Interview
Læsetid: 9 min.

Dan Laustsen er filmfotograf for Hollywoods stjerneinstruktører: ’Man skal male med lyset’

Guillermo del Toro er en mester. Det siger den danske filmfotograf Dan Laustsen, der har stået bag kameraet på fire af den mexicanske instruktørs film. I anledning af den danske premiere på makkerparrets seneste værk, noir-thrilleren ’Nightmare Alley’, har Information talt med Laustsen om lys, mørke og godt filmfotografi
Ofte har filmkulisser ikke lofter, så de er nemmere at lyssætte, men Laustsen kan godt lide lofter. »Jeg elsker de lavere kameravinkler, hvor man ser loftet. Det er mere klassisk, næsten Orson Welles-agtigt,« siger han.

Ofte har filmkulisser ikke lofter, så de er nemmere at lyssætte, men Laustsen kan godt lide lofter. »Jeg elsker de lavere kameravinkler, hvor man ser loftet. Det er mere klassisk, næsten Orson Welles-agtigt,« siger han.

Magnus Hove Johansson

Kultur
28. januar 2022

»Vi går begge meget op i, at man skal male med lyset. Lyset skal give styrke til en scene.«

Den danske filmfotograf Dan Laustsen er i færd med at forklare, hvordan han og den mexicanske filminstruktør Guillermo del Toro tænker og arbejder, når de skal designe billedsiden til en af del Toros film. Del Toro er ikke mindst kendt for stiliserede, visuelt gennemarbejdede og -designede værker som Cronos, Pans labyrint, Crimson Peak og The Shape of Water, hvoraf Laustsen har fotograferet de to sidste.

»Vi har et sprog, vi har en æstetik, som vi ikke behøver at diskutere,« siger Laustsen, som også har stået bag kameraet på del Toros nye film, noir-thrilleren Nightmare Alley, der lige nu kan ses i danske biografer. Og det sprog og den æstetik handler i høj grad om parrets brug af lys og mørke, skygger og et bevægeligt kamera.

»Vi kan virkelig godt lide kontrasteret lys begge to. Vi kan godt lide at have den mørke side mod kameraet. Der skal være noget sort i ansigtet og i billedet. Det er vi slet ikke bange for.«

Præcis lyssætning

Og det passer godt til en film som Nightmare Alley, der foregår i og omkring et omrejsende tivoli i 1940’ernes USA. Bradley Cooper spiller den mystiske Stan Carlisle, som får arbejde i tivoliet, der er en blanding af freakshow – skæggede damer, stærke mænd, mentalister, glaskrukker med misdannede fostre – og traditionelle forlystelser. Han falder hurtigt til i denne kulørte verden af gøgl og bedrag. Han forelsker sig i Molly (Rooney Mara), der hver dag lader sig gennemstrømme af elektricitet, lærer sig at læse folks tanker – det er ren og skær manipulation – og snart går de solo med et ambitiøst tankelæsernummer. Det bliver en stor succes, ikke mindst da Stan i storbyen møder psykiateren Lilith Ritter (Cate Blanchett), en vaskeægte femme fatale, der indvilger i at hjælpe ham med at snøre sine klienter. Hun har dog selv en dagsorden af de mere lyssky, og spørgsmålet er, hvem der bliver snydt.

Kontrasten mellem det kulørte, uregerlige tivoli og den mere retlinede storby er markant i Nightmare Alley, ikke mindst i måden begge dele er filmet på.

»Vi havde den idé, at tivoliet skulle filmes med mere klassisk, blødt lys, dog stadig med kontraster,« siger Dan Laustsen.

»Men da vi så kom til Buffalo, hvor Cate Blanchett er, ville vi lave art nouveau-lys, mere Hollywood-lys. Det er en meget præcis lyssætning, hvilket er svært, fordi ingen skuespillere er vant til det længere. Alle er vant til, at de kan bevæge sig rundt i et rum og gøre, hvad de har lyst til, og så jager kameraet efter dem, håndholdt. Det kunne de ikke her.«

Ansigtets skyggeside

Hollywood-lyssætningen er en mere traditionel måde at lave film på. Skuespillerne skal gå og stå på nogle mærker på gulvet, så lyset rammer dem på den helt rigtige måde, og de hele tiden er i fokus. I dag sætter man som oftest et mere naturalistisk lys, som altså giver skuespillere og fotografer større bevægelsesfrihed. I begyndelsen på Nightmare Alley var man bekymret for, om det ville blive for stift med den gammeldags form for lys og fotografering, fortæller Dan Lausten.

