Interview
Læsetid: 14 min.

»Vi er nødt til at tale om, hvordan vi modarbejder at varegøre os selv«

Arbejde skal ifølge Mette Frederiksen ikke være lystbetonet, og Britney Spears sang, at man skal »work, bitch«, hvis man vil have det gode liv. Men hvad sker der, hvis man ikke køber præmissen om, at hamsterhjulet er en selvfølge? Det undersøger teaterinstruktør Niels Erling i forestillingen ’Work Bitch’
Niels Erling kalder sig selv for revolutionsromantiker.

Niels Erling kalder sig selv for revolutionsromantiker.

Ditte Valente

Kultur
21. januar 2022

»You want a Lamborghini? Sip martinis? Look hot in a bikini? You better work, bitch!«

Sådan synger den amerikanske popsanger Britney Spears i sangen »Work Bitch« til en bas, der slår lige så hurtigt som et hjerte under et angstanfald. Sangen er perfekt til at få pulsen op i træningscenteret, mens man arbejder på en hot krop, eller til at brage ud af højttalerne på en Lamborghini, på vej hen til en cocktailbar.

Det er til at tabe pusten af, for mindre kan også gøre det. »Vil du have en andelslejlighed? En ladcykel til at fragte dine børn? Råd til et medlemskab i det lokale fitnesscenter og kunne bestille andet end en flad fadøl? You better work, bitch!«

Teaterinstruktør Niels Erling fik ideen til forestillingen, da han hørte 2013-popsangen efter at have læst Det Futuristiske Manifest fra 1909 af den italienske digter Filippo Marinetto. Han skrev det som en hyldest til maskiner, fart og konstant forandring, som han mente var fremtiden.

»Det er en megafascistisk tekst,« siger han om manifestet. »Den handler om, at fremtiden er det eneste, der er noget værd. Maskinerne kom i hobetal, og alt, der ikke kan laves på en maskine, skal væk, væk med kunst, væk med kvinder, brænd bibliotekerne. Det er en sindssyg tekst! Den er skrevet i en utrolig stor poesi, det var meget kraftfuldt.« 

Niels Erling sidder i sin lejlighed på Værnedamsvej på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg og skænker en kop kaffe, mens han taler med begejstring om første gang, han fik ideen.

»Efter jeg læste manifestet, satte jeg en playliste på Spotify på shuffle og satte mig op på cyklen, og så spillede »Work Bitch« ved et tilfælde. Jeg begyndte at grine. What? Hvad sker der? Der er en kæmpe sammenhæng mellem dens kraftfulde titel og det manifest, jeg lige havde læst. Den er så fucking aggressiv, den sang. Og så synes jeg, der var noget sjovt i at lave et spænd over 100 år og tale om aggressiv, kapitalistisk, imperativ kunst.«

Med Britney Spears som prisme undersøger forestillingen ’Work Bitch’, hvordan man selv kan bryde fri fra kapitalismen.

Med Britney Spears som prisme undersøger forestillingen ’Work Bitch’, hvordan man selv kan bryde fri fra kapitalismen.

Ditte Valente

En sårbar krigserklæring

Bikstok Røgsystem synger også »arbejd, arbejd« i bydeform i nummeret »Fabrik«, Dolly Parton sang om at arbejde ni til fem, og i »Sangen om Larsen« fra 1935 arbejder Larsen hårdt for »et hus med garage og rigtig have som ku’ vær’ hans egen, men det blev kun til to vær’lser med kammer og til cykel og en bus, når det var regn. Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt«.

Arbejdslede er ikke et nyt fænomen, men i et usædvanligt stort antal sætter mange i dag spørgsmålstegn ved arbejdslivet og siger op. I USA kalder man fænomenet The great resignation, og i november sagde 4,5 millioner amerikanere deres job op, hvilket er rekordmange. De dårligst betalte har været hårdest ramt af pandemien, de var udsat for smitte og sure kunder til en løn, der gør, at de – uanset hvor meget de arbejder – aldrig får råd til hus med garage og have. De siger op, der må være en anden måde at leve på.

