Overraskelsen var stor, da Kunsten i Aalborg åbnede en pakke fra kunstneren Jens Haaning til udstillingen Work It Out, der satte fokus på arbejdslivet. Haaning var blevet bedt om at genskabe sine tidligere værker En gennemsnitlig dansk årsindkomst fra 2010 og En gennemsnitlig østrigsk årsindkomst fra 2007. Med pengesedler i glas og ramme synliggjorde de, hvordan en årsindkomst konkret ser ud. De skulle både pege på arbejdets værdi og de nationale forskelle i EU.
I alt havde museet lånt ham 532.549 kroner, som skulle indrammes. Men rammerne var tomme, da museet modtog dem. Senere modtog de en mail fra Haaning, hvor han skrev, at de fik et andet værk end aftalt, og at titlen var Take the Money and Run. Museet valgte at udstille de tomme rammer sammen med mailen og gav ham til den 16. januar 2022 til at betale pengene tilbage. Jens Haaning tog pengene, men løb ingen vegne. Han står fast og er klar til at gå i retten, efter Kunsten nu har sagsøgt ham for kontraktbrud.
Hvad er værket?
»Værket er,« sagde Jens Haaning til Kulturen på P1 dagen efter udstillingens åbning, »at jeg har taget deres penge.«
Det består altså ikke kun af de fysiske rammer med taperester, hvor pengene skulle have siddet, men hele ideen om, at kunstneren har taget penge fra museet. Værket vil derfor med Haanings ord blive »destrueret«, hvis han betaler pengene tilbage.
Kunstkritiker Bente Scavenius siger, at det er et værk »om man kan lide det eller ej«:
»Og så kan museet sige, at det ikke var det værk, de forventede, men sådan kan man også bestille et værk hos en kunstner, som kommer med et makværk, man forventede var bedre. Det er jo ikke altid ens forventninger bliver indfriet. Hvis du spørger Jens Haaning, som gang på gang har sat konceptuelle værker på spidsen, så må du forvente en form for overraskelse,« siger hun.
Hvem er Jens Haaning?
Som konceptkunster arbejder Jens Haaning (f. 1965) med ideer snarere end konkrete værker. Hans værker er ofte politiske og lægger gerne op til debat, særligt om den vestlige kultur og dens magtstrukturer. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og modtog i 2016 Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse med begrundelsen: »Jens Haaning har en fuldstændig enestående evne til at sætte fingeren dér, hvor det på et tidspunkt kommer til at gøre allermest ondt.«
Michael Jeppesen, tidligere kunstanmelder på Information og nu grundlægger og direktør for det kreative bureau MUST, siger om Haaning:
»Han er absolut genial. Relationel æstetik, som han er en af opfinderne af, er både intellektuelt og letforståeligt. Når han bytter rundt på tingene, laver han nogle historier, som kan få alle til at føle et sus, og det er det samme, han gør nu.«
Derimod mener kurator, kunstkritiker og tidligere kunstredaktør på Information Matthias Borello hverken, at værket er »særlig interessant eller skarpt eksekveret«. Han mener, at dets kontekst er afgørende, og at det ville have fungeret bedre i en institution med reelle, kritisable forhold.
»Dels er den konkrete sammenhæng langtfra så sort-hvid, som Haanings værk gør den til. Museet har gjort sig ganske umage med at tjene kunsten, og en dagsorden om at ville skabe en visionær og betydningsfuld udstilling, og dels virker værket impulsivt, uigennemtænkt, forsmået og ikke mindst forsimplet, især fordi værket ikke fører os ind i Haanings vanlige kompleksitet,« siger han.
Er det tyveri eller kunst?
Kunsten i Aalborg valgte at udstille værket, og dermed er det rammesat som et kunstværk. Men det kan samtidig godt være strafbart, som kunstneren Bjørn Nørgaard, der selv har lavet provokerende værker og har undervist Jens Haaning, siger til TV Avisen:
»Ting kan være kunst og strafbare. Det udelukker ikke hinanden.«
Museumsdirektør for Kunsten, Lasse Andersson, siger selv til TV Avisen, at det er et kunstværk og et kontraktbrud.
Michael Jeppesen er ikke i tvivl om, at det er et stort kunstværk:
»Jeg synes, det er et fantastisk værk. Han fucker med ideen om, at der er et kunstmuseum, som gerne vil have et sikkert hit, og beder kunstneren om at lave et værk, der engang var noget særligt, fordi de ikke har råd til at få et nyt værk af Haaning. Samtidig giver han dem et værk, der er større end noget, han nogensinde har lavet. Det er virkelig godt set. Jeg er meget imponeret. Det kan også trække helt nye mennesker til Kunsten i Aalborg, for jeg tror, det er noget, alle kan relatere til. Det er et helt nyt publikum, der pludselig kan tale om kunst. Det er meget få værker forundt.«
Matthias Borello mener ikke, at værket er vellykket:
»Det kan vel ikke betragtes som et væsentligt værk eller vigtig kunstnerisk praksis at udnytte andre prekære (kunstnere og institutioner) for at cementere sin egen position, for nu at skære det lidt firkantet ud.«
Hvad er værket en protest mod?
Det var ikke planen fra begyndelsen, at Jens Haaning ville beholde pengene. Men efter eget udsagn ville skabelsen af værket kræve et udlæg på 90.000 kroner af ham, da der skulle laves nye rammer, eftersom årsindkomsterne var steget siden sidste opførelse. Haaning hævder, at han kun ville få 65.000 kroner igen af museet, og at det derfor var en underskudsforretning.
