Det er ikke viden, vi mangler. Vi har i hvert fald i tredive år vidst, hvad der skabte skaderne, og at skaderne ville få konsekvenser, vi ikke kunne forsvare.
Det er heller ikke store taler, flotte løfter og hensigtserklæringer, vi mangler. Præsidenterne i USA og Kina, paven og popstjernerne, de store ledere i Davos og direktørerne i finanssektoren, vores egen statsminister og forkvinden for EU-Kommissionen har alle sagt, at klima er vor tids udfordring. En kamp, vi ikke kan være bekendt at tabe.
Og det er heller ikke historier om børn, som er bange for fremtiden, unge, som undlader at få børn, eller billeder af vildt vejr og klimaødelæggelser, vi mangler.
Men alligevel mangler vi at gøre det, der betyder noget: at nedbringe vores samlede udledninger. Vi er på den måde tilskuere og deltagere til sabotage af naturgrundlaget for de mennesker, som kommer efter os.
Som svar på den desperate situation har den svenske aktivist, forfatter og forsker Andreas Malm sat spørgsmålet om, hvad klimabevægelsen skal gøre nu, på spidsen.
»Bare se på, hvad der sker i Europa lige nu. Tomme flyvemaskiner flyver frem og tilbage for at bevare deres flyvetider i lufthavnene. Det er den mest vanvittige måde at sprøjte CO₂ ud i atmosfæren på – i fly uden passager! Kan du forestille dig noget mere irrationelt?«
Malm sidder i sit hjem i Lund i en T-shirt, taler med os over Zoom og løfter den ene hånd i vejret:
»Hvis vi ikke engang kan få vores stater til at stoppe med det, så er det meget klart, at vi er meget langt fra målet. Vi skal gøre mere. Jeg vil ikke have æren for det her argument, for det ligger i luften, at der skal være en eller anden form for eskalering af vores indsats. Hvad det indebærer, kan være kontroversielt, men fordi situationen er så alvorlig, må vi tage det næste skridt.«
Andreas Malm
- Andreas Malm er blevet en verdensberømt marxistisk intellektuel, forsker og klimaforfatter.
- Han er født i Sverige i 1977, har arbejdet som journalist, men er i dag ansat som professor i humanøkologi ved Lunds universitet.
- Han er forfatter til adskillige bøger: ’Fossil Capital: The Rise of Steam Power and The Roots of Global Warming’, 2016, ’The Progress of This Storm: Nature and Society in a Warming World’, 2017, ’Corona, Climate, Chronic Emergency: War Communism in the Twenty-First Century’, 2020, ’How to Blow Up a Pipeline: Learning to Fight in a World on Fire’, 2021, og senest sammen med ’The Zetkin Collective White Skin, Black Fuel: On the Danger of Fossil Fascism’, også fra 2021
Andreas Malm har selv foreslået, hvad det skridt kunne være, i en bog, som blev skrevet på engelsk, er blevet læst vidt og bredt, har vakt opsigt i USA og England og har gjort ham til en af de vigtigste militante klimaintellektuelle: Sådan sprænger man en rørledning i luften – om at lære at kæmpe i en verden af flammer, som bogen hedder i den danske oversættelse, der udkom i efteråret. Det er for at høre hans analyse af klimabevægelsens opgave og muligheder i dag, hans forståelse af klimaproblemet, og om han virkelig tror, at sabotageaktioner kan få opbakning i befolkningen og flytte holdninger i offentligheden, som vil gøre en positiv forskel, at vi taler med Andreas Malm.
At få andre til at handle
Længe før Malm blev forsker og en verdensberømt klimaforfatter, var han aktivist:
»Jeg sprang på en bus med nogle venner i april 1995 og rejste til det første COP-møde, COP1 i Berlin. Vi deltog i en slags modtopmøde, som dengang var ret lille. Der var kun omkring 500 mennesker,« husker han.
Senere var han stærkt engageret og forberedte mobiliseringer ved COP15 i København. Malm var også til det seneste topmøde i Glasgow, hvor massen af demonstranter var vokset til omkring 100.000:
»Der er i det mindste noget, som har forandret sig,« siger han fra hjemmet i Lund med et smil, som understreger, at denne forandring er den store undtagelse.
– Vi bestræber os her på avisen på at inspirere græsrødderne og demonstranter med analyser, ideer og fortællinger, men også på at presse, konfrontere og inspirere magthaverne med kritik og ideer. Hvordan ser du klimabevægelsernes opgave og funktion?
