Det er mellem jul og nytår, og bandet The Minds of 99 sidder bænket langs to opslåede campingborde på vinyltrykkeriet Nordsø Records på den alleryderste del af Nordhavn. Medlemmerne joker med deres manager, mens de sætter deres respektive autografer på deres nye plade Infinity Action, som på dette tidspunkt stadig er ukendt for offentligheden.
Ingen ved, at den 7. januar udgiver Danmarks mest succesfulde dansksprogede rockband deres fjerde album. Et album, der er blevet til hen over to og et halvt år, og fra hvilket der drypvist er blevet udgivet singler, som har spændt fra den børnesangsagtige »Emil« til den engelsksprogede energifyldte »1, 2, 3, 4«. Sange, der har lydt så forskelligt, at det er en overraskelse, at de overhovedet findes på samme værk.
Men det gør de, og fra autografskrivningen ved campingbordet har Information bevæget sig med forsangeren Niels Brandt ud i hans bil til en køretur rundt i København for at tale om kærligheden til arbejdet, sangskrivningens gud og maleren Vincent van Gogh.
Det indre spejl
Hvis man skal forstå The Minds of 99, er der især én skelsættende oplevelse, man må genbesøge. Den fandt ikke sted på et spillested, men et kunstmuseum i Amsterdam, hvor Niels Brandt rejste rundt i Europa med sin amerikanske kone og hendes forældre:
»Jeg var 26 år gammel. Jeg havde ingen uddannelse, ingen penge, det gik virkelig dårligt med min musik, og jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Men min kone viste mig, på det her Vincent van Gogh-museum en lille infotavle, hvor der stod, at han først startede med at male, da han var 28 år gammel. Han havde været museumsvagt før det. Det var befriende på en måde. Det blev en kæmpe drivkraft i det at starte The Minds of 99. Jeg tænkte på en måde, at jeg fik en chance til,« siger Niels Brandt, mens han kører hjemmevant rundt i den by, han er vokset op i.
Turen til Amsterdam var i 2012. Før det havde Niels Brandt forsøgt sig som professionel musiker i London sammen med to andre nuværende bandmedlemmer, men projektet mislykkedes, og han måtte rejse hjem. Han havde haft forskellige bands i forskellige konstellationer, som havde været lige ved at slå igennem, men kun næsten. Han havde sammen med flere af de nuværende medlemmer fra The Minds of 99 spillet kopimusik på spillestederne Drop Inn og Lades Kælder, hvor det ikke var originaliteten, men energien, der var i centrum.
Nu stod han altså foran infotavlen med fornyet håb. Nogle år senere samlede han Louis Clausen (trommer), Jacob Bech-Hansen (synth), Anders Folke Larsen (guitar) og Asger Wissing (bas), inviterede dem på vodka og fortalte dem om, at de skulle starte et band, og det skulle hedde The Minds of 99.
Resten er på en måde historie. De er gået fra at spille punkinspireret rockmusik til nærmest at blive et soundtrack til en hel ungdom, hvor de så sent som i september samlede ikke færre end 52.000 mennesker i et komplet udsolgt Parken. Og det hele startede med et tilfældigt møde med en infotavle om den hollandske maler. Tilfældigt? Ikke for Niels Brandt:
»Jeg tror virkelig på, at ens indre spejler ens ydre. Hvis man er åben og vågen, får man adgang til noget andet. Så kan man trække det, der virker tilfældigt, ind og bruge det. Så er man i verden, så er man konstant i bevægelse,« siger han med sin karakteristiske, lidt nasale stemme.