»Jeg får simpelthen en bedre værkidé,« har Haaning forklaret til magasinet Kunstkritikk. »I første omgang tvivler jeg også lidt på ideen, fordi det hele er så uvant. I stedet for at jeg skal hive en hel masse ekstra penge op af lommen, så fornemmer jeg, at det her sgu kommer til at give overskud.«
Haaning mener, at andre skal gøre ham kunsten efter.
»Jeg opfordrer andre mennesker, der har lige så kummerlige arbejdsforhold som mig, til at gøre det samme. Hvis de sidder på et eller andet lortejob og ikke får penge og faktisk bliver bedt om at give penge for at gå på arbejde, så tag af kassen og stik af,« har han sagt til Kulturen på P1.
Hvordan er økonomien som samtidskunstner?
Det maksimale beløb en kunstner kan få i hædersydelse er 169.000 kroner om året før skat. Det kommer an på kunstnerens øvrige indkomst. Ved at udstille på Kunsten fik Haaning et honorar på 10.000 kroner af museet samt cirka 30.000 kroner i visningsvederlag fra staten i ’leje’. Kunsten dækkede udgifter til transport og opdatering af værket, dog maksimalt for 6.000 euro.
»Jeg synes, at kunstnere er for ringe betalt i det her land, det er der ingen tvivl om. Det han vil med værket er forståeligt nok, men jeg kan også forstå museumsdirektørens kvien, for han skal forholde sig helt anderledes realistisk til virkeligheden,« siger Bente Scavenius.
Når samtidskunst bliver solgt for høje beløb på auktion, får det ofte stor opmærksomhed, men det er en promille af kunstnere, hvis værker kan gå under hammeren for så store beløb.
Et eksempel er kunstneren Maurizio Cattelan, hvis værk Comedian bestod af en banan gaffatapet til en væg. Det blev solgt for 800.000 kroner. Bananen blev spist på udstillingen af performancekunstneren David Datuna og hurtigt skiftet ud med en ny.
Kun få samtidsværker bliver solgt til meget store beløb. Et eksempel er Maurizio Cattelans værk ’Comedian’, hvor en banen er tapet fast til en væg.
Selv om Jens Haaning ikke er i samme prisklasse som Banksy, så kan Take the Money and Run stige i værdi, for det opfylder kombinationen af værk, historie og hype. Bente Scavenius forklarer de høje priser med, at man ikke kun køber et værk, men også en historie omkring værket.
»Hvis du har mange millioner, så kan du have et værk hængende, som vil blive samtaleemne til middagsselskaber fremover. Man kan undre sig over, at værker stiger fuldstændig gigantisk, men det er fordi, der kommer en hysterisk interesse for et værk. Det er nogle mekanismer, der går i gang for nogle velhavende samlere. Jeg har været på Art Basel i Miami, hvor folk kastede sig over kunsten, som var det udsalg i Magasin. Det er ikke alt, man forstår, kunsten sætter dig på prøve, og ting er ikke så forudsigelige, som man tror.«
Som en kritik af kapitalismen gik kunstneren Banksys værk ’Girl with Balloon’ i stykker, så snart det var solgt.
Hvor står sagen nu?
Kunsten har som varslet sagsøgt Jens Haaning, men ikke politianmeldt ham, da de ikke ønsker at eskalere, hvad museumsdirektøren kalder »en ulykkelig sag«.
»Vi tager dette skridt, fordi vi har et ansvar over for de private fonde, som støtter denne udstilling økonomisk, og vi har et ansvar over for vores gæster i forhold til at give dem så mange oplevelser som muligt for pengene,« siger han i en pressemeddelelse.
Haaning har udtalt til Kunstkritikk, at han »har gratis advokatbistand herfra og til helvede. De kan bare komme an«. Han har valgt Tyge Trier som advokat, men ifølge flere juridiske eksperter har han ikke en god sag.
»Jeg tror ikke, at han slipper for at betale pengene tilbage. Hvis han har taget pengene som led i et værk, så er juraen ligeglad med kunsten. Den ser helt koldt på, hvem der har ejendomsretten til pengene. Så han skal nok regne med et besøg af fogeden,« siger Morten Rosenmeier, juraprofessor og ekspert i ophavsret ved Københavns Universitet, til Politiken.
Efter Bente Scavenius hørte politikere kritisere værket og have forbehold mod at give penge til Kunsten, er hun nervøs for, hvilke konsekvenser sagen kan få:
»Det omdømme, samtidskunsten får i kølvandet på den debat, kan kun falde negativt ud. Det er et dårligt værk for kunsten. Dem, der vil give penge kommunalt eller fra fonde, kan overhovedet ikke se andet, end at der er gået 532.549 kroner tabt. Men det er ikke kunstneres skyld. Det er en debat, vi har haft, lige siden Duchamp udstillede en pissekumme i 1917, og som aldrig vil blive løst, fordi det er en holdnings- og følelsesmæssig sag. Som Karen Blixen sagde: ’Man skal være taknemmelig, hvis man forstår halvdelen’. Sådan har jeg det ofte, men sådan skal kunst også være.«
Da Marcel Duchamp udstillede en pissekumme (’Fountain’, 1917) og kaldte ’readymaden’ for kunst, skabte det stor og vedvarende debat om, hvad kunst kan være.
