Her er de otte nominerede værker til Montanas Litteraturpris 2021

Otte fremragende bøger er nomineret til Montanas Litteraturpris 2021. Det har været alt andet end nemt at identificere lige præcis de værker, der lever op til kriteriet om at være litterært fornyende inden for sin genre. Ikke fordi det var svært at finde dem, men fordi der var så mange gode at vælge mellem, at det var svært at begrænse det til otte. Men en række af avisens kritikere har talt og hver især peget på ét værk fra 2021, der nu har chancen for at modtage årets litteraturpris og de 100.000 kroner, som følger med æren.

Montanas Litteraturpris honorerer ikke nødvendigvis årets bedste eller mest populære bøger, men de bøger som med en formulering fra fundatsen »er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde«.

Hele syv romaner og en essaysamling er nomineret til prisen i år, hvilket genremæssigt er en overraskelse, da der de forudgående år har været en tendens til at indstille digtsamlinger og andre bøger, der bevæger sig på tværs af traditionelle genreskel. Og en anden bemærkelsesværdig iagttagelse er, at blandt forfatterne til de nominerede værker er syv kvinder og to mænd, hvilket vist er den vildeste kønsfordeling i prisens historie.

At en bog er fornyende, er et kriterie for at blive nomineret. Det forbinder derfor årets udvalgte værker. Tilfældigvis synes der imidlertid også at være et andet træk, der går igen i flere af årets bøger, nemlig at være bundet af et sted eller en tid samt en omsorg for tilværelsen.

Tara Selter, hovedpersonen i Solvej Balles romanserie Om udregning af rumfang, kommer på sin vis ikke ud af stedet, i hvert fald ikke ud af den attende november, som hun hver dag er fanget i og bliver nødt til at gentage. Her i det tredje bind får hun dog først følgeskab af en Henry Dale og siden en hel lille gruppe, som Tara Selter deler skæbne med. Det interessante er, hvordan Solvej Balle kan blive ved med at bøje mødet med den samme dag i stadigt nye retninger.

Interessant nok er denne tilsyneladende stående i stampe og manglende udvikling også kendetegnende for Emeli Bergmans roman På undersiden af dagen, hvor hovedpersonen Anne år efter år ikke rigtig kommer videre i rollen som au pair for skiftende familier. Denne tilsyneladende stilstand er dog kun på overfladen, for alt det andet, der også sker, skrives frem i sprækkerne eller viser sig, som titlen også angiver, på undersiden af dagen.

Stillestående og bundet til et sted og en bestemt tid må også Helle Helles roman BOB siges at være. Alt det der sker i romanen er udramatisk og upåfaldende. Helt småt og nært. Samtidig kalder flere romanen for Helle Helles hidtil mest radikale eksperiment. Hvordan hænger det lige sammen? Ja, måske er det netop kontrasten af de upåfaldende begivenheder og det påfaldende sprog, der skaber den særlige dynamik, som gør en Helle Helle-roman til noget helt særligt.

En binding til et bestemt geografisk sted er noget, der forbinder to andre af årets bøger, som i øvrigt er så forskellige, som de kan være. I En linje i verden fortæller Dorthe Nors og Henrik Saxgren i ord og fotografier om Vestkystlinjen, der strækker sig fra Skagen helt ned til Vadehavets begyndelse i Holland. Dorthe Nors udnytter sin egen og slægtens tilknytning til Vestkysten til at skabe en forbindelse mellem landskab, menneske og erindring. Dertil får hun også hjælp af litteraturen, historieskrivningen, mødet med de lokale og hjerneforskere.

Sted er også helt konkret et afsæt i Josefine Klougarts Alt dette kunne du få, hvor forfatterens opvækst på Mols og forsøget på at erindre og redde den svundne tid fra glemslen gennemspilles i romanform. I større forstand gælder den kamp ikke bare den personlige erindring af fortiden, men også vores nutidige eksistens og alle de forbindelser, der løber mellem alt levende på tværs af tid.

Men Dorthe Nors og Henrik Saxgrens bog forbinder sig også ved at have et faktuelt afsæt i virkeligheden med Rakel Haslund-Gjerrilds forunderlige Adam i Paradis, der har en historisk person, nemlig maleren Kristian Zahrtmann, som romanhovedperson. Forfatteren har fanget sin hovedperson i hans sene år, hvor han ikke længere er så bevægelig som tidligere, men hvor livets modsætninger og paradokser får lov at stå frem i fuldt flor.

