L.A. Rings ’Tøbruddet’ er en langvarig tilstand af venten

Tøbrud er et ord, som jeg kun kan på dansk. Jeg glemmer altid, at det hedder thaw på engelsk, at det hedder deshielo på spansk. 

Hvor ivrigt mit sprogøre ellers har tilranet sig verden, er ’tøbrud’ et af de ord, som i udlandet aldrig helt lyder, som det gør på dansk. Da jeg som 15-årig havde været på et års skoleudveksling i det nordøstlige Brasilien, kom jeg hjem til Danmark, helt ør og teenageforvirret – og det sprog, jeg ellers var begyndt at drømme på, havde huller. For hvorfor skulle jeg kunne portugisiske ord for sjap, slud, tøsne, isslag, gråvejr i et område, hvor gennemsnitstemperaturen var 40 grader – hver dag, hele året rundt?

Det stadie af vinteren, som ikke er storslået eller krystalhvidt, men mudret og gråt, har jeg kun sprog – og behov for at tale 0m – på dansk. Det skriver jeg hverken for at være national- eller lokalpatriotisk. Men fordi særligt L.A. Rings (1854-1933) symbolistiske malerier af mennesker ved markskel og i slud fanger en form for provinsiel naturforståelse, en afbildning af hvor lang tid forandringer er om at ske. 

Hos Ring er vinteren ikke primal overlevelse, det sidste trin før foråret eller en mulighed. Den er bare, udstrakt og kedelig. Og jo ældre, jeg bliver, jo mere føles livets overgange ikke som pludselige skred. Men som tøbrud, der tager tid. 

Århundreders himmel

Ring flyttede rundt i Danmark, men tilbragte mange år omkring Roskilde, hvor jeg er vokset op. Et billede, jeg synes næsten at have levet i, er det enkle, men smukke Tøbrud fra 1901. Her står en enlig låge som en del af et hegn i et fjordlandskab, der nogenlunde er dækket af sne. Hegnet er råddent, skråt og kan ikke holde kvæg inde mange sæsoner endnu.

På den ene side handler billedet om menneskekræfter versus naturkræfter. Men her er det godt nok nogle slappe kræfter, begge. Det hegn er ikke meget værd som konstruktion, og hvad er det dog for en ikkefarve af bleggul, brun og grumset, som jorden og sneen har spredt over landet – endda op i himlen, som er lige så jævnet, som det fjordlandskab den toner over. 

Hos Ring kan man altid se mudder stikke op gennem hjulspor trukket i sne. Når han maler elletrunter, er det spejlingen af deres lange, tynde grene uden spor af blade i vandoverfladen, der fylder tre fjerdedele af billedet. Himlen er kun til stede som en grå refleksion i det derfor lige så grå vand. 

Så meget desto mærkeligere er maleriet Maleren i landsbyen fra 1897, som ved første øjekast er et billede om vinteren som overgang og som mulighed for skabelse. 

En maler står ved et staffeli i en landsby på Midtsjælland en vinterdag. Han har ryggen til os og taler med en piberygende mand, som ser ud til lige at være kommet forbi. En kejtet dreng kigger med alvorlig mine på et par meter væk. 

L.A. Rings 'Maleren i landsbyen' er ikke alene et billede af vinteren som overgang, men også som tilstand, skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

Maleriet er gennemstreget af perspektivlinjer og geometriske konstruktionsprincipper; det vrimler med trekantsformer, eksempelvis i staffeliet, i husgavlene, i to pinde i baggrunden, endda mellem de tre grupper af mennesker – maleren og manden i forgrunden, drengen til højre i mellemgrunden og et mindre, gående par i baggrunden, der danner et dynamisk trekløver. De geometriske former blødes op af vejen, der bugter sig buet og organisk gennem maleriets og landsbyens midte. 

Hele scenen er gengivet på det lille bitte billede, som maleren er i gang med at tegne op på staffeliet. Alt spejler sig med andre ord i en uendelighed. Endda helt til i dag. 

