Det kan ikke tælles, hvor mange reklametekster på november måneds bogmesse i Bellacentret, der handlede om forfatteres fintfølende evne til at belyse det komplicerede familieliv, det moderne parforhold eller simpelthen menneskers intrikate, indre udvikling.
Der var ikke mange, der talte om katastrofer, klima, COVID-19, i det mindste ikke når det handlede om skønlitteratur. Hvorfor er den slags emner henvist til faglitteraturen eller til skønlitteraturens dark web, de uglesete genrer sci-fi og fantasy? Man skulle tro, at behovet for at tale om en af de største trusler, menneskeheden har stået over for, er til stede. Hvordan blev naturen – grundlaget for vores eksistens – det, hvorom vi ikke taler?
Kort tid før jeg selv stod af de sociale medier et sted midt i den første coronabølge og lukkede alt, hvad jeg havde haft af profiler, lagde en ven en kommentar på Facebook af typen: »Åh, jeg orker ikke alle de bøger, vi snart skal til at læse om COVID-19.« Svaret fra vennekredsen (som i øvrigt for en stor del bestod af professionelle skribenter) var et bekræftende kor: »Nej, fri os dog fra alle de digtere, der nu har fået noget at skrive om.«
Jeg svarede ikke selv, blev kun mildt irriteret, for hvorfor skulle det nu være så galt, om en forfatter forholdt sig til den verden, han/hun befinder sig i? Derimod stillede jeg ikke spørgsmål ved, om udsagnet var sandt: Ville vi virkelig komme til at se en strøm af værker, der beskæftiger sig med virussen? Der er naturligvis altid en forsinkelse mellem begivenheden, der indtræffer, og bogen, som handler om den, så vi ved endnu ikke, om en tsunami af coronalitteratur kommer til at slå os omkuld, men mit bud er, at det ikke vil ske.
Se bare på tsunamien. Altså den, som med katastrofale følger ramte lande så langt fra hinanden som Somalia og Myanmar på grund af et jordskælv i Det Indiske Ocean i december 2004. En hurtig søgning på dansk litteratur om emnet giver kun få hits: et par personlige øjenvidneberetninger og Ib Michaels roman Vilde Engle dukker op.
Men Danmark befandt sig også langt fra epicentrum, så hvad med udenlandsk litteratur? På GoodReads findes 27 bøger, som forholder sig til flodbølgen. Iblandt dem forsvindende få skønlitterære værker for voksne. Der kan naturligvis være værker, som ikke er kendt på de engelsksprogede søgemaskiner, jeg bevæger mig på, men min fornemmelse er, at det ikke er så mange, som katastrofens omfang ellers ville kunne berettige til.
Det tilfældige og usansynlige
I sin fremragende og skelsættende debatbog The Great Derangement – climate change and the unthinkable taler forfatteren Amitav Ghosh om, hvordan vores forventninger til moderne litteratur, i særlig grad romanen som den har udviklet sig igennem de seneste 150 år, forhindrer os i at bruge klimakrisen som litterært stof. Al krisens snask af tilsyneladende tilfældige hændelser og ukontrollable naturkræfters rasen hører ganske enkelt ikke hjemme i det, vi regner for god litteratur.
I den gode roman findes det tilfældige og det usandsynlige ikke (og når det gør alligevel, må forfatteren bruge kræfter på at skjule det). I takt med at mennesket er kommet på afstand af jorden i forhold til at skaffe sig føde, har vi også i vores fortællinger om os selv lagt afstand til naturen. Ghosh ser en bevægelse fra tidlige fortælleformer, hvor vi fik at vide hvad der skete – og det kunne involvere enkeltpersoner såvel som store mængder af mennesker over enorme spand af år – frem mod den moderne roman, hvor vi observerer hvordan det ser ud eller føles gennem få individer i et begrænset rum i en begrænset tidsperiode: »Nøjagtig samtidig med at det er blevet klart, at den globale opvarmning på alle måder er en fælles knibe, finder menneskeheden sig selv trælbundet af en dominerende kultur, fra hvilken ideen om det fælles er blevet udraderet, fra politik, økonomi og litteratur.«
Samtidig med at den borgerlige tilværelse i bysamfundet bliver mere almindelig, understreges i litteraturen en tydeligere og tydeligere kløft mellem kultur og natur, det humane og det inhumane. Og mens vores fortællinger renses for den viden, vi engang besad om regn og blæst som mægtige, handlingsudløsende kræfter, udfordrer vi naturen mere og mere ved for eksempel at anlægge millionbyer på kanten af havet, hvor vi er allermest udsat for det, vi ikke længere anser for betydningsfuldt
Klimakrisen, hævder Amitav Ghosh, er også en kulturkrise. Forfatterne, som ellers godt kan lide at se sig selv som avantgarde – som den brændende pilespids, der trækker tidsånden nye steder hen – kritiserer måske nok i litteraturen bourgeoisiet og en borgerlig virkelighedsopfattelse, men gør samtidig deres til at gøre denne borgerlighed til den eneste tænkelige måde at eksistere i verden på, ved at reproducere og finslibe de vedtagne former og normer for, hvad vi taler om og hvordan.