»Jeg mener, at klimaaktivismen i det historiske moment, vi befinder os i, må forholde sig til de regeringer og stater, som findes. Sådan er magtbalancen i vores samfund. Vi er ikke i en situation som den, der var for lidt over 100 år siden, hvor vi kan forestille os, at vi som aktivister kan erstatte staten og så at sige blive den nye stat. Vi kan rejse krav om, at der ikke skal bygges flere nye rørledninger, eller lukke de eksisterende kulminer.«
Klimaaktivismen i dag kan således ikke selv udrette forandringer, men må virke ved at få andre til at gennemføre forandringerne. Den er ikke handlingen i sig selv, men kan mobilisere og overbevise dem, der regerer, om at de må handle:
»Det forudsætter selvfølgelig en eller anden form for forbindelse mellem dem, der er uden for det parlamentariske system og dem, der rent faktisk udøver magten og udvikler politik. Jeg har aldrig selv interesseret mig for arbejdet inden for institutionerne, det ligger ikke rigtigt til mit temperament. Men jeg vil være med at opbygge en stor social styrke, som kan forsøge at forskyde magtbalancerne og skubbe til staten, så den gør det. vi har brug for.«
Sejre og nederlag
– Klimabevægelsen har efterhånden en lang historie. Vi er tilbøjelige til at se verdens tilstand i dag som et nederlag for aktivismen. Men der er jo også sejre og fremskridt – det forekommer mig bare, at ingen af de sejre, som er vundet, har forandret magtforhold eller strukturer grundlæggende ...
»Det er klart, at der har været lokale triumfer, hvor det er lykkedes at få stater til at ændre kurs. Alt muligt fra først Obama og siden Biden, som aflyste bygningen af Keystone XL-rørledningen, til at man i Tyskland i det mindste taler om at udfase kul, og til Danmark, hvor man ikke vil give flere licenser til at bore efter olie i Nordsøen. De her små sejre er totalt utilstrækkelige, men de viser, at det er muligt at gøre en forskel.«
Sejrene har for bevægelsen været vigtige, fordi de har givet en fornemmelse af momentum, men »vi er stadig meget, meget langt fra at reducere eller helt slippe af med CO₂-udledninger globalt,« forklarer Malm og ryster på hovedet.
Den erfaring har fået Malm til at overveje, om det er på tide, at bevægelsen opgiver princippet om ikkevold og radikaliserer indsatsen.
– Jeg ville kalde det, du anbefaler i din bog, for sabotageaktioner. For du gør det meget klart, at det skal være en vold mod ejendom, og at den under ingen omstændigheder må skade mennesker. Hvilken form for sabotage tror du kunne være effektiv for klimabevægelsen?
»Det ville være en katastrofe, hvis klimabevægelsen begyndte at angribe individuelle mennesker – altså udførte attentater mod direktører for olieselskaber eller sende selvmordsbombere til bestyrelsesmøde i Shell. Det ville være helt moralsk forkert. Og så ville det i øvrigt være ekstremt ødelæggende for klimabevægelsen. Så det ville være dobbelt forkert. Og det skal ingen gøre,« slår Malm fast.
Der er langt fra den slags vanvidsattentater til de aktioner, som Malm ikke vil afvise kan have en effekt. Han er ikke selv sikker på, at sabotage mod specifikke mål vil have en effekt. Han er en slags tvivlende militant klimaaktivist, som ikke kan affinde sig med, at det går så langsomt, at det allerede flere steder er gået galt:
»Men hvis man engagerer sig i ødelæggelse af de installationer, som ødelægger planeten og slår mennesker ihjel, og som er kilde til skovbrande, tørke og oversvømmelse, så kan det være, man kan kommunikere med folk og vinde opbakning. Det kan måske inspirere andre og bryde den ødelæggende lammelse, som præger klimaengagementet nu. Vi har brug for at komme af med den her fælles fornemmelse af, at hele den fossile infrastruktur er naturgivet. At det er noget, som vi bare skal acceptere og lære at leve med. Hvis folk ser, at man kan ødelægge de her ting og lukke dem, så kan det give dem en konkret følelse af, at man kan opnå noget.«
Det er ikke, fordi det er noget supervåben, som kommer til at vinde kampen mod klimaforandringerne, erkender Malm:
»Jeg ved godt, det ikke er et vidundermiddel, men jeg mener, tiden er kommet til at prøve det, præcis fordi situationen er så slem. Prøv lige at tænk over, at flere og flere begynder at diskutere teknikker, hvor man kan reflektere sollyset tilbage ud i rummet for at begrænse forandringerne. Skal vi virkelig så langt og prøve, før vi har forsøgt sabotage mod fossil infrastruktur.«
Ikkevold og sabotage
Det har været fremført af klimaforfattere som Bill McKibben, at kampen mod klimaforandringer må insistere på, at ikkevolden er en styrke. Gene Sharp, en anden indflydelsesrig forfatter og aktivist, har skrevet, at volden fører til nederlag for progressive bevægelser, fordi man spiller et spil, hvor de, der har flest våben, altid vil være stærkest. Det er ifølge begge aktivister ikke bare moralsk problematisk men også en taberstrategi for venstrefløjen.