Antiwork-bevægelsen er opkaldt efter gruppen Antiwork – arbejdsløshed til alle, ikke kun de rige – på internetforummet Reddit. Gruppen har 1,6 millioner medlemmer, som diskuterer dårlige arbejdsforhold og deler QuitToks – videoer på TikTok, hvor de siger op. Ifølge en undersøgelse fra Microsoft overvejer 41 procent af klodens samlede arbejdsstyrke at sige deres job op. Tendensen ses også i Danmark, for eksempel har et rekordstort antal sygeplejersker sagt deres job op uden at have et nyt, viser en undersøgelse fra Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Selv om Niels Erling elsker sit arbejde, kender han som freelancer alt til usikkerheden i arbejdslivet – og til følelsen af, at der må være en anden måde at leve på. I presseteksten står der, at forestillingen er en krigserklæring. Jeg spørger ham, hvad det er en krigserklæring imod.

»Det er en sårbar krigserklæring,« svarer han. »Forestillingen er på mange måder enormt vred, og den er også enormt ked af det og skrøbelig, for den siger en masse ting, som er ret svære at formulere. Overordnet set handler den om konsekvenserne ved den måde, vi har indrettet vores samfund på, den handler om konkurrence, om prekariat og om at være en del af en freelancekultur og en generation, hvor man får at vide, at man kan blive alt og så pludselig står i et arbejdsmarked, hvor det føles, som om der ikke er nok. Den handler om frygten for, at der ikke er nok til alle, og hvad den usikkerhed og pacing gør ved vores forhold til os selv og hinanden.«

»Kan du huske, hvordan Den Franske Revolution slutter?« spørger Niels Erling lydmanden om scenen, hvor Britney halshugger Marie Antoinette.

»Kan du huske, hvordan Den Franske Revolution slutter?« spørger Niels Erling lydmanden om scenen, hvor Britney halshugger Marie Antoinette.

Ditte Valente

Hvem er fjenden?

Efter Niels Erlings cykeltur for et par år siden med Det Futuristiske Manifest i tankerne og Britney Spears i ørerne begyndte #FreeBritney-bevægelsen i USA. Først som en latterliggjort konspiration og siden som en sag, der endte i retten og resulterede i, at Britney Spears’ fars værgemål blev ophævet efter 13 år, hvor hun hverken kunne bestemme over sine egne penge, sin karriere eller endda sin krop. Britney Spears’ undertrykkende fjende var helt konkret, som en freudiansk fortælling var det hendes far, hun skulle gøre oprør mod.

I forestillingen Work Bitch er fire karakterer inspirerede af Britney Spears’ sag og ønsker at frisætte sig selv, men det er komplekst, når fjenden er mindre tydelig.

»De finder ud af, at fjenden er os selv. Fjenden er den måde, vi selv har indrettet samfundet på, og den måde, vi bliver ved med at reproducere de ideer, der gør os syge og holder os nede. Det er den kompleksitet, det paradoks og det hjørne, vi har malet os selv ind i, som forestillingen prøver at være en krigserklæring imod. Det er ikke kun arbejdsmarkedet, men også måden, vi har indrettet vores idé om parforholdet på og forholdet til vores begær, til sex og vores egen krop,« siger han.

Work Bitch er skrevet af forfatter Ida Marie Hede, der også anmelder kunst i Information, og som har arbejdet tæt sammen med Niels Erling i processen.

»Der er en sætning i forestillingen, som Ida og jeg havde optur over: ’Vi er blevet forledt til at tro, at vi er hinandens fjender’. Jeg kan så godt lide ideen om, at vi er blevet forledt til det, som om vi er blevet snydt ind i en idé, hvor du pludselig ikke kan se på dine venner uden at se andet end en konkurrent.«

Hvem har forledt os?