»Der er ikke nogen lykkelig slutning, den er skidt for museet og for kunsten. Jeg synes, den er mindst skidt for Jens Haaning, for han indskriver sig i den nyere kunsthistorie med det her værk. Folk fokuserer så meget på de penge, men der er jo omkostninger ved udstillinger, også uforudsigelige. Tabskontoen må man kalkulere med, men det er jo en principsag, og der er gået politik i det,« mener hun.
Michael Jeppesen håber på et alternativ:
»En lykkelig slutning vil være, at MoMA i New York dækkede Kunstens omkostninger, og at det kom til hænge der. Så ville hele verden blive enige om, at det var 100 millioner værd, og så ville Kunsten være fuldstændig til grin. Det ville fortællermæssigt være den rigtige slutning.«
En kommentar til:
"Selv om Jens Haaning ikke er i samme prisklasse som Banksy, så kan Take the Money and Run stige i værdi, for det opfylder kombinationen af værk, historie og hype. Bente Scavenius forklarer de høje priser med, at man ikke kun køber et værk, men også en historie omkring værket".
Jeg er uenig i, at man på den måde kan skelne mellem et værk og en historie om værket. Begivenheden er en del af værket, og værket har ontologisk set ændret karakter og er blevet et andet værk. For Banksys vedkommende er værket ikke længere kun noget, der kan hænge på en væg, men er blevet til en begivenhed, hvor det, der kan hænge på væggen, er blevet en del af værket.
Derfor bliver det også interessant, hvad den rematerialiserede buste af Frederik 5. vil være værd på kunstmarkedet og nogle få år. Bente Scavenius mener dog ikke, at der med den begivenhed, som busten var en del af, var tale om kunst. Gad vide, om hun vil anerkende det som kunstværk, hvis markedet nu viser sin anerkendelse ved at værdsætte det som kunst.
Snyd, plat og svindel findes alle steder. Men går den, så må politiet ind i "billedet".
Bjørn Nørgård siger det meget præcist:
»Ting kan være kunst og strafbare. Det udelukker ikke hinanden.«
Om det er kunst kan jeg ikke afgøre - men at bemægtige sig 500.000 er klart ulovligt. Kunstnere er vel ikke hævet over loven? Hvis kunstneren vil kan han jo lade den kommende retssag indgå i 'værket'.
Så giv dog kunstnerne en vis procentdel af beløbet hver gang deres kunstværker bliver solgt - ligesom når der handles med fodboldspillere, og deres barndomsklubber får en del af salgsprisen.
@ Ole Falstoft
Sådan, som han har defineret sit nye værk, kan retssagen ikke undgå at blive en del af værket. Ellers må han redefinere sit koncept.
Titlen "Take the Money and Run" er FORLØJET:
Værket må indeholde de der euros og kroner OG ophængt på museets væk, tilgængelig for publikum, så de faktisk KAN tage sedler og rende , mens et skilt skal forkynde "Kunstværkerne må ikke berøres!"
Kunsten opstår ved/i de fodspor gipspladen omkring billedet modtager, evt også væltede farver og en løber videre ud fra museet.
Det er et fint værk, fordi det på glimrende vis eksemplificerer (visse) kunstneres ophøjede selvfølelse: Kan man ikke gøre andet, så kan man altid skide på andre og kalde det kunst.
Jeg har en tom A4-ramme, dersom nogen skulle være interesseret?
Kejserens nye klæder. Andet er der ikke at sige til det. Men jeg morer mig over den retorik der bringes på banen. Ligemeget med værket, bare retorikken er velpudset? Bon appetit.
Haha, jeg synes det er sjovt. Kunstneren udstiller jo museernes svage punkt, nemlig retten til at definere hvad kunst er. Det her med den tomme ramme er jo ikke anderledes end lort på dåse eller guldfisk i en blender, eller så meget andet provokerende "kunst". Kunst afhænger jo af øjnene der ser og det er jo ikke underligt at et Museum ikke bryder sig om selv at blive udstillet. det er jo traditionen tro sjovere at grine af de andre end ad sig selv. Man mp jo beslutte sig for om en kunstner har kunstnerrisk frihed eller ej og det er jo her museet og mange andre institutioner, i kraft af at de jo er institutioner kommer til kort.
Plat og svindel i min ordbog - men hvis museet har hængt det op og udstillet det - så har de altså accepteret det, og kan ikke samtidig bede om at få pengene igen. Det er aldeles uhæderligt og utroværdigt
I kunstverdenen snørrer de smarte de mindre smarte. Sådan har det altid været.
/O
Alene omtalen til museet er langt over en 1/2 mio værd. Jeg havde aldrig hørt om museet "Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg" før og nu har det halve land hørt om et museum der blæste 1/2 mio af på at lade sig dupere. Enig med Poul Thomsen. Det er sjovt og man kan ikke engang sige at museet er blevet snydt, de har fået langt mere end de har betalt for.
Man ka diskutere om ikke det værk Haaning var bedt om at genskabe var kunst eller bare kedelig anskuelighedsundervisning. Wow-effekten var der.. Lissom den er der når han løber med kassen her. Kriminel er han ihvertfald ikke så længe han ikke er endog anmeldt for tyveri. Kunstens problem er evnen til at begrunde sin berettigelse. Det er her Haaning viser kejserens nye klæder. Det er hans forbandede pligt.