– Jeg er selv modstander af voldelige aktioner og overbevist af Gene Sharps argument om, at man ved at bruge vold i sine protester legitimerer et spil, hvor modstandere er stærkest, og militæret bliver den øverste autoritet. Hvorfor tror du ikke på det?
»Vores modstandere er jo på alle måder stærkere end os. Uanset om vi er oppe imod medierne, pengemagten eller bruger ikkevoldelige strategier mod politiet på gaden, gør vi det fra en position, hvor vi er relativt svagere end de herskende klasser. Det er en del af vores kamp. At sige at det er unikt for ikkevolden som strategi om politisk vold, at den møder modstanden, hvor den er stærk, slår mig ikke som overbevisende,« svarer Malm.
Han henviser til de store folkelige bevægelser i historien, som har skabt virkelige fremskridt, og anfører, at der var elementer af konfrontation med ordensmagten i arbejdskampen, kampen for borgerrettigheder eller opgøret med slaveriet:
»Forestillingen om, at vi kun kan vinde noget, hvis vi er absolut ikkevoldelige og fredelige, stemmer ikke overens med de historiske vidnesbyrd – efter min opfattelse.«
– Jeg kan ikke se nogen præcedens i de senere årtier for venstreorienterede bevægelser, i hvert fald i Danmark, hvor man ikke har skadet sig selv, når man brændt biler af eller lignende. Og den præcise form for sabotage, du anbefaler, synes at kræve en filosofisk disciplin og stringens, som ikke svarer til mine erindringer om venstrefløjens vold …
»Jeg tror, at jeg også ville begå fejl, hvis jeg begav mig ud i sabotage. Vi er alle fejlbarlige, og vi begår fejl. Det vigtigste er, at vi ikke bliver forfængelige omkring vores strategiske valg. Vi skal være klar til at revidere og opgive taktikker, som ikke virker.«
»Jeg kan give et aktuelt eksempel fra aktivisterne i Insulate Britain, som jeg har meget stor respekt for. I efteråret lavede de målrettede blokader på motorveje i Storbritannien. Det gik ud over almindelige pendlere og arbejdere, som var på vej til arbejde. Mange af dem blev rasende og spurgte: ’Hvorfor ødelægger I det for mig? Er jeg ansvarlig for klimakrisen? Hvorfor går I ikke efter millionærerne i stedet?’«
Det var aktioner, som i første omgang skadede klimaaktivisterne, forklarer Malm. Det udløste vrede mod dem og anklager om, at de ikke fattede, hvor hårdt almindelige lønmodtagere måtte slide for at få hverdagen til at hænge sammen:
»Aktivisterne begik også en anden fejl, som var, at de gik efter at blive arresteret. Det er ofte et ideal i civile ulydighedsbevægelser, at det er godt at blive arresteret. Når man begår den slags fejl, må man være klar til at tage et skridt tilbage, erkende det og forandre taktik,« pointerer Malm.
Men han minder også om Black Lives Matter-protesterne i USA efter drabet på George Floyd, hvor der var vrede og massive demonstrationer, men uden at demonstranterne tabte hovedet og skød på politifolk:
»Der var en udbredt enighed om, at de ikke ville skyde på politiet. Og det er ikke, fordi det ikke er muligt at få fat i et skydevåben i USA, men fordi aktivisterne vidste, det ville være en katastrofe for bevægelsen. Der blev ødelagt en hel del ejendomme, men ingen blev skudt, fordi der var kollektiv disciplin i bevægelsen,« fortæller Malm.
Hans pointe er, at militante aktioner ikke nødvendigvis fører til spiraler af ukontrolleret vold: »Det kan ske, men det behøver ikke gå sådan.«
– Jeg har en anden reservation i forhold til sabotageaktioner og det, du kalder politisk vold. Vi har også nogle meget stærke højrefløjsbevægelser, som er bedre til at mobilisere på vreden, og som ingen på venstrefløjen ønsker vil gribe til vold. Det forekommer mig, at det er ekstremt svært for venstrefløjen at sige, at sabotage er i orden for os selv, men det er ikke i orden for destruktive fascister?