»Det har vi selv. Det har politiske diskurser og økonomiske perspektiver også. Der er en økonomisk idé om, hvad der har værdi, og at det er det målbare, der tæller. De forestillinger er menneskeskabte, de er ikke noget, der kommer udefra. Og vi bliver gjort medskyldige og reproducerer blindt alle de her værdier. Vi har en idé om individualismen, og hvad vi selv er ansvarlige for. Hvis man er hardcore eksistentialist, tror man på, at mennesker har et fuldstændig frit valg, og det er jo løgn, for vi er hele tiden sovset ind i begær, der kommer alle mulige andre steder fra.«

– Hvorfor bliver du ved med at være i en branche, hvis den er usikker?

»Jeg gør det, fordi jeg er rigtig glad for mit arbejde, og fordi det er den måde, jeg synes, det giver mening at være i verden på. Jeg er grundlæggende kapitalismekritiker og synes, kunst er et ret nice oprør mod kapitalisme, fordi den netop ikke kan betale sig selv.«

»Vi er nødt til at tale om, hvordan vi modarbejder at varegøre os selv, men det er jo enormt svært, for grundlæggende skal vi sætte ind et andet sted: Vi skal fuldstændig omstyrte kapitalismen,« siger Niels Erling.

»Vi er nødt til at tale om, hvordan vi modarbejder at varegøre os selv, men det er jo enormt svært, for grundlæggende skal vi sætte ind et andet sted: Vi skal fuldstændig omstyrte kapitalismen,« siger Niels Erling.

Ditte Valente

Identitetskrise og manglende sikkerhed

Niels Erling og jeg cykler fra Værnedamsvej til prøverne på Sort/Hvid-teatret i Kødbyen på Vesterbro, hvor et forstørret billede af Britney Spears’ ansigt stråler over scenen som en sol. Skuespillerne har øjenkontakt med publikum, og eftersom jeg i dag er den eneste publikum, får jeg øjenkontakt, mens en skuespiller træder ind i spotlightet til en rytme, der kan mærkes i kroppen. »Vil du høre om min angst?« synger hun så kraftfuldt og på samme tid skrøbeligt, at det er svært ikke at blive påvirket. Det bliver hun også selv, »det koster meget, men det er også det, det skal«, siger hun til sin medskuespiller og får et kram.

»Du skal turde at lade dig ramme, det er så smukt,« siger Niels Erling til hende, efter han har talt med hende og sikret sig, at hun er okay.

Senere bliver instruktøren selv revet med, da han følger en scene, hvor skuespillerne reflekterer over, hvem fjenden er, og hvordan de kan gøre oprør. Som en dirigent bevæger han begejstret armene til et crescendo af oprørstrang, mens røgfyldte bobler og en insisterende rytme fylder lokalet.

Alt sammen under Britney Spears’ åsyn.

Det kan være svært at se, hvor Niels Erling slutter, og teaterinstruktøren begynder. Arbejdet er en del af hans identitet, og det er han meget bevidst om. For ud over ulempen ved, at man som en del af prekariatet har korte ansættelser uden meget sikkerhed, så er arbejdet så identitetsskabende, at man kan komme i identitetskrise, når det slutter, siger han.

»Samtidig med at vi bliver truet på vores sikkerhed, bliver vi også truet på vores identitet, for hvis det går dårligt, og jeg pludselig ikke er teaterinstruktør mere, hvem er jeg så? Det er en helt grundlæggende følelse af, at man mislykkes som menneske. Både økonomisk og identitetsmæssigt. Det er fandeme farligt at være oppe imod.«

Samtidig er det en stor del af Niels Erlings identitet at være teaterinstruktør.

»Det er den kompleksitet, forestillingen prøver at tale om. Jeg ønsker ikke, at vi fuldstændig skal omstyrte den måde, vi tænker arbejdsmarkedet på og lave én stor fabrik, hvor vi alle har det samme arbejde og går i det samme tøj. Det er slet ikke et sovjetmareridt, jeg er ude efter. Jeg kan bare mærke i mit eget liv, at det kan tage overhånd. Pludselig kunne jeg mærke, at alle mine venner lavede det samme som mig, og det eneste, vi talte om, var vores branche. På et tidspunkt tænkte jeg ’fuck, hvad skal jeg tale om, hvis jeg ikke har et arbejde, ud over hvor gerne jeg vil have et arbejde?’«

Derfor prøver han også at holde fast i venskaber, der ikke er en del af branchen, og at tale om andet end arbejde.

