Portræt
Læsetid: 8 min.

Hvis man vil forstå dronningen, må man se på hende som kunstner. Så det har vi gjort

Når dronning Margrethe II portrætterer sig selv, så gør hun det som kunstner. De to titler er nemlig uløseligt forbundet. I anledningen af hendes 50-års jubilæum som regent, ser vi nærmere på hendes kunst. Og der er nok at tage af
Dronningens seneste soloudstilling som billedkunstner var i 2012 på Arken. ’Farvens sjæl’ hed udstillingen.

Dronningens seneste soloudstilling som billedkunstner var i 2012 på Arken. ’Farvens sjæl’ hed udstillingen.

Tycho Gregers

Kultur
14. januar 2022

Det er bedre, at majestæten maler, end at hun skyder med kanoner, har billedhuggeren Bjørn Nørgaard sagt i samtalepodcasten Dronningen og kunsten (Podimo, 2020).

Og det er værd at beskæftige sig med vores regents kunstneriske udtryksformer. Ikke i taknemmelighed over, at det ikke er kanoner, men pensler, farvekridt, sakse, synåle og limstifter, men fordi man kan blive klogere på hende som regent ved at se på hendes kunst.

Nørgaard, som har skabt dronningens gobeliner og hendes sarkofag, sagde i podcasten: »Jeg tror, at Hendes Majestæt har en meget stor forståelse for, at billedkunsten er en måde at erkende verden på. Det kan man se gennem de ting, hun selv laver, og den måde, hun omtaler billedkunsten på.«

Selv siger dronningen i DR-dokumentaren Dronningen holder frikvarter (2020) om sit embede og kunstneriske virke, at det er klart, at de to ting påvirker hinanden. »Det, at jeg de sidste mange år har arbejdet med kunst, har sikkert haft en indvirkning på det, jeg gør i mit officielle liv. Det har beriget mig og forhåbentlig også givet noget fra sig over for andre. Man ser jo på alt, hvad man oplever, med det blik, man udvikler, når man også laver kunst. Som årene er gået, bliver det mere og mere en del af mig.«

Information bringer her nedslag i regentens karriere som kunster. Hun er ikke blot dronningen, hun er også:

Illustratoren

Dronningen har tegnet 70 illustrationer til en udgave af Tolkiens ’Ringenes herre’ under pseudonymet Ingahild Grathmer

Dronningen har tegnet 70 illustrationer til en udgave af Tolkiens ’Ringenes herre’ under pseudonymet Ingahild Grathmer

Polfoto

Det begyndte som barn med nogle badeværelsesfliser, hun malede på, og siden har hun haft et kreativt projekt i hænderne. Men da hun var i sine 20’ere, holdt hun op med at tegne, for samtidskunsten var for fjern fra det, hun selv havde lyst til. »Jeg var ikke i trit med det, der var det ’rigtige’. Jeg har en tendens til at fortabe mig i naturalisme, når jeg ikke passer på,« siger hun i DR-dokumentaren.

Først da hun blev mor, ændrede det sig.

»Vi skulle til Frankrig, og jeg ville gerne have noget at læse i, imens jeg skulle amme og hvile mig en hel del. Og så fandt jeg den her tyksvend af en moppebog,« fortæller hun i TV 2-dokumentaren Et liv som dronning (2021).

’Tyksvenden’ var første bind af Tolkiens Ringenes herre, og hun »fik billeder på skærmen«, som hun kalder det, når hun læser. Den oplevelse var netop grunden til, at Tolkien ikke ville have sine bøger illustreret, men han var alligevel glad for det fanbrev med illustrationer, som den daværende prinsesse sendte ham. Tolkien svarede, »at prinsessen tegnede hans karakterer med den helt rigtige barnlige visdom«, og fortalte sin søn, at hendes illustrationer var nogle af de eneste, han kunne lide.

Efter hans død fik hun i 1973 en forespørgsel fra et engelsk forlag om at illustrere bogen i en genudgivelse, hvilket hun gjorde under pseudonymet Ingahild Grathmer, da hun ikke var klar til at springe ud som kunstner. På det tidspunkt i sit liv opdagede hun »en grundlæggende nødvendighed for mig at udtrykke mig kunstnerisk«, siger hun i dokumentaren.

Maleren

Efter Ingahild Grathmer og en afstikker under fællespseudonymmet H.M. Vejerbjerg, da hun og prins Henrik oversatte Simone de Beauvoirs Alle mennesker er dødelige, har dronningen stået fuldt frem med sin kunst.

Hendes seneste soloudstilling, Farvens sjæl, var i 2012 på Arken og høstede middelmådige anmeldelser. »Knokkel«-serien, som dronningen beskrev som »store, mærkværdige billeder af fantasiknokler på gul bund«, fik i Politiken rubrikken: »Dronningen er inspireret af døde dyr« med en henvisning til, at det ikke var hendes knæoperation, men erfaringer som arkæolog, hun var inspireret af.