»Hvis du forestiller dig, at folk satte ild til luksusyachter for eksempel. De er en kilde til udledninger, som fører til andres død, fordi udledninger ender med at dræbe. Det er klimavidenskabens ABC. Det er bare, fordi folk vil udstille deres rigdom, at de har de her vanvittige både. Men hvis du så brænder en luksusyacht af, ville det jo ikke legitimere, at højrefløjsaktivister brændte et asylcenter ned, hvilket de i øvrigt gør regelmæssigt. Det tvivler jeg helt ærligt på.«
»Jeg tror, det vil stå helt klart for de fleste, at man ikke kan sætte moralsk lighedstegn mellem en luksusyacht, hvor man går efter de rigestes udledninger, og et center, hvor man tager sig af flygtninges basale behov. Man kan bruge forskellige aktionsformer til forskellige formål. Og det vigtige er, hvordan de forholder sig til de formål, som man prøver at artikulere.«
Klimabevægelsen og covid
Der var i perioden, inden pandemien førte til forbud mod offentlige forsamlinger og forvandlede begivenheder, hvor mange mennesker mødes, til superspredersituationer, protester og social uro i lande over hele verden. Demonstrationerne syntes genopdaget som kollektiv handling, og klimabevægelsen var blevet til en magtfaktor:
– Jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at covid kan have svækket klimabevægelsen markant. For når man træder ud af engagementet og ser på, hvordan udledningerne udvikler sig, kan man nemt komme til at tænke, at den her kamp kan vi ikke vinde. Det handler mest om, hvor meget vi taber. Hvad tænker du, at covid har gjort ved klimabevægelsen?
»Pandemien blev præcis den ulykke, som du skitserede. Da klimabevægelsen i marts, april 2020 suspenderede sine aktiviteter, blev den lagt i koma. Jeg tror i tilbageblik, det var en fejl. Tanken var, at det bare ville eskalere situationen, hvis vi havde massemobilisering i gaderne under en pandemi. Men det viste sig, at det ikke var helt korrekt,« siger Malm ærgerligt.
For der var jo meget brede demonstrationer mod racisme i USA og Europa, uden at det fik smitten til at eksplodere eller opbakningen til at falde. Der var også store protester imod regeringen i Polen, som angiveligt heller ikke skadede hverken uskyldige med smitte eller demonstranternes sag:
»Folk tog jo deres forholdsregler imod corona, selv om de var på gaderne,« bemærker Malm:
»Greta Thunberg og hendes kolleger i ledelsen kunne ikke se det for sig, og de kunne ikke vide, det ville gå sådan. Jeg bebrejder dem overhovedet ikke. De tænkte, at vi lægger nogle billeder på nettet, og så kommer vi tilbage. Men det ødelagde hele det momentum, vi havde bygget op, og lige siden har bevægelsen kæmpet for at genopbygge det, men det er ikke helt lykkedes.«
Men uanset virkemidlerne må man stadig ifølge Malm gå ud fra, at bevægelsen vil komme igen og forhåbentligt blive stærkere og større:
»Problemet forsvinder jo ikke. Der er én ting, vi ved helt sikkert om klimakrisen: Det vil blive værre. Det er en udvikling, man ikke kan sætte på pause. Og forhåbentligt vil det på et tidspunkt udløse folkelige reaktioner – hvis der altså er nogen som helst fornuft tilbage i verden.«
Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted på Zoom 26. januar
Langsomme samtaler
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.
Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:
Seneste artikler
Claire Ainsley: Venstrefløjen skal tilbage til arbejderklassen – men ikke til klassekampen
25. marts 2023Storbritannien er nærmest ved at falde fra hinanden. Derfor er venstrefløjen nødt til at forstå arbejderklassen og levere løsninger på de akutte problemer på en måde, som langsomt transformerer hele samfundet, siger Claire Ainsley, der indtil for nylig var chef for politikudvikling under Labour-leder Keir StarmerForfatter Mithu Sanyal: Vi slipper ikke af med racisme, før vi også har menneskeliggjort hvidhed
17. marts 2023Indisktyske Mithu Sanyal har skrevet samtidens teorier om race, køn og identitet ind i en idéroman, som også er en dannelsesroman for hovedpersonen, for Sanyal selv og for alle dem, som skal finde ud af at leve med blandet oprindelse i det 21. århundredeForfatter og journalist Rana Foroohar: Det amerikanske opgør med den gamle kapitalisme er kun lige begyndt
11. marts 2023Unge intellektuelle, nye embedsfolk og USA’s præsident har ifølge Financial Times-journalisten og forfatteren Rana Foroohar indledt det, der kan blive det største økonomiske paradigmeskifte i 75 år
Langsomme samtaler
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Lyt og abonnér
Seneste podcasts
Forfatter Mithu Sanyal: Vi slipper ikke af med racisme, før vi også har menneskeliggjort hvidhed
17. marts 2023Indisktyske Mithu Sanyal har skrevet samtidens teorier om race, køn og identitet ind i en idéroman, som også er en dannelsesroman for hovedpersonen, for Sanyal selv og for alle dem, som skal finde ud af at leve med blandet oprindelse i det 21. århundredeForfatter og journalist Rana Foroohar: Det amerikanske opgør med den gamle kapitalisme er kun lige begyndt
11. marts 2023Unge intellektuelle, nye embedsfolk og USA’s præsident har ifølge Financial Times-journalisten og forfatteren Rana Foroohar indledt det, der kan blive det største økonomiske paradigmeskifte i 75 årToril Moi: Der er brug for en revolution af den feministiske tænkning
4. marts 2023Vi skal ifølge den norske litterat og forfatter Toril Moi gøre os fri af de alt for store avancerede og kritiske teorier, som vil forklare det hele. I stedet bør vi vende vores opmærksomhed mod det, der foregår i hverdagslivet
Jeg er ikke uenig med Malm i, at aktionsformerne kan blive nødvendige, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke taler om det bæredygtige samfund, og at det er der, vi skal hen.
