L.A. Rings ’Tøbruddet’ er en langvarig tilstand af venten

Tøbrud er et ord, som jeg kun kan på dansk. Jeg glemmer altid, at det hedder thaw på engelsk, at det hedder deshielo på spansk. 

Hvor ivrigt mit sprogøre ellers har tilranet sig verden, er ’tøbrud’ et af de ord, som i udlandet aldrig helt lyder, som det gør på dansk. Da jeg som 15-årig havde været på et års skoleudveksling i det nordøstlige Brasilien, kom jeg hjem til Danmark, helt ør og teenageforvirret – og det sprog, jeg ellers var begyndt at drømme på, havde huller. For hvorfor skulle jeg kunne portugisiske ord for sjap, slud, tøsne, isslag, gråvejr i et område, hvor gennemsnitstemperaturen var 40 grader – hver dag, hele året rundt?

Det stadie af vinteren, som ikke er storslået eller krystalhvidt, men mudret og gråt, har jeg kun sprog – og behov for at tale 0m – på dansk. Det skriver jeg hverken for at være national- eller lokalpatriotisk. Men fordi særligt L.A. Rings (1854-1933) symbolistiske malerier af mennesker ved markskel og i slud fanger en form for provinsiel naturforståelse, en afbildning af hvor lang tid forandringer er om at ske.