Adam Price: »Selv i de allermørkeste afsnit af ’Borgen’ er der som regel en lille flamme af håb«

Det var de færreste, der havde forestillet sig, at en tv-serie om hverdagen på Christiansborg, politikernes forhold til og samspil med medierne og forsøget på at forene karriere med familie ville blive så stor en succes. Men det gjorde Borgen. De første tre sæsoner af serien, der blev sendt for ti år siden, blev set af halvanden million mennesker i gennemsnit pr. afsnit og gjorde flere af skuespillerne til stjerner, også i udlandet. Seriens idémand, Adam Price, fik et internationalt gennembrud.

Det var nemlig ikke kun i Danmark, at tv-seere henrevet fulgte med i historien om det danske folkestyre og midterpartiet De Moderates idealistiske forkvinde, Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen). I afsnit nummer et bliver hun Danmarks første kvindelige statsminister, og hun må siden kæmpe for at finde en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, alt imens hendes idealisme bliver forvandlet til pragmatisme i mødet med magten og det politiske spils mange kompromiser.

Nu er Birgitte Nyborg og en del af persongalleriet fra de første tre sæsoner tilbage i en ny og længe ventet fjerde sæson. Borgen – Riget, magten og æren, der begynder på DR på søndag, foregår i dag, ti år efter hændelserne i tredje sæson af serien. Sidst vi så Birgitte Nyborg, havde hun lige stiftet sit eget parti, det ligeledes midtsøgende Nye Demokrater, og fik ved folketingsvalget så mange mandater, at hun ligesom i første sæson kunne gøre sig selv til statsminister. Det er hun dog ikke længere. Efter en tid i opposition er hun i stedet blevet udenrigsminister i en nydannet regering ledet af Arbejderpartiets unge, ambitiøse stjerneskud, Signe Kragh (Johanne Louise Schmidt).

Det er svært for Birgitte Nyborg at skulle affinde sig med ikke længere at bestemme det hele, og denne kamp om og for magten er en af de røde tråde, der løber gennem denne sæson af serien.

Et spørgsmål om identitet

»Birgitte Nyborg er blevet 10-12 år ældre. Hun har siddet i toppen af dansk politik i måske 25 år, hvor hun har været vant til at få store udvalgsposter, blive hørt og lyttet til, være med til at sætte sit fingeraftryk på store forlig og været den, der ofte bliver inviteret først, når dørene til forhandlingslokalet bliver lukket op,« siger Adam Price, da vi en stille lørdag i begyndelsen af februar sidder over for hinanden i en sofa på Information.

»Hvad gør det ved dig, at du er vant til altid at blive hørt? At du er vant til at få dit fingeraftryk på alle aftaler? Det var klart Borgens ønske at lave en form for dissektion af magten, og hvad den gør ved mennesker. Efter alle de år er det sgu også interessant med patologien omkring langtidseffekterne af magt.«

Price har talt med nuværende og tidligere politikere om, hvordan man til at begynde med efterspørger magten, fordi man gerne vil bruge den til noget. Men efterhånden risikerer man at blive så forført af at have magten, at den bliver endemålet i sig selv, frem for hvad man bruger den til, indholdet i de enkelte aftaler, man indgår, eller de love, man vedtager.

»Og hvis magten ikke længere er noget, du skal bruge for at gennemføre din politiske vision, men er blevet til din identitet, kan du jo ikke slippe den, fordi du så mister din identitet. Det er grundlæggende et identitetsspørgsmål, og der er noget risikabelt ved, at din identitet ligger i selve magten, for så er der jo nærmest ikke grænser for, hvad du vil gøre for at bevare den identitet. Der er en grund til, at Birgitte Nyborg går til de yderligheder, hun gør i den nye sæson.«

Tilbage til en succes

Men hvorfor overhovedet vende tilbage til en så stor succes som Borgen efter så mange år med det enorme forventningspres, der nødvendigvis må ligge på en ny sæson? Er Adam Price løbet tør for ideer?