Banditter i habitter, har altid haft let ved at slippe for straf, når de med udspekulerede metoder, tilegner sig andre folks penge. Uddannelse og status, giver dem ofte et alibi, som manden på gulvet ikke har, hvis han stjæler penge.
Selvfølgelig kan en smart anerkendt kunstner også slippe afsted med at rende med vores penge, når bare retorikken er i orden og løgnen gentages ofte nok. Det er da ingen kunst!
Det er langt fra sikkert, at museet kan vinde deres sag - eftersom de reelt har 'taget varen i anvendelse'. Retten kan meget vel dømme 'fordel' på det argument.
Man kan jo heller ikke få en bil leveret i den forkerte farve, køre rundt i den i et halvt år - og så returnere den til forhandleren. Købelovens returklausuler gælder vel også i et eller omfang for kunstprodukter
Men man skal ikke undervurdere museumsfolk og deres humanistiske komminkationsmedarbejdere
Stævningen kan sagtens være endnu et stunt for at holde liv i historien. Nu går dette efterspil naturligvis også verden rundt, for medierne er altid glade for opfølgningen på en god historie.
Og på et tidspunk falder en dom - som uanset udfaldet - også bliver en mediehistorie.
/O
Kunne da være interessant om nogen lavede en "kunstnerisk" dokumentar om Jens Haaning.
De kunne så evt brænde Haanings værksted ned til grunden. Har stor kunstnerisk værdi for pyromaner. Tænker ikke J.Haaning ville finde det kunstnerisk.
Magisk.
Som busten, - kunst.
Provokerende- virkelig!
Raffineret. Nemlig.
Både busten og nu lærredet uden penge, i mine øjne ret meget bedre end alt det blod, bæ, pis og bræk som flere andre har benyttet sig af i genren.
Det bliver spændende når en japansk rigmand (ved siden af kejseren), opkøber lærred og ramme og gemmer det i sin guldboks sammen med Van Goghs solsikker.
Huhej tjulahop, ha,ha.
Hvis den halve million bruges til at hjælpe fattige, syge, flygtninge eller til andre gode humanitære formål så vil jeg kalde det KUNST.
Hvis de mange penge bruges til private forbrugsformål af Haaning, så ligner det TYVERI.
Jeg venter i spænding på at se dette regnskab.
Hvis vi nu starter med at prøve at besvare det klassiske spørgsmål "hvad er kunst?", så er vi da "på vej".
Indtil for ikke så forfærdeligt mange år siden var kunst det samme som dygtigt håndværk. Herfra stammer bla. udtrykket kunsthåndværk, men også også fundamentet for de boller man tager ud af ovnen, hvorpå man velstilfreds udbryder at "Det' sguda kunst det dér". Et andet eksempel kunne være at man borede et hul i væggen, som sad lige dér, hvor man havde tænkt sig.
En dag skete der noget. Man havde allerede den varme luft på pose i form af det man kaldte æstetik, men som ingen, selv de allerklogeste og allerfineste, kunne forklare hvad var. Det der skete var at en eller anden kunsthåndværker besluttede sig for at sige at det håndværk de havde udført var mere end bare godt håndværk. Det var kunst på en anden måde, og denne nye måde var lige så svær at få styr på som æstetikken. Og det var ikke Duchamp.
I dag siges det ofte at man ikke kan definere hvad kunst er, men nogen prøver dog alligevel. En definition, som er relativt dækkende for nutidens forståelse af begrebet kunst kunne være noget ala: "Kunst er kreativt sammensatte elementer, men det formål at tale til beskuerens sanser og følelser".
"Take the money and run" falder absolut indenfor disse rammer, men det er der meget der gør. F.eks. reklame, pornografi eller lille Lises tegning af en tændstiksmand og en sol. Derfor modificeres ovenstående definition ofte med at værket skal være ment som kunst. Altså at Lise helst skal sige "se min kunst" når hun afslører værket.
Nu da vi ved at de tomme rammer er kunst kan vi se på kunstens rolle eller dens funktion. Nogle ville kalde det dens berettigelse, men det forudsætter forudsætninger, der ikke nødvendigvis er sande. Den kan man selv grave dybere i.
Jeg vil argumentere at moderne kunst, håndværk eller ej, tjener et formål, ligesom den fjerde statsmagt. Kunsten kommenterer vores samfund, vores virkelighed, vores liv, vores moral eller mangel på samme.
Dernæst er der det med at bedømme det som er meget svært blot at definere. Det er og bliver en subjektiv vurdering. Er "Take the money..." et godt kunstværk? Jeg kan kun svare subjektivt, men det får i hvert fald mange til at tænke over, hvad kunst er.
Frem for alt udstiller værket i sig selv, ligemeget hvor det udstilles, at kombinationen "kunst" og penge enten leder til diamantbesatte kranier og retssager. Måske skulle vi droppe tanken om at kunst skal være noget man kan leve af. Det er jo ikke det samme som at forbyde eller nedlægge kunsten. Hvis man laver et tilstrækkeligt "genialt" værk, kender de rette mennesker og færdes de rette stedder, så kan man altid får solgt sit "kunstværk". Dem som blot laver kunst fordi de ikke kan lade være ville også fortsætte, og de laver ofte kunst som er mere interessant end Hirst et al, så hvorfor ikke droppe at støtte kunsten med penge, og lade kunsten klare sig selv?