135 af Dronningens værker blev vist på udstillingen ’Farvens sjæl’ på Arken i 2012

135 af Dronningens værker blev vist på udstillingen ’Farvens sjæl’ på Arken i 2012

Keld Navntoft

 

Daværende rektor for Kunstakademiet og nuværende direktør på Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh udtalte i forbindelse med udstillingen til Information, at dronningen med sit kunstneriske virke »undgår at blive en kransekagefigur, der svæver over vandene, og i stedet træder i karakter som en aktiv borger, der medvirker til udviklingen af dansk kunst og kultur«. Hvilken genre eller kvalitet var mindre vigtigt. »Det afgørende har været, at hendes kunstneriske udfoldelse har haft en almenkulturel karakter. Og at der ikke har været tale om en kunstnerisk udfoldelse, der lukker sig om sig selv.«

Dronning Margrethe er langtfra det første statsoverhoved til at gribe penslen, Churchill, Hitler og George Bush malede også, med svingende kvalitet. Om de også havde brug for et »frikvarter«, som dronningen kalder det, vides ikke, men de havde sikkert som dronningen en stram kalender, hvor de ikke kunne male så meget, som de ville. »Men det lille pres, tror jeg, er med til at få noget frem. Uden en eller anden form for pres får man ikke noget ud af tuben, vel?« siger hun i Dronningen holder frikvarter. Det tip er hermed givet videre til alverdens statsledere, der har brug for et frikvarter.

Scenografen og klippe-klister-kunstneren

 

I 1998 blev en række af dronningens decoupage-arbejder udstillet i Århus Kunstbygning

I 1998 blev en række af dronningens decoupage-arbejder udstillet i Århus Kunstbygning

Klaus Gottfredsen

Æggepustning, en gravhundehat og decoupagekulisser er eksempler på, hvad hun har vist danskerne, hvordan hun laver. Dronningen har altid noget håndarbejde mellem hænderne, hvis ikke det er en bog eller en avis (vi håber da, at hun læser Information, i så fald hej hej, Deres Majestæt).

 

Decoupagen bliver til alt fra papirkurve til kulisser på film og teater, lige nu arbejder hun sammen med Bille August på en Netflix-filmatisering af Karen Blixens Ehrengard. Første gang, hun lavede scenografi og kostumer til teatret, var i 1991 til balletten Et Folkesagn på Det Kongelige Teater, og sidst var det i 2019 til balletten Snedronningen i Tivoli.

I Dronningen holder frikvarter kan man se, hvordan hun kravler op på scenen og tegner med kridt på kulisserne, ligesom man kan se hendes let skuffede reaktion, da hendes ravnekostumer bliver kaldt »for pæne« af koreografen. Hendes stil er meget farverig, naivistisk og passer godt til eventyrgenren. I filmatiseringen af De vilde svaner er hun ud over at være scenograf også statist, nemlig som bondekone med skidt og møg i ansigtet og rande under øjnene, der kan ses helt fra bageste række.

I modsætning til konen i muddergrøften er dronningen meget taknemmelig for det, hun har, og hendes mulighed for at arbejde med kunst. »Det er meget vigtigt at gøre de ting, man skal, det har man glæde af, og det er noget, man kun bliver gladere for med årene, synes jeg. Men at kunne koble fra og have frikvarter, have et frirum, hvor man udnytter andre sider, tror jeg, at man har glæde af, også på de mere alvorlige planer. Min første og væsentlige opgave er, at jeg er dronning af Danmark og mit lands statsoverhoved og har det ansvar, som kommer af det. Men at man samtidig kan udtrykke sig kunstnerisk, fordi man gerne vil det, det er jeg meget taknemmelig over kan lade sig gøre. Og at folk kan acceptere, at jeg gør det,« siger hun i Dronningen holder frikvarter.

 

Dronningen var scenograf på Tivolis opsætning af ’Snedronningen’ i 2019

Dronningen var scenograf på Tivolis opsætning af ’Snedronningen’ i 2019

Lars E Andreasen

 

Designeren

Hvad giver man sine svigerdøtre i julegave, hvis de er prinsesser og har alt? En hjemmebroderet aftentaske, selvfølgelig. Dronningen er så produktiv med sine broderier, at hun nærmest går Oprah på den og siger: You get a messehagel, and you get a messehagel! Senest har Gråsten Slotskirke fået en kongeligt håndbroderet messehagel og et alterbordsforhæng, og i forbindelse med reformationens 500-års jubilæum broderede hun også lige et forhæng til Luthers kirke i Wittenberg. I et interview med DR virker det, som om hun slet ikke kan lade være.