»Absolut ikke,« siger han med et grin og fortæller, at han altså har masser af projekter i støbeskeen.

»Man skal altid tænke meget grundigt over, om man skal tage sådan noget fint sølvtøj som Borgen, der ligger gemt i skuffen, frem igen.«

Da Adam Price fik ideen til en fjerde sæson af ’Borgen’, måtte han først spørge Sidse Babett Knudsen, om hun ville være med igen som politikeren Birgitte Nyborg. Det ville hun heldigvis gerne.

Jón Bjarni

Sigrid Nygaard

Price understreger, at sæson fire derfor er en »revitalisering« af serien og en »genskabelse i en helt ny, moderne og anderledes verden og kontekst« med filminstruktøren Per Fly som den styrende instruktørkraft på sæsonens otte afsnit. Denne nye sæson er produceret til Danmarks Radio i et samarbejde med streaminggiganten Netflix af produktionsselskabet SAM Productions, som Price grundlagde sammen med Søren Sveistrup, der selv havde haft stor succes med Forbrydelsen, og filmproducenten Meta Louise Foldager Sørensen.

»Hvis vi havde lavet Borgen for en kommerciel tv-station i udlandet, var vi jo nok ikke stoppet efter tre sæsoner,« siger han.

»Så var vi sikkert kørt videre adskillige sæsoner endnu. Men forhåbentlig var vi stoppet, mens legen stadig var god. Nu stoppede vi primært på grund af DR’s helt naturlige produktionsrotation. Der var en ny serie i pipelinen og ikke plads til mere. Og det er egentlig forbilledligt i forhold til public service-tanken, at man ikke er sat i verden for at bekræfte sine egne ideer, indtil folk bliver trætte af dem.«

Derfor var det fint, at Borgen stoppede, da den gjorde, også selv om Price og de øvrige involverede havde haft det sjovt med at lave den. Oprindeligt var det heller ikke Borgen, han tænkte på, da han begyndte at arbejde på den kernehistorie, som løber gennem hele fjerde sæson af serien – i modsætning til de mange skiftende sager i sæson et til tre. Men den passede kun alt for godt til det politiske miljø, der er selve omdrejningspunktet i Borgen.

Oliefund i Grønland

For nogle år siden henvendte den radikale folketingspolitiker og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard sig til Adam Price og sagde: »Er du opmærksom på, at der er et interessant forhold, der gør sig gældende i selvstyrelovens paragraf 10?«

Det er dejligt nørdet og noget, som kun kan nydes af politikere og jurister, siger Price, der selv har studeret jura. Han er søn af skuespillerparret Birgitte og John Price og bror til komponist og kapelmester James Price – med hvem han også driver restauranter og laver populære madprogrammer til tv. Men han valgte med jurastudiet at gå en noget anden vej, inden han i begyndelsen af 1990’erne fulgte efter resten af familien ind i underholdningsbranchen. Og interessen for jura kom ham så til gode, da Lidegaard ringede og fortalte om selvstyreloven.

»Hvis man finder noget meget værdifuldt oppe i Grønland, ligger der ikke en fuldstændig gennemforhandlet masterplan for, hvordan man skal fordele overskuddet mellem den gamle kolonimagt og den nye stat,« siger han om den famøse paragraf.

»Det valgte man at sparke til hjørne, for situationen var ikke opstået endnu dengang (loven blev vedtaget i juni 2009 efter fremsættelse af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, red.), så hvorfor bruge lang tid på at skændes om det, hvis det alligevel aldrig sker?«

Men hvis det skete, ville det være, ligesom hvis to mennesker arver en formue, og der ikke findes et testamente. Det kan meget hurtigt blive dramatisk og konfliktfyldt. Det er et klassisk hvad nu hvis-scenarie, siger Price, der altid har været fascineret af det komplekse forhold mellem Danmark og Grønland.