»Vi er blevet forledt til at tro, at vi er hinandens fjender«, mener Niels Erling og manuskriptforfatter Ida Marie Hede.

»Vi er blevet forledt til at tro, at vi er hinandens fjender«, mener Niels Erling og manuskriptforfatter Ida Marie Hede.

Ditte Valente

Kapitalismens hule

Niels Erling understreger, at korte projektansættelser ikke kun er et problem i ’den kreative klasse’, et begreb, han hader, siger han, men at det siver ud i hele samfundet.

»Alle virksomheder skal være omstillingsparate og fucking agile. Jeg elsker at se Løvens Hule, det er et af mine yndlings-tv-programmer, og der siger de: ’Du skal bare omlægge hele din virksomhed. Hvis der er nogen, der ikke vil købe cigaretter mere, så skal du finde ud af, hvad de så vil købe, og så bare lave det’. Det er den mentalitet, du hele tiden render ind i, du skal vækste og ansætte folk i korte ansættelser. Vi er begyndt at abonnere på, at det er skidespændende med forandring og rigtig godt for virksomhederne. Man har ikke talt nok om, hvad det gør ved de mennesker, der skal navigere i det arbejdsmarked. Nu kan vi se, at folk bliver syge. Hvad gør vi så?«

Det går godt for Niels Erling. Siden han blev færdiguddannet som teaterinstruktør i 2018, har han fået en talentpris ved årets Reumert i 2020, lavet mange anmelderroste forestillinger og er kunstnerisk leder for lydteatret AKT1. Alligevel kæmper han med usikkerheden for fremtiden og med den tabubelagte jalousi.

»Det går rigtig godt for mig, og på den måde er det jo skørt, men det er jo, fordi vi alle er blevet gjort til varer. Vi er nødt til at tale om, hvordan vi modarbejder at varegøre os selv, men det er jo enormt svært, for grundlæggende skal vi sætte ind et andet sted: Vi skal fuldstændig omstyrte kapitalismen. Det er så fucking banalt at sidde som kunstner og sige ’nu skal vi også bare gøre op med kapitalismen’, men grundlæggende er det jo det, vi skal. Det er ideen om, at vi alle sammen skal vækste og gøre det bedre hele tiden og løbe rundt, vi skal gøre op med. Der er aldrig noget, der er nok.«

Men du siger, at Løvens Hule er dit yndlingsprogram?

»Ja, jeg elsker det! Jeg bruger meget tid på at braine på noget, jeg kan komme i Løvens Hule med og sælge. Det er meget modstridende med alt, hvad jeg sidder og siger, men jeg kan enormt godt lide ideen om iværksættere. Folk, der kommer ind med rande under øjnene, fordi de har kæmpet for det. Nu taler jeg ind i den helt forkerte kapitalistiske idé, men det er jo smukt! Det er smukt, når folk tror på noget. Og så synes jeg bare, det er spændende. Det er virkelig godt dramaturgisk bygget op.

– Du ser på det som en teaterinstruktør?

»Ja, fuldstændig.«

Selv om det er to forskellige ting, synes Niels Erling, at det er sjovere at se Britney Spears’ frisættelse og antiwork-bevægelsen som to sammenhængende bevægelser, der har fået øget bevidsthed.

Selv om det er to forskellige ting, synes Niels Erling, at det er sjovere at se Britney Spears’ frisættelse og antiwork-bevægelsen som to sammenhængende bevægelser, der har fået øget bevidsthed.

