Brechts brændende teater om den endeløse kamp for retfærdighed

»Teatrene skal lukke!«

Sådan kunne en replik hos den tyske dramatiker Bertolt Brecht (1898-1956) sagtens have lydt. Hans teater fortalte om magtfuldkommenhed og samfund i opløsning, om krig og hungersnød, og om revolution og uretfærdighed.

Men lige nu er budskabet altså blot en del af coronarestriktionerne. Netop nu skulle Teater Republique have spillet Den kaukasiske kridtcirkel af Brecht. Premieren skulle have været for over et år siden, i december 2020, men så blev den rykket frem til december 2021. Siden har datoen svævet, men nu ender den så forhåbentlig lykkeligvis på mandag den 17. januar. Som et typisk eksempel på de barske vilkår for teaterkunsten under coronaen.

Så mens skuespillerne igen-igen gør sig klar, kan disse spalter bruges til at fortælle lidt om den tyske teatermand, der forandrede det vestlige teater med sit såkaldt ’episke drama’.

Punkteret medlidenhed

Brecht blev født i Tyskland i 1898. Han læste egentlig medicin og arbejdede på et hospital under Første Verdenskrig. De desillusionerende oplevelser under krigen var med til at gøre ham til marxist. I 1920’erne kom han til Berlin, hvor han blev dramaturg for de store instruktører Max Reinhardt og Erwin Piscator. Og så begyndte han at skrive sine egne stykker om det enkelte menneske over for magthavernes kynisme. De rummede altid kritik af kapitalismens grådighed. Han skrev om hjerteskærende skæbner og om mennesker, der insisterede på at elske, også selv om de selv blev undertrykt og misbrugt; gerne med borgerskabet som passive betragtere. De kærlige mennesker var typisk kvinder, og magthaverne var mænd. Sådan groft fortalt. 

Samtidig brugte han teaterscenen som sin politiske talerstol med opfordring til socialt engagement. I Brechts dramatiske verden er det ikke muligt at gå i teatret blot for at blive underholdt, men det er heller ikke muligt at leve sig ind i stykkets fiktion og glemme virkeligheden for en aften. Tværtimod. I sit ’episke teater’ fortalte Brecht historier med bred panoramapensel, og hans figurer havde ofte egenskaber, som om de var trådt ud af myter eller eventyr. 

Den svære distance

Begrebet ’Verfremdung’ (’fremmedgørelse’) er blevet et afgørende teaterhistorisk begreb for Brechts dramatik. Brecht ønskede, at tilskueren skulle tvinges til at lægge afstand til de følelser, som skuespillerne ellers netop fik vakt til live hos tilskueren. Derfor er der i Brechts stykker en fortællerfigur, der kommenterer på handlingen og på figurerne – og dermed punkterer illusionen midt inde i forestillingen, enten som tale eller sang.

Her i 2020’erne er det et udbredt fænomen i teatret, at skuespillerne byder på ’metakommentarer’ om hinandens figurer og forestillingen undervejs. Men i 1930’erne var grebet nyt – og tydeligvis foruroligende. Samtidig forholdt Brecht sig konkret til, at teatertilskuerne oplevede skuespillernes spillestil som ikkerealistisk. I sin dramatik satte han sig ind i teatertilskuerens oplevelse og forstod at udnytte, at tilskueren potentielt set lever sig fuldstændig ind i det, der sker på scenen – samtidig med at tilskueren udmærket er klar over, at personerne på scenen kun udtrykker en fiktion. Det er også tydeligt, når man læser hans stykker i bogform.

Den evige krig

Olaf Johannessen rystede tilskuersjælene med sin kyniske alkoholikerfortolkning af Brechts ’Puntila’ i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse på Det Kongelige Teater i 2015.

Signe Roderik

Brechts stykker spilles over hele verden. Storværket er hans iørefaldende musikforestilling Laser og pjalter (Dreigroschenoper), som han skabte sammen med komponisten Kurt Weill i 1928 – baseret på en tiggeroperahistorie fra Londons underverden med hurtige mord og mafiametoder.

Om et par uger, den 3. februar, har Odense Teater forhåbentlig premiere på Laser og pjalter i Moqi Simon Trolins iscenesættelse. Her spiller Nicolai Jandorf rollen som Macheath, Cecilie Gerberg spiller hans nye kapring Polly Peachum, og Louise Davidsen har rollen som pigen med den barske revolutionssang om ’Sørøver-Jenny’.

Derudover er Mutter Courage og hendes børn (1939) nok det mest spillede Brecht-stykke i Danmark. Senest var i 2020 på Det Kongelige Teater, hvor Karen-Lise Mynster spillede hovedrollen som overleverkvinden, der vandrer med sin købmandskærre gennem 30-årskrigen, parat til at sælge alt til krigen. Også sin egen datter.

Det Kongelige Teater spillede også Brechts Det gode menneske fra Sezuan (1943) i 2011, da Elisa Kragerup iscenesatte det ubarmhjertige stykke. Her fortolkede Maria Rossing rollen med al sin blidhed som det alttilgivende menneske. »Jeg vil følge den, jeg elsker,« sagde hun bare uden forbehold – og gjorde det. Og i 2015 iscenesatte Staffan Valdemar Holm stykket Hr. Puntila (1948) med Olaf Johannessen i rollen som den promillevaklende, brutale godsejer. Med mareridtsuhyggeligt drukspil.