Christina Hesselholdt skriver med den intense og alligevel florlette roman Feje blade sammen op mod vinden videre på sin romansuite Selskabet om vennerne Camilla, Alma, Charles, Kristian, Alwilda og Edward. En roman, står der på titelbladet, men den er også en original blanding af essay, poesi og drama. På overfladen sker der tilsyneladende ikke så meget, og så alligevel handler bogen om den omkringliggende verden, naturen og vores relation til den og til andre mennesker.

Og endelig er Glenn Bechs debutroman Farskibet et portræt af en opvækst i en arbejderklassefamilie i Østjylland med forskellige stedfædre, brutale og voldelige. Hans rigtige far begik selvmord, da forfatteren var helt lille. Romanen bliver et sorgarbejde og en protest mod de normer, der hersker i det miljø, forfatteren er vokset op i, med en indskrænket opfattelse af, hvad en mand er og skal være.

Det er således otte forskellige og stærke værker, vi har udvalgt, og som fortjener stor udbredelse. Det vil i de kommende uger være muligt at få præsenteret og være med til at diskutere de nominerede værker ved fire salonarrangementer på Dagbladet Information. De afholdes de følgende onsdage bortset fra uge 7, klokken 17.

Montanas Litteraturpris realiseres i et samarbejde mellem Information, Montana Møbler og Det Kongelige Bibliotek, der lægger hus og deres største sal, Dronningesalen, til en prisceremoni, hvor de nominerede forfattere vil læse op, og hvor Montanas Litteraturpris uddeles. Det arrangement finder sted den 7. marts.

Inden da skal den komité, der hver især har nomineret et værk, blive enige om, hvilket af de otte værker der skal have årets pris.

Her er de nominerede værker:

Josefine Klougart: ’Alt dette kunne du få’

Erik Skyum-Nielsen

Mange af disse års overordnede litterære strømninger løber sammen i Josefine Klougarts bedste og stærkeste fiktionsværk til dato. Alt dette kunne du få er moderskabsskildring, selvbiografisk tilbageblik, familieanalyse, økologisk anfægtet samtidskritik plus meget mere endnu, men primært et studium i forbindelser, fastholdt i det gennemgående symbol: strengen, tråden, båndet, rebet. Reb kan knytte os sammen, men et reb kan også briste, så du styrter i afgrunden, eller det kan snære, så du kvæles.

Magnus Hove Johansson

Som før tager forfatteren udgangspunkt i sin opvækst på Mols og demonstrerer i denne forbindelse formidabel erindringsevne og poetisk natursensibilitet. Man bringes som læser tæt ind på familien, men samtidig nært på vækster og dyr.

Der føres overalt en stille kamp for at redde den svundne tid fra glemsel. Men striden gælder egentlig eksistensen som sådan, dette liv, der hele tiden forsvinder, fordi vi og vore omgivelser nu engang er sårbare og forgængelige.

Mod dette konstante tab sætter romanens skrift ind med en bestræbelse på at få det hele med, at rumme, omfatte det hele i et billedmylder, hvis hulter-til-bulter tillige inkluderer bjergbestigere på en stejl fjeldvæg i Schweiz og Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske roman Barbara, efter hvis titelfigur bogens hovedperson er opkaldt.

Klougarts Barbara er forfatter, bor på Christianshavn og er mor både for sin kærestes datter og for deres fælles barn. Og så er hun selv datter af en naturglad, malende kiropraktor, hvis operation for en hjertesygdom har fået lov at åbne romanen. Og mod slutningen skildres så Barbaras overmåde uønskede abort.

Derved føres dødens allestedsnærvær som en forbindende streng gennem bogen og knytter dens mylder af dele sammen ud fra en insisterende bestræbelse på at se det universelle først, det som forbinder menneske med menneske, og det som forbinder mennesket med det ikke-menneskelige. Den på én gang nænsomme og voldsomme, suverænt kraftfulde skrift skal påminde os om alt det, vi kan få og hele tiden må miste.