Kunstens råderum
Diskussionen om kunstens råderum pågår til stadighed. En af de senere indsnævringer vil jeg mene handler om det politiske. Siden 1970’erne er det blevet tampet ind i os, at litteraturen ikke må være politisk, fordi – igen – hvis den er, kan den ikke være god. Som bekendt lyder sentensen: »Al god kunst er politisk – al politisk kunst er dårlig.« Begge led i den sætning er vrøvl. Selvfølgelig findes der god kunst, som ikke er politisk, og selvfølgelig er al politisk kunst ikke dårlig.
Forfatteren Chinua Achebe påpegede allerede i en samtale med forfatteren James Baldwin (University of Florida, april 1980) at når man undersøger, hvem det er, der beder kunstneren om at holde sig tilbage, vil man se, at det er »de samme som er ganske godt tilfredse med situationen som den er. Det de siger, er ikke: vær nu ikke for politisk. Det de siger, er: rok nu ikke ved systemet.« Begge de to forfattere har i øvrigt skrevet stærkt politiske romaner, som også er uomgængelige kunstværker; måske er de endda kunstværker fordi de er politiske, og ikke på trods af at de er det?
I mine ører er udsagnet om kunst og politik et svindelnummer, hvis dimensioner man kun kan beundre: Sådan lukker man munden på en stemme, som ellers kunne tale magten imod, og ikke bare det: man sørger også for at få kunstnerne til at vogte over sig selv og hinanden. Er der noget kunstnere er bange for – og det gælder i høj grad nutidens forfattere, som i forvejen føler sig marginaliserede – er det at blive dømt ude af det gode selskab.
Men hvad gør vi så nu, hvor stort set alt der har med naturen at gøre, har forvandlet sig til presserende politiske problemer, mens flodbølger og skovbrande og lynnedslag og smeltende poler skyller ind over alle diger? Siden 1970’erne har vi desuden set en accelererende tendens til at snøre det kunstneriske råderum så tæt om forfatterens egen person, at det nærmer sig korsetstørrelse. Hvor litteraturen engang kunne fortælle om de mange, er vi gået til at kunne fortælle om de få til at kunne fortælle om det personlige til at kunne fortælle om det private. Det forløb har uden tvivl krævet en brændende pilespids til at bane vejen. På den ene side har vi set en voksende interesse blandt forfattere til at beskæftige sig med egne liv, egne kropslige erfaringer, egen identitet, og på den anden side en slags tabu i forhold til at beskæftige med andres (også som fiktion), der så kunne føle sig trådt for nær eller misrepræsenteret.
Bevægelsen har i høj grad været nødvendig og givet plads til at beskrive sider af menneskelivet, vi ikke har set før, ligesom den har givet rum til stemmer, som ikke tidligere har fået lyd. Jeg kritiserer ikke, at den har fundet sted, pointerer kun, at hvor noget er blevet oplyst, er andet kommet til at henligge i mørke. Hvor avantgardistisk grænseoverskridende opdagelsesrejsen ind i det private end har været, har den også befæstet vores borgerlige opfattelse af mennesket som enestående i betydningen: os selv som individer løsrevet fra alt, hvad der ligger uden for vores egen umiddelbare rækkevidde.
