
Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.
To store personers dødsfald
Til gruppen af ’de store døde’ sluttede sig sidst i 2021 to ældre og højst forskellige prisbelønnede forfattere: amerikanske Joan Didion og sydafrikanske Desmond Tutu. Didion, der blev 87 år, blev kendt for sine originale, stærkt subjektive journalistiske rapporter fra 60’erne og 70’ernes amerikanske hippiemiljøer. Senere rapporterede hun fra politiske brændpunkter og eksilmiljøer. Hendes sidste store udgivelser var, om man så må sige, rapporter fra hendes privatlivs brændpunkter. Hun overlevede både sin mand og datter.