En kontrast til tidsånden
Infinity Actions undfangelse skete på en fælles ferie for The Minds of 99 i Thailand med deres familier. Øen, de boede på, blev ramt af stormen Pabuk, som skyllede affald og plastik op fra havet og ind på stranden, hvor junglen voksede helt ned til vandkanten. Det kunstige og naturlige kom til at stå som to store kontraster, som bandet fik lyst til at søge ind i. Det var Niels Brandts søn, Arthur, der fandt på albummets titel under en middag i ferien, hvor sønnen var blevet meget optaget af gamer-caféer. Da han blev spurgt om, hvad hans egen café skulle hedde, hvis han skulle starte en, svarede han prompte: »Infinity Action.«
Evig handling og bevægelse kunne være en overskrift på The Minds of 99’s eget bandmanifest. Et kollektiv af gamle venner, der har bevæget sig langt fra deres udgangspunkt i punken, et kollektiv, der bliver stærkere, når de konstant skaber sammen, som Niels Brandt formulerer det:
»Mine bandmedlemmer er så stor en del af mig. Det er til et punkt, hvor de udfylder nogle funktioner i mig, som jeg ikke selv behøver. Vi supplerer hinandens personligheder, og jeg vil gå så langt som til at sige, at vores musik mest af alt handler om at røre noget inden i hinanden. Få de andre til at føle noget. Jeg jagter at vække noget inden i dem. Det handler hele tiden om at bygge videre på det bånd, vi har.«
Måske er det også derfor, at Niels Brandt ikke tænker, at de laver musik, der er styret af andres forventninger. Det er ellers fristende at tro, at et band så stort som The Minds of 99 netop jagter det, som flest vil have, fordi hvordan skulle man ellers kunne blive så store, at man som det eneste dansksprogede band har udsolgt i Parken?
Niels Brandt har en anden forklaring:
»Jeg vil helst høre, hvad folk har indeni. Ikke hvad der er populært på hitlisterne. Og jeg udtrykker mig primært gennem min musik. Jeg viser ikke mit liv frem ellers. Jeg viser ikke, hvad jeg spiser til morgenmad. Jeg vil ikke gemme mig bag min dagligdag, bag det konkrete liv. Folk skal ikke se mine restaurantbesøg. Det hænger ikke sammen med min kunst. Sangene ville lide under det, hvis jeg blev realityagtig, og for os som band handler det om at beskytte vores sange. Det er sgu dem og ikke os, det handler om.«
Det er det springende punkt og derfor, The Minds of 99 samler så mange mennesker, tror Niels Brandt: »Det er sangene, folk er kommet for at høre. Det er ikke os som personer. Jeg føler ikke, vi er i gang med en idoldyrkelse, hvor det handler om os. Vi formår nok at skabe plads til folk selv i vores univers, fordi de kan mærke, at vi ikke har brug for at blive dyrket. Det er rent, og det er nok også en kontrast til tidsånden, der handler meget om dyrkelsen af individet.«
Derfor trækker Niels Brandts eget ideal for en god koncert også tråde tilbage til bandets tid som underholdende, energifyldt kopimusikband på de københavnske spillesteder.
»Når vi spiller vores bedste koncerter, føler jeg bare, at jeg er med til en stor privatfest, og vi står og spiller kopimusik. Jeg kan helt glemme, at det rent faktisk er vores egne sange, vi spiller. Jeg kan føle, at vi kun er der for at underholde. Det er det lækreste. Jeg elsker, når min egen persona slet ikke er en del af ligningen. Så er det bare et langt nu. Det er det bedste for mig.«
Registreringer af liv
Siden The Minds of 99 vandt P3’s talentkonkurrence KarriereKanonen i 2013, har medlemmerne udgivet fire plader. De har spillet på Orange Scene to gange, de har fyldt både Royal Arena og Parken, der er blevet lavet en dokumentar om dem, og de har udgivet en bog. Det er mildest talt gået stærkt, men for Niels Brandt kan det efter næsten to år med corona ikke gå stærkt nok.
»Vi er klar til at steppe op igen. Vi er klar til at trykke på speederen. Der skal mere fart på igen. Den følelse elsker vi.«
Det ikke at sætte sig til at rette og nyde frugterne af ens arbejde kommer ifølge Niels Brandt af en uendelig kærlighed til ikke bare musik, men også til selve arbejdet. Han nyder ikke noget, der ikke har været hårdt. Det er en blåstempling for ham, og han finder altid lykken i kampen.
