Interview
Læsetid: 15 min.

MØ: »Jeg undervurderede kroppens og psykens grænser. Til sidst var der ikke mere tilbage«

Gennem syv år voksede danske MØ fra at være en lovende indiemusiker til en vaskeægte popstjerne, der spillede på verdens største scener. Men med succesen fulgte en voldsom stressreaktion, der fik hende til at sige stop og holde en pause
»Jeg var splittet mellem ’den gamle Karen’ og ’megastjernen Karen’, men jeg har alligevel forsøgt at få de to verdener til at smelte sammen, samtidig med at jeg var totalt udbrændt,« fortæller MØ.

»Jeg var splittet mellem ’den gamle Karen’ og ’megastjernen Karen’, men jeg har alligevel forsøgt at få de to verdener til at smelte sammen, samtidig med at jeg var totalt udbrændt,« fortæller MØ.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
28. januar 2022

Det var anden gang i hendes liv, at Karen Marie Ørsted den 4. juli 2019 trådte op på Orange Scene på Roskilde Festival. Sidst, hun stod der, var i 2014.  Siden da havde hun udgivet et af verdens største popnumre »Lean On« og samarbejdet med et væld af tidens største musiknavne.

MØ var blevet en international popstjerne.

Foran scenen stod tusinder af publikummer og ventede begejstret i den silende regn. Koncerten var nummer 1000 og nogen for MØ i, hvad der føltes som en endeløs række af koncerter, siden hun syv år tidligere udgav sin første single.

MØ eksploderede i energi på scenen, som hun altid gør, når hun spiller koncerter. Men noget var alligevel anderledes, end sidste gang hun stod der.

Da hun trådte ned fra scenen godt halvanden time senere, var hun høj af glæde, men også udmattet, træt og fuldstændig færdig. Koncerten skulle vise sig at blive den sidste i mere end to år. Kort efter sagde Karen Marie Ørsted stop for første gang i syv år. Det enorme arbejdspres havde udviklet sig til en voldsom stressreaktion, som hun ikke længere kunne ignorere.

Men nu, to og et halvt år senere, er hun tilbage. I dag udgiver hun sit tredje studiealbum, Motordrome, som er blevet til i en proces, hvor Karen Marie Ørsted har skullet genfinde sig selv og omlægge sine prioriteter.

Den nye alternative indiestjerne

Karen Marie Ørsted, kendt under kunsternavnet MØ, brød for alvor igennem lydmuren i 2013 med singlerne »Glass«, »Pilgrim« og »Maiden«. Forud var gået en lang årrække, hvor hun i forskellige konstellationer havde kæmpet for gennembruddet. Uden held.

»Lige pludselig, fra den ene dag til den anden, gik det bare fucking stærkt. Jeg blev signet af et pladeselskab, festivaler ville booke mig, og Pitchfork skrev om mig. Der tænkte jeg jo bare: ’Årh, fedt, fedt, fedt, fedt’« siger Karen Marie Ørsted.

Med ét blev MØ det nye stjerneskud på den alternative popscene, og hun følte, at hun svævede på en stor, lyserød sky. Hun turnerede i 2013 og 2014 i hele verden, og undervejs færdiggjorde hun den første plade, No Mythologies to Follow, der udkom i starten af 2014 og åbnede en masse nye døre for MØ.

Én af dørene var til den elektroniske dance-gruppe Major Lazer, der kunne set et potentiale i Karen Marie Ørsteds karakteristiske do-it-yourself-energi. Og da hun i 2015 medvirkede på Major Lazers ’Lean On’, begynder karrieren for alvor at stikke af. Sangen blev i slutningen af 2015 udnævnt til den mest streamede nogensinde og har i skrivende stund sammenlagt over 4,5 milliarder afspilninger på YouTube og Spotify.

Sangen katapulterede MØ ind i toppen af den mainstream musikscene. Og pludselig ville alle arbejde sammen med hende. I de følgende år udgav hun musik med verdensstjerner som Justin Bieber, Charli XCX og Major Lazer-dj’en Diplo og spillede på de største festivaler og tv-shows over hele verdenen. På bare seks år spillede hun langt over 1.000 koncerter på tours i både USA, Europa, Asien og Australien.