Klimabevægelsen er alt for præget af, at nogle andre skal give os det, vi gerne vil have. Den gamle krævepolitik bliver ført videre - giv os et forureningsfrit samfund. Det kan de, der sidder på magten ikke give, for vælgerfolket vil være rigere og have mere forbrug. Klimabevægelsen er på sin side bange for de gule veste, så derfor råber den ikke op om forbrugsnedgang.
Det er der, problemet er, også for Malm. Han taler ikke om, at klimabevægelsen skal være en samfundsforandrende bevægelse. Han har ikke en større plan i baghånden, så hvorfor egentlig gå ud og brænde maskiner af? Vores grundlæggende problemer bliver jo ikke løst, som han selv siger, ved at opgive Nordsøolien.
Tim Jacksons nye bog, Verden efter væksten, giver svarene: Ned med forbrug og vækst. Ned med kapitalismen, og lad os så få noget mere ånd ind i bevægelsen. Det får vi ved at diskutere, hvilket samfund vi vil frem til, og hvorfor vi vil det. Det drejer sig ikke om aktionsmodeller, men om den åndelige baggrund for det bæredygtige samfund, som er meget andet end tekniske løsninger.
Og så lige til Inf.: Jeg synes, I skal få fat i Tim Jackson og ikke alene det, men også læse bogen og gøre den til grundlaget for Informations forståelse af situationen. Jeg er nemlig ikke klar over, hvor I vil hen. Fx så er Jørgen Steen Nielsens bog, Den store omstilling, gået hen og blevet til noget med grøn vækst. Det er nødvendigt at tage afstand fra. Vi er rige nok, og skal bare administrere rigdommen bedre. I går sagde Simon Kollerup på s.4, at ‘vi skal blive rigere og stærkere’. Det betyder i realiteten, at vi skal brænde mere af verden af.
Faktum er at hvis Danmark ikke udledte CO2 overhovedet, ville det ikke betyde noget som helst for klimaet. Dertil er vi simpelthen for små spillere. Så trods de mange gode nationale intentioner og lysten til (voldeligt?) oprør, betyder det ikke en dyt i den store sammenhæng.
Vi kommer nok ikke rigtig videre, førend den erkendelse er landet. Indtil da befinder debatten sig det forkerte sted, hvor der er en national selvforståelse af, at vi ene lille land kan redde klimaet, og at en tilbagevenden til det feudale samfund derfor er den eneste rigtige vej.
Det eneste vi ville få ud af det, ville være at sætte os i en passiv position, hvor vi kan stå på sidelinjen og se på, at resten af verden ikke gør det samme. Og så er vi for alvor f*cked, fordi vi har gjort os selv magtesløse.
Hvis vi virkelig mener at vi vil redde klimaet, bliver vi nødt til at se globalt og forsøge at hjælpe hele verden et bedre sted hen. Og der er der rigtig mange tangenter at spille på, f.eks. noget, vi allerede er rigtig gode til: Udvikling af klimavenlige teknologier, forskning i klimavenlig produktion, forskning, forskning, forskning, skabe awareness omkring klimaproblemerne og ikke mindst løsningerne globalt, skabe pres på producenterne via forbrugerens og statens magt i den kapitalistiske mekanisme.
Parallelt med det skal vi selvfølgelig vedblive med at skabe et sundere Danmark; der er områder, der oplagt trænger til at blive reguleret, men lad os ikke falde i en naiv og/eller religiøs fælde, det hjælper ingen.
Frederikke Nielsen - jeg ku ikke være mere uenig med dig i, at det ikke gør en forskel om Danmark stopper alt sin udledning eller ej. Mener du heller ikke det gør en forskel at stemme, når man er en stemme ud af et par millioner?
Så kunne man også sige , at alle mennesker bor i en by, og det gør ingen forskel om den by man bor i stopper hele dens udledning eller ej.