Til at begynde med tænkte han på ideen som udgangspunktet for en politisk thriller, der skulle foregå i Danmark og Grønland og skulle handle om de både geo- og lokalpolitiske, økonomiske og klimamæssige konsekvenser af et stort oliefund i Grønland. Men da han begyndte at arbejde mere detaljeret med den overrordnede idé, lignede mange af elementerne, for eksempel scener, der foregik i statsministeriet og udenrigsministeriet, til forveksling noget, der kunne foregå i Borgen.

Og hvorfor ikke fortsætte ad den vej?

Afgørende identifikation

Adam Price ringede til daværende dramachef på DR, Christian Rank, der bestemt var interesseret, og så til Sidse Babett Knudsen, hvis medvirken var en forudsætning for, at en ny sæson af serien kunne blive til noget. Hun ville også godt være med.

»På den måde blev det Borgen, selv om det startede med slet ikke at være Borgen. Det er fascinationsplottet, vi taler om. Det storpolitiske, råstofpolitiske, klimapolitiske. Det er den maskine, der driver denne sæson. Men noget fuldstændig afgørende er identifikationen. Og dér syntes jeg, at det var oplagt og interessant at besøge et univers igen, netop fordi der er gået ti år‚« siger Price.

»Birgitte Nyborg er inde i et helt andet kapitel af sit liv. Hun har ikke hjemmeboende børn, befinder sig i begyndelsen af 50’erne, hun har ikke nogen mand, der holder hende tilbage. Hun er på vej i overgangsalderen, hvilket naturligvis påvirker hende som menneske og kvinde. Uanset at hun som politiker vil hade alt, hvad der trænger sig på af den art, for hun vil bare arbejde.«

Det handler om personerne og om at udsætte dem for størst mulig fare, men også om at redde dem, inden fortabelsen er total, forklarer Price, der virkelig kan mærke Borgen, når den går tæt på personerne.

»Birgitte Nyborg sidder med sin ministersekretær i bilen på vej til sin søns fødselsdag, og han undskylder, at hun kun har en time og 42 minutter med sønnen, og hun siger: ’Det skal du ikke tage dig af. Det er han så vant til’. Der er noget dybt tragisk i den beredvillighed til at acceptere, at, ’nå ja, alle ved jo godt, at jeg er minister og betydningsfuld og kommer ind som en dronning og går igen’,« siger han.

»Og samtidig er der til den fødselsdag øjeblikke, hvor du nærmest kan se, at hun tænker, at det ikke ville betyde noget, hvis hun ikke var der. Alle de mennesker omkring bordet lever det rigtige liv. De har med hinanden at gøre. De ses tit. De kommer hinanden ved og kommunikerer med hinanden hele tiden.«

En ny medievirkelighed

En anden karrierekvinde, der vender tilbage i fjerde sæson af Borgen, er journalisten Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen), der i tredje sæson var pressechef for Birgitte Nyborg. Nu er hun blevet leder af nyhedsafdelingen på TV1, hvor hun skal arbejde sammen med flere af sine gamle kolleger, ikke mindst redaktørerne Torben Friis (Søren Malling) og Pia Munk (Lisbeth Wulff).

Men er man nødvendigvis en god chef, hvis man er en god journalist? Det er et af de spørgsmål, som hun må stille sig selv, og som Price og de øvrige manuskriptforfattere udforsker i løbet af sæsonen.

Og både Katrine Fønsmark og Birgitte Nyborg befinder sig i en helt ny medievirkelighed, hvor alting går meget hurtigere end for ti år siden, ikke mindst fordi de sociale medier, der næsten lige var dukket op i 2010, i dag spiller en endog meget stor rolle i nyhedsformidling og politik.

