Interview
Læsetid: 10 min.

Et kunstmuseum er et godt springbræt til at tage diskussioner om køn, mener museumsdirektør

Kunstmuseer bør afspejle de diskussioner, samtiden er optaget af, mener Stine Høholt, direktør for Kunstmuseum Brandts. Informations serie om kulturens portvogtere er nået til billedkunstens verden
»Historisk har man haft nogle blinde vinkler. Det kan man arbejde med ved at skrive historien om nogle af de oversete kvindelige kunstnere,« siger Stine Høholt.

»Historisk har man haft nogle blinde vinkler. Det kan man arbejde med ved at skrive historien om nogle af de oversete kvindelige kunstnere,« siger Stine Høholt.

Magnus Hove Johansson

Kultur
22. februar 2022

Da Stine Høholt for knap to år siden blev direktør for Kunstmuseum Brandts i Odense, slog det hende, at der manglede nogen i den samling af fynbomalernes kunst, som det fynske kunstmuseum har. 

»Det første, jeg lagde mærke til ved samlingen, da jeg kom, var, at de kvindelige fynbomalere spiller en relativt lille rolle. Man har i deres samtid ikke været særligt optaget af at indsamle deres værker til samlingen,« siger Stine Høholt. Vi sidder i et mødelokale på øverste etage af Information, hvor hun er kommet for at tale om, hvem og hvad der får plads og opmærksomhed på den danske kunstscene.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

”Portvogterne, der står og bestemmer, hvem der må komme ind i den anerkendte kulturs borg, og hvem der må blive uden for. Den er efter hendes mening ikke helt fyldestgørende, i stedet foreslår hun, at man tænker på museerne, kunsthallerne og biennalerne som en infrastruktur for den kunst, der bliver lavet, et vejnet, der kan få den ud i verden”.

En god og præcis iagttagelse. Ikke mindst på billedkunstens område. Betegnelsen ”portvogterne” er ikke kun ”ikke helt fyldestgørende”, men til dels misvisende, når man ser på, hvem der hidtil er blevet interviewet i denne serie.

For nogle af de interviewede er den mere velvalgt end for andre, og det har bl.a. noget at gøre med forskellen på kunstarterne og deres ”infrastruktur”, og ikke mindst det helt afgørende spørgsmål: Hvor stor er ”pengekassen” inden for den pågældende kunstart, og hvem sidder afgørende på pengekassen i betydningen, hvem der afgør, hvad der bevilges penge til (støttes), og hvad der ikke gør.

Her tænker jeg ikke mindst på de årlige faste bevilger besluttet af Folketinget (til f.eks. koncerthuse og større orkestre), Statens Kunstfond og lignende overvejende offentligt støttende institutioner (f.eks. Det danske Filminstitut) og ikke mindst de private fonde (der i hvert fald på billedkunstens område har fået en afgørende betydning).

Det må være vigtigt at skelne mellem dem, der inden for de enkelte kunstarter overvejende sidder og foretager opgaver, der har administrationens og problemløsningens karakter (f.eks. Stine Høholt), og så dem, der overvejende bestemmer over, hvad der kan gives penge til (f.eks. Silje Riise Næss).

Et er, hvad der ud fra en administrators og problemløsers perspektiv ville være mest relevant at iværksætte i betydningen at få produceret og præsenteret for et publikum, noget andet er, hvad f.eks. fonde ud fra almen offentlig interesse vil finde det mest relevant og interessant for dem at støtte. Der må nødvendigvis ske en tilpasning fra kunstinstitutionens side.

Inden for fonde og lignende vil der til dels være tale om et ”armslængdeprincip” i tildelingen af fondsmidler ud fra en grundlæggende tillid til den institution, de støtter (hvad de nok især selv vil fremhæve) og til dels ikke (hvad det er for omfattende og kompliceret at komme ind på i denne sammenhæng).

Når Kultur – og Slotsstyrelsen med nogle års mellemrum foretager evalueringer af de enkelte museer, er det et afgørende punkt i evalueringen, i hvor høj grad den enkelte institution har været i stand til ”selvfinansiering” af sine aktiviteter i form af at kunne skaffe støtte fra fonde.