Det var der dog ingen grund til. Som han selv siger: »Det blev jo fantastisk.«

Han fortsætter: »Scenerne med Cate og Bradley er fandeme gode. Det er snyd, fordi lyssætningen er så urealistisk, som den kan blive. Men det fungerer godt. Vi ville have den dramatiske effekt. Første gang, man ser Cate Blanchett, sidder hun i silhuet, og man er klar over, at det er en kvinde, som skjuler noget. Hun ser guddommelig smuk ud, men der er samtidig noget mystisk over hende.«

I det hele taget kan fotografen godt lide at lyssætte, så skyggesiden af en persons ansigt hele tiden vender mod kameraet. Det kræver nogle gange, at man lader lyset komme fra steder, hvor der i den virkelige verden ikke ville være lys. Men, siger Lausten, »det er der ikke nogen, som lægger mærke til. Det er ikke, fordi det skal være så smukt som overhovedet muligt, men det skal være så stærkt som overhovedet muligt«.

Mange kontraster

Det er en måde at tænke lyssætning og fotografi på, som 67-årige Dan Laustsen, der tog afgang fra Den Danske Filmskole i 1979, og 57-årige Guillermo del Toro har tilfælles. Laustsen kom første gang i kontakt med del Toro, da han var i USA for at lave den amerikanske udgave af Nattevagten sammen med Ole Bornedal. Deres første samarbejde var gyserfilmen Mimic (1997), og selv om der var en masse ballade under optagelserne – producenterne Bob og Harvey Weinstein blandede sig og fyrede på et tidspunkt del Toro – gik fotografen og instruktøren godt i spænd.

Laustsen sagde dog nej tak til at lave del Toros næste film ­– han ville gerne hjem til sin familie i Danmark – og der skulle gå næsten 20 år, før de igen fandt sammen, denne gang på det gotiske gyserdrama Crimson Peak (2015), der om noget var en utroligt smuk og visuel særegen film.

»Helt tilbage fra Mimic har vores æstetik været lidt til den mørke side – kontrasten mellem mørke og lys – og så er vi ikke bange for at bevæge kameraet,« siger Laustsen, der selv i sine film i både ind- og udland bruger sit kamera og en ofte ekspressionistisk lyssætning til at højne virkeligheden og skabe universer. Det har han gjort i adskillige af Ole Bornedals film og serier, blandt andre Fri os fra det onde, Kærlighed på film og  1864, i del Toros film og i de seneste to John Wick-film, hvor New York præsenterer sig fra en næsten eventyragtig, mytologisk side (Laustsen har i øvrigt også fotograferet John Wick 4, der kommer i biograferne næste år).

For lille en film

Dan Laustsen fortæller, at Guillermo del Toro allerede har lagt sig fast på en visuel, farvemæssig palet, når han inviterer andre med om bord på sine film. Den palet diskuterer han og fotografen – og selvfølgelig også scenografen og kostumedesigneren – ligesom de taler om, hvilket kamera og hvilke objektiver der skal bruges på den pågældende film. For eksempel talte de om at lave Nightmare Alley i sort-hvid og det efterhånden sjældent brugte, næsten kvadratiske Academy-format for at hylde den tid, filmen foregår i.

»Vi lavede nogle test, og det fungerede ikke. Det blev for lille en film. Det var meget mærkeligt, men Guillermos kamera bevæger sig for meget til det lille format,« siger Laustsen. Og derfor blev filmen i stedet optaget i farver og et meget bredere filmformat, hvor der var plads til bevægelse.

Det ser man ikke mindst i de første scener i filmen, hvor Stan ankommer til tivoliet og bevæger sig igennem menneskemylderet med et kamera i hælene. Eller første gang han besøger Liliths kontor, og man som publikum udforsker det sammen med ham.

Magnus Hove Johansson

Der skal være en plan

»Kameraet bevæger sig meget rundt. Det er næsten et one-take et stykke ind i scenen,« siger Dan Laustsen.