»Det er faktisk ret opslugende, og det kan være helt svært at holde fingrene fra det på en dag, hvor man egentlig har mange andre ting, man skal. Når man laver noget på den måde, og det vokser mellem hænderne på en, så er der mange gange, hvor man tænker: ’Jeg kan da godt nå en halv time til. Jeg skal lige se, hvordan den næste farve virker’.« Det lyder som en kvinde, der aldrig har ejet en mobiltelefon.

Vouge har kaldt hende »An unsung style heroine«, hun har ingen stylist, og hendes spændvidde som designer rækker fra messehagel til regnfrakke. En af hendes mest berømte hjemmedesign er lavet af en blomstret voksdug, hun købte i London, som blev syet om til en regnfrakke. Den får hende til at ligne Margrethe Evigglad, der slet ikke har brug for at flyve op til Vorherre for at bede om godt vejr, hun er allerede iklædt sol og sommer.

 

Dronningen i sin hjemmesyede regnfrakke på en særligt blæsende og regnfuld dag ved Grenen på sommertogt sammen med prins Henrik og Norges kong Harald og dronning Sonja

Dronningen i sin hjemmesyede regnfrakke på en særligt blæsende og regnfuld dag ved Grenen på sommertogt sammen med prins Henrik og Norges kong Harald og dronning Sonja

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

 

Ordkunstneren

Der er ikke kun blomster på frakken, men også i sproget. Hun elsker at »vride ord«, som hun kaldte det i Klog på sprogP1, som hun medvirkede i på sin 81-års fødselsdag. »Hvis man er så frimodig, at man stiller op til interview, så skylder man både andre og sig selv, at man gør sig den umage, at ordene har en vis friskhed,« sagde hun. Friskhed er der over det, da hun i Tom Buk-Swientys interviewbog Undervejs beskrev, at prins Joachim kom som »skidt ud af en kanin«, da han blev født. Den har vi ikke hørt før.

Det samme gør sig gældende i beskrivelsen af det første møde med Bill Clinton. »Manden selv var særdeles nem. Han kom sent om aftenen, og inden vi puttede ham i seng, fik han en sandwich og et glas et-eller-andet, og så sad vi – den nærmeste familie – og talte med ham. Det var bestemt ikke vanskeligt. Han var meget dygtig til dét med charmen,« sagde hun til DR. Billedet af dronningen, der putter Bill Clinton, efter han har fået, hvad vi gætter på, er en trekantet sandwich og et glas mælk, lader vi lige stå lidt.

Og så er der nytårstalerne. Mest berømt er opsangen mod de »dumsmarte bemærkninger«, men i 2017 blev hun særligt citeret for en opfodring, nemlig sommetider at gøre noget andet, end vi plejer. »Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål. Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt.« 

For hendes vedkommende er det at have noget kreativt mellem hænderne. »Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Kresten Finnemann Juhl

Ja, ja, sød gammel dame, der futter rundt og lader sig hylde, men lad os nu få den republik!

Mogens Holme, uffe hellum, Christian Mondrup, Michael Christensen, Nike Forsander Lorentsen, Jonas Efternavn og Eva Bjarnø anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Undskyld, men det billed som dronningen har malet minder mest om en svær blærebetændelse.

Arne Albatros Olsen

Hun har sikkert det bedste intentioner men, jeg synes hendes kunst er middelmådigt.

Jeg skal da lige love for at kunstkritikerne har invaderet Informations kommentarspor. Tak for det. Det er virkelig dybtgående og kompetent kulturkriyik.

Jeg vil se frem til yderligere kunstkritik af virkelige kunstnere. Indtil da, vil jeg læne mig op ad Storm P:

'Citat Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst. Citat
Storm P

Klaus Lundahl Engelholt, Jens Christensen, Per Torbensen, Flemming Olsen, Steffen Gliese og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Er det kritikerne eller kunstnerne, der bestemmer hvad der er kunst og hvad der ikke er.
Jeg ved stadig ikke hvad kunst er eller hvorfor nogen vil betale 3 mia. kr. for et stykke malingsoverstegnet lærred på ca. en kvart kvadratmeter, der karakteriseres som kunst.

Snobberiet vil tilsyneladende ingen ende tage.

Brian W. Andersen

@ Søren Bro

Et af flere beviser på at du tager fejl, er at i 1970'erne blev illustrationer af den (dengang) ukendte Ingahild Grathmer kendt og elsket af mange. Det var først senere at det blev kendt at navnet Ingahild Grathmer er et pseudonym for Dronning Margrethe. Hun er i øvrigt en ud af kun fire kunstnere som J.R.R. Tolkien personligt godkendte til at illustrere sine bøger og den sidste han godkendte før sin død i 1973. De tre andre er Mary Fairburn, Cor Blok og Pauline Baynes, så der er gode grund til at tro at hvis Dronning Margrethe ikke havde kunnet leve et royalt liv på apanage, så kunne hun sandsynligvis godt have levet af at sælge sin kunst.