»De repræsenterer i mange tilfælde selve nyhedsstrømmen. Det er en ny virkelighed og en anden hastighed, og den ville vi gerne vise,« siger Adam Price og taler om de mange niveauer af samtale, der i dag foregår i det danske samfund takket være den teknologiske udvikling. Samtidig er det en verden påvirket af både Donald Trump og #MeToo, og der er opstået en større polarisering mellem de politiske fløje og i samfundet generelt samtidig med krav om mere tolerance og større hensyn i den offentlige debat og måden, vi indretter os på.

»Billedet af verden er blevet mere forvrænget og fragmenteret. En sag kan jo i dag opstå mellem 50-100 meningsdannere og deres følgere på Facebook eller Twitter,« siger han.

»Glæden ved Borgen-universet er, at vi kan kommentere en politisk situation og endda kommentere den politiske proces indefra. Vi kan kommentere den journalistiske proces omkring den fortælling, vi præsenteres for. Også den proces kan vi kommentere indefra. Det giver os mulighed for, uden at det skal være ren satire, at lave et dagsaktuelt portræt af det sted, hvor dialogformen befinder sig. Det er interessant at tage de samtaler på Katrine Fønsmarks redaktion, hvor hun for eksempel er lidt frisk i en formulering, som en ung kvindelig kollega tager anstød af.«

Klogere på verden

De første tre sæsoner af Borgen var i høj grad præget af et frisprog omkring kvinder og sex, ikke mindst på TV1’s redaktion, men den går ikke længere. Adam Price fortæller, at han på SAM Productions er omgivet af unge mennesker, hvilket er en fornøjelse, men det betyder også, at han skal tænke sig om, inden han, som han formulerer det, »ruller frisproget ud«.

Han fortsætter: »Man skal lige være sikker på, at vi kan se hinanden i øjnene og vide, at det er ironisk ment. Nogle gange er selv ironi forkert. Man skal lige huske, hvordan det er, vi omtaler et menneske fra Afrika eller et oprindeligt folk, uden at det kommer til at virke som satire eller bliver hoverende eller upassende. Helt nede i de dramaturgiske byggesten er det jo sprog, vi taler om. Pludselig kan du skrive en replik, som har et sprogligt svirp, og så kan du angribe den øjeblikket efter, fordi nogen tager anstød af den.«

– Det er altså ikke kun personerne i ’Borgen’, der bliver klogere på verden, Det gør du også?

»Hundrede procent. Det beskriver også min egen proces. Det bliver på mange måder et meta-lag, fordi man skriver dramaet, kommenterer sit egen sprogbrug og bliver klogere undervejs.«

Samarbejde med Netflix

I den forbindelse er det interessant at notere sig, at den nye sæson af Borgen er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Radio og Netflix, og at man godt kunne få den tanke, at amerikanerne har krævet, at serien skulle være mere woke og politisk korrekt. Adam Price synes dog ikke, at han er blevet skubbet i en bestemt retning af den amerikanske streamingtjeneste, der sammen med en håndfuld andre internationale streamingtjenester er begyndt at producere dansksproget fiktion.

»DR og Netflix har koordineret deres noter med hinanden, og jeg har kun skullet forholde mig til en DR-redaktør, fuldkommen som jeg ellers ville have gjort, hvis det havde været en ren DR-produktion,« siger han. SAM Productions og Price har tidligere lavet blandt andet ungdomseventyrserien Ragnarok for Netflix, og han har været glad for samarbejdet, også om Borgen.

»Jeg må sige, at jeg på de projekter, jeg har været involveret i, ikke har mærket et forsøg på at liste en amerikaniseret dagsorden eller dramaturgi ind – der har ikke været særlige ønsker, som kun adresserer en amerikansk virkelighed og en amerikansk underholdningsindustri med alle sine utroligt mange dagsordener og politiske korrekthed.«

Det vil da også være underligt, mener Price, hvis man som Netflix har en forretningsstrategi, der går ud på at indtage Norden ved at lave nordiske serier. 