Ditte Valente

Hitlers morder og en revolutionær prisme

»Kan du huske, hvordan Den Franske Revolution slutter?« spørger Niels Erling lydmanden og hentyder ikke til den historiske begivenhed, men scenen i forestillingen, hvor Britney Spears halshugger Marie Antoinette i en guillotine. Senere slår hun Hitler ihjel, er en del af Det Arabiske Forår og grundlægger en økologisk farm a la Jonestown i ørkenen.

Niels Erling har et bankende hjerte for Hollywood-produktioner, der er alt for meget, og bruger gerne humor som et lettende virkemiddel. Men scenerne er ikke kun for sjov.

»De holder også de fire mennesker i forestillingen på sporet af, at hvis Britney kan blive befriet, så kan du også. Britney står som en revolutionsfigur: Hende, der kunne, selv om man ikke troede, det kunne lade sig gøre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at sideløbende med Britney-sagen er der the great resignation og antiwork. Der er en øget bevidsthed om folk, der arbejder i lavtlønnede job, for eksempel Amazon-lagermedarbejdere og Nemligs chauffører. Det handler også om ulighed, de rige bliver rigere, og alle andre sidder fast. Med inflation bliver det dyrere at være i verden, mens lønningerne ikke følger med. Hvor efterlader det alle de mennesker? Hele den opmærksomhed og bevægelse har kørt sideløbende med #FreeBritney-sagen.«

Selv om det er to forskellige ting, synes han, at det er sjovere at se Britney Spears’ frisættelse og antiwork-bevægelsen som to sammenhængende bevægelser, der har fået øget bevidsthed.

»Hvad er værdien for mennesker? Er værdien, at Britney skal arbejde og tjene en masse penge? Det er gået så godt for hendes karriere, mens hun har været holdt fanget, hun har tjent så mange penge, men spørgsmålet er, hvad der har værdi? På Instagram kan man se, at hun bare gerne vil male akvarel, køre i en bil og drikke et glas vin.«

»Hvis der er noget i dig, der føles forkert, kan teatret være et sted, hvor man kan mødes og starte en samtale,« understreger Niels Erling.

»Hvis der er noget i dig, der føles forkert, kan teatret være et sted, hvor man kan mødes og starte en samtale,« understreger Niels Erling.

Ditte Valente

For karaktererne i Work Bitch, men også for Niels Erling personligt, er Britney Spears en prisme.

»Hun var den tabte sag. Alle, der har set hende optræde med helt døde øjne, tænkte, at vi har mistet hende. Men hendes sag var ikke tabt, hun fucking vandt den. Det gjorde hun, fordi der var en bevægelse af mennesker, som pludselig sagde: ’Kan det her være rigtigt? Er det den her måde, vi vil være i verden på?’ For en revolutionsromantiker som mig giver det et håb om, at man kan forandre verden, og det er jo enormt simpelt og banalt, men det er også enormt stort at mærke. Hvis jeg ikke er glad for den verden, jeg lever i, skal jeg så give op og tilpasse mig eller tro på, at det kan forandre sig? På den måde er Britney lidt som fortællingen om Det Arabiske Forår og Den Franske Revolution. De giver et billede af, at det er muligt!«

Spørgsmålet om, hvad publikum skal tage med fra forestillingen, har Niels Erling aldrig stor lyst til at svare på, for det er mere en samtale end en oneliner, han håber at bidrage med.

»Mit oprør er jo ikke det samme som dit eller nogen andens oprør. Derfor vil jeg gerne vægre mig fra at sige, hvad folk skal tage med, for det er jeg ikke i en position til at fortælle. Men jeg kan sige, hvordan jeg har det, og så kan folk bruge det som en prisme til at se, hvordan de selv har det. Måske er der et håb, og så må vi gøre noget, hvis vi føler for det. Ellers må vi lade stå til, og så brænder lortet vel sammen på et tidspunkt,« griner han.

