For Sidney Poitier var 1967 et markant år. Den da 40-årige, sorte og amerikansk-bahamanske skuespiller medvirkede i ikke færre end tre film det år, som kun gjorde ham til en endnu større stjerne, end han allerede var. På hver sin måde afspejlede de tre film også det humanistisk-politiske projekt, den aristokratiske Poitier, der døde i sidste uge, 94 år gammel, forfulgte gennem hele sin filmkarriere. Han kæmpede for sortes rettigheder og banede vejen for flere generationer af sorte skuespillere, og han gjorde det stort set uden at hæve stemmen.
To Sir, With Love (Den hårde klasse på dansk) var nært beslægtet med en af Poitiers gennembrudsroller som elev på et trængt gymnasium i et hårdt storbykvarter i The Blackboard Jungle (1955, Vend dem ikke ryggen). Den handler om en nyuddannet ingeniør, Thackeray (Poitier), der får arbejde på en skole i Londons East End og her forsøger at give sine store, uregerlige elever en fornemmelse af, hvad det vil sige at være voksen, og hvordan man behandler andre mennesker med respekt og omtanke.
I In the Heat of the Night (I nattens hede) spiller Poitier en kriminalbetjent fra Philadelphia, Virgil Tibbs, der meget mod sin vilje bliver blandet ind i opklaringen af et mord i en lille by i Mississippi, hvor racisme og xenofobi trives, ikke mindst i skikkelse af den lokale politichef, Gillespie (Rod Steiger).
Og i Guess Who’s Coming to Dinner (Gæt hvem der kommer til middag), spiller Poitier lægen John Prentiss, der har mødt og forelsket sig i en ung, hvid kvinde, Joey (Katharine Houghton), der er endog meget ivrig efter, at han skal møde hendes forældre (spillet af Katharine Hepburn og Spencer Tracy). Joey er overbevist om, at hendes på alle måder tolerante forældre vil tage imod John og parrets hastigt planlagte ægteskab med åbne arme. Det er John slet ikke så sikker på, og han tøver med at fortælle sine egne forældre om det. Det viser sig da også, at begge forældrepar har forbehold over for de to unge menneskers forhold, mest på grund af den modstand og de problemer, de to med sikkerhed vil møde i en verden, som ser skævt til ægteskaber mellem sorte og hvide.
Undertrykt vrede
Og på den måde lykkedes det Sidney Poitier – og hans instruktører – gennem tre stærkt seværdige film at skubbe til fordomme og tage komplekse diskussioner om det samfund og den tid, han levede i. Han blev en sort stjerne – en af de mest populære og bedst betalte skuespillere – op gennem 1950’erne og 1960’erne, hvor borgerrettighedskampen var på sit højeste i USA, og hans film afspejlede oftere end ikke den hårde kamp, som landets afroamerikanske befolkning måtte kæmpe for at blive accepteret og få de samme muligheder som alle andre.
»Det er et valg, et klart valg. Hvis samfundet så anderledes ud, ville jeg insistere på at spille skurke og få lov til at beskæftige mig med andre og mere nuancerede billeder af sortes liv. Men fandeme om jeg vil gøre det på dette tidspunkt af spillet,« sagde Sidney Poitier ifølge The New York Times om sine filmroller i et interview fra 1967.
Og det var noget, han gjorde med værdighed, stolthed, intensitet, humor og en beundringsværdig ro, også selv om de personer, han spillede, indimellem måtte lægge bånd på sig selv for ikke at tabe besindelsen. Som i In the Heat of the Night, hvor han sammenbidt insisterer på respekt og på at blive kaldt »Mr. Tibbs!«. I sin nekrolog over Poitier i The New York Times skriver William Grimes:
»Selv om hans figurer ofte sitrede af undertrykt vrede, reagerede de på uretfærdighed med stille beslutsomhed. De mødte had med fornuft og tilgivelse, hvilket sendte en beroligende besked til det hvide publikum og betød, at hr. Poitier blev beskyldt for at være en Onkel Tom, da borgerrettighedsbevægelsen blev mere militant i 1960’erne.«
Stædig ung mand
Sidney Poitier blev født i Miami i Florida i 1927, men voksede op på Bahamas, hvor hans forældre var tomatfarmere. Han var den yngste af ni søskende og kendte ikke meget til den moderne verden, før familien i 1937 flyttede fra provinsen til Bahamas’ hovedstad, Nassau. Han gik ud af skolen som 12-årig og begyndte at arbejde, men fik også problemer med myndighederne. Da han var 14 år, blev han sendt til Miami for at bo hos noget familie.
Det var her, at han første gang mødte den racisme og raceadskillelse, som især prægede de amerikanske sydstater, og snart flygtede han til New York, hvor han fik alle mulige former for manuelt arbejde, blandt andet som havnearbejder og opvasker. Det var et hårdt liv, og ofte havde han ingen penge. I 1943 kom Poitier i hæren – han løj om sin alder – og i 1945 røg han ud igen. Og så var det, at han begyndte at forfølge en karriere som skuespiller. American Negro Theatre søgte efter skuespillere, og den unge Poitier troppede op til en prøve. Det kom der dog ikke meget ud af – han kunne ikke spille skuespil, havde knapt lært at læse og talte med tyk bahamansk dialekt.