»De er kommet her for at lave nordiske serier, som har et nordisk præg og en nordisk tone. Det kan godt være, at de beder en om at overveje den etniske variation en ekstra gang eller spørger, om man lige vil genoverveje, om et 16-årigt menneske skal ryge beder en om at overveje, om et 16-årigt menneske skal ryge. Men hvis man siger, at det skal vedkommende af de og de grunde, oplever vi altså relativt stor lydhørhed,« siger han og fortæller, at SAM Productions ud over Netflix også arbejder med DR, TV 2, Viaplay og HBO og er i dialog med både Apple TV+ og Disney+

»Der er som regel selv i de allermørkeste afsnit af ’Borgen’ en lille flamme af håb. Det er der nok i min grundtone,« siger Adam Price.

Jón Bjarni

Sigrid Nygaard

En flamme af håb

Det er ikke svært at se inspirationen fra den amerikanske instruktør, manuskriptforfatter og showrunner Aaron Sorkins tv-serier i Borgen, især The West Wing og The Newsroom. Adam Price holder da også meget af Sorkins rappe, velformede dialog. Aaron Sorkin bliver dog indimellem kritiseret for at prædike for de allerede omvendte ved at skabe idealiserede figurer og universer, hvor folk er de bedste versioner af sig selv og ofrer alt for den gode sag.

Forsøger Price noget af det samme i Borgen?

»Der er som regel selv i de allermørkeste afsnit af Borgen en lille flamme af håb. Det er der nok i min grundtone. Jeg har noget optimistisk i mit væsen, uanset hvor mørk jeg bliver. Dele af Herrens veje var jo ret mørk,« siger han.

»Men jeg har det nok bedst, når man oplever, at den flotte brug af sproget samtidig også har nogle negative konsekvenser, eller at den bliver kommenteret. Så man får lov til hele tiden at blande malurt i bægeret. Jeg kan godt lide, at man viser et paradoks, mere end at man viser en idealverden. Det kan være, at det er en del af vores nordiske tungsind i forhold til vores selvbillede. Uanset hvor meget man elsker præsident Bartlet, der går op og ned ad katedralgulvet og taler latin med Gud …«

– Vi har da Birgitte Nyborg, der taler flydende fransk.

»Dog kun med EU.«

Han griner.

Et land og et folk

– Jeg oplever lidt Borgen som virkeligheden plus 25 procent. Har du en ambition om med serien at portrættere et land og et folk?

»Det kan ikke undgå at være en del af ambitionen, selv om udgangspunktet jo altid er karaktererne. Det er svært at have en stor ambition om at beskrive det nationale. Men fordi Borgen er et forsøg på at dissekere magten og magtens indvirkning på karaktererne – og samtidig er en beskrivelse af demokratiet – bliver den jo en beskrivelse af Danmark – eller af et vestligt demokrati. Den er blevet brugt utallige steder som visitkort fra dele af diplomatiet: Her er en serie, som faktisk handler om Danmark og danskerne og vores måde at opleve verden og hinanden på.«

– Det er en ret fascinerende tanke, at en dansk tv-serie har fået så stor og vel egentlig uventet en betydning.

»Borgen er blevet set og brugt som et visitkort fra Danmark. En fortælling om et lille fjernt konstitutionelt monarki blandt de nordiske velfærdsstater. Da jeg for et halvt år siden sad i en online-demokratidebat med chilenske statskundskabsstuderende, fordi Borgen lige havde haft et succesfuldt second run i flere sydamerikanske lande, tænkte jeg, hvor vildt det egentlig var, at jeg sad og diskuterede demokrati med nogle unge studerende på den anden side af jorden, fordi vi for ti år siden havde lavet en tv-serie om dansk koalitionspolitik.«

Hæderlige blå, rådne røde

Undervejs i de første tre sæsoner af Borgen er der politikere, journalister og situationer, man synes, at man kan genkende, selv om ingen navne, hverken på personer eller partier, er hentet fra virkelighedens Christiansborg eller medieverden. Det samme gør sig gældende i fjerde sæson, hvor den tidligere formand for Arbejderpartiet, Michael Laugesen (Peter Mygind), for eksempel minder endnu mere om Henrik Qvortrup – begge er de eller har været chefredaktører på grænsesøgende formiddagsaviser, og begge har de en dom for at krænke privatlivets fred.