Rigtig mange danskere har en høj personlig CO2 udledning, jeg mener danskere er blandt dem i verden som har den højeste personlige CO2 udledning pr borger.
Vi er også det land i Europa som laver mest affald pr borger: https://www.dn.dk/nyheder/danskere-laver-langt-mere-affald-end-andre-eur...
Frederikke Nielsen - jeg mener en meget stor del af klimakrisen skal løses ved at især alle i middel og overklassen, i verden, tager et personligt ansvar for, at deres CO2 udledning ikke er alt for voldsom. Jeg tænker ikke at folk behøves at være fanatiske, men at man bare prøver at vælge nogle ok bæredygtige løsninger på i hvertfald nogle områder. Hvis over halvdelen af folk i middel- og overklassen i verden gjorde det, tror jeg vi allerede ku være godt på vej til at gøre noget i forhold til klimakrisen. Og hvis folk handler på denne måde vil det nok også påvirke politikerne til at gøre noget på det område. Lige nu tror jeg ikk politikerne oplever et stort nok pres fra befolkningen til at gøre specielt meget.
Jacob Johansen, jeg er bestemt ikke uenig med dig i, at mængden af CO2 skal nedbringes, jeg forsøger bare at italesætte, at det er en god ide, at tænke sig godt om ift. hvordan det sker. Som jeg har skrevet.
Så længe verdens uligheder er så monumentale som tilfældet er, forekommer det helt illusorisk at vi - menneskeheden - vil være i stand til at gennemføre det, der er påkrævet, nemlig den største omstilling i menneskehedens historie. Og det forekommer om muligt endnu mere illusorisk at det skulle ske inden for den tidshorisont, vi - måske - har til rådighed.
Beklager min pessimisme, men vi kommer til at mærke følgerne af vores egen dårskab. Og det bliver med overvejende sandsynlighed meget grimt.
Ren bullshit retorik!
Om der er tale om venstre eller højre ekstreme bevægelser, så har de det tilfælles i deres argumentation for brug af udenomsparlamentariske metoder.
At de legitimerer vold og ødelæggelser i en højere sags tjeneste, som i deres egen selvforståelse, berettiger dem til at overtræde de love som civilsamfundet bygger på.
De kan tale, skrive, ævle og kævle her fra og til dommedag, de bliver af den grund aldrig andet end det som de i bund og grund er, når de lader ord følge af handling.
Simple kriminelle det er hvad de er, og de bør behandles som sådanne!
Som jeg ser det består der i situationen ingen anden option, end at statens voldsmonopol med demokratisk mandat, slår konsekvent ned på de kriminelle og deres kriminelle handlinger.
Vi har som samfund og borgere krav på, at den offentlige ro og orden bliver forsvaret mod mennesker, der sætter sig ud over de fælles spilleregler der gælder lige for os alle.
Pubertær umoden civil ulydighed, aktivisme, anarki og aggressivitet tjener ikke andet formål, end at genere almindelige mennesker i deres hverdag og almene gøremål.
Vi vil være i fred når vi færdes i trafikken, i eget køretøj eller i den offentlige trafik, når vi færdes på gader og stræder.
For at passe vores pligter, bidrage med vores arbejdsindsats og med vores skatter, til at bevare og opretholde den herskende orden.
De virkelige klima helte, det er de virksomheder der udvikler og producerer nutidens og fremtidens grønne løsninger.
Deres højt uddannede medarbejdere i udviklingsafdelingerne, og alle dem i produktionen der omsætter ide til produkt.
De virkelige klima helte er alle de unge mennesker, der studerer på de højere læreanstalter, og de lektorer og professorer der underviser dem.
Og som udgør virksomhedernes fremtidige medarbejdere til den videre rejse mod den grønne omstilling.
Og dem på erhversskolerne der dygtiggør sig til håndens arbejde, som klima håndværkere.
De virkelige klima helte er de investorer der finansierer den grønne omstilling, ved at bidrage med risikovillig kapital, og ved at omlægge deres investeringer fra sort til grøn energi.
Det være sig os alle gennem vores pensionsopsparinger, som professionelle investorer.
De virkelige klima helte er de erhverspartnerskaber, der går sammen om massive investeringer i produktionsfaciliteter til fremtidens grønne brændstoffer.
De virkelige klima helte er de rederier der bygger fremtidens skibe, der kan sejle på nye grønne brændstoffer.
Og som med deres efterspørgsel efter grønne drivmidler, understøtter rentabiliteten i at producere og levere samme.
De virkelige klima helte er arbejdsmarkedets parter, og ansvarlige politiske partier, som på tværs af egne særinteresser, sammen arbejder for fælles løsninger.
Kort og godt høj som lav forenet i en fælles konstruktiv indsats, som gennem hårdt arbejde skridt for skridt bringer verden nærmere en bæredygtig fremtid.
