Hans Bonde klagede til Silje Riise Næss’ arbejdsgiver, fordi hun holder kønsregnskab – og det er hun faktisk glad for

Silje Riise Næss har i sine tre år på posten påkaldt sig mere opmærksomhed i den danske offentlighed end de fleste af de filmkonsulenter, der har siddet i Det Danske Filminstituts (DFI) majestætiske bygning på Gothersgade i København og vurderet, hvilke filmprojekter der skal have produktionsstøtte, og hvilke der ikke skal.

Det er her, på et kontor med udsigt over Kongens Have og plakater for film som iransk-svenske Milad Alamis danskproducerede Charmøren på væggen, Silje Riise Næss tager imod mig, der er kommet for at tale om, hvordan hun og filminstituttet forholder sig til ligestilling og repræsentation.

DFI er den mest magtfulde institution i dansk film og er med til at finansiere langt de fleste danske film, der rammer biograferne. Som en af to konsulenter i konsulentordningen, der støtter film rettet mod et voksent publikum, har Silje Riise Næss stor indflydelse på, hvem der tegner dansk film. Og hun er optaget af kønsbalancen i dansk film (og før det i norsk film, for Silje Riise Næss er norsk og var tidligere konsulent ved det norske filminstitut).

»En af de ting, vi på filminstituttet er opmærksomme på, er, at der af forskellige årsager har været mange flere mænd end kvinder på biograflærredet,« fortæller hun. »Undersøgelser har vist, at der er en vis korrelation mellem filmskaberes køn og deres hovedkarakterers køn. Så når de fleste af filmskaberne er mænd, bliver der fortalt langt flere historier om mænd end om kvinder.«

Det mener Silje Riise Næss ikke er ønskværdigt, fordi det samlede udbud af film så tegner et billede af verden som mere ensartet, end den er.

»Men det er ved at ændre sig. Vi tæller og kan se, at der er flere forskellige slags hovedkarakterer. Tag for eksempel Du som er i himlen (historisk drama, som Silje Riise Næss har støttet, red.), som handler om en teenagepige, hendes fødende mor og kvinderne på en gård i 1800-tallets Danmark. Det er ikke ualmindeligt længere, men det har det været.«

Beskyldt for at forskelsbehandle

Det er netop Silje Riise Næss’ fokus på kønsbalancer og diversitet, der har vakt opmærksomhed. Især efter at hun i et interview på filminstituttets hjemmeside i sommeren 2020 fortalte, at hun holder nøje regnskab med kønsfordelingen blandt de instruktører og manuskriptforfattere, hvis film hun giver støtte til, og at målet er at opnå en fifty-fifty-fordeling af filmstøtten til mandlige og kvindelige filmskabere.

»Jeg kan ikke nøjes med at se på, om det enkelte projekt er godt. Jeg er nødt til at tænke på min totale prioritering over tid. Bidrager den til den balance og diversitet, vi ønsker?« udtalte hun dengang.

Det fik historikeren og mandeforskeren Hans Bonde til at råbe vagt i gevær over det, han så som en kønspolitisk vækkelsesbevægelse, der sniger kønskvoter ind ad bagvejen. Filminstruktøren Ole Bornedal var også bekymret over det, han så som et ønske om at indføre kønskvoter. Efter at have fået afslag på støtte til en film med arbejdstitlen Kvinder udtalte han i Berlingske, at instruktører og producenter går og er nervøse for, hvad man kan slippe afsted med at lave film om, hvis man vil have den – for danske film helt nødvendige – støtte fra filminstituttet.

Bonde og Bornedal frygter altså, at det de facto er nemmere for kvinder at få filmstøtte, bare fordi de er kvinder. Bonde klagede over Silje Riise Næss’ tilgang til filminstituttets bestyrelse, som afviste, at der var tale om kønskvoter, eller at hun på anden måde gik ud over sit mandat.

Silje Riise Næss.

Magnus Hove Johansson

Filminstituttets og Silje Riise Næss’ målsætning om at støtte lige mange mandlige og kvindelige ansøgere står også for skud i Hans Bondes debatbog Vi vil have vores fair andel. På vej mod fifty-fifty-kulturen fra 2020. Alt i alt er Silje Riise Næss dog godt tilfreds med, at instituttets ligestillingspolitik har vakt opsigt.