Det kunne vist være interessant at finde ud af, om de penge, der oprindeligt skulle figurere på værketws forside - i stedet er gemt bag bagbeklædningen?
Efter fradrag af materialeudgifter og en rimelig timeløn.
Sendt i skattely, om man vil...
Hvis jeg var ansat i Kunsten, ville jeg se efter: Det ville da være for pinligt, hvis det er Haaning selv, der skal fortælle det - efter dyre advokatudgifter i en retssag :-)
De kan nemt komme til at nærme sig de 532.000
@Inger Pedersen
Det ville absolut være af næsten Bansky agtig kaliber, hvis Haaning havde gjort det.
Lad os nu bare sætte os tilbage i lænestolene og vente på at anden akt begynder, og høre hvilken retorik, som kommer i spil til den tid.
Kan kunsten, eller postulatet om at være det i dette tilfælde, hæve sig over de sædvanlige den almene moral og landets love , og dermed fritages for al straf og ansvar.
Måske skal der ligefrem også religionshistorikere og filosoffer på banen udover jurister og kunsthistorikere !
Jeg ser frem til det med spænding og forventer at lixtallet bliver tårnhøjt.
Selvfølgelig er det kunst, for alt er i princippet kunst, alt taler med kunstens sprog, som er vores sanser og følelsers basale sprog. (Billeder, lyde, at fornemme, dufte, etc.)
Det udelukker jo ikke at alle, også kunstneren bag været skal holde sine aftaler og landets love.
Hvad nu hvis nogen besøgte Haaning og tog alt fra ham, som en happening hos kunstneren og siger det er et kunstværk.... ;o) ;o) Kørte væk med hans bil, tog und på et museum og fjernede et af hans kunstværker, etc...
Det burde jo være indlysende at alle skal overholde de basale regler, aftaler, vilkår i et fællesskab og i livet. ;o)
Nu er jeg blevet 72 år, og jeg aner dd ikke hvad kunst er. Ud over at udøveren skal være god til retorik
Jeg ved ikke om det er kunsten eller juraen jeg ikke forstår. Men der står i artiklen 'I alt havde museet lånt ham 532.549 kroner, som skulle indrammes'. Et lån bygger som regel på et dokument, hvori betingelserne for lånet og dets tilbagebetaling fremgår. Kunstneren skal vel have sit honorar, hvis museet udstiller hans alternativ. Men hvordan kan det have noget at gøre med lånet? Findes der en paragraf som undtager kunstnere fra låneloven? Det virker lidt underligt, om museet har givet manden godt en halv million i en bærepose uden kvittering eller kontrakt? Belær mig venligst!
Så vidt jg har læst, så er der lavet et dokument/en aftale om lån og returnering af pengene/lånet.
Det er medierne der blæser det hele op til underholdning og ud af proportioner på vegne af kunstneren.
Kunstneren opfører sig som bedrager, og han kan nok så mange gange nægte at betale lånet retur men alt taler for ta han bliver klapset af i retten. Har han værdier kan retten gøre udlæg.
@Morten Balling:
En kommentar til:
"--- det man kaldte æstetik, men som ingen, selv de allerklogeste og allerfineste, kunne forklare hvad var".
Universitetsuddannede inden for filosofi ved godt, at ordet "æstetik" i en filosofisk sammenhæng er "betegnelsen for systematiske overvejelser over den sansemæssige følsomheds og sensitivitets erfaringsområde - specielt i tilknytning til fænomener som skønhed og kunst", og som sådan er det i mange sammenhænge navnet på en disciplin inden for filosofien.
Noget andet er, hvad "det æstetiske" mere præcist er. Hvad er "det æstetiske" ved f.eks. en kunstværk, ved et bestemt produkt inden for design, en solnedgang m.m.?
Det er i forsøget på mere præcist at give et svar på det spørgsmål, at der opstår problemer, og det er bl.a. de problemstillinger, som filosofien beskæftiger sig med, vel vidende, at der nok aldrig kan gives et endegyldigt svar på det spørgsmål, selv om psykologer og biologer, der f.eks. beskæftiger sig med sansning og hjernens funktioner, træder hjælpende til.
Efter romantikken skelnes der i den filosofiske æstetik typisk mellem en tænkning, der søger at udrede:
1. "--- arten af det æstetiske og de problemstillinger, som knytter sig til det erkendelsesmæssigt, ontologisk m.v. Det drejer sig om, hvordan vi orienterer os på dette felt, ikke alene i vores forhold til kunst, men også generelt i forhold til vores opmærksomhed over den måde, fænomenerne i vores omverden fremtræder på, deres former, farver, udtryksfuldhed, velskabthed m.m.".
2. "--- kunstens produktive andel i kulturen, bl.a. ved at forsøge at bestemme den type udsagn, erkendelse eller sandhed, vi møder i kunsten".
Kunst behøver derfor ikke nødvendigvis at have specielt meget med det æstetiske at gøre, ligesom den æstetiske dimension er mangfoldig i sin tilknytning til de fleste fænomer i tilværelsen bl.a. til kunsten, hvad enten det f.eks. drejer sig om noget smukt og skønt, eller det drejer sig om noget grufuldt eller hæsligt.