Solvej Balle: ’Om udregning af rumfang III’

Peter Nielsen

I Marstal på sydfynske Ærø er en forfatter i fuld gang med et skrive at stykke verdenslitteratur. Vi er godt nok kun knap halvvejs i det, der er annonceret som en romanserie i syv bind, men allerede nu er det muligt at konkludere, at vi med Solvej Balles Om udregning af rumfang har at gøre med et helt særligt værk, der vil skrive dansk litteraturhistorie og også med tiden få et stærkt internationalt liv. Og lige nu er vi som læsere så heldige at være midt i noget kolossalt stort.

Magnus Hove Johansson

Tara Selter, romanseriens hovedperson, vågner hver dag op til den samme dag – den 18. november. Til forskel fra alle andre har hun en erindring om alle de efterhånden tusindvis forudgående 18. novemberdage, der bliver ved med at gentage sig.

I de første to bind har Tara været alene om den viden – lige indtil hun i slutningen af andet bind møder et andet menneske, som også sidder fast i den dato. Her i tredje bind handler det om Tara Selters møde med Henry Dale, deres lille skæbnefællesskab og samtaler.

Hvis man troede, at serien ville gå død ved så mange gange 18. november, så kan man godt tro om. Solvej Balle har vist for hvert nyt bind at kunne forny romanformen.

I andet bind brød hun første binds geniale monotoni ved at lade Tara rejse i årstider for at genskabe illusionen om årstidernes omskiftelighed. Og i tredje bind forstærker Solvej Balle fornemmelsen af et reelt plot, når hun lader hovedpersonen møde først en anden person med samme skæbne og siden yderligere to. Denne lille gruppe på fire personer får det projekt at gøre verden til et bedre sted, aktivere et systemskifte inde fra den 18. november, inden tiden forhåbentlig går i gang igen.

Her i tredje bind beviser Solvej Balle, at hun i en skøn og nærværssansende prosa kan forene filosofisk fiktion med en mere udtalt civilisationskritik. Man bliver på en og samme tid mindet om dybden af den civilisatoriske krise, vi befinder os i, når man læser Solvej Balles roman, men også godt og grundigt mindet om menneskekærligheden og kærligheden til alle fortidens genstande og verdens mangfoldighed. Det er, som om man er ved at blive en bedre udgave af sig selv, når man læser Solvej Balle.

Emeli Bergman: ’På undersiden af dagen’

Tue Andersen Nexø

Emeli Bergmans anden roman, På undersiden af dagen, er umådelig velskrevet, præcis og lavmælt i sit sprog, skarp og udramatisk i sine røntgenbilleder af intimitetens sociale logikker. Fra sætning til sætning er den en fornøjelse at læse, men dens vigtigste kvalitet ligger et andet sted, nemlig i den både hverdagslige og litterært set helt originale situation, den sætter sin hovedperson i.

Magnus Hove Johansson

Danske Anna er au pair i Frankrig og bliver ved med at være det. Hun bliver hængende i det, der i al fald oprindeligt var tænkt som en art overgangsritual i unge kvinders liv, et enkelt år eller to mellem gymnasiet og den videre uddannelse.

I hvert kapitel møder vi hende hos en ny familie, et år eller to ældre, men ellers i den samme situation: katapulteret ind i en fremmed intimitet, indspundet i andres stemninger og fortrængninger, sat i forhold til nye børns behov for omsorg.

Som hun så må levere, det er trods alt – sammen med lidt rengøring – hendes job. Blandt meget andet er På undersiden af dagen en arbejdspladsroman, men dens arbejdsplads er familien. Det arbejde, den beskriver, handler om både følelser og karklude. Det kræver, at Anna på én gang er som en fortrolig og som en lydig ansat, at hun kan skifte mellem at være husets unge veninde og usynlige husalf. Hun skal træde i forældrenes sted og alligevel ikke gøre det. Hun ser alt for meget og skal ikke bide mærke i det:

»Jon sidder på den plads, hvor Carla sad dagen før, han har den blå skjorte og jakkesætsbukserne på, hans hår er tilbagestrøget, og det ser vådt ud, selv om det ikke er det, det fuldender billedet af hjemmet som en cafékæde. Alice og Hedvig sidder foran den enorme skærm og ser en animationsfilm, som ikke ligner, at den er lavet til så stor en skærm. Jeg stryger hånden over Hedvigs bløde hår og ned over hendes ryg, hvor rygsøjlen tydeligt kan mærkes. Må huske at købe den fede yoghurt, som hun kan lide, den med ti procent fedt. Jeg sætter mig i sofaen og løfter hende op på skødet, trækker Alice til mig, pigernes øjne er klistret til skærmen.«