Fri mig i denne forbindelse gerne for højtråbende klima aktivister, med alt for høje og fejlagtige tanker om egen betydning.
I praksis bidrager de med intet andet end støj på linjen.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
Efter min opfattelse er det alt andet end konstruktivt at skændes om hvad vi som danskere og som menneskehed skal gøre for at bekæmpe klimakrisen. Der er brug for alle former for aktioner, det være sig høje - endog skingre - opråb, pres på politikere indenlands og i udlandet, gode eksempler og publicering af samme.
Dommedagsklokken viser 100 sekunder til midnat.
Vi skal gøre alt det vi kan og tale med hinanden om alt det der kan og skal gøres, hele tiden.
Og ingen må glemme dem, der er allermest udsat, de fattige i udviklingslandene. Hvert eneste år mister mange af dem alt.
@Birgitte Nielsen
Citat dig:
"Og ingen må glemme dem, der er allermest udsat, de fattige i udviklingslandene. Hvert eneste år mister mange af dem alt."
Og hvem har løsningerne ?
Videnskaben og industrien eller aktioner og skingre opråb?
Dommedagsprofeter har aldrig anvist løsninger, de har kun skabt uro og splittelse.
Protest uden løsninger er kontraproduktivt.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
Danny Hedegaard, jeg er helt enig i at aktioner og opråb ikke er nok. Men jeg er ikke enig i at de kun spreder uro og splittelse.
Jeg skulle have forklaret hvad jeg mener med udtrykket "gode eksempler og publicering af samme".
Til det hører:
- vindenergi, solenergi og alle mulige andre former for alternative energikilder der ikke kan monopoliseres
- omlægning af trafikmidler fra private benzinslugere til offentlige transport drevet af alternative energikilder
- træplantning, systemer der beskytter mod skovbrande.
- "convervation agriculture", der bygger paa organisk gødning og naturlige midler til kontrol af utøj og plantesygdomme istedet for kemisk gødning og pesticider
- konservering af vand bl.a. gennem regnvandsopsamling og dyrkningsmetoder der holder paa vandet
- indsamling og salg af brugt tøj til erstatning for køb og smid væk kulturen
- sortering af affald og husholdningers afskafning af plastik emballage
- og alt muligt andet som vi mennesker selv kan gøre
Jeg tror paa folkelige bevægelser, hvor mennesker sammen med hinanden skaber "eksemplerne" - smaa og store - og agiterer for dem.
Men som jeg skriver ovenfor skal vi goere alt hvad vi kan, paa alle fronter.
Jeg tror ikke paa een loesning, som videnskabmaend, kommercielle virksomheder, politikere eller andre kan levere. Jeg tror paa de mange eksempler, handlinger, aktioner, taler, møder og opråb. Og paa det folkelige som en bærende kraft.
Men jeg ved godt, at vi står overfor en kæmpeudfordring, som alle må bidrage til at løse, ogsaa videnskaben, virksomhederne og politikerne.
@Danny - Det er belastningen per person, der fortæller, hvor vigtigt det er at ændre din adfærd.
Af de 6 milliarder mennesker på planeten er de 5 givetvist helt uden betydning, da de intet forbrug har, og ingen indflydelse har.
Den milliard, der lever i lavere til højere middelklasse, det er os, der skal påvirke hinanden til at ændre adfærd. I demokratier som Danmark, gøres det oftest i demokratisk fælles beslutninger, og derefter ved almindeligt samfundssind. Andre steder, uden demokratisk dialog, sker det ved græsrodsbevægelser og ved forbruger-magt.
Imellem lande sker påvirkningen ved eksemplets magt. USA bestemmer, da vores forbrug er størst og vores kultur mest indflydelsesrig, men traditionelle gamle kultur-lande som Frankrig og England og Holland kan også have indflydelse.
Du har ret i, at danmarks forbrug og vores kulturelle betydning begge er ganske lave, men som ethvert andet land med middel-høj levestandard, kan en success-historie fra Danmark en gang imellem benyttes i den demokratiske dialog andre steder.
Et spørgsmål.
Der bliver jo snakket meget om el-biler og alle skal helst skifte til en el-bil og der skal ære ladestandere alle vegne.
Det må være meget dyrt at kører i el-bil i dag med de stigninger der er på strøm eller får el-bil ejere tilskud til strømmen?
Strømmen er steget med ca. 33%, så er det vel også 33% dyrere at kører i el-bil.
Synes ikke rigtig man hører brok fra el-bil ejere om at det er blevet meget dyrere at kører i el-bil, så er de ligeglade med den stigning eller får de tilskud til strømmen?
