Den russiske skurk lever i bedste velgående. Men stereotypen begynder at flimre

Ivan Drago er den ultimative dræbermaskine. Teknisk urørlig, maskinelt toptrænet, nådesløs og stor som ind i helvede udgør den russiske sværvægtsbokser den ultimative skurk i Sylvester Stallones boksedrama Rocky IV fra 1985. »I cannot be defeated. I defeat all men,« siger den primitive russiske kæmpe (spillet af svenske Dolph Lundgren) i to af sine i alt ni replikker uden at fortrække en mine. Han har lige slået den amerikanske tidligere mester Apollo Creed til så meget plukfisk i ringen, at det koster vores amerikanske helt livet. Selv ikke dét får Drago til at vise skyldfølelse.

Ivan Drago er typisk for det stereotype onde skræmmebillede, Vesten har tegnet af russere i populærkulturen siden Den Kolde Krig. Ikke mindst i Hollywood, der har tildelt russerne en fast skurkerolle i action-, krimi- og spiongenren – fra James Bond, Rambo og Millennium-trilogien til serier som 24 timer og Killing Eve.

Her optræder den vodkatyllende russer kynisk, beregnende, sadistisk og nådesløs. Listige russiske kvinder forfører med sex som våben, inden de slår den retskafne amerikanske helt ihjel, mens de mandlige karakterer enten er udspekulerede videnskabsmænd, beregnende og sofistikerede mafiabosser eller voldsparate muskelbundter med beskidte kneb. Fordi de er hjernevasket til at følge den kommunistiske stat blindt og er villige til at ofre sig selv for Moder Rusland, er de hævet over enhver god skik og moral.

»Din krop tilhører staten,« belærer den strenge forstanderinde (Charlotte Rampling) på den russiske efterretningstjenestes lokkedueskole eksballerinaen Dominika, spillet af Jennifer Lawrence, i Francis Lawrences amerikanske spionthriller Red Sparrow fra 2018.

Koldkrigsfortællingen hænger stadig fast i kulturen her 30 år efter Berlinmurens og Sovjetunionens fald. Måske af vane, måske fordi Vesten stadig er bange for og mystificeret af den stærke russiske bjørn.

Geopolitisk giver fjendebilledet mening igen med de russiske internettrolde og hackeres indtog i Vesten og ikke mindst den aktuelle, højspændte konflikt mellem Rusland og NATO over Ruslands mulige invasion i Ukraine, der tegner truslen om krig over Europa. Ikke desto mindre er det påfaldende, hvor lidt skildringen af russere med enkelte undtagelser har ændret sig i mainstreamkulturen, og man kan med rette spørge, om portrætteringen af russerne som ualmindeligt dumme svin bidrager til den kølige luft mellem Øst og Vest.

Vi har i den anledning sat en række russiske karakterer under lup for at lede efter ældre og nyere skildringer, der både bekræfter og nuancerer stereotyperne. Kigger man efter, specielt i nyere amerikanske tv-serier som The Americans, Orange Is the New Black og Dronninggambit, er billedet nemlig knap så sort/hvidt.

Ældgammelt fjendebillede

Sprækkerne i fjendebilledet har ellers flere hundrede års tradition at kæmpe mod. I litteraturen blev russerne allerede i 1800-tallet – med Storbritanniens og Ruslands magtkamp om Asien som bagtæppe – optegnet som mystiske og beregnende skurke. Den franske forfatter Jules Vernes lagde med spændingsromanen Zarens Kurér fra 1876 grunden til Ronald Reagans beskrivelse af Rusland som ’Ondskabens Imperium’ med historien om den stærke sibirer Michael Strogoffs farefulde færd gennem det store, gådefulde, blodsudgydende og magtfulde rige. Efterfølgende figurerede russere som kyniske og kalkulerende hemmelige agenter i blandt andet Rudyard Kiplings Kim fra 1901 og Joseph Conrads Den hemmelige agent fra 1907, mens Agatha Christie i flere Hercule Poirot-romaner fra 1920’erne portrætterer den russiske Grevinde Vera Rossakoff som en attraktiv, flamboyant og snu juveltyv og dobbeltagent, der snor selv mesterdetektiven Poirot om sin lillefinger.