»Vi studerer kontoret sammen med Bradley, mens kameraet bevæger sig rundt om ham. Det er ikke håndholdt, men meget arrangeret og kontrolleret. Det elsker jeg. Jeg er ikke den store fan af håndholdt. Til nogle ting fungerer det, men jeg kan godt lide, når man har en plan og holder sig til den. Jeg elsker de film, hvor man kan se og føle, at der er en idé bag.«

Kontoret er også udstyret med lofter, hvilket ikke er helt så indlysende, som det lyder. Ofte har filmkulisser ikke lofter, så de er nemmere at lyssætte, men Laustsen kan godt lide lofter. Det giver autenticitet, siger han.

»Det er noget, jeg kæmper hårdt for. Der er masser af filmfotografer, der sætter lys oppefra, fordi de så kan bevæge sig 360 grader rundt, og det er relativt nemt og frit, og det kan gå nogenlunde hurtigt, når man gør klar til en scene. Men jeg synes ikke, at det er særlig pænt, og det er ikke særlig dramatisk. Jeg elsker de faste lofter, fordi så er man tvunget til at komme ind fra siden med lyssætningen. Det gør det lidt mere besværligt at være fotograf, men det bliver meget, meget bedre. Og så elsker jeg de lavere kameravinkler, hvor man ser loftet. Det er mere klassisk, næsten Orson Welles-agtigt.«

Instruktøren bestemmer

Dan Laustsen understreger, at den markante billedside i Nightmare Alley – og de øvrige film, han har lavet sammen med Guillermo del Toro – i lige så høj grad er instruktørens fortjeneste, som det er hans, fotografens.

»Guillermo er en mester. Han ved alt om alting. Det kan være ret anstrengende nogle gange, men det er også skønt at være sammen med kloge mennesker. Så bliver man selv klogere,« siger han.

»Jeg synes, at mange fotografer glemmer – og jeg har selv været der – at vi ikke er med, når filmen skal klippes. Der er kun én kaptajn, og det er instruktøren. Man kan diskutere det og være enig eller uenig, men når man kommer ind i det mørke rum, og filmen skal klippes sammen, er vi der ikke som fotografer. Derfor er det vigtigt, at instruktøren har sin fortællestil i hovedet og holder sig til den, og det har Guillermo.«

Spørger man Lausten, hvad godt filmfotografi er for ham, svarer han, at det er, når man bruger billedet, lyset og kameraet til at hjælpe med at fortælle historien. Og det er slet ikke så nemt, som det lyder. Da han for år tilbage begyndte at lave film, var der mange regler for filmfotografi: »Man kunne ikke springe på den forkerte side af aksen. Hvis den ene person i en samtale, hvor man klipper frem og tilbage mellem to personer, kiggede til venstre for kameraet, skulle den anden kigge til højre. Kameraet skulle være i den samme højde. Man kunne ikke klippe to billeder sammen, hvor det ene var lavt, og det andet var højt.«

Fokus på fotografi

Op gennem 1980’erne og især i 1990’erne med dogmefilmene kom det til et opgør med denne måde at tænke og arbejde på, og det gav både instruktører og filmfotografer større frihed til at eksperimentere og afprøve ting. Det betød dog desværre også, mener Dan Laustsen, at fokus for en tid forsvandt fra filmfotografiet.

»Man var ude i, at nu kunne en film fotograferes på ingen tid, og man skulle ikke bruge lys og behøvede ikke noget mandskab,« siger han.

»I mange år har man så kæmpet for at komme tilbage til et sted, hvor man rent faktisk sætter lys og fotograferer, og kameraet og billedet er en del af den dramatiske historie. Det er svært at sætte ord på, men for mig handler det om, at filmen og billedet går op i en højere enhed. Jeg er ikke fan af, at lyset bare er tændt i loftet. Det handler også om at designe en film – skal væggene være hvide eller grønne eller blå?«

Når han laver film i Danmark, har Laustsen nogle gange en følelse af, at filmfotografiet ikke prioriteres særlig højt. Det er ikke på alle film, understreger han, men han oplever til gengæld det modsatte i USA. Her er det afgørende at lave noget, der ser fantastisk ud.

»Det giver en anden frihed at arbejde i USA, men også et større pres. Pengene fosser jo bare ud af kassen,« siger han.

»Fordelen ved at lave dyre film er, at alt skramlet (udstyret, red.) står der. Man skal ikke lige bruge en time på at flytte en kran. Det hele er der. Men det er kun noget, man kan gøre, når man har en instruktør, der er supertjekket, og der er nogen, som vil betale for det.«

’Nightmare Alley’ kan ses i de danske biografer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her