Når Glyptoteket arrangerer en udstilling som ’Paul Gauguin – Why Are You Angry’, og SMK tilsvarende arrangerer udstillingen ’Kirchner & Nolde – til diskussion’, er det selvfølgelig interessant ud fra ændringer i et kunsthistorisk perspektiv, men hvis en række ”stemninger” i bestemte segmenter af befolkningen ikke havde være ”moden” til det, ville disse udstillinger ikke være blevet til noget. Det med ”timing” er ret afgørende i en sådan sammenhæng.

Som når personer inden for reklamebranchen siger, at denne kampagne er succesfuld netop nu, men den ville ikke have været det for to år siden.

Inden for reklameverdenen og marketing tæller kun et økonomisk perspektiv, men inden for kunstverdenen må man kunne forvente et mod til også at turde satse på det, der kan betragtes som væsentligt ud fra et kunsthistorisk perspektiv.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Som museumsdirektør har Stine Høholt stor indflydelse på, hvilke kunstnere der får vist og solgt deres værker. Sammen med kunstsamlere, gallerister og kritikere er museumsfolkene med til at afgøre, hvem der bryder igennem og bliver etablerede navne, som kan leve af deres kunst".

Selvfølgelig har Stine Høholt indflydelse, men hvor stor er den egentlig, hvis hun samtidig skal tilpasse sine valg i forhold til en række faktorer af ikke mindst økonomisk karakter? Hvilke projekter vil det være kunstnerisk rimeligt at iværksætte på Kunstmuseum Brandts, og kan der skaffes et økonomisk grundlag for det?

At der så også i sådanne sammenhænge vil være nogle kunstnere, det vil være mere relevant at inddrage end andre er en anden sag, og hvem bliver så valgt til at deltage? Her kan gode forbindelser få en betydning.

Det kan sammenlignes med en privat virksomhed. Der er forskel på at skabe en stilling, der passer til en ven eller en god forbindelse, uanset om det er noget, virksomheden har brug for (noget som jeg bl.a. har fået kendskab til gennem rejser til Grækenland).

Og så det at finde ud af, at man mangler at få udført en bestemt funktion i virksomheden, som der så skabes en stilling i forhold til, og her kan det at have gode forbindelser så få en betydning. Men selvfølgelig forudsætter det samtidig, at de passende kompetencer er til stede.

Bjarne Toft Sørensen

Når nu serien hedder "Portvogterne", undrer det mig, hvorfor Lone Nikolajsen vælger at interviewe direktøren for Kunstmuseum Brandts og ikke f.eks. et af bestyrelsesmedlemmerne i Ny Carlsbergfondets bestyrelse, om sit arbejde der?

Er Stine Høholt mest "portvogter" i sin funktion som direktør for kunstmuseet, eller er hun mest "portvogter" i sin funktion som bestyrelsesmedlem af Ny Carlsbergfondet?

For mig at se er hun det i langt højere grad som bestyrelsesmedlem af fondet.

Af Ny Carlsbergfondets beskrivelse af sit arbejde fremgår det, at fondet flittigt bevilger "kunstværker til museernes vægge og gulve", og at "fondet opstiller og ophænger kunst på offentlige institutioner og i det offentlige rum".

Desuden fungerer "--- fondets bestyrelse faglig sparringspartner for navnlig museernes ledelser og bestræber sig på at være et kunstfagligt samlingspunkt, hvorigennem erfaringer kan udveksles og initiativer fødes". Især bemærker jeg sidstnævnte formulering - "initiativer fødes".

Fondet donerer bl.a. værker til museerne efter ansøgning og bidrager til udsmykninger på institutioner. I begge tilfælde har de enkelte medlemmer af fondets bestyrelse afgørende indflydelse på, hvilke kunstnere der bliver udvalgt til henholdsvis indkøb og udførelse af udsmykningen.

Som det fremgår af underrubrikken i et interview med daværende fungerende formand for fondet, Morten Kyndrup , fra 2019:

"I Ny Carlsbergfondet sidder tre mennesker, som egenrådigt – og uden nødvendigvis at være enige – vælger, hvem der skal have støtte, og hvem der ikke skal. Det er også de tre, der udpeger de kunstnere, som bliver sat i sving med stort anlagte kunstprojekter. Sådan må det nødvendigvis være, siger fondets fungerende formand, Morten Kyndrup, for kunsten er i sin natur udemokratisk".

https://www.information.dk/moti/2019/07/demokratiske-beslutninger-harmon...