Jeg tror, jeg drømmer, da jeg læser ned over den historisk lange kunstnerliste til årets hovedudstilling ved Venedig Biennalen, der åbner om lidt over to måneder. De navne, jeg kender, på listen er blandt mine personlige favoritter – om det så er nogle af de helt aktuelle og unge navne som amerikanske Carolyn Lazard eller franske Marguerite Humeau eller de ældre på listen som Claude Cahun og Leonora Carrington. Samtidig er der en vilter blanding af kunstneriske genrer og navne fra lande, der aldrig før har deltaget på biennalen. Udstillingen har titlen »The Milk of Dreams«, og det lyder vitterligt som en drøm af en udstilling kurateret af italienske, men i New York bosiddende, Cecilia Almani.
Én af mine største udstillingsoplevelser havde jeg til hovedudstillingen på Venedig Biennalen i 2013, der var kurateret af Almanis italienske mand, Massimiliano Gioni. Det ekstraordinære ved »The Encyclopedic Palace«, som udstillingen hed, var dens inklusion af autodidakte kunstnere og esoteriske praksisser, der blandt andet inkluderede Rudolf Steiners tavler, Carl Gustav Jungs røde bog og Hilma af Klints malerier – det var hér, Hilma af Klint 70 år efter sin død fik sit internationale gennembrud.
Større mangfoldigt udtryk
Almani går dog skridtet videre i en inklusiv kuratering, der i alt inddrager 213 kunstnere fra 58 lande i, hvad der vil være den mest nationalt mangfoldige udgave af hovedudstillingen nogensinde.
Nyheden i år går dog mest af alt på, at der er et historisk lavt antal mænd med på hovedudstillingen. Men den virkelige historie er, at pladsen er givet til dem, der historisk og notorisk har været forment adgang til de store kunstbegivenheder i verden. At mændene må vige pladsen, for at andre kan komme til, er kun helt på sin plads.
Selv udvalget fra Skandinavien vidner om det udvidede fokus. Fra Danmark deltager simpelthen Ovartaci, autodidakt kunstner og psykiatrisk patient det meste af sit liv, og Sidsel Meineche Hansen, hvis digitale praksis blandt andet handler om avatarer og porno på nettet. Og fra de øvrige nordiske lande er der samme spænd mellem historisk udgrænsede stemmer og helt aktuelle navne, som norske Sandra Mujinga, én af tidens hotteste navne, og så til samerne Britta Marakatt-Labba og Aage Gaup. Førstnævnte så jeg også på Documenta i 2017 i Athen, og det er den slags kunst, man ikke glemmer igen.
Almanis drøm af en udstilling nøjes altså ikke længere med at drømme, men realiserer en ny virkelighed, der ikke bare skaber større lighed, men også inddrager et langt større mangfoldigt kunstnerisk udtryk, hvilket navne som Josephine Baker, Unica Zürn og Djuna Barnes vidner om. De navne afslører også et særligt fokus på mellemkrigstidens kunst, hvilket kun gør drømmen endnu hottere i mine øjne.