Et kompromis med sig selv

Derfor var der ikke meget overskud til at tænkere nærmere over, hvad der egentlig skete, eller hvilken type musik, der skulle laves. Selv om MØ var interesseret i den kommercielle musik, kom hun jo egentlig fra den mere alternative indiepoptradition.

»Der kommer sådan en idé om, at vi bare skal følge formlen, så vi kan få flere hits og fortsætte i det her superkommercielle. Og det er der, det bliver svært, for det var jo egentlig ikke det, jeg ville. Det satte lige pludselig spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig havde gang i.«

På den ene side følte hun, at hun var tro mod den »drømmefugl« inde i hende, der før 2013 havde et brændende ønske om at bryde igennem. Men på den anden side bevægede musikken sig længere væk fra hendes udgangspunkt.

»Jeg kunne godt mærke med tiden, at det begyndte ikke at føles så helt inden i mig. Der kom en følelse af, at jeg var kommet så langt ud på et spor, at jeg ikke længere vidste, hvad jeg prøvede at kommunikere,« siger hun.

Splittelsen kom særligt til udtryk på hendes anden plade, Forever Neverland, der udkom i 2018.  Den blev til på farten mellem forskellige tours og oven på fire år, hvor hun primært havde udgivet singler.

»Jeg var splittet mellem ’den gamle Karen’ og ’megastjernen Karen’, men jeg har alligevel forsøgt at få de to verdener til at smelte sammen, samtidig med at jeg var totalt udbrændt,« siger hun.

Normalt, når hun skriver sange, har hun en dyb forbindelse til det, hun skriver, forklarer hun. Hun har en særlig stemning i kroppen, der gør, at det hele pludselig giver sig selv for hende. Men den dybe forbindelse havde hun ikke, da hun lavede plade nummer to.

»Når jeg hører den nu og ser pladecoveret, så kan jeg godt se den der disconnection. Jeg kan ikke helt mærke mig selv i det. Men på en måde var det jo også der, jeg var. Jeg var lidt lost. Jeg prøvede at finde ind til kernen på pladen uden helt at kunne,« siger Karen Marie Ørsted og tilføjer, at hun trods alt er glad for resultatet og stolt af, at hun fik lavet den trods stress og den indre splittelse.

– Det lyder, som om du måtte gå på kompromis med dine tekster og musik?

»Det tror jeg. Jeg har helt klart prøvet at imødekomme den her nye, lidt mere mainstream elektro-dance-verden, som jeg efter »Lean On« var røget ind i. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide den genre. Jeg prøvede at undersøge den genre, men det var bare svært for mig at få det til at blive rigtig mig-agtigt.«

Karen Marie Ørsted.

Karen Marie Ørsted.

Anders Rye Skjoldjensen

Panikangsten melder sig

Samtidig med at Karen Marie Ørsted blev i tvivl om, hvem hun egentlig var, og hvilken slags musik hun skulle lave, mærkede hun også konsekvenserne af hendes nye livsstil. Allerede i 2014 mærkede hun de først stresssignaler. Men i flere år slog hun stresstegnene hen. For hun har altid fundet energi og kreativitet i at blive ved med at arbejde:

»Jeg har brug for, at der skal ske noget, og derfor har jeg jo også tænkt, at det har passet mig godt med den her karriere. Der sker noget hele tiden, og så kan jeg bare hele tiden arbejde, og det er jo meget godt.«

For at håndtere det enorme pres gik hun i en periode omkring 2015 til stresscoaching, og det hjalp. Men kun i et stykke tid. For stressen kom tilbage. Karen Marie Ørsted oplevede, at hendes hænder summede. Hun fik stiksmerter rundt omkring på kroppen, og hendes hoved dunkede på livet løs.

»Især omkring 2018, hvor jeg var ved at færdiggøre Forever Neverland, kunne jeg virkelig mærke, at min krop opførte sig specielt. Der var så meget hjerneaktivitet. Og min stemme var på det tidspunkt megasmadret. Men jeg var blevet så vant til bare at arbejde så meget, at det føltes naturligt.«

Selv om hendes venner og familie i flere år havde sagt til hende, at hun skulle holde en pause, lyttede hun ikke. Heller ikke holdet omkring hende satte foden i døren og sagde stop, fordi de alle, inklusive hende selv, var så nye og grønne i branchen, at de tænkte, de bare skulle fortsætte.

