Michael Schøt: »Diversiteten er helt i bund, det er pisseirriterende. Det gør ikke noget godt for comedy«

Danmarks første og største comedyklub, Comedy Zoo, har plads til 170 gæster, og godt 130 af pladserne ved cafébordene i den dunkle sal er optaget. Det er ikke dårligt for et arrangement, der løber af stablen for første gang, som det er tilfældet med aftenens såkaldte diversitetstalk. Tre yngre komikere skal optræde, hvorefter de sammen med komiker og medejer af Comedy Zoo Michael Schøt skal sætte sig og agere panel i en debat om, hvorvidt og eventuelt hvordan og hvorfor det danske standupmiljø har et problem med ikke at være mangfoldigt og inkluderende nok. Godt nok er arrangementet gratis, men Michael Schøt er alligevel positivt overrasket over fremmødet – og over, at det til forveksling ligner klubbens almindelige publikum. Dem, der kommer for at grine og ikke nødvendigvis for at diskutere ligestilling.

»I er med til at skabe historie!« erklærer aftenens vært, Natasha Brock, da hun introducerer aftenens program. Hun står alene på scenen i rød kjole og høje hvide støvler, slår ud med armene og gør sit blik fjernt og opadskuende, som om hun ser stråleglansen fra en lysere fremtid for sig. Det triumferende tonefald fortsætter, men nu med en tydeligere ironisk undertone: »Vi kommer til at starte en gruppe på Facebook og mødes hvert femte år.«

Natasha Brock skifter til en lakonisk stemmeføring og præsenterer de to komikere, der skal på ud over hende selv, Darshika Christopher og Molly Thornhill. Egentlig skulle der have været en fjerdemand, men han blev forhindret af corona, og Natasha Brock spøger med, at det ikke var til at finde en afløser, som lever op til aftenens tema ved at tilhøre en gruppe, der er underrepræsenteret i dansk standup.

De tre komikere leverer hver deres set, der kredser om emner som opdagelsen af klitoris, menstruation, samtykke og dating, inden paneldebatten om diversitet går i gang. Som på så mange andre områder er diversitet noget, man er begyndt at tale mere om i standupmiljøet. Hvem der kommer på banen, hvordan de bliver modtaget, hvem der bliver skræmt væk og af hvad. 

»Jeg havde altid tænkt: Standup, det gider jeg ikke. Det er sådan en pølsefest (mandsdomineret foretagende, red.), og jeg er sejere end det,« siger Molly Thornhill. Hun ændrede dog mening efter at have set et show med den amerikanske komiker Ellen DeGeneres og har optrådt siden 2012. Natasha Brock ser tilbage på dengang, man blev præsenteret som kvindelig komiker, som om det var noget andet end bare at være komiker, og der kun kunne være en, der var den, ad gangen. Darshika Christopher har som den nyeste i flokken været i gang i halvandet år og har ikke den store erfaring med at føle sig ekskluderet, marginaliseret eller diskrimineret. »Jeg ser ikke mig selv som kvinde og farvet, når jeg går ind på en scene. Jeg ser mig som komiker,« siger hun. 

Fra salen bliver der spurgt, om de som kvindelige komikere oplever systematiske benspænd, og om de tænker over, hvordan de repræsenterer deres køn. Ingen af spørgsmålene kaster særligt hårrejsende svar af sig. Molly Thornhill fortæller om at blive nichegjort som lesbisk komiker og om vrede på Twitter, da to ud af de tre spots til nye, ikke så etablerede navne til Zulu Comedy Galla et år gik til kvindelige komikere. Michael Schøt tilføjer, at der er mindre tålmodighed med kvindelige komikere: »Hvis de dummer sig, er der mindre snor.« 

Paneldebatten slingrer sig lidt prøvende afsted. Det er som nævnt første gang, de holder den slags på Comedy Zoo, og det lader til, at de stadig er ved at finde ud af, hvad det er for problemer, der skal snakkes om. 

»Et space, man kan søge hen i«

Da jeg første gang taler med Michael Schøt, er den såkaldte diversitetstalk stadig i støbeskeen. Jeg har inviteret mig selv på besøg i Danmarks første og stadig største comedyklub, Comedy Zoo i København, for at tale om, hvem det er, der udfolder sig i den danske standupbranche, og hvad der afgør, om man får plads og opmærksomhed. Michael Schøt stiller op som en af branchens såkaldte gatekeepere eller portvogtere, der som medejer af klubben siden 2018 er med til at bestemme, hvem der skal på programmet. Det er en søvnig formiddag, og mens cafeen i Comedy Zoos foyer så småt åbner, fortæller han om de problemer, branchen efter hans mening har med at være alt for ensartet.