Det er ikke filosofiens eller kunstvidenskabernes opgave at bestemme, hvad der er god og dårlig smag. Det er kritikkens opgave, hvad enten denne så måtte bygge på filosofiske eller kunstvidenskabelige overvejelser. Disse overvejelser vil dog stadig have en subjektiv karakter.
En del med ekspertice inden for kunstkritikkens område vil dog være uenige i sidstnævnte synspunkt.
Anvendt kilde: Artiklen "Æstetik" i "Politikens filosofileksikon", Politikens Forlag, 2010 (3. udgave) , s. 746 - 749
@Bjarne Toft Sørensen
Æstetikken er i dag blevet til sanselære, ligesom kunst er blevet til "noget andet" end håndværk. Dog kunne man, nu du nævner æstetik som en "dimension", sige at smuk og hæslig er to punkter på en skala.
Jeg kender godt de filosofiske betragtninger du citerer, men ingen af dem svarer klart på spørgsmålet, "hvad gør noget smukt eller hæsligt?". Hvis du læser specielt den første definition, så er det lettere ordflom uden indhold, eller det jeg kalder varm luft på pose.
Med "arten af det æstetiske" forudsætter man allerede at æstetikken eksisterer, og det minder lidt om et cirkulært argument. Problemstillinger, ja, måske er det reelle problem om det skønne er andet end noget vi bilder os selv ind, ligesom vi engang troede at tulipaner var mange penge værd. Menneskehedens historie er brolagt med indbildskhed.
Resten af definitionen er fyld som "Det drejer sig om, hvordan vi orienterer os på dette felt" (no shit), og så nogle ord som beskriver perception. Der er ingen substans i æstetikken sådan som de fleste mennesker, lægmænd eller "eksperter", anskuer den. Hvad er det som gør noget smukt? Er det Universelt? Giver det ellers mening at bedømme det skønne på en skala? Hvad er din yndlingsfarve? Tror du også det er min yndlingsfarve.
I mange år arbejdede jeg med "æstetik" og "god smag". Jeg har også læst en del af den æstetiske filosofi. Der er stadig ikke nogen som har været i nærheden af at besvare de ovenstående spørgsmål.
Det bedste bud på et svar fik jeg hos Ramachandran, og neuroæstetikken. Den forklarer, med empiri og hele baduljen æstetikken, men ikke den "gode smag", og det skønne er iflg. neuroæstetikken meget langt fra, hvad Kant et al gik rundt og bildte hinanden ind.
https://www.closertotruth.com/interviews/79119
@Morten Balling
Typisk for filosofien og dens problemstillinger er, at der ikke gives eller kan gives klare og entydige svar på spørgsmålene, som rejses i forbindelse med problemstillingerne, f.eks. "hvad gør noget smukt eller hæsligt".
Det filosofisk at problematisere og undersøge et område er ikke det samme som samtidig at aflægge et løfte om, at man vil kunne eller skal kunne nå frem til klare og entydige svar på området.
Det med, om noget er smukt eller hæsligt, og hvorfor det er det, har altid optaget mennesker, bl.a. hvorfor vi sanser og oplever, som vi gør, i den sammenhæng. At bruge betegnelsen "æstetik" har som sådan at gøre med anerkendelsen af et erfaringsområde og undersøgelsen af det.
Noget tyder på, at du vurderer filosofien og kunstvidenskaberne ud fra et naturvidenskabeligt perspektiv og ringeagter og nedgør dem, fordi de ikke kan give de former for svar, som du forventer, der kan gives i naturvidenskaberne.
@Bjarne Toft Sørensen
"Noget tyder på, at du vurderer filosofien og kunstvidenskaberne ud fra et naturvidenskabeligt perspektiv"
Touché! :) Er det "forkert" at gøre det, og hvad er "forkert"? Jeg er med på at det ikke er populært blandt nogle mennesker, men "populært", er det vigtigt i denne sammenhæng? Covid og klima burde have lært os at sandheden ikke altid falder i god jord.
Jeg kan ikke huske hvem, og det ville også blot være namedropping, men jeg hørte engang en sige at naturvidenskaben er god til at forklare og besvare, mens filosofien er god til at spørge. Begge dele er væsentlige.
Hvorfor overhovedet prøve at vide noget, kunne man filosofisk spørge. Hvis man spurgte en videnskaber, kunne vedkommende f.eks. svare at viden gør os i stand til at tage kvalificerede valg, men hertil kunne filosofen passende spørge om naturvidenskaben kan bevise at vi har fri vilje, og dermed reelt kan foretage nogen valg, kvalificerede eller ej.
Spørgsmål alene er dog ikke andet. Selv når man formulerer sit spørgsmål, vil man allerede være i gang med at finde en form for svar, og det er svaret som er det interessante og væsentlige. Så ja, jeg har udpræget "ringeagt" overfor dem som mener at æstetik er vigtig, men at vi ikke må prøve at nærme os den videnskabeligt, fordi det skønne er helligt. Man kan leve af ikke at vide hvad det skønne er. Det gjorde jeg selv i mange år, og jeg var ikke alene. Prøv at nævne at kejseren ikke har noget tøj på, i de miljøer.
Kant og de andre ledte vitterlig efter en forklaring på, hvad det skønne var. I dag er man mere sådan "meh...". Det er efterhånden mange år vi har ledt efter en enhjørning. Imens har vi til gengæld betragtet den som værende reel nok, og det leder ind imellem til historier som artiklen her.