Skurketypen eskalerede under Den Kolde Krig, blandt andet i John le Carrés spionthrillere og Ian Flemings bøger om James Bond, der blev overført til film. Sidstnævnte har kæmpet mod dødsensfarlige russiske skurke m/k i stort set alle film, særligt mindeværdigt i From Russia with Love (1963) og GoldenEye (1995). Så sent som i efterårets biografbasker No Time to Die (2021) udgjorde danske David Dencik som videnskabsmand og Rami Malek som manieret og diabolsk terroristleder de to russiske hovedskurke.

Den russiske skurk lever således i bedste velgående. Både i kriminallitteraturen som skruppelløse modstandere til politifolk og agenter som Kurt Wallander, Martin Beck og Carl Hamilton, såvel som i moderne spionfilm som Salt (2010), Jack Ryan: Shadow Recruit (2014), Atomic Blonde (2017), tv-serier som Homeland (2011-20), Ray Donovan (2013-20), The Blacklist (2013-), Stranger Things (2016-) og McMafia (2018-) og krigsspillene Call of Duty og Battlefield.

En menneskelig mafiadronning

Den mest markante udvikling i samtidsskildringer efter afslutningen på Den Kolde Krig er, at skurken er gået fra at repræsentere den sovjetiske stat som for eksempel KGB-agent til at være et løst missil med tilknytning til den stærke russiske mafia.

Og man skal ikke undervurdere den russiske mafiahåndlanger. I den nervepirrende episode »Pine Barrens« i David Chases mafiaserie The Sopranos (1999-2007) viser russiske Valery sig som en overraskende udfordrende modstander, der formår at overmande og flygte fra Soprano-klanens Paulie og Christopher, mens han er ved at grave sin egen grav. Russeren er en af de få karakterer i serien, der slipper væk med livet i behold.

I Jenji Cohans fængselskomediedrama Orange Is the New Black (2013-19) kommer fængslets barske russiske køkkenchef, Red (Kate Mulgrew), også i problemer med den russiske mafia. I et flashback i seriens andet afsnit ser vi Red og hendes mand, der for nylig er immigreret til New York og har åbnet en restaurant, prøve at ynde sig ind hos mafiabosserne og deres nyrige trofæhustruer – en anden stereotyp inden for russiske karakterer. Konerne bryder sig dog ikke om Reds grove humor og manerer og fryser hende ud.

Da Red konfronterer dem, kommer hun i vrede til at punktere mafiabossens kones ene bryst. Episoden sætter Red og hendes mand i gæld til mafiaen, hvilket bliver starten på Reds kriminelle løbebane. I fængslet bruger hun sine mafiaforbindelser til at smugle forbudte varer ind med madleverancerne og skaber sit eget lille mafiaimperium. Da hovedpersonen Piper kommer ind i fængslet, styrer Red køkkenet, ja, hele fængslet med hård hånd og er altid et træk foran alle andre. En gruppe loyale medfanger, som hun kalder sine døtre, udfører hendes beskidte arbejde. Da Piper på sin første dag kommer til at fornærme Reds madlavning, får hun russerens vrede at mærke: Red beslutter simpelthen at sulte hende, og ingen i fængslet tør give Piper mad i flere dage. Red er på den ene side en stereotyp, men serien viser samtidig hendes sårbare og omsorgsfulde sider, hendes stolthed og følelse af at stå uden for fællesskabet som ressourcesvag immigrant; den identitet, der formede hende som kriminel.

Der er til gengæld ikke megen menneskelighed at spore hos den russiske lejemorder Villanelle (Jodie Comer), der leger katten efter musen gennem hele Europa med M15-agenten Eve Polastri i Phoebe Waller-Bridges spionthriller Killing Eve (2018-2022). Villanelle arbejder for den kriminelle organisation The Twelve og sætter ikke spørgsmålstegn ved, hvem hun slå ihjel. Hun dræber med koldt blod, kreativ udførelse og en psykopatisk glæde ved at se lyset slukke i sine ofres øjne. Og så nyder hun at bruge pengene på at købe elegant designertøj. Hun er ung, smuk og glamourøs og udnytter, at hendes ofre ikke ser kvinder som en trussel. I forhold til den stereotype sexede russiske skurkinde er det til gengæld forfriskende, at Villanelle ikke forfører sine ofre.