El-biler er ufattelig effektive sammenlignet med benzinbiler, så det er idag ENDNU billigere per kilometer at køre el-bil end at køre benzinbil. For begge typer gælder at anskaffelse og vedligehold og forsikring er meget dyre, sammenlignet med kilometer-omkostningen.
Personligt mener jeg, det er helt forkert at give tilskud, da selve formålet jo er at reducere antallet af biler, sekundært at udfase benzinproduktionen og benzin-leverings-systemet.
I en dystopisk fremtid, kunne vi godt køre en diesel-bil på mad-olie, men det er sindsygt teknologi-krævende at have frisk benzin til rådighed.
Hver gang jeg fantaserer om en frisk lille el-bil, fortæller min ven mig, at han klarer sig helt fint i Seattle uden nogensinde at have ejet en bil. Hvis prisen bare bliver høj nok, er der sikkert mange andre, som også vil nægte at betale til bil-industrien.
Det kan kun gå for langsomt med at indføre motorvejs-kilometer-afgifter og time-afgifter for at have en bil på offentlig vej i en større by, og skrue benzin og diesel op på nogle fornuftige priser. For tyve år siden anslog Sven Auken, at en literpris på 20 kr måske, måske ikke ville motivere danskere til at køre lidt mindre. Tallet er givetvist meget højere idag.
Langturs-lastbiler er ganske enkelt vanvid, når el-toget er opfundet, og kilometer-tonnage-priserne skal naturligvis justeres, så der ikke kører unødvendige lastbiler.
Det kan kun gå for langsomt med at motivere arbejdsgivere til at afskaffe unødvendige kontor-timer, hvis det samme arbejde kan udføres lidt langsommere hjemmefra. De fleste af os har INTET behov for at køre til og fra kontoret i myldretiden, og INTET behov for at institutionalisere vores børn unødvendigt.
Vi kan forbedre vores livskvalitet ret billigt: Det offentlige skal tilbyde en slags vare-service ligesom Amazon, men på ansvarlige vilkår, så alle leverandører konkurrerer fair, og så leverings-energi-forbruget minimeres. Lige nu kører der lastbiler med varer til supermarkedet, hvorefter vi kører varerne hjem med privatbil. Hvis en elektrisk varevogn i stedet leverer varer fra omladnings-centeret ved stationen til vores hjem, så spares en masse unødig transport. Og vi har reelt ikke brug for en bil, hvis en cykel eller el-vespa kan køre til stationen.
Amazon gør idag alt for at forhindre, at jeg selv vælger min leverandør, og de vil med glæde sende en vare flere tusind kilometer. En offentlig vare-service skal naturligvis hjælpe mig, hvis jeg ønsker at beholde den samme leverandør, eller hvis jeg primært vil købe lokalt.
Amazon sender gladelig adskillige varevogne på samme dag, hver med en stor papkasse med en lille dims i. En ansvarlig vare-service ville naturligvis optimere papkasse-pakkeriet, så der ikke skal køres alt for mange ture.
De fleste amerikanere har det som jeg: vi hader amazon og deres anti-frit-marked og deres energi-svineri, men det er stadig uendelig meget bedre end at køre eller ringe rundt til forskellige butikker, for at få at vide, hvornår de måske kan levere varen.
Amazon leverer idag en helt vital infrastruktur, og det er ikke en privatkapitalistisk opgave, det er noget som det offentlige kan gøre mere ansvarligt.
Nu fik vi indlæg på banen, som rent faktisk anviser mulige løsninger, og adfærdsændringer, og ikke hverken blot gold protest eller opfordringer til direkte kriminelle handlinger, som i artiklen.
Det er tankevækkende at et cv som det den interviewede har sig, giver adgang til tryg ansættelse i en statslig akademisk stilling på et universitet.
Mens de nyttige idioter blandt fodsoldaterne, der inspireres til handling kan ende med plettede straffeattester og en ødelagt fremtid.
Men det er jo set før, hvor begyndte Blekingebanden før det endte som det endte!
Jeg har svært ved at forstå den hype omkring en marxistisk teoretiker som Andreas Malm, og andre med på det seneste, og den taletid de får.
Mens obskure anskuelser og personager i den modsatte grøft, ikke på samme måde får muligheden for at opnå den respektabilitet, som disse venstre ekstreme intellektuelle her gives.
Ej heller mener jeg at de bør tilbydes samme mulighed, men nogle er pr definition stuerene til et interview som dette, mens andre givet ikke er det, og med rette.
Men det må jo bero på et redaktionelt skøn, at en marxistisk ekstremist som Andreas Malm er stueren nok til et fremhævet interview i Information.
Men jeg anerkender at han i artiklen får det kritiske modspil, som kan begrunde artiklen, og tak for det!
Venlig hilsen
Danny Hedegaard