En kommentar til:
"Så ja, jeg har udpræget "ringeagt" overfor dem som mener at æstetik er vigtig, men at vi ikke må prøve at nærme os den videnskabeligt, fordi det skønne er helligt".
Netop fordi æstetik er vigtigt, er det også vigtigt at nærme sig det naturvidenskabeligt, f.eks. neurovidenskabeligt, og det skønne er absolut ikke helligt.
Når du formulerer det sådan, opstiller du det som et modsætningsforhold, som ikke ligger i min antagelse om, at du ringeagter og nedgør filosofien og kunstvidenskaberne, fordi de ikke kan give de former for svar, som du forventer, der kan gives i naturvidenskaberne.
Selvfølgelig har man lov at mene som f.eks. Wittgenstein i Tractatus Logico-Philosophicus, at "Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie" (bogens afsluttende sætning) og så lade det omfatte det, som har med det æstetiske at gøre.
Som jeg har forstået Wittgensteins position dengang, betragtede han på et personligt plan det æstetiske som meget værdifuldt (bl.a. i et spirituelt og et arkitektonisk perspektiv), men det var efter hans opfattelse ikke noget, der meningsfuldt kunne gøres til genstand for filosofiske eller videnskabelige undersøgelser.
@Bjarne Toft Sørensen
"Netop fordi æstetik er vigtigt"
Du springer hurtigt til konklusionerne. Hvorfor er æstetik overhovedet vigtigt? Hvordan passer æstetikken ind i ontologien?
Wittgenstein har jeg aldrig taget mig sammen til at læse "i bund", men jeg er enig i at mange "uenigheder" skyldes sproget. Her kunne man tage ordet "kunst" som et eksempel. Alle bruger ordet kunst i flæng, men meget få ville kunne forklare hvad kunst er.
Jeg nedgør ikke filosofien. Den har jeg stor respekt for, og hånden på hjertet, er filosofien bedre til at stille relevante spørgsmål end de fleste videnskabere. Jeg er heller ikke nødendigvis enig i at filosofien ikke giver svar på nogle spørgsmål. Logikken har sin rod i filosofien, og dybest set er naturvidenskaben en forgrening af filosofien.
Det jeg opponerer imod er æstetikken, den gode smag og kunsten som værende noget man ikke må stille spørgsmålstegn ved. Det gjorde jeg engang, og det var ikke fordi jeg havde forventet noget andet, men mit spørgsmål til æstetikken blev ikke besvaret dengang. I stedet skød man efter budbringeren, hvilket jeg også havde forudset, før jeg stillede mit spørgsmål. Jeg er ikke sart :)
Til gengæld kan jeg være stædig, når det kommer til filosofi og videnskab. Hvis ingen kan svare på, hvad æstetik er for en dims, hvordan i himlens navn kan man så undervise i emnet på et universitet? Svarer det ikke til at undervise i Enhjørninge eller astrologi?Hvordan kan vi have TV programmer som "Smagsdommerne"? Hvordan kan vi tage "eksperternes" subjektive holdninger alvorligt?
Jeg er blevet kaldt alt fra Rindalist til Realist. Realist, som i at jeg tror på at Månen er der selvom der ikke lige er nogen, som kigger på den. Rindalisme har jeg ingen holdning til, og jeg elsker den kunst som pirrer mine subjektive sanser, eller som får mig til at tænke. Jeg vil bare gerne have et svar på hvad der gør noget smukt eller hæsligt, hvis jeg skal forholde mig alvorligt til emnet. En lidt klarere definition af kunst ville også være på sin plads, og hvis man på nogen måde skal skelne mellem god og dårlig kunst, kan man ikke bruge mavefornemmelser og netværk. Netværket er blot et ekkokammer.
Jeg tror ikke på ånder, spøgelser, horoskoper, paradis eller helvede. Jeg er også helt med på at videnskab alene ikke kan benyttes til at indrette et samfund, hvor borgerne er "lykkelige" (hvad det begreb så end dækker over). Til gengæld køber jeg ikke den med at det ikke er alt som kan forklares. Bare fordi du eller jeg ikke kan finde en forklaring, er det ikke ensbetydende med at den ikke eksisterer. Vi skal derfor ikke opfinde en forklaring i mangel på viden. Måske var det noget i den stil Wittgenstein mente, men man kan på den anden side ikke stille spørgsmål uden at ytre sig.
En kommentar til:
"--- jeg elsker den kunst som pirrer mine subjektive sanser, eller som får mig til at tænke".
Sådan er der jo mange, som har det, og noget tilsvarende i den brede betydning af kunst i forhold til arkitektur, film, musik m.m., og i denne sammenhæng er det vel især pirringen af de subjektive sanser, der må være det centrale.
Som jeg tidligere skrev, har det at bruge betegnelsen "æstetik" noget at gøre med anerkendelsen af et erfaringsområde og undersøgelsen af det.
Som Søren Ulrik Thomsen engang gjorde opmærksom på i forbindelse med Wittgensteins "Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie", så kan vi jo ikke lade være med at tale om det alligevel og forsøge at dele nogle erfaringer, og han henviste her til kunstens område i den brede betydning.
Inden for moralens område har mere systematiske overvejelser over vores oplevelser fået navnet "etik", og inden for skønhedens område har mere systematiske overvejelser over vores oplevelser fået navnet "æstetik".