Det var først, da hun gentagne gange fik panikanfald, at situationens alvor begyndte at gå op for hende. Indtil da havde hun bare tænkt »Jaja, det er jo bare lidt stress. Jeg har altid haft lidt stress. So what.« Men nu havde hun panikangst, og det føltes som et voldsomt kontroltab:

»Der tænkte jeg ’good god, jeg er fandeme langt ude.’ Jeg tænkte, at jeg var ved at blive sindssyg, at jeg var ved at miste den og bare skulle indlægges resten af mit liv. Jeg undervurderede kroppens og psykens grænser. Til sidst var der ikke mere tilbage,« siger hun og understreger, at hun ikke var tæt på at skulle indlægges, men at det er helt naturlige tanker, når man oplever panikanfald.

Og det var der, i 2019, da den voldsomme stressreaktion meldte sig, at hun for første gang i syv år tog en pause efter koncerten på Roskilde Festival.

– Hvorfor skulle der gå så længe, før du sagde stop?

»Jeg tror, og det ved jeg godt er dumt og privilegeret, at jeg havde den her idé om, at jeg godt kunne klare det. Jeg elsker jo det, jeg laver. Hver gang, vi var ude og spille, fik jeg så stor en lykkerus og energi. Så hvis det var så meningsfyldt og dejligt for mig, så jeg tænkte ikke, at det ville være dårligt at blive ved, selv om jeg kunne mærke på min krop, at den ikke var helt god.«

Helbredet bliver førsteprioritet

Da Karen Marie Ørsted endelig sagde stop i 2019, var der nok at tage fat på. Hun skulle på den ene side finde ud af, hvem hun var og skulle være som artist, og hun skulle finde ud af, hvordan hun kunne blive bedre til at passe på sig selv. Samtidig gik det op for hende, at hendes stemme var så ødelagt, at hun skulle have en vokaloperation.

Selv om hun er ked af, at hun først sagde stop, da stressreaktionerne blev så voldsomme, er hun alligevel glad for, at hun har mødt sin grænse. For det har fået hende til at indse, at man faktisk godt kan gøre noget for at skabe et bedre arbejdsmiljø og være bedre til at passe på sig selv.

»Jeg vil jo gerne have en lang karriere. Så jeg tror, det var meget godt at lære, at 20’erne ikke varer for evigt, og kroppen kan ikke klare det hele mere.«

Derfor udskiftede hun sit management og rokerede rundt på holdet omkring hende. Der var brug for nye øjne, ny erfaring og ny energi til at få Karen Marie Ørsted igennem krisen. Og da det nye hold mødtes for første gang, havde de lange snakke om, hvad der var vigtigst: helbredet.

»I mange år havde jeg jagtet hits. Men det er jo ikke vigtigt. Det, der er vigtigt, er, at jeg laver musik, der er meningsfuldt og føles godt for mig. Jeg er ambitiøs, og jeg vil gerne have hits. Don’t get me wrong. Men det skal være noget, der ræsonnerer dybt i mig. Det blev lige pludselig prioriteterne.«

– Er du så blevet bedre til at sige nej?

»Jeg føler i hvert fald, at jeg er blevet meget bevidst om det, og jeg er blevet bedre til at arbejde med det. Jeg tror, at det altid vil være lidt svært for mig. Jeg vil hellere brænde mig selv ud, end jeg vil kede mig. Det er jo fint nok, men det skal bare ikke være for meget.«

En usund kultur i musikbranchen

Hun forklarer, at hun altid har forsøgt at handle ud fra sin bedste overbevisning og passe på sig selv, selv om det endte i en stressreaktion.

Men har du selv haft et ansvar for, at det er gået galt?

»Set i bagklogskabens lys har jeg jo helt sikkert haft et ansvar selv.  Men jeg tror, at det havde været godt, hvis nogen af dem, jeg arbejdede med, havde sagt, at vi skulle tage en pause.«

Og lige netop der har musikbranchen måske et problem, mener hun. For branchen, og især managere og managements, er ikke altid lige gode til at skærme kunstnerne.