Er På undersiden af dagen et bidrag til ny dansk litteratur om reproduktion og moderskab? Føles den så tidssvarende, fordi den beskriver et liv, hvor intimitet og arbejde er blevet umuligt at skille fra hinanden? Er det egentlig lykkeligt eller ulykkeligt, at Anna ikke vil andet end at være au pair? Bergmans roman giver ikke svarene, men lader mange spørgsmål tumle rundt i sin læsers hoved. Det er også en kvalitet.

Helle Helle: ’BOB’

Kamilla Löfström

Helle Helles romaner er altid et eksperiment, og eksperimentet i hendes ottende roman, BOB, handler om fortælleren. Eller mere teknisk fortællerinstansen »Bob og jeg« – en usædvanlig jegfortæller, der kun sjældent siger jeg og oftere vi, men allermest fortæller om Bob i tredjeperson. Også når han er helt alene. Hun gengiver hans tanker (om gadenavne og roer), som tænkte hun dem selv, og hun fortæller om tiden, inden de blev kærester, om tiden inden de flyttede fra Lolland til Vanløse, og endda inden Bob »tabte en knap bag Lollands Centret«, og »den trillede hen i nærheden af et par kinasko, og det var mine«.

Det var desværre ikke muligt at fotografere Helle Helle.

Magnus Hove Johansson

Helle Helles romaner stiller også altid spørgsmålet: Hvordan er det at være de andre? Spørgsmålet er eksistentielt, samtidig med at det knytter sig til forfatterens arbejde: At skabe personer med bogstaver på papiret. Dét spørgsmål sættes på spidsen med denne fortællerinstans, der fuldstændig overtager Bobs tanker og færden.

Jeget bliver Bob gennem ordene (men fjerner sig paradoksalt nok samtidig mere og mere fra ham som kæreste, for Helle Helles romaner handler også altid om at miste). Bob kan for eksempel tænke sådan her: »Ingen kan aldrig vide, hvordan det er at stå på en trappe som en anden. Eller ingen kan nogensinde. Eller alle kan ikke, alle kan ingensinde, ingensinde kan nogen ikke aldrig.«

Fortælleren er lige begyndt på litteraturvidenskab. Hun bruger »udsige«, »bekendtgøre« og »ankomme« i stedet for »sige« og »komme«. Hun siger »konversationen standsede« og »adspurgt om eftermiddagens forløb svarede han.«

BOB er nok Helle Helles mest radikale eksperiment. Kontrasten mellem det påfaldende sprog og de upåfaldende begivenheder er absurd, komisk og underligt rørende. Det er, som om »Bob og jeg« slet ikke kan være hjemme i de omstændelige ord: »Vi havde talt om at gå rundt om Damhussøen, Bob holdt for tiden øje med et par taffelænder, derefter havde planen været måske at købe ind til lagkage. En fælles trang til flødeskum var vokset frem først på natten. Der havde været forestillinger om marcipanlåg.«

Bob venter ikke på Godot, han er toogtyve og »samler point«, han er nok lidt deprimeret, som han balancerer der på kanten mellem mening og meningsløshed i en konstruktion, der ikke kan lade sig gøre, medmindre det er Helle Helle, der gør det, og gør det eminent.

Christina Hesselholdt: ’Feje blade sammen op mod vinden’

Thomas Thurah

Vennerne fra Christina Hesselholdts sprogligt blændende og indfølt livsgranskende romansuite er igen samlet: Camilla, Alma, Charles, Kristian, Alwilda, Edward. Foruden lille Greta, forældre og bedsteforældre.

Personernes stemmer glider ind og ud mellem hinanden, nogle gange i lange skiftende tanke- og erindringsstrømme, andre gange i rappe og morsomme dialoger. Sammenkoblingen af stemmer og de skiftende sprogstile gør bogen til en levende og højst original blanding af essay, poesi, roman, drama. Og på sin egen dystre-muntre måde til et rekviem for naturen, os selv og vores relationer til andre. Eller til de første ildevarslende toner af ét.