Det er sigende, at det var forfatteren Ib Michael, som lod en roman tage afsæt i tsunamien; Michael, der ofte har brugt naturen ikke blot som forfatterens private erindringsrum eller kulisse for nogle hovedpersoners sjæleliv, men som udslagsgivende plotfaktor, og hvis litteratur af samme grund gerne beskrives som fantastisk.
Åndelig træghed
Det er sigende, at min egen nye bog (Fire fortællinger om kærlighed) som blandt andet forholder sig til klimakrisen, uden at jeg tænkte over det, mens jeg skrev den, kom til at foregå i fremtiden og dermed falder nydeligt ind i den nyligt opståede subgenre under sci-fi, nemlig cli-fi. Jeg havde ingen intention om at skrive fremtidsfortællinger, da jeg gik i gang. Jeg havde end ikke som mål at skrive om klimaet, men da klimaet alligevel sprang op fra siderne, lå det tilsyneladende ligefor at placere mine fortællinger dér, i en genre på sikker afstand af det, vi taler om.
Den åndelige træghed – jeg kan ikke se det som andet – som ligger til grund for det valg, irriterer mig umådeligt, nu hvor jeg er blevet opmærksom på den. For har jeg ikke dermed igen gjort klimaet og naturen til noget ekstraordinært, noget fjernt fra den sande, borgerlige, humane erfaring? Som Ghosh siger: »Fremtiden er kun ét aspekt ved den antropocæne epoke, æraen inkluderer den nære fortid, og allervigtigst, nutiden.«
Det er sigende, at vi hos flere af de forfattere, som igennem de seneste to årtier rent faktisk har skrevet klimapolitiske (og andre typer politiske) værker, finder en tendens til straks efter udgivelsen at undsige sig det politiske projekt. Nej, nej, det var slet ikke det politiske stof, der interesserede mig, selvfølgelig ikke. Det sker så ofte, at der må være tale om mere end enkelte forfatteres personlige aversioner: det ligner snarere en påkrævet, rituel bodsgang.
Håbet finder vi hos forfatteren Charlotte Weitze. Også Weitzes bøger har deres udspring i fortællinger uden for mainstream, i sagn og eventyr, og bliver indimellem beskrevet som tilhørende fantasygenren. Men i sit seneste værk, romanen Rosarium, går forfatteren hele vejen og indskriver ganske enkelt hele den litteratur- og kulturhistoriske udvikling, som Ghosh taler om, som en bevægelse i bogens plot.
Fra et afsæt i en stor og uforstyrret skov, som den engang fandtes i Rusland, hos nogle karakterer (et tvillingpar: dreng og pige) der kunne være taget ud af folkeeventyrene og må forstås som repræsentanter for en stor og navnløs gruppe af mennesker i små kår, fortsætter vi hen over en botaniker i slutningen af det 20. århundrede, som kæmper både med sin transkønnethed og sine botaniske opdagelser, og ender i en snæver, nutidig, normaldansk hverdag i forstadens kernefamilie hos en teenagepige – en slægtning til romanens tidligere karakterer – der forsøger at få greb om sin egen identitet. Og det handler ikke om køn, men om at indse, hvordan opretholdelsen af skellet mellem det humane og det inhumane, kultur og natur, ville betyde døden, for hos denne pige er kampen rykket helt ind under huden, helt ind i hendes egen fysik.
Weitzes roman er uden tvivl en af de vigtigste, der er kommet i Danmark de sidste 20 år. Den er også den sjoveste, vildeste, mest uhyggelige og mest hjerteskærende. Om den er avantgarde, må eftertiden afgøre, men bange for at træde på stregerne er den ikke.
Så måske er der alligevel noget i gang? Ja, så sagte. Hurra for bøgerne af forfattere, der hver på deres måde nærmer sig emnet; Anne-Marie Vedsø Olesen, Rakel Haslund-Gjerrild, Josefine Klougart, Dennis Gade Kofod, Kristina Stoltz, Jens Smærup Sørensen m.fl. De er derude, og mange af dem bevæger sig i tågelandet mellem genrer og rører nye blandingsformer op. Måske er vi nødt til at udvide selve romanens ramme for overhovedet at kunne skrive om naturen?
Og en dag giver vi os måske også til at tale om det i rum, som ikke først skal stænkes med vievand.
Trine Andersen er forfatter og aktuel med novellesamlingen ’Fire fortællinger om kærlighed’