Vi skal være modige

I Teater Republiques kommende opsætning af Den kaukasiske kridtcirkel (1949) skal skuespilleren Fanny Louise Bernth spille den unge tjenestepige Grusche, der finder en forældreløs baby og tager den til sig. På forestillingens videotrailer fortæller den tyskfødte instruktør Anja Behrens om sit ønske om at fortolke stykket i store billeder.

»Brecht har insisteret på, at man skal træffe et valg, og at man også skal sige tingene ligeud,« siger Anja Behrens. »Vi skal være modige til at sige, hvad er ret, og hvad er uret.«

Selv var Brecht modig. Han skrev, hvad han mente, og det kostede ham dyrt. I Tyskland brændte nazisterne hans bøger, fordi han var kommunist. Desuden var hans hustru, skuespilleren Helene Weigel (1900-1971), af jødisk afstamning. Så i 1933 flygtede de sammen med deres to børn fra Nazityskland. De endte i Danmark – i Svendborg – og her boede de frem til 1939 i et hus ved Skovbostrand; et hus, som nu udlejes som kunstnerbolig.

Under Hitlers optrapning af krigen i 1939 valgte Brecht dog at rejse videre til Finland, og han endte i USA 1941-47, hvor han blandt andet lavede film i Hollywood. Alligevel kunne han ikke undvære Tyskland. I 1947 rejste han tilbage til Tyskland. I 1949 etablerede han Berliner Ensemble på Theater am Schiffbauerdam i Østberlin. Her døde han i 1956, 58 år gammel.

Før #MeToo

Kvinderne fyldte meget i Brechts liv. Han var en forgudet intellektuel kultfigur med sine rundede briller og sit kommunistiske kunstnerlook og beskedne tøj. Den kvindelige fanskare var stor. Han var berygtet for sine mange forhold, ikke mindst til kvinder, der arbejdede for ham; (det var andre tider, og det var absolut før #MeToo).

Den begavede danske journalist, skuespiller og dramatiker Ruth Berlau (1906-74) mødte ham og blev vildt betaget af ham. De indledte et delikat og komplekst forhold, hvor hun arbejdede som hans dramaturg og arkivar – vel at mærke samtidig med at hans kone gik på scenen i hovedrollerne i hans stykker. 

Ruth Berlau accepterede denne svære elskerindeposition og rejste efter Brecht til USA, hvor hun fødte deres søn, der ulykkeligvis døde som spæd. Derfra fulgte hun Brecht videre til Østberlin, hvor hun var med til at grundlægge hans arkiv. Hun har åbenhjertigt og stærkt beskrevet sit liv i sine erindringer Brechts Lai-Tu. Denne erindringsbog forvandlede Brecht-skuespilleren Birgitte Bruun senere til en monolog med titlen Ruth på Fiolteatret i 1988.

I de dystre tider

I det hele taget har Brecht inspireret til imponerende meget teater i Danmark. Teaterinstruktøren Eugenio Barba har gennem årene brugt flere af Brechts figurer i sine forestillinger for Odin Teatret. I 1980 skabte han forestillingen Brechts aske. Og da Odin Teatret i 2003 skabte collageforestillingen De store byer under månen, gik den stumme datterfigur Katrin fra Mutter Courage nærmest igen. Den misbrugte og alligevel uselviske pige opstod i hvert fald som en mytisk skikkelse med sine træsko og sin forsvarsløse krop, der misbruges, så sjælen går i stykker. Hun spilles af Iben Nagel Rasmussen som den mishandlede datter med rød kjole, sorte træsko og forfærdeligt bange øjne; og forestillingen er fortsat på Odin Teatrets repertoire.

Også Brechts digte er blevet til dramatik. Da Brecht boede i Svendborg, udgav han bogen Svendborgdigte. Disse digte blev i 2016 nyoversat af Ulla Gjedde, og den tyske instruktør Petra-Leonie Pichler transformerede herefter digtene til musikteater med Søren Huss som komponist og musiker. Særligt digtet »I de dystre tider« blev transformeret til en stærk og vedkommende kendingssang for forestillingen, der kom til at hedde Bertolt Brechts Svendborgdigte.

Alt i alt er der altså temmelig langt fra virkelighedens rå, kompromisløse Brecht-skikkelse til den milde, idealistiske tv-seriefigur Herbert Schmidt i Matador. Her spiller skuespilleren Paul Hüttel den kommunistiske forfatter, som stationsmedarbejderen Røde og hans kone Agnes inviterer med hjem, og som overklassefruen Maude Varnæs i al hemmelighed kører af sted i bil, så han kan flygte til Sverige. Det er også den samme Herbert Schmidt, der forelsker sig ædelt og umuligt i den idealistiske Vicki. Rollens symbolske lighed med Brecht er dog understreget af kostumet og de runde, indfattede briller: Brechts briller.

Brechts magtkritik kan sagtens læses symbolsk i forhold til den politiske situation herhjemme lige nu. I ugevis har kulturfolk i hvert fald ønsket sig, at nogen på Christiansborg ville gribe et par runde briller og med brechtsk autoritet råbe den ønskede modordre: »Teatrene skal åbne.«

Det er nu sket.

Så nu er det bare om at gribe chancen og opleve Brechts brændende teater om den endeløse kamp for retfærdighed.