Jeg kan ikke finde ud af, præcis hvilken by Maleren i landsbyen portrætterer – men det kunne være dem alle. Jeg kender dem. Sådan ser der stadig ud i Kisserup, i Ny Tolstrup, i Gammel Lejre og i Kattinge. Vinterens gråhed har ikke ændret sig meget på 100 år.

Nok er der biler nu, asfalt på vejene – men er de mørke måneder forbi? Næ. Maleren i landsbyen er ikke et desillusionens billede, så meget som det er et billede, der gør op med ideen om, at vi altid er på vej nye steder hen. At noget nyt konstant fødes og er i gang med at ske. Vinteren er ikke kun en overgang, den er også en tilstand. 

Jo ældre jeg bliver, jo mere værdsætter jeg denne træghed. For sådan føles livsovergange. Myten om, at man så hurtigt som et penselstrøg kan forandre sit liv – jeg ved ikke, om det er sandt. Jeg tror ikke så meget på mirakler, som jeg tror på tid. Det er den sandere virkelighed, jeg finder i Rings vintermaleri.

Lang tids vinter

Ring maler tærskelbilleder, som det kaldes i monografien L.A. Ring – På Kanten af verden fra 2006. Mænd venter ved jernbaneovergange, gamle koner hviler sig et øjeblik på kirkegårdens bænke, studenter kigger halvt drømmende, halvt udmattede ud af vinduesruder. På et andet eksemplarisk vinterbillede går en knoklet, gammel mand med bjørnelabstore hænder og spreder såsæd på en pløjemark. Jeg har aldrig nogensinde set så meget brun muldjord på et landskabsmaleri – farven overmander langt de små guldkorn af frø, som symboliserer livet på ny.

Og der vil gå lang tid, før det nye korn vokser frem. Måske lige så lang tid, som der går, før erosionen af hegnstræet er forbi i Tøbrud. Der er overgange undervejs; men først må du vente. Føles det ikke også sådan at blive voksen – at være i gang uendeligt, være umage, halvfærdig, et helt halvt liv? 

Det, der for mig er kernen i Rings billeder, er ikke almueportrættet eller malerens sociale kritik: jeg bekymrer mig mindre om de nedslidte kroppe, som jeg er optaget af de steder, kroppene befinder sig – det, der først ligner tærskler, øjeblikke, er i virkeligheden langvarige tilstande af venten.

Et helt andet tærskelbillede er Claude Monets maleri af en skade, der troner på en skæv trælåge. Modsat Rings symbolisme og tungsind har Monets natur impressionismens forunderlige kræfter. Maleren Édouard Manet opgav efter sigende selv at male vinterbilleder efter at have set Monets evner herudi. Det, der er så banebrydende ved Monets La Pie fra 1868-1869, er skyggerne. De er krystalblå – ikke mørkere hvide eller grå, som en naturalistisk stil ville foreskrive. Den landlige scene stråler intenst, et farvemirakel skabt af elementerne selv. At skyggerne kan blive så dramatisk blå, føles som en mulighed – hvis farven kan finde vej i det hvide, kan hvad som helst ske.

Det er der en vis eskapisme, et håb om forandring i. Sådan kan impressionismen sætte kulør på sindet. Men det betyder ikke, at realismen altid er stillestående. Michael Anchers malerier af fiskere, der i fælles flok begiver sig ud i de frosne klitter for at bjerge en forlist båd, er fulde af fortælling og dynamik. Ancher viser Det Moderne Gennembruds helte i færd med at skrive deres livs historie. 

L.A. Rings symbolske landskaber er hverken fortællende realisme eller impressionistisk eskapisme. I stedet viser de vinteren, som den mest er for os, der lever den: Træg, knugende. Naturens drama kan også være, at den insisterer på stilstand. 

Den lange tid, som tøbruddet varer, den udstrakte tærskel, som Ring maler frem, vender jeg tilbage til som en påmindelse om, at man ikke altid skal være på vej væk. Jeg skal ikke ud og bestige bjerge, jeg skal ikke søge ly for umenneskelig hede i Danmark – men jeg skal finde mig til rette i dette affortryllede, træge, virkelige liv. 

L.A. Rings ’Tøbrud’ hænger på Statens Museum for Kunst i København