Magnus Hove Johansson

Også motiverne lægger sig ind over og belyser hinanden. Christina Hesselholdt skriver om død og afsked, men også om at genkalde sig de døde gennem stederne, de færdedes, og minderne, de efterlod hos de levende. En samling af ting, 27 genstande som en varde rejst for et liv, er et andet af bogens stærke omdrejningspunkter for liv og død.

Hun skriver om naturen som lurende katastrofe og om vores klodsede, selvmodsigende og forelskede forhold til den i dens utallige skikkelser. Hun skriver om grisebiler, bayerske pølser, tiggere, om handling og apati, selvoptagethed, spiseforstyrrelser, kærlighed, sex og om omsorg for dyr og mennesker.

Christina Hesselholdt har kaldt sin bog Feje blade sammen op mod vinden. Det kan henvise til flere af bogens smertepunkter: naturens og eksistensens flaksende blade, hele overlevelsens og livsmeningens næsten-håbløse kamp. Det kan på samme tid henvise til forfatterens forhold til verden, dvs. til romanen og dens form. At feje blade sammen op mod vinden er måden, Christina Hesselholdt nærmer sig sit stof og behandler det i en konstant bevægelse mellem sansning, tanke og sprog. Som en »frøkonge over hele herligheden«, som det hedder et sted i bogen, og afmægtig, konstant løbende efter, men »uden bitterhed«, som der står et andet sted.

Glenn Bech: ’Farskibet’

Lone Nikolajsen

Glenn Bechs debutroman er lige så klar i sit ærinde, som den er kaotisk og overvældende i sin form. Farskibet er en bredspektret bearbejdning af forfatterens fars selvmord, der fandt sted, da Glenn Bech var fem, og hans bror var tre.

Sorgarbejde er en værdig sag for en roman, men Farskibet er ikke bare det, den er også og slet ikke mindst et protestskrift mod den indskrænkede opfattelse af, hvad en mand kan tillade sig at være og føle. Dette står i romanen og dirrer som selvmordets baggrund og som direkte årsag til en masse anden ulykke.

Magnus Hove Johansson

Farskibet skildrer sin opvækst i en østjysk arbejderklassefamilie med forskellige stedfædre – en er meget voldelig, en andens brutalitet er mere verbal – og en masse indlejrede normer, der er lede at leve med. Det gør den i et væld af litterære formater og gennem flere forskellige perspektiver.

Der er lyrisk minimalistiske passager, hvor sætninger som »Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel« står hver for sig på siderne; koksede (omend tematisk fokuserede) tankestrømme; prosaiske henvendelser til moren og broren og en beskrivelse af en hjemmevideo fra en anspændt ferie indlejret i en beskrivelse af den også ret anspændte situation, hvor familien sidder og ser den sammen.

I det mylder af tematisk forbundne tekster, Farskibet er, finder man også tekst, der angiveligt (og troværdigt) præsenteres som erindringstekst skrevet af forfatterens mor samt farens selvmordsbrev. På den måde udnytter Glenn Bech romangenrens radikale rummelighed til at vise sorgen og vreden over farens selvmord, stedfarens vold, omverdenens homofobi og giftig maskulinitet i al almindelighed som dynamiske processer.

Det er ikke den type litteratur, der henter sin berettigelse i at være formfuldendt. Derimod gør den et stort og presserende rod af følelser og erfaringer tilgængeligt og muligt at orientere sig i. Det er tungt, men perspektivrigt, fordi Glenn Bech i Farskibet insisterer på at forstå sin egen ulykkelige familiehistorie som et samfundsmæssigt problem og i skildringen af den som sådan kaster lys på, hvad der kunne være meget, meget bedre.

Dorthe Nors og Henrik Saxgren: ’En linje i verden’

Anita Brask Rasmussen

I En linje i verden åbner Dorthe Nors og Henrik Saxgren landskabet og orienterer sig mod menneskets fødder og blik på en helt ny måde.

Det er en samling af essays, hvor Dorthe Nors vandrer ad stierne og kører ad vejene langs Nordsøen udstyret med forældrenes landkort både i form af slægtens tilknytning til Vestkysten og et helt konkret færdselskort.

