigning. Den grønne omstilling er derfor i den grad ved at løbe af sporet.

Niels Peter Nielsen

Mann siger: "....der er ikke tid til at afmontere kapitalismen og bruge et årti eller to på at opfinde et nyt økonomisk system, som vel at mærke skulle anerkendes af og udbredes til alle verdens store lande" og senere: "Jeg accepterer fuldstændigt, at det også kan betyde, at vi skal bevæge os væk fra den nyliberale økonomi." Jeg synes disse udsagn afslører Manns ret tøvende holdning overfor overhovedet at ville regulere på vækstøkonomiens business-as-usual - uden at dette behøver at true markedsmekanismerne generelt.
Jamen sæt nu at befolkninger i nogle lande om bare få år kræver klima-undtagelsestilstand af de folkevalgte, og at det breder sig. Vil der så stadig være plads til fx reklamer for især fossilt betinget overforbrug, kødproduktion, flyrejser osv.? Eller vil man snarere kræve årstal for udfasning af dette livsstilsødsleri?
Når ca. halvdelen af arbejdsstyrken på boreplatformene indtil nu har kunnet omstille sig til at servicere på havvindmøller, hvorfor skulle enhver anden form for rimelig udfasning, omskoling og omstilling så IKKE være mulig?

Niels Peter Nielsen

@Olaf Rye Dette er helt nyt for mig og jeg kan ikke rigtig forstå, at vinden skulle have mistet 60% af sit energiindhold siden 1980 uden at denne formindskelse var veldokumenteret og kendt. Da jeg ikke kan finde noget om det umiddelbart, bedes du anføre en kilde med noget dokumentation.

erik pedersen, Lillian Larsen, Martin Sørensen, Solveig Neubert og Mogens Kjær anbefalede denne kommentar

For 2½ døgn siden var Niels Peter Nielsen så fornuftig, at han bad Olaf Rye om kilder til faldet i vindhastighederne. Det har Olaf Rye ikke svaret på. Måske har han ikke set Niels Peter Nielsens spørgsmål, men det er altså god kommentatorskik at fortsætte læsningen et stykke tid efter selv at have skrevet et indlæg.

Det er jo ikke første gang, at Olaf Rye kommer med sine oplysninger om vindhastighedernes fald, men kommer han ikke med kilder til sine oplysninger, må vi håbe, at det er sidste gang, vi hører fra ham. Fake news har vi nok af, og der er ingen grund til at vi får mere af den slags, hvis det er det, der er tilfældet med vindhastighederne.

Bent Nørgaard

@Mogens og Niels Petet. Fagbladet Ingeniøren havde i sidste ugen en artikel om den aftagende energi i vinden. Men kan det være anderledes med folk, der har deres viden om naturfag fra humanister? Det burde være indlysende, at når man sætter uhyre mængder af vindmøller op, kommer det til at koste dyrt i energitab i den resterende vind. Det samme sker med floder, der dæmmes op, så de kan bruges til vandkraft. De mister fart. Det betyder at de sander til, da det rolige vand ikke kan bære så meget sediment som før.