Kultur
18. februar 2022
Da jeg var i starten af tyverne, rejste jeg til Canada for at besøge nogle gode venner i Toronto. Den enes mor havde som ung færdedes i de samme kredse som Neil Young, og selv om det vidst var et ret perifert bekendtskab, var det fortryllende – hvis ikke ligefrem mytisk – for en ung fan som mig. For Young var i min optik symbolet på canadisk kulturarv på samme niveau, som H.C. Andersen er det for Danmark.
Inden jeg rejste hjem, forærede denne mor mig en gave. Sammen med lidt assorteret skrammel, en badesvamp, nogle plastikkopper og en overparfumeret shampoo (hun havde og har stadig et veludviklet preppergen), gav hun mig en bog om Neil Youngs canadiske år, som jeg har fundet frem igen.
En kommentar til:
"Men som det ofte forholder sig med Youngs tekster, kan de være både omstridte, ulogiske, tvetydige, forvirrende, rørende og lægge op til flere fortolkninger."
Netop, og det må i forbindelse med Neil Young være vigtigt ikke at forstå alt, hvad han foretager sig, for "pålydende". Der er hos ham, med hans særlige romantisk orienterede dyrkelse af traditionelle og oprindelige kulturelle fænomener, en rodfæstethed i en amerikansk tradition, der for en umiddelbar dansk venstreorienteret tankegang kan forekomme reaktionær.
Men samtidig er der hos ham også typisk tale om en præsentation med en kritisk twist.
Som i denne kulturelle og kritisk - humoristiske belæring om kønsrollerne i USA i 1950erne, gennem såvel tekst som billeder.
Neil Young with Crazy Horse: "She´s Always Dancing" (2012)
https://www.youtube.com/watch?v=BytPl-AGZYw
Har lige sat min 50 år gamle vinyl på grammofonen. Den har en lille bitte ridse i - ja netop “A Man needs a Maid”
Det du ikke omtaler i din fine artikel, er det faktum, at lige den plade havde en lyd, som næppe var hørt før, og heller ikke siden , i hvert fald hvis du spør mig.
Mage til tør lyd, som det høres især i intronummeret og i “Heart of Gold”, var ikke hverdagskost. Og det var dejlig befriende - og helt fantastisk på et godt anlæg med store højttalere ( hjemmebyggede horn, selvfølgelig!)
Og det skyldes helt sikkert mesteren selv, som er medproducent på pladen - og allerede på det tidspunkt gik vældig op i god lyd!
- øjeblik - jeg skal lige vende pladen -
Ja for filan: “Old Man” med en af Neil’s specialstrikkede akkorder i introen, og den fremragende banjo (Ben Keith?) - hov! En lille ridse igen - meget autentisk!
Det er altså bedre end Spotify, det her!
Tak!
Mvh
Inger Margrethes mand
Et af mine allerførste albums - og til dato det eneste jeg har investeret i fra hans hånd.
Jeg elsker det og vil altid gøre det - især Out on the weekend.
Tak for en velskrevet artikel.
Susanne Jespersen