Magnus Hove Johansson

Hun allierer sig med litteraturen, historieskrivningen, de lokale, kunstnerkolleger, endog hjerneforskere og forener det i sin rolige og sikre prosa med den evigt eksilerede hjemmefødnings analytiske blik.

Stier i landskabet bliver til erindringsspor i hjernen, forbindelsesled mellem mennesker og dyr, tråde gennem historien, linjer på tværs af grænser. Landskabet løfter sig som betydningsbærende element, der fungerer uafhængigt af tidsfæstede og fjerne formaliteter som monarker, regeringer og nationaliteter. Det frigør fortællingen om kysten, og Dorthe Nors bruger det til at vride den ud af hænderne på dem, der altid har domineret den: mændene. Kvinder træder frem i klitterne som kroppe og historie og kulturbærere.

Linjen er også til stede i Henrik Saxgrens billeder. Som vandspejl, som bakkekamme, som markskel.

Magnus Hove Johansson

På omslagsfotoet peger hjul- og fodspor i sandet mod horisonten som en billedlig fortolkning af Dorthe Nors’ centrale og præcise pointe om, at man herude ikke bor på Danmarks vestkyst, men snarere på Nordsøens østkyst. Her forbindes trådene i Nors’ essays med linjerne i Saxgrens fotos. Her ser vi huse og træer smyge sig langs landjorden.

Her har man altid levet på naturens nåde. Stormfloderne kommer, de flytter linjen, æder klitterne, oversvømmer byerne, drukner mændene. »Det drypper saltvand på ansigtet, far« som den lille dreng siger fra sin seng i et af de velvalgte tekststeder, som Dorthe Nors har fundet frem fra arkiverne i sin genopdagelse af skæbnefællesskabet på kysten.

Det er både tidløs og betimelig prosa og vil stå som et monument for eftertiden, der ikke anmassende, men stilfærdigt siger: Vi har altid vidst, at vandet kommer.

Rakel Haslund-Gjerrild: ’Adam i Paradis’

Bodil Skovgaard Nielsen

Adam i Paradis er exofiktion – en historisk persons liv skrevet om til litteratur, men uden hensyn til strenge faktuelle snarer. Men Haslund-Gjerrild bruger i lige så høj grad maleren Kristian Zahrtmann som afsæt for at skabe en litterær farvepsykologi, som i romanens tilfælde afslører seksualnormer, kropsskam og dekadence.

For under sproglige klimakser som »en plump pink pæon«, der er lige så forførende som rytmiske penselstrøg, gemmer Zahrtmanns forstillelse og selvbedrag sig.

Magnus Hove Johansson

Haslund-Gjerrild fornyer det, vi er så vant til at kalde billedsprog, ikke ved at lade omgivelserne farve af karakterernes psykologi, men ved at lade farverne være der, hvor de store følelser simpelthen er.

Romanen begynder som et overflødighedshorn; den aldrende maler Kristian Zahrtmann sidder i sin vinterhave på Frederiksberg, omgivet af de skønneste palmer og frugttræer. Her arbejder han på et portræt af den første mand i verden.

Zahrtmann instruerer modellen Hjalmar til at posere, som var hans krop en trone, og Eva ikke skabt endnu.

Den store maler har vundet kulturelitens gunst. Men i det skjulte skammer han sig over sit begær og sin aldrende krop. Han savler over unge mænd, som var de »kolde kyllingelår« i en skovturskurv, og han forsøger at aflede sine besøgende fra hængehud og leverpletter ved at give dem en appelsin, før de går. For læseren smelter den runde frugt og den runde mand naturligvis sammen.

Herman Bangs nylige død snakkes der ivrigt om til de selskaber, maleren frekventerer, og Den store sædelighedsskandale fra 1906 gløder i erindringen.

I indstik på grå sider finder man virkelige lovskrifter og debatindlæg fra tiden, som skamskyder Zahrtmanns oppustede selvfortælling med tør historicitet. Blandt andet skriver Johannes V. Jensen »Indespær dem, mener jeg, og giv dem et Haandarbejde!« om homoseksuelle mænd.

Adam i Paradis er et ømt portræt af et menneske, der spiser hele verden med øjnene – men alligevel går sulten i seng.