»Egentlig er jeg taknemmelig over for Hans Bonde. Alle har ret til at diskutere det her felt, for ellers bliver det ikke så belyst. Jeg har været optaget af det her, siden det var virkelig umoderne. Da jeg for 18-20 år siden var med til at rejse diskussioner om kønsligestilling i norsk film, var det stort set kun kvinder, der deltog. Og nogle af de mest succesrige kvinder i filmbranchen gjorde ikke, for de ville ikke associeres med sagen. Det er vendt på hovedet nu. Nu uddeler filmmagasinet Ekko en diversitetspris, der er spotlys på diskussioner om mangfoldighed og ligestilling, og der er verdensomspændende bevægelser mod overgreb og chikane. Det vil jeg sige er et stort fremskridt. Her bidrager Hans Bonde på sin måde.«

– Kan du forstå, at det i nogles øjne virker som en form for uformel kønskvotering, når du siger, du efterstræber en kønsfordeling på fifty-fifty?

»Ja, jeg kan forstå, at hvis man ser virkelig firkantet på det, kan man tænke, det ikke er min opgave at blande mig i kønsfordelingen. Men jeg tænker selv, at mine udtalelser signalerer, at her er der lige muligheder for forskellige filmskabere. Så længe man er kvalificeret og har et appellerende filmprojekt, så har man mulighed for at komme gennem vores system.«

– Hvilken rolle spiller instruktørens køn, når du vælger, hvilke film du skal gå videre med?

»Jeg er optaget af diversitet på mange måder. Også på den måde, at jeg ønsker, at der bliver lavet film i andre genrer end for eksempel drama. Og jeg er interesseret i at have så mangfoldig en bunke af ansøgninger som muligt. Men når man sidder og beslutter, hvem der skal have den afgørende produktionsstøtte, så er der aldrig ét parameter, som afgør det. Det er heller ikke meningen i vores system,« siger Silje Riise Næss.

Kontroversielle kønsselvangivelser

Det Danske Filminstitut har arbejdet på at få en mere ligelig kønsbalance blandt de filmskabere, de støtter, siden 2016. Dengang viste en opgørelse over støttemodtagerne fra 2015, at 79 procent af dem var mænd. For spillefilmsdebutanterne gjaldt det tre ud af fire.

I dag er støtten mere jævnt fordelt mellem kvindelige og mandlige filmskabere. I 2020 er den mandlige andel af de instruktører, der har modtaget støtte, nede på 60 procent, og blandt debutanterne er kvinderne i overtal med 67 procent ifølge en optælling lavet af filmmagasinet Ekko. Hvis man sammenligner antallet af ansøgninger med antallet af bevillinger, er der mindre udsving i begge køns favør, men intet, der indikerer, at kvindelige filmfolk får systematiske forlommer.

Filminstituttet har en projektleder ansat til at tage sig af mangfoldighedsindsatsen i tæt samarbejde med filmverdenens forskellige brancheorganisationer. Det handler ikke kun om kønsbalancer, men også om, at etniske minoriteter er underrepræsenterede i dansk film både foran og bag kameraet. For at ændre på det er der blevet lavet et mentorprogram for unge med multikulturelle rødder eller anden etnisk baggrund end dansk.

Silje Riise Næss fremhæver Film-X, som er et filmværksted for skolebørn på filminstituttet, den flerkulturelle filmfestival Salaam og børnefestivalen Buster som tiltag, der også kan være med til at åbne festen for andre end middelklassen. 

»På den måde får flere børn kendskab til film og bliver måske bevidste om, at de kan søge om at lave deres egne projekter på Filmværkstedet (en støtteordning for vækstlag og nybegyndere, red.), når de bliver 18 år. Og når dem, der er på Filmværkstedet engang har den samme bredde som befolkningen, kan det være, de tager skridtet til Filmskolen, og så begynder bredden at slå igennem. Nogle af de her processer tager en del tid, men jeg tror, vi er i gang med dem.«

Som eksempel på, hvordan et filmprojekt helt naturligt kan udvikle sig i retning af større mangfoldighed, nævner Silje Riise Næss landsmanden Eskil Vogts gyserfilm De uskyldige, som hun i sin tid som filmkonsulent i Norge var inde over. Den handler om fire børn i en boligblok, der først leger med de overnaturlige evner, som tre af børnene har, indtil det løber løbsk for dem.

Magnus Hove Johansson

Silje Riise Næss fortæller, at hun og de andre konsulenter har været på kursus i at se deres egne bias for at blive mere bevidste om, hvordan de vurderer ting, og hvordan hjernen fungerer, når man tager beslutninger. Derudover har filminstituttet også siden 2020 krævet af ansøgerne, at de laver en såkaldt kønsselvangivelse, som er en opgørelse over kønsfordelingen på de forskellige funktioner på filmholdet, og hvad de får i løn.

»Mit indtryk er, at folk forstår, at selvopgivelsen er til for, at vi kan kende til kønsfordelingen og lære af den, og at den ikke bruges til at diktere de beslutninger, vi tager om, hvilke film der skal have støtte,« siger Silje Riise Næss. Ideen kom fra produceren Meta Louise Foldager, der begyndte at gøre det i sit filmselskab Meta Film og blev overrasket over de skævheder, hun opdagede. 