»Hvis der er noget i dig, der føles forkert, kan teatret være et sted, hvor man kan mødes og starte en samtale. Hvordan man skal gøre oprør, det har jeg jo ikke svaret på. Hvis jeg kunne frisætte os fra kapitalismen, så skulle jeg nok gøre det. Men vi kan i hvert fald mødes og tale om det og indse, at vi ikke er alene. Og på den måde kan vi måske på et tidspunkt blive en bevægelse og få hevet den gamle guillotine frem og hakke hovedet på kapitalismen over.«

Jeg tager cyklen tilbage til redaktionen med Britney Spears for mit indre øre og glæder mig over, at jeg ikke har en Lamborghini. Det er alligevel et mas at parkere i Indre By.

’Work Bitch’ har premiere på teater Sort/Hvid den 26. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det er herligt at teater tager det op.

Hvad med at politikere og fagbevægelsen arbejde for en fx. 25 timers arbejdsuge og giver folk mulighed for mere selv at kunne tilrette deres arbejdstid på dagene.
Ligeledes holder op med den sang, at børn og unge skal undervises efter det og det som erhvervslivet har brug for - hvad med at undervise i fællesskab, gør det selv i stedet for bare at købe og smide væk. Osv........

Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Arne Albatros Olsen, Lillian Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hamsterhjulet opstår vel indirekte ved, at vi gerne have et velfærdssystem. Vi vil gerne have nogle skal betale for et storslående sundhedsvæsen, der opfylder alle vores små og store behov, vi vil gerne have lov til, at alle skal kunne få en uddannelse, vi vil gerne have en infrastruktur med veje, offentlig transport - og ikke mindst vil vi gerne tage os af de svage af os.

En flot tanke, og i Danmark har vi et meget omfangsrigt velfærdssystem. Et så stort velfærdssystem skal administreres og det kræver administratorer.

Men mest af alt har det en pris, og der er kun os selv til at betale.

Pris vi skal betale er ikke kun en stor del af vores indkomst, men også en stor del af vores frihed. Ellers kan velfærdssystemet ikke opretholdes. Hamsterhjul til dem der kan, så længe de kan, og en skarp kontrol over dem, der påstår de ikke kan,

Så der er et valg her. Mindre velfærd har nogle andre omkostninger.

Lise Lotte Rahbek

Grundtankerne kan jeg følge.
Men når Britney Spears skal bruge en guillotine i forbindelse med den franske revolution og Hitler også skal halshugges i samme forestilling, så bliver jeg meget, meget jysk, jordbunden tenderende det fastlåste, og forbeholden.
Det lyder ikke umiddelbart som en forestilling, vi får at se i de lokale teatre her i omkantsdanmark.

Steffen Gliese

Det er kapitalismen, der forvrider ideen om transaktion endnu engang! Hvis vi ser på begreberne - jeg har skrevet dette en del gange efterhånden - så hedder det arbejdsGIVER og arbejdsTAGER. Det vi sige, at det ikke er arbejdskraften, der aftales noget om, men selve arbejdet. Kun fordi det, arbejdet medfører: retten til forbrug af en afgrænset størrelse, gøres til det væsentlige og hierarkiserende, opstår fremmedgørelsen.

Arne Albatros Olsen

Right on brother, right on !

Arbejdet er jo en del af livet. Det er et menneskeligt grundvilkår – og har været det alle dage - også da vi var jægere- og samlere.
Arbejdet behøver ikke være en pestilens. Interviewpersonen fortæller jo begejstret, hvor meget han selv arbejder, og hvor glad han er for sit eget arbejde. Alligevel ser han, at der er et problem for os andre. Jeg læste artiklen på grund af overskriftens "hvordan vi modarbejder at varegøre os selv". For det er jo den anden side af arbejdet – varegørelsen og at nogle gør sig rige og får magt og indflydelse via andres arbejde - men det var der intet nyt om.
Og sikke noget vrøvl, som Information også tidligere har bragt til torvs, at fordi 4,5 millioner amerikanere sagde deres job op i november - hvilket er "rekordmange", får vi at vide – så skulle det være et udtryk for, ”at folk vender arbejdet ryggen”. Den mest nærliggende forklaring er trods alt, at de vender sig mod nye udfordringer og et nyt job - ikke ledighed.