Hepper på spionerne

Forførelsens kunst er til gengæld et af de mange benyttede tricks, som det russiske spionpar Elizabeth og Phillip Jennings (Keri Russell og Matthew Rhys) benytter for at samle oplysninger til KGB i Joe Weisbergs spiondramaserie The Americans (2013-18). Bortset fra parrets mange fjollede parykker er serien dog blottet for klicheer, men udvikler sig gennem seks sæsoner til et stadigt mere nuanceret og moralsk tvetydigt karakterdrama.

Parret udgiver sig for at være en ærkeamerikansk kernefamilie med to børn og et rejsebureau i en forstad til Washington, D.C., og på trods af, at de bedrager og myrder i stor stil, formår de at fastholde publikums identifikation og sympati. Vi håber til det sidste, at de vil slippe afsted med deres ugerninger – og ikke vække mistanke hos deres rare nabo Stan, der tilfældigvis er FBI-agent.

Trods parrets utallige løgne, forklædninger og identiteter handler serien om loyalitet. Over for hinanden, over for landet, over for familien og over for det, de tror på. Mens Elizabeth er idealist og går vidt for at tjene moderlandet og beskytte parrets identitet, er Phillip forholdets tvivler. Han bliver konsekvent ramt af dårlig samvittighed over at vildlede kilder, han indleder romantiske relationer med. Serien brillerer også som familiedrama, da den følger parrets teenagedatter Paiges spirende mistanke om forældrenes hemmeligheder og parrets dilemma omkring at leve et dobbeltliv, de ikke kan dele med deres børn. Skal de inddrage datteren og dermed gøre hende medskyldig?

Dissidenterne hyldes

Særligt i den sidste del af Den Kolde Krig har Hollywood åbnet sig for, at russere også kan være sympatiske mennesker. I film som Mord i Gorky Park (1983), Jagten på Røde Oktober (1990) og Det russiske hus (1990) er der dog tale om enkeltstående fornuftige individer: afhoppere, der sætter spørgsmålstegn ved det sovjetiske styre og ideologi. De bliver portrætteret som gode, fordi de forråder deres land.

Craig Mazins miniserie Chernobyl (2019) er et nyere eksempel på at hylde de autoritetsskeptiske russere. Da reaktoren i atomkraftværket eksploderer og forårsager en massiv ulykke, tror værkets chefingeniør først ikke på, at der er sket en fejl, fordi de ’gjorde alting rigtigt’. Da han indser ulykkens omfang, møder han en direktør i fornægtelse, ligesom en politiker i byrådet skyder spørgsmål ned med en tale om, at tiltro til sovjetsocialismen altid kan betale sig, og at borgerne skal overlade statsanliggender til staten. Det bliver i løbet af serien de to konfrontatoriske forskere Valery Legasov og Ulyana Khomyuks fortjeneste, at sandheden kommer frem.

I Scott Franks miniserie Dronninggambit (2020), der er baseret på Walter Tevis’ roman af samme navn fra 1983 og også foregår under Den Kolde Krig, fremstår de russiske skakspilleres regelrethed ligeledes som deres akilleshæl. Det unge amerikanske skakgeni Beth Harmon frygter for at møde de urørlige russere. Særligt den kontrollerede mesterstrateg Borgov, som aldrig afslører en følelse og spiller hurtigt og indøvet – hvorimod Beths styrke er hendes intuition.

»Alle hans træk var så indlysende, fantasiløse, bureaukratiske. Og hele tiden, når jeg så ham ind i ansigtet, var der ingen tvivl. Ingen svaghed,« beklager Beth sig til sin mor efter sit første nederlag til russeren.

Både Borgov og de andre russiske spillere viser sig dog som positive bekendtskaber og høflige gentlemen, der tager deres nederlag med et smil og hylder Beths evner. Selv Borgov gratulerer og omfavner hende, da hun endelig slår ham – bemærkelsesværdigt ved at bruge hans kollektive tilgang: Mens Beth er alene i Moskva, ser hun Borgov forberede sig til kampen sammen med sine russiske kolleger. Det får hende til at ringe til sine skakvenner i USA, der hele natten hjælper hende med at lægge en strategi.

Selv om Beth og hendes amerikanske individualistiske og fantasifulde spillestil ender med at sejre, er Dronninggambit ikke desto mindre et sjældent eksempel på en populærkulturel fremstilling af en vellykket kulturel udveksling mellem russere og amerikanere.