»Vi kan godt se, vi er den samme gruppe hvide mænd. Diversiteten er helt i bund, det er pisseirriterende. Det gør ikke noget godt for comedy overhovedet.«

Der er shows på Comedy Zoo fem dage om ugen. De fleste af dem er klubaftener, hvor tre professionelle komikere kommer på scenen. På klubbens hjemmeside kan man se, hvem de faste komikere er. 24 af dem er mænd, syv af dem er kvinder. To af dem har navne, der ikke er pæredanske. Det er, mener Michael Schøt, en udfordring. 

»Udfordringen er, at den her butik ikke har en forretning om 15 år, hvis ikke vi øger diversiteten. Det er jo nødt til at være relevant for alle. Det er det, comedy kan – også i alle de andre lande, vi spejler os i. Det skal være for alle, og det føler vi også, at det er, for alle er velkomne. Men det er jo ikke det samme, hvis ikke alle kommer,« siger han.

Noget må altså gøres. Michael Schøt ved bare ikke præcis hvad. Det er han og de andre på Comedy Zoo først lige gået i gang med at prøve at finde ud af. Diversitetstalken er et bud, og sammen med nogle andre aktører i branchen taler de også om, hvordan man kan lave en ordning, hvor man kan henvende sig, hvis man oplever grænseoverskridende adfærd.   

Comedy Zoos bestræbelser på at øge diversiteten i dansk standup er ikke sat i system, men cirka en gang hver tredje måned kigger ejerkredsen bagud på programmet og ser, om der er nogen eller noget, der mangler. Med shows fem dage om ugen handler det også bare om at tiltrække så mange gode komikere som muligt.

»Vi kæmper for at få folk på. Det er alle mand på dæk. Men der er selvfølgelig noget med, hvor man er henne i hierarkiet. Om man er ny, hvor god man er, og hvor meget materiale man har.«

På Københavns to andre comedyklubber, Warberg og Teater Play, er der månedlige shows kun med kvindelige komikere. Den tid på måneden hedder showet på Warberg, som har komikeren Sidse Haugland som vært, mens showet på Teater Play bare hedder Kvinder og har forskellige værter. 

Den slags har de haft ikke på Comedy Zoo, men Michael Schøt fortæller om den planlagte diversitetstalk, de har fået Natasha Brock til at stå for, og som han selv medvirker i på vegne af klubben. De andre deltagere skal så fortælle »hvordan de har oplevet at komme her og ikke være en hvid 21-årig mand direkte ud af handelsskolen«. Formålet er at få flere folk ind, der godt kunne være interesserede i at lave standup, men er i tvivl, om de kan overskue det. »Den barriere skal vi have brudt ned. Vi skal lave et space, man kan søge hen i.«

Ideen om et særligt rum til kvindelige komikere er ellers ikke noget, Michael Schøt altid har gået ind for.

»Der skal jo ikke være nogen forskel på os. Vores kamp er at nedbryde forskelle i vores fælles rum. Det er sådan, jeg synes, det bør være,« gengiver Michael Schøt sit synspunkt, som han dog ikke længere står så stejlt på. Dokumentarserien Comedy Store (2020) om den legendariske standupklub i L.A. af samme navn ændrede hans holdning. Her lavede den kvindelige ejer, Mitzi Shore, i 1970’erne anneksscenen The Belly Room, hvor der kun måtte optræde kvinder, og hendes argumenter om, at det er nemmere at udvikle sin egen tone, hvis man ikke hele tiden stikker ud, syntes Michael Schøt gav mening. 

Ud over den skæve kønsfordeling mener Michael Schøt også, at branchen har et problem i og med, at den er mere etnisk ensartet end resten af samfundet. Afrodanske komikere som Mahamad Habane og Melvin Kakooza stryger derudad, men på græsrodsniveau halter det lidt mere. Også det ville Michael Schøt gerne gøre noget ved.

»I andre lande har det historisk set været sådan med genren, at det var en måde for marginaliserede grupper at stille sig op og sige lige præcis, hvad de tænker uden at blive censureret. Sådan måtte det også godt være i Danmark.«

Sammen med vennen og kollegaen Omar Marzouk har Michael Schøt talt om at lave et fjernsynsprogram, hvor de underviste i standup i udsatte boligområder. Det strandede dog på grund af corona. 