Men så tog fanden ved Poitier, der begyndte at lytte til radio for at ændre sin måde at tale på. Han har i interview fortalt, at han er meget stædig, og når nogen fortæller ham, at noget ikke kan lade sig gøre, ja, så sætter han alt ind på at modbevise det. Arbejdet med sin udtale er en af de selvbiografiske ting, der fandt vej ind i To Sir, With Love, hvor Thackeray skal forestille at være født og opvokset i Britisk Guyana. Han talte oprindeligt patois – eller kreolsk – men lærte så sig selv at tale ’ordentligt’ for at kunne få en uddannelse.
Socialt bevidste instruktører
Taleøvelserne hjalp Sidney Poitier, der havde en karakteristisk, smuk og melodisk stemme. Han fik en elevplads på American Negro Theatre – mod at han påtog sig et ulønnet job som vicevært samme sted. Inden længe fik han sine første roller på scenen, og det førte ham i løbet af nogle år til Hollywood, hvor han i 1950 fik sin første rigtige filmrolle. Det var i Joseph L. Mankiewicz’ No Way Out (Ingen udvej), hvor han spiller en sort læge, der får til opgave at behandle to hvide racister. Da den ene af dem dør, bliver der ballade, og det blev i høj grad dette politiske spor, Poitiers karriere kom til at følge de næste mange år.
I sin første selvbiografi, This Life, skrev Poitier, at »forklaringen på min karriere var, at jeg blev instrumental for de få filmskabere, der havde en social bevidsthed«. Det drejede sig blandt andre om Norman Jewison, der stod bag In the Heat of the Night, og Stanley Kramer, der lavede Guess Who’s Coming to Dinner. Kramer instruerede også The Defiant Ones (Lænken, 1958), der gav Poitier den første oscarnominering, og som sammen med The Blackboard Jungle og Porgy and Bess (1959) blev hans helt store gennembrud og førte til anerkendelse og endnu større roller i 1960’erne.
Poitier var den første sorte skuespiller til at vinde en Oscar for en hovedrolle, som han modtog for Lilies in the Field (Markens liljer, 1963), hvor han spiller en omrejsende håndværker, som hjælper en flok tyske nonner med at bygge en kirke i Arizonas ørken. Det er ikke ligefrem en film om race, men den er fuld af humor og humanisme. Både To Sir, With Love og In the Heat of the Night fik efterfølgere, og ud over at lave film med en social og politisk dagsorden – en af dem foregik i apartheidens Sydafrika – brugte Poitier også sin stigende berømmelse til at kæmpe for sortes rettigheder i USA. Han deltog i borgerrettighedsmarcher i både nord og syd, og han skrev og talte gerne om det i sine bøger og i interview.
Instruktøren Poitier
Der blev længere mellem Sidney Poitiers filmroller i fra slutningen af 1960’erne og frem, ikke mindst fordi tonen i det politiske miljø og i de politiske film blev hårdere og mere radikaliseret. Det var ikke alle Poitiers roller, der var lige mindeværdige, og han blev anklaget for at please det hvide establishment med sine valg af film.
Det sårede ham dybt, og han begyndte i stedet at producere og instruere film, deriblandt en western og en håndfuld komedier. I flere af dem spillede han selv med blandt andet sammen med vennen og kollegaen Harry Belafonte og en anden vigtig skikkelse i sort showbusiness, Bill Cosby. Af de film, Poitier instruerede, blev Gene Wilder- og Richard Pryor-komedien Stir Crazy (To tosser bag tremmer, 1980) en stor succes.
Poitier medvirkede i sin sidste film for 20 år siden, men havde i 1980’erne og 1990’erne enkelte gode roller i thrillers som Little Nikita (Fælden klapper, 1988) og Sneakers (1992). I 1997 spillede han Nelson Mandela i tv-filmen Mandela and de Klerk og fik megen ros for sin præstation.
Indbegrebet af sort stolthed
Ordner og priser fik Sidney Poitier også en række af gennem sit liv, både for sin filmkarriere – en æresoscar i 2002 – og for sit humanitære, sociale og politiske engagement. I 1974 blev han adlet af den britiske dronning, og i 2009 overrakte præsident Barack Obama ham The Presidential Medal of Freedom. Poitier var gift to gange og fik seks børn.
Da nyheden om Poitiers død ramte verden, udtalte Obama: »Gennem sine banebrydende roller og enestående talent, var Sidney Poitier den udtrykte værdighed og elegance, og han understregede films evne til at bringe os tættere på hinanden.«
Skuespilleren Viola Davis sagde, at »ingen ord kan beskrive, hvordan dit arbejde radikalt forandrede mit liv. Værdigheden, normaliteten, styrken, dygtigheden og den rene elektricitet, du gav dine roller, viste os, at vi, som sorte mennesker, betød noget«.
I sine mindeord over Sidney Poitier i The Guardian kaldte filmkritiker Peter Bradshaw Poitier for en sort Cary Grant og karakteriserede ham som »elegant, mandig, selvsikker, med en medfødt værdighed og et overvældende tilstedevær på lærredet«.
Og The New York Times’ lederskribent og politiske kommentator Charles M. Blow, der var en stor beundrer af Sidney Poitier, beskriver ham således i en artikel om en middag med skuespilleren: »Han var indbegrebet af sort værdighed, sort skønhed, sort stolthed og sort styrke.«