Det har også været på tale, at man skulle redegøre for etnicitet i selvangivelsen, men det viste sig at være uforeneligt med persondataloven. Inden det blev droppet, nåede forslaget dog at påkalde sig en del kritik.

Blander sig en hel del

Da Silje Riise Næss startede på filminstituttet i København i januar 2019, var der lige så mange ansøgninger fra kvindelige filmskabere som fra mandlige i den bunke, der ventede på hende. Generelt er der ellers flere mænd end kvinder, der søger. Hun gætter på, det kan forklares med hendes profil.

»Da jeg fik det her job, havde ingen her i Danmark hørt om mig, og hvis man googler mig, ser man hurtigt, at noget af det, jeg taler om, når jeg er ude på konferencer og festivaler, det er kønsbalancer, repræsentation og ligestillingsidealer. Det, tror jeg, førte til, at der allerede lå en masse ansøgninger fra kvindelige filmskabere, da jeg kom.«

– Hvilke dilemmaer er du stødt på hen ad vejen i dit arbejde for mangfoldighed i film?

»Nogle af dilemmaerne ligger i de fordomme, der er. Jeg mødes ofte af en forventning om, at jeg støtter kvindelige filmskabere, fordi de er kvindelige, og det kan måske præge nogles blik på de pågældende filmprojekter. Men den risiko er mere teoretisk – jeg oplever ikke, at det er det, der sker, når filmene kommer ud. Nu har jeg støttet mange kvindelige filmskabere, og jeg ser ikke tilbage på en række film, hvor jeg synes, de underpræsterer.«

– Hvilke beføjelser har du som konsulent til at efterlyse temaer eller bestemte historier?

»Det gør jeg helst ikke. Jeg tror hverken, det er godt eller nødvendigt, at en filmkonsulent sidder og siger, hvad hun godt kan lide. Det fungerer den anden vej rundt – de danske filmskabere kommer til os med det, de er interesserede i, og så interesserer vi os for det. Men vi laver af og til calls (opfordringer til at ansøge med projekter inden for en bestemt ramme, red.). For nylig havde vi for eksempel talentudviklingsinitiativet Nye stemmer – nye steder, som handlede om at få yngre talenter med fortællinger fra andre steder end København på banen.«

– Hvor meget blander du dig i processen med en film, du er med til at støtte?

»En hel del. Jeg kan bedst lide at se på det som noget, vi gør på tilbudsbasis, for det konsulentordningen skal, er at understøtte en kreativ proces. Jeg læser manuskriptet i forskellige faser. Jeg kommer ind i klipperummet, gerne to gange, nogle gange fem gange, hvis der er brug for det. Vi er der med vores blik, interesse og vores kundskaber og vores visioner for, hvad projektet kan.«

– Hvor meget fylder repræsentation i de diskussioner, du har med de filmskabere, du arbejder sammen med?

»Det fylder meget i de diskussioner, jeg har med mine kolleger, med Filmskolen og i de paneler, jeg sidder i på internationale filmfestivaler, men når jeg sidder med filmskaberne her på mit kontor, er det anderledes. Det at sidde og have den store snak om repræsentation til et kreativt møde kan blive lidt ved siden af den kreative proces. Det, der er spændende at tale med filmskaberne om, er deres overvejelser om casting for eksempel, og hvilke kreative samarbejder de indgår i. Og filmprojektet ligger jo i hænderne på filmskaberne.«

Som eksempel på, hvordan et filmprojekt helt naturligt kan udvikle sig i retning af større mangfoldighed, nævner Silje Riise Næss landsmanden Eskil Vogts gyserfilm De uskyldige, som hun i sin tid som filmkonsulent i Norge var inde over. Den handler om fire børn i en boligblok, der først leger med de overnaturlige evner, som tre af børnene har, indtil det løber løbsk for dem.

I det oprindelige manuskript var de tre af børnene drenge, og de var alle fire hvide. Det ændrede sig i processen, hvor instruktøren og castere tog metroen ud til det højhuskvarter uden for Oslo, hvor filmen skulle optages, og så, at det var et mere etnisk mangfoldigt miljø. Herefter havde de et langt castingforløb med børn fra Oslo-området, som endte med en børneflok på tre piger og en dreng, hvoraf to er hvide, og to er brune.

»Jeg sad i juryen for Nordisk Råds filmpris i seks år, og det var et godt sted at have dybtgående samtaler om film. Et år gav vi prisen til Ruben Östlunds Play (der handler om nogle nysvenske drenge, der ved hjælp af psykisk manipulation og truende adfærd narrer mobiltelefonerne fra nogle lidt yngre blonde drenge, red.) Det var en film, der skabte store diskussioner i Sverige,« fortæller Silje Riise Næss.