»Det er jo én stor maskine, og der bliver genereret rigtig mange penge i den maskine. Når man er på businesssiden i den her branche, så er det vigtigt, at man tænker over, at vi artister har vores ansigt på alting og laver en masse. Man skal passe på med ikke at overrumple os. Men det er vel svært at lade være, når toget bare kører, der er masser af penge og fame.«

I stedet for at skærme kunstnerne er branchen mange gange med til at lægge yderligere pres på dem. Det oplevede MØ særligt efter storhittet »Lean On«, hvor alle pludselig havde en mening om hende.

»Jeg har ikke rigtig noget filter, så jeg tager bare alt ind, hvad folk siger. Og når der så er meninger fra alle, så bliver jeg meget forvirret og får svært ved at navigere i det. Det var det, der skete. Og det var jo særligt fra branchen, alle de meninger kom.«

»Jeg tænker rigtig meget over nu, at jeg ikke skal være bange for bare at sige tingene. Men det er svært at lære, at jeg gerne må sige nej, at jeg ikke skal lade folk intimidere mig til at tro, at jeg ikke er noget værd, hvis jeg siger nej,« fortæller Karen Marie Ørsted.

»Jeg tænker rigtig meget over nu, at jeg ikke skal være bange for bare at sige tingene. Men det er svært at lære, at jeg gerne må sige nej, at jeg ikke skal lade folk intimidere mig til at tro, at jeg ikke er noget værd, hvis jeg siger nej,« fortæller Karen Marie Ørsted.

Anders Rye Skjoldjensen
Hun bebrejder ikke de mennesker, der arbejder i »maskinen«, at de gerne vil få hjulene til at køre rundt. Men hun ville ønske, at der var et større fokus på mentalt helbred, og at forskellige former for coaches og terapeuter var mere tilgængelige, som de eksempelvis er i fodboldverdenen, siger hun. 

»Store fodboldstjerner har både mentalcoaches, kropscoaches og terapeuter på alle områder til at hjælpe og guide dem igennem presset.«

Det er der også brug for i musikbranchen, mener hun. For statistikkerne viser, siger hun, at der er »virkelig, virkelig mange artister, der har det svært.« Og det kan der være noget om. Flere undersøgelser har vist, at mere end hver anden musiker har kæmpet med symptomer på depression, angst og stress.

Presset fra branchen har skabt en kultur, hvor det ifølge Karen Marie Ørsted ikke føles, som om der er særlig meget rum for at sige nej eller stop:

»Hvis jeg føler, at jeg står alene med følelsen af, at der er et eller andet, der ikke er rigtigt, og folk ikke vil lytte, så kan jeg godt føle, at jeg er lidt skør. For der bliver ikke rigtig givet udtryk for, at der er andre muligheder.«

Hun forklarer dog, at bevidstheden om helbredet, om at artister også er mennesker, er ved at komme mere på banen i hele musikbranchen. Der kommer en stadigt større forståelse af, at alle skal være mere bevidste om, hvad de gør ved hinanden, og hvad de siger.

»Jeg tænker rigtig meget over nu, at jeg ikke skal være bange for bare at sige tingene. Men det er svært at lære, at jeg gerne må sige nej, at jeg ikke skal lade folk intimidere mig til at tro, at jeg ikke er noget værd, hvis jeg siger nej.«

Marginaliseret og patroniseret

Når det har været svært for Karen Marie Ørsted at sige stop, skyldes det måske også, at hun har været kvinde i en mandsdomineret branche. Det var egentlig ikke noget, hun lagde mærke til i de første par år, fordi hun har været vant til at have mange drengevenner og spille med på mændenes principper, siger hun:

»Men med tiden har jeg godt kunnet mærke, at der var nogle områder, hvor mine holdninger bare ikke blev respekteret på samme måde. Der har været et kodeks mellem mine mandlige kolleger, som jeg på en eller anden måde bare har været holdt ude af. En idé om, hvad jeg kunne og ikke kunne. Men det har været meget i det små, som så over tid har vokset sig større, og hvor jeg har følt mig mere uden for og gjort skrøbelig.«

Hun har svært ved at sætte ord på, præcis hvad hun egentlig har oplevet, fordi hun stadig er i gang med at reflektere over det.