Hvordan passer æstetikken ind i ontologien?
Det psyko - fysiske problem er inden for filosofien det klassiske problem om forholdet mellem bevidsthed og krop. Når vi taler om personer forudsætter vi, at de såvel har krop som bevidsthed.
På samme måde eksisterer kunstværker som noget, der såvel har fysisk karakter som kunstnerisk karakter, hvor det interessante ved kunsten vel især drejer sig om de oplevede aspekter af kunstnerisk karakter.
At kunstværker kan beskrives på to forskellige måder, der ikke direkte har noget med hinanden at gøre, udgør for mig at se en problemstilling, der ikke kan gives et troværdigt svar eller en løsning på, ligesom det er tilfældet ved det psyko - fysiske problem.
Storm P sagde: "Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst"
Kunst er der der får dig til at huske.
@Bjarne Toft Sørensen
Jeg forstår godt din sammenligning med det psykofysiske problem. At værket indeholder mere end blot det fysiske værk. Det er jeg enig i.
Dog. Efter mange års studier af dualismen og bevidsthedsfilosofien, gik det en dag op for mig at det psykofysiske problem ikke rigtigt eksisterer som et problem. Descartes og andre rodede sig selv ud i problemet, fordi de stædigt insisterede på sjælens eksistens, det vi idag ofte sidesætter med bevidstheden.
Jeg går ud fra at vi kan enes om forudsætningen at, hvis man kapper hovedet af et menneske, selvfølgelig som et tankeeksperiment, så forsvinder menneskets bevidsthed. Hjernen er det organ vi forbinder med bevidstheden. Uden en hjerne ingen bevidsthed.
Hvad er hjernen så for noget? Det er en samling af neuroner forbundet af synapser, og selvom neuroner er specielle, så minder de på mange områder biologisk om andre celler. Hvordan kan de så indeholde sjælen/bevidstheden? Hvorfor kan vi ikke finde "the Ghost in the Machine", selv hvis vi leder i hjernen?
Dualismens store problem var/er at linket mellem den fysiske (jeg foretrækker ordet materielle) virkelighed, hvor vi finder kroppen og dermed hjernen, og den ikke-materielle (ofte kaldt "åndelige") virkelighed, hvor vi fandt "sjælen".
I dag ved vi meget mere om hvordan en hjerne fungerer end Descartes gjorde. Den er for det første ikke specielt materiel. Dybest set består den af diverse bølger i felter, hvis man ser på den med kvantemekanikkens briller. Hjernen er fysisk, og begrebet materiel er en gammel misforståelse.
Vi ved også at hjernen behandler information den modtager fra sanserne, og at den kan lagre information, det vi kalder at huske. Information er i den sammenhæng en meget fysisk størrelse. På den måde kan man sammenligne en hjerne med en computer, og det vi kalder bevidsthed kan man sammenligne med software. Som Sabine Hossenfelder siger (om fri vilje), frit oversat:
"Hvis det skaber kognitiv dissonans for dig at tro på noget som ikke eksisterer, foreslår jeg at du tænker på dit liv som en historie der endnu ikke er fortalt. Du er udstyret med at tænke-apparat, som du bruger til at indsamle information, og handle ud fra, hvad du derved har lært. Resultatet af denne tænkning er determineret, men du er stadig nødt til at udføre tænkningen. Det er din opgave. Det er grunden til at du er her."
https://youtu.be/zpU_e3jh_FY
Der er ikke noget psykofysisk problem. Det er noget vi bilder os ind.
Filosofen John Searle har via et tankeeksperiment, kaldet det Kinesiske Rum, argumenteret mod idéen at en maskine kan tænke intelligent.
https://da.wikipedia.org/wiki/Det_kinesiske_rum
Jeg er generelt "stor fan" af Searle, men her tager han fejl. Han forudsætter at menneskelig intelligens er anderledes end "kunstig intelligens". Det er der dybest set intet som tyder eller peger på.
Her er iøvrigt en video mere fra Sabine:
https://youtu.be/efVBUDnD_no
Jeg tvivler personligt på at vi nogensinde vil acceptere at hjernen blot behandler information, og at bevidstheden er en form for epifænomen. Tilsvarende spår jeg neuroæstetikken ringe kår. Spøjst nok iøvrigt, for den kunne være et uvurderligt værktøj ifm. f.eks. reklame, eller for den sags skyld for anmeldere og kunstnere. Det kræver "blot" at de store egoer og den "gode smag" viger pladsen.
Det skønne , æstetiske, er dette som opfylder percipienten med FØLELSER af renselse i sig det
oprindelige livsprincip , nærvær med sin guddom, kort sagt salighed....
ØV:
Kunne godt være penge, eller sne?
@Morten Balling.
Den menneskelige intelligens er forbundet i kollektiv bevidsthed.
Er den kunstige intelligens det?
Ifølge Jens Haaning er der ingen kunstværk, hvis han ikke betaler pengene tilbage. Er der måske et kunstværk, hvis pengene aldrig er blevet udbetalt? Her 3 måneder efter er kunstneren vist endnu ikke blevet anmeldt for tyveri, måske fordi der ikke er noget at anmelde, hvilket gør at kunstværket består af en tom ramme og en masse snak. Men det er da godt klaret, at få hele pressen med på joken.
Ifølge Jens Haaning er der ingen kunstværk, hvis han betaler pengene tilbage.