Magnus Hove Johansson

Man kan tillægge det betydning, at det er et af de brune børn, nemlig drengen Ben, der i filmen bliver grebet af ondskab – det har anmelderen fra filmmagasinet Ekko i hvert fald gjort i sin anmeldelse, hvor hun skriver, at »plottet synes at trække på negative stereotyper og fordomme om de fremmede som mystiske og farlige«. Men Silje Riise Næss understreger, at børneskuespillerne hverken blev valgt ud fra deres køn eller deres etnicitet, men ud fra, hvor gode de var til de pågældende roller. »Eskil Vogt var helt kompromisløs på, at det skulle være den bedste til rollen. Og det ville være uretfærdigt, hvis ikke han castede Sam Ashraf (der spiller rollen som Ben, red.), når han kunne se, at den dreng havde det i sig,« siger hun.

– Hvis der er nogle historier, der er for få af i dansk film, hvad er det så for historier, der er for mange af?

Silje Riise Næss griner afværgende.

»En filmkonsulent vil aldrig pege på en bestemt genre eller nogen titler, men Danmark har lavet mange fine dramaer om samlivsproblemer i den øvre middelklasse. Jeg kan godt forestille mig, at der bliver lidt færre af dem, og at der i stedet bliver flere film som Venuseffekten. Kærlighed og livsvalg skal fortsat være der i dansk film, men jeg tror, vi kunne have godt af lidt større genrediversitet. Det og så noget fornyelse inden for de genrer, vi er gode til, såsom drama og krimi.«

»Ophedede samtaler er en god ting«

– Er der nogle diskussioner, der har været holdningsændrende for dig?

»Jeg sad i juryen for Nordisk Råds filmpris i seks år, og det var et godt sted at have dybtgående samtaler om film. Et år gav vi prisen til Ruben Östlunds Play (der handler om nogle nysvenske drenge, der ved hjælp af psykisk manipulation og truende adfærd narrer mobiltelefonerne fra nogle lidt yngre blonde drenge, red.) Det var en film, der skabte store diskussioner i Sverige. Må man godt det, må man godt vise børn med anden hudfarve, som er kriminelle? Da tænkte jeg, at det ikke var sikkert, det er helt i orden, men hvis der et sted, man kan det, så må det være i filmkunsten. I fiktionen. Man kan synes, det er på grænsen til umoralsk, at Ruben Östlund gør det, og måske er det det, men er filmkunsten ikke et interessant rum at gøre det i? Det er et eksempel på en film og en diskussion, der har flyttet mig.«

– En dansk film, der fik en del kritik for sin skildring af etniske minoritetsmiljøer og almennyttige boligområder som voldsparate og højeksplosive, er politiactionfilmen ’Shorta’, som er skrevet af to hvide mænd og handler om konflikter i et fiktivt ghettoområde med mange med anden etnisk baggrund end dansk. Hvad tænker du om den diskussion?

»Shorta ligger forud for min tid på filminstituttet, men den er et interessant eksempel på, at der er blevet mere diskussion af de film, der kommer. Det er en politithriller, som er lavet med en stor interesse for den type miljø, hvor den foregår, og så har skaberne skruet op på 11 og sat en masse biler i brand. Men jeg vælger at se det som en god ting, at der bliver ophedede samtaler om det her. Nogle synes, at den giver et billede, der ikke stemmer overens med virkeligheden, og som ikke bringer det danske samfund videre. Det er et helt gyldigt standpunkt. Men det betyder ikke, at filmen ikke skal være der. Der var også yngre personer med minoritetsbaggrund, der så den, og en del af dem, har jeg læst i avisen, var underholdt og syntes også for så vidt, at de så sig selv repræsenteret.«

Silje Riise Næss nævner filmen Music fra sidste år, som ingen af os har set. Den var sangerinden Sias debut som filminstruktør og fik (af andre grunde) aldrig dansk biografpremiere, men handlede altså om en kvinde på autismespektret. I protest mod, at den rolle skulle spilles af en, der ikke selv har en autismediagnose, blev der lavet en underskriftindsamling mod filmen og dens Golden Globe-nomineringer. I løbet af kort tid havde 40.000 mennesker underskrevet protesten.

»Nogle gange foregår de ophedede diskussioner i et parallelunivers ved siden af filmen. Jeg forstår godt, hvis man ikke kan se, hvad man skal med flere klicheer. Men det er interessant, at 40.000 på så kort tid vender sig mod den film. Hvis den havde gået i biografen, ville den måske blive set af 3.000 eller 10.000. Det kan blive meget tungt skyts mod en film, som man ikke engang vil bruge halvanden time på at se. Jeg tror på, at man skal tåle den uenighed lidt bedre.«