Ikke imponeret af tv-branchen

Den danske standupbranche består stort set kun af kommercielle aktører som comedyklubber og bookingbureauer. Der er ingen brancheforening, ingen skoler eller statsautoriserede institutioner. Rundt omkring findes der frivilligdrevne open mic-arrangementer, hvor man kan komme og prøve sit materiale af lidt ad gangen. Og så er der tv-branchen, hvor især TV 2 og TV 2 Zulu har gjort noget ud af at præsentere seerne for dansk standup. Af de 74 programrækker og enkeltstående shows, der findes i kategorien »Danmarks bedste comedy« på streamingtjenesten TV 2 Play, er seks af dem med kvindelige komikere.

Michael Schøt er ikke imponeret over tv-stationernes rolle i udbredelsen af dansk comedy. Han mener, de svigter deres ansvar for at vise et mere alsidigt billede af dansk standup. Flere gange understreger han, at han ikke betragter tv-redaktørerne som »en del af miljøet«. Ikke desto mindre er tv en vigtig del af det økonomiske kredsløb, som standupbranchen er. Comedy Zoo er en forretning, der skal løbe rundt, så der skal sælges nogle billetter. Og når tv-stationerne ikke giver de kvindelige komikere særlig meget plads, bliver det sværere for bookere som Michael Schøt.

»Vi har heldigvis en god tilstrømning af kvinder i talentlaget. Men hvis man skal sælge mange billetter og blive en headliner (showets hovednavn, der står øverst på plakaten, red.), kræver det næsten noget tv-tid, og der har vi et problem. Og det kan vi så se her på Comedy Zoo. Der er færre sjove kvinder på tv, og hvis ikke de kommer derind og er sjove, er de mindre salgbare. På den måde er branchen hyper liberalistisk.«

Michael Schøt når lige at sige, at man jo bare »hader de der gatekeepere«, inden han selv påtaler, at det ikke giver så meget mening at sige i hans position. Han er jo også selv en. Og netop fordi Comedy Zoo har den størrelse og portvogterfunktion, bør de gøre noget for at få et bredere udvalg af mennesker op på scenen – og for at sikre sig, at miljøet er sjovt at være i for andre end pæredanske drengerøve, mener han.

»Alle har brug for rollemodeller af alle slags. Jeg synes, vi har nogle pissegode allerede, såsom Ane Høgsberg og Anne Bakland, og dem skal vi bruge til at trække nye til. Vi kan sørge for, at der både er en, der sælger nogle billetter, og en skidesjov kvinde, der måske ikke er så kendt endnu.«

Heldige med kritikken

En ting er, hvem der bliver tiltrukket af standup som udtryksform, en anden er, hvem der ender med at føle sig hjemme og tilpas i branchen. I den brede offentlighed har man mest hørt om dansk stand up, når kvindelige komikere som Sanne Søndergaard og Sofie Hagen har kritiseret det for at være sexistisk og mobbende. I 2019 erklærede de begge, at de var færdige med det danske standupmiljø. Sofie Hagen har fortsat sin karriere i England, hvor hun bor, mens Sanne Søndergaard har turneret med sit eget show og udgivet en novellesamling.

Men allerede i slut-00’erne kunne man i Politiken læse om komikere, der kritiserede mandehørmen i miljøet. Michael Schøt har godt set kvindelige kolleger blive præsenteret på nedladende måder af mandlige værter, når de gik på scenen, men siger, at han i de tilfælde har konfronteret dem, der gjorde det. Og da den første bølge af kritik kom, opfattede han det som mange andre i standupmiljøet »i udgangspunktet som misvisende«, siger han. I et interview med Sofie Hagen her i avisen afviste Michael Schøt, at komikere i det danske comedymiljø skulle være efter nogen på grund af deres køn. »Det genkender jeg nul procent,« udtalte han. I dag siger han, at »nul procent måske er lidt lavt sat«.

»Når nogen tager noget negativt ud og stiller det frem som det eneste, kan man godt blive lidt ærekær. Jeg syntes ikke, det var hele billedet, men det ændrer ikke på, at det heller ikke var forkert.«

Nu synes han, at de som branche har været heldig med at få »smadret nogle ting op på lystavlen, fordi det sætter sindssygt mange refleksioner i gang«.

Michael Schøt er 41 år og har været aktiv som komiker i 20 år. I den tid har han set miljøet ændre sig. Men fordi hans egen position i det også har ændret sig, kan han ikke regne med, at han selv ser det fulde billede. Folk opfører sig ordentligt, når han er der. Generelt er det dog hans indtryk, at komikerne i miljøet er blevet mere fokuserede på at være sjove på scenen og mindre afhængige af at være sjove på hinandens bekostning backstage.