Adam Price forklarer, at han og de øvrige manuskriptforfattere selvfølgelig lader sig inspirere af virkeligheden, men at det ikke er meningen, at man skal kunne genkende specifikke mennesker. Ellers kan man lige så godt lave revy eller satire, siger han og nævner, at der både er hæderlige borgerlige politikere og kyniske, rådne venstrefløjspolitikere i serien.

»Da vi begyndte at arbejde på Borgen, var man meget bevidst om – og det er man stadig – at DR i sig selv er et politisk hus,« siger han.

»DR har ofte befundet sig i oprørte vande. Derfor var ønsket, at der var balance, at man lagde en fornuftig afstand til virkeligheden, og at man forsøgte at dele slagene nogenlunde lige. Det var mit klare dramaturgiske valg – første afsnit hedder ’Dyden i midten’ – at placere en politiker i midten af spektret, som skal læne sig mod henholdsvis højrefløjen og venstrefløjen fra sag til sag. Det rummede nogle attraktive muligheder, som ikke havde været der, hvis vi havde valgt en ekstremt blå eller rød politiker. Derfor landede Birgitte Nyborg i nærheden af en blå socialdemokrat eller en radikal.«

Det er tydeligt, at Adam Price med ’Borgen’ er inspireret af den amerikanske tv-skaber Aaron Sorkin, især ’The West Wing’ og ’The Newsroom’.

Jón Bjarni

Sigrid Nygaard

Et element af folkeoplysning

Alligevel vakte Borgen Dansk Folkepartis vrede, og inden premieren på første sæson blev serien genstand for en voldsom kritik for at være ræverød. Det er en kritik, Adam Price selv afviser, og han nævner en undersøgelse, som to CBS-professorer lavede af, hvordan Borgen partipolitisk påvirkede sine kerneseere, og som konkluderede, at serien ingen stemmer flyttede fra den ene fløj i dansk politik til den anden.

»Selv om vi dybest set bare ville fortælle en spændende historie, der foregår i det politiske miljø, havde vi alle mulige fine public service-tanker med Borgen,« siger han.

»Den har et element af folkeoplysning over sig. Det kan ikke undgås. Vi ville lave en idealistisk serie om et miljø, som ikke var blevet skildret på den måde før, og som på godt og ondt ville efterse og til dels hylde demokratiet. Og vi ville tage et godt menneske og se, hvad magtspillet og politik gør ved vedkommende i løbet af en sæson eller to.«

Den målsætning har ikke ændret sig med den nye sæson af Borgen, fortæller Price, heller ikke selv om forventningerne til serien er nogle helt andre end i begyndelsen, hvor de færreste havde forestillet sig, hvor vedkommende man kunne gøre dansk politik.

»Vi har prøvet at holde serien så tro over for den oprindelige idé som muligt,« siger han.

»Ingen havde forestillet sig, at udlandet ville være interesseret i den. Derfor koncentrerede vi os om bare at skrive den bedst mulige og mest sande serie til et dansk publikum om vores demokrati og folkestyre og menneskene, der efterstræber magten. De manglende forventninger var faktisk frisættende. Det har jeg virkelig prøvet at holde fast i den nye sæson, selv om der nu virkelig er forventninger til serien, og vi står på skuldrene af vores egen succes.«

’Borgen – riget, magten og æren’ begynder på DR1 på søndag klokken 20. Første afsnit anmeldes her i avisen mandag.

De første tre sæsoner af ’Borgen’ kan ses på Netflix og DR TV.