»Tanken om talent giver jeg ikke særlig meget for. Jeg tror på kærlighed først og fremmest. Hvem elsker det mest? Det er dem, der i sidste ende bliver de bedste. Mit talent er en kærlighed til arbejdet. Ikke så meget andet end det. Jeg ved, hvor meget jeg elsker det, og jeg ved derfor, at jeg altid kan blive ved med at finde nye dybder i det, jeg laver.«
På den måde kunne man måske være bange for, at ikke bare Niels Brandt, men også bandet kunne være i fare for at brænde fuldkommen sammen, men det er han slet, slet ikke: »Jeg tror på, at hvis man har kærlighed nok til det arbejde, elsker det nok, så vil det også give nok. Jeg er ikke bange for at brænde ud. Det er jeg virkelig ikke. Jeg synes endda, at tingene går lidt for langsomt. Der skal mere fart på.«
På den måde refererer albummets titel også til den følelse i Niels Brandt: »Vi vil gerne blive ved, vi ved måske ikke helt hvordan altid, men vi vil gerne blive ved. Det henviser Infinity Action også til. Det er det hus, der er blevet skabt til sangskrivningen. Et hus, hvor man ikke altid ved, hvad der skal ske næste gang, men hvordan man kan skrive forskellige sange til den tid, man lever i. Sådan er alle pladerne for mig. En form for livsværk. Det var de år, hvor jeg havde det sådan. Det er registreringer af liv.«
Sangskrivningens gud
På det andet nummer på Infinity Action hører man Niels Brandt recitere fra digteren Michael Strunges digt »Krystalkuglen«. Digtet handler om at bryde med de vante rammer og ikke at falde tilbage i konformiteten. Det er helt centralt for Niels Brandt. The Minds of 99 kunne sagtens have lavet et album, der lød præcis som Solkongen fra 2018. Et album, der er gået dobbeltplatin, som de vandt en Danish Music Awards for, og som på alle måder blev deres folkelige gennembrud.
Men de valgte noget helt andet.
Niels Brandt begyndte blandt andet at skrive på engelsk, og i 2019 udkom til manges overraskelse den engelsksprogede single »1, 2, 3, 4«. Hvad havde de nu gang i? Niels Brandt griner og forklarer:
»Der måtte vi fandeme stå fast. Vi insisterede på det, og vi havde ikke lyst til at lukke ned for det udtryk, selv om nogle folk nærmest mente, at vi ikke havde lov til at synge på engelsk, når vi var et dansksproget band.«
Det at være åben for, hvad der findes helt inde bagved i hans egen og andre folks hjerner, er også centralt for Niels Brandt. Han må ikke lukke ned for nogen indskydelse, og det bringer os her mod interviewets slutning hen til at snakke om guddommelighed:
»Jeg tror fuldt og fast på, at der findes en sangskrivningsgud. Ha, ha! Den giver din underbevidsthed og dit indre øre sange. Jeg tror, mange sangskrivere ville kunne forstå, hvad jeg mener. Den gud forlanger en form for hengivenhed. At man bruger, hvad der kommer, og ikke er alt for selektiv. Man skal sørge for at have et godt forhold til den gud, så man ikke lander i en skrivetørke. Den kan nemlig godt lukke for vandet. Det har jeg oplevet, da jeg var 23 år gammel, boede i London og forsøgte at forcere alting. Der lærte jeg virkelig, at jeg skal værne om mit forhold til den gud. Derfor: Hvis en sang er kommet på engelsk, så er den kommet på engelsk. Så lyder den sådan.«
Her, under Amagerbrogades julepynt, hvor Niels Brandt sætter mig af, er han helt sikker på én ting, når han tænker på, hvor The Minds of 99 skal hen i fremtiden:
»Vi elsker naturligvis og ånder for, at der kommer så mange mennesker til vores koncerter, men jeg ved, at vi hellere vil spille for 200, hvis det betyder, at vi kan blive ved med at være os selv.«