»Som jeg husker backstagerum til open mics, frem til jeg var midt i 20’erne, var der en masse folk, der prøvede at overgå hinanden i at være sjove backstage, fordi de var så usikre. Og så glemte de at være sjove oppe på scenen. Den gruppe har jeg helt sikkert også selv tilhørt.«

Et sted at henvende sig

Comedy Zoo er hverken en brancheforening eller en fast arbejdsplads for de komikere, der optræder der. De bestemmer ikke over nogen, og halvdelen arbejder gratis, fordi de er nye. Hvis personale eller optrædende på stedet opfører sig grænseoverskridende over for personalet bliver der reageret på det. Men hvis komikere opfører sig grænseoverskridende over for hinanden, foregår det typisk andre steder end der, hvor de optræder. På en bar, på vej hjem i en bil eller over telefonen, som det for eksempel skete, da komikeren Alex Thelander uopfordret sendte en masse af sine kvindelige kolleger billeder af sin pik. Selv om komikerne sladrer meget indbyrdes, og Michael Schøt kendte de involverede parter, hørte han først om det, kort før den (i øvrigt meget kritiserede) TV 2-dokumentar Alex undskylder dickpics blev sendt i 2021.

Der mangler ifølge Michael Schøt et sted at håndtere den slags grænseoverskridelser, der gør det træls at være kvinde eller et andet underrepræsenteret slags menneske i miljøet. Comedy Zoo, Teater Play og bookingbureauet Comedyklubben har talt om, hvordan man kan lave en ordning, hvor man kan henvende sig til nogle, der håndterer det på en ordentlig, tryg og troværdig måde, hvis man oplever noget grænseoverskridende. Der er allerede en vis selvregulering: Hvis man opfører sig dårligt over for folk, kan det være, det tynder lidt ud i invitationerne. Men det er ikke nok.

»Vi bliver nødt til at have en mekanisme af en art, så man ved, hvor man skal henvende sig, hvis der skulle ske noget dårligt. Det er sårbart ad helvede til, hvis man sidder der og overvejer, hvad der vil ske, hvis man siger fra. Den er svær alle steder, men jeg tror, den er sværere i vores branche. Fordi det er så netværksbåret.«

At folk opfører sig nogenlunde ordentligt over for hinanden er selvfølgelig en god ting i sig selv, men for Michael Schøt er det også en forudsætning for, at man kan slippe tøjlerne på scenen og overskride grænser der. Det er det, genren lever af.

»Vi lever af at snakke om det usagte, og vi ved jo ikke, hvor grænsen er henne, før vi går i gang. Når man står på scenen, er man en umiddelbar version af sig selv, der ikke gør noget for at passe ind i en social sammenhæng. Det kræver en tolerance hos publikum, ellers virker det ikke. Jo dårligere vi er til at have et inkluderende miljø bag scenen, jo kortere snor har vi oppe på scenen. Det er ikke bare et princip, jeg har fundet på, det er sådan, det fungerer i den offentlige meningsdannelse. Og hvis det her hus får et problem med, at der har stået en komiker på vores scene og sagt noget, hvor vi har tænkt: ’Argh for helvede, hvor irriterende’, vil vi stadig til hver en tid gå ud og forsvare komikerens ret til at sige det.«

– Også hvis det er racistisk, transfobisk eller kvindefjendsk?

»Ja. Og hvis jeg med troværdighed skal kunne forsvare retten til at forsøge at lave sjov med det, også selv om du rammer ved siden af, så kan vi ikke have at folk ligger og sender uopfordrede dickpics rundt. Så det er også en sikkerhedsmekanisme. Hvis vi skal forsvare det, vi tror på, så er der nødt til at være styr på tropperne,« siger Michael Schøt.

Et par dage efter diversitetstalken på Comedy Zoo ringer jeg til Michael Schøt og hører, hvordan han synes, det gik.

»Det var det første spadestik,« siger Michael Schøt. »Det kunne måske godt have været klarere defineret, hvad arrangementet skulle, men sådan må det gerne være. Det er noget med at prøve at åbne det lidt og være bevidste om, at vi ikke belyser det hele med et enkelt arrangement.« 

Derfor snakker de på Comedy Zoo om at lave nogle flere aftener med diversitet på programmet.

»Vi kan ikke 100 procent finde ud af, hvad endemålet skal være. Men nu gør vi det samme igen nogle gange og ser, hvad det så skal udvikle sig til. For mig at se begynder det med inklusionen. Folk skal kunne komme og ikke føle sig ekskluderede. Folk skal føle, at der er rart at være. Og så kommer ligestillingen hen ad vejen.«