»Det, synes jeg, er ærgerligt, for det er jo helt vildt vigtigt at tale om.«

Men hun fortæller, at hun flere gange har følt sig marginaliseret, når hun har villet sidde og skrive sange selv eller være med til at producere og har fået at vide, at det nok ikke gik.

»Der har været eksempler på, at jeg har følt, at jeg var en ting, som mænd ejede og kontrollerede, hvor jeg ikke havde nogen vilje selv. Følelsen af at blive opfattet som nogle mænds 'lille artist', som de har fået til at skinne. Det har været patroniserende og megaufedt,« siger hun.

Og flere gange har hun følt, at hendes holdning ikke har vægtet lige så tungt som andres, selv om hun i virkeligheden er chefen.

»Det er klart, at det jo nok er, fordi jeg er kvinde, og de er mænd. Det har helt klart føltes som noget kønsmæssigt.«

Derfor har hun også været glad for at følge #MeToo-bevægelsen, der er blomstret frem de seneste år og har sat fokus på seksuelle krænkelser og sexisme. I Danmark har diskussionen også handlet om musikbranchen, hvor en lang række kvinder har fortalt deres historie i Politiken, ligesom Lydmor har blandet sig åbent i debatten. Det har Karen Marie Ørsted stor respekt for.

»Jeg synes, det er så godt, at alle de her ting bliver italesat og kommer frem i lyset. Der er så mange ting, der ligger i vores sprog og vores måde at være på over for hinanden, som er megavigtigt, at vi taler om. Men det er jo også meget trist, at det ligger så dybt i vores samfund og system. Der er lang vej endnu.«

»Jeg ville ønske, jeg kunne gøre alt politisk korrekt og walk the perfect line lige nu, men det er en proces for mig,« siger Karen Marie Ørsted.

»Jeg ville ønske, jeg kunne gøre alt politisk korrekt og walk the perfect line lige nu, men det er en proces for mig,« siger Karen Marie Ørsted.

Anders Rye Skjoldjensen

Hun vil gerne selv deltage i debatten, dele sine egne oplevelser og forstår problematikken fra flere indgangsvinkler. Og hun ved, at hun har noget at bidrage med. Men hun har brug for at få sine egne oplevelser konkretiseret noget mere, før hun vil deltage.

»Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kan bidrage, for jeg har jo også et talerør. Men derfor er jeg også bange for at komme til at lukke varm luft ud. Det er meget vigtigt for mig, at det, jeg siger, er velovervejet.«

I mellemtiden arbejder hun med, hvordan hun selv er en rollemodel for andre kvinder og kan være med til at udligne de ulige strukturer, der er i musikbranchen. Derfor tænker hun meget over, hvordan hun kan gøre en aktiv indsats for at arbejde med flere kvinder, men det er ikke altid lige nemt, forklarer hun. Eksempelvis når hun i lang tid har arbejdet med mænd, som hun har været glade for.

»Det er jo ikke så fedt at fyre sine venner. Men jeg synes, man bør overveje hvem man ansætter. Jeg føler, at jeg har et ansvar for diversiteten og repræsentationen som del af musikbranchen. De valg, jeg træffer, betyder jo noget. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre alt politisk korrekt og walk the perfect line lige nu, men det er en proces for mig. Det er noget, jeg har på tavlen og noget, vi alle på holdet er enige om, at vi skal være bedre til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Tak til Karen Marie for at dele sin historie. Pøj, pøj med at få livet til at hænge sammen, lad mig foreslå et enkelt tiltag: drop de sociale medier - eller læg som minimum en meget kortfattet linje her. Gid brancherne måtte passe bedre på deres frontfigurer. Mennesker er sarte væsner - også selvom udtrykket kan være intens, kraftfuldt og buldrer derud af. Heroin og coke er til dels afløst af lykkepiller på alverdens scener. Det må give tilskuerne noget at tænke over. Lad os få flere historier som MØ's kære mediefolk, I er jo også en truet art.