Der er noget, der hedder paradigmeskift. Begrebet sidder løst hos de kloge for tiden – og derfor også hos dem, der bare følger med, og det gør jeg lidt. Jeg husker ikke, der var noget paradigmeskift i gamle dage. Eller også hed det bare noget andet. Og det var ikke et paradigmeskift, som de hviderussiske kvinder forsøgte sig med i 2020. Det var et systemskifte. Så vidt, så godt.
Men hvad er det så? I første omgang kan man koge det ned til: en revolutionerende ændring i hidtil gældende antagelser.
Det lyder lidt tamt i betragtning af den alvor, begrebet med rette tillægges i vore dage. Man kan blive helt bange for paradigmeskift, når man støder på dem. Der er noget finalt over dem. Slør, der trækkes til side, og en helt anden fortid end den, man troede at kende, ligger badet i skræmmende lys.
Tillad mig at begynde – forsigtigt – i det små og med harmløse, men måske opklarende eksempler.
I egenskab af litterær modernist og gammelklog yngre mand var mødet med den såkaldte attittuderelativisme det første regulære paradigmeskift, jeg rendte ind i. Attituderelativismen blev som filosofi eller paradigme bragt til os i tresserne af den ellers elskelige Hans-Jørgen Nielsen. Han havde fået klaus af den herskende modernisme – dens lukkede kredsen om ’selvet’ og ’splittelsen’. Han foreslog at opfatte ’jeget’ på en kategorisk anden afdramatiserende måde, nemlig centrumløst, som et sæt roller. Hans-Jørgen såede med andre ord tvivl om den basale modernistiske fremmedhedsoplevelse og dens tragik, som vi havde indrettet os i.
Det blev ikke populært hos de gamle hereticanere med deres dommedag; for dem var attituderelativismen blot og bar overfladiskhed for ikke at sige uetisk; det blev ikke populært hos Villy Sørensen heller, for hvem ’faldet’ var en realitet og en præmis som hos Kafka, endsige hos nymarxisten Jørgen Bonde-Jensen, der dengang havde stor magt over unge akademikersind. Rigtige paradigmeskift er svære at fordøje, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage relativismen til mig. Jeg var ikke sporet til det. Jeg syntes, Hans-Jørgens digtning var overfladisk. Ja, netop! svarede han, og hvad så?! Paradigmeskift gør paf.
Hans-Jørgen respekterede ikke den herskende ontologiske tyngdekraft – og var den første, der så noget andet og langt mere betydningsfuldt i pop end Johan Fjord Jensen. Det var i tresserne som sagt, og årtiet fik, da det gik på hæld, et nyt lys med Hans-Jørgen Nielsen & co. – herunder også Per Kirkeby. De tog en ny verden til sig uden hverken at fordømme eller fortvivle over den og gav den videre.
Fra senfirserne, altså langt senere, husker jeg et andet paradigmeskift på den kulturelle scene. En dag dukkede der noget op på fjernsynet, der kaldte sig Mandrilaftalen. Aftale-hvad-for-noget? Ja, sådan noget umuligt hed et nyt underholdningsprogram (eller var det Casper og Mandrilaftalen?). Titlen var i sig selv vild. Det var i al fald ikke ’Gris på gaflen’. Atombomben var end ikke på tale, og programmet viste ikke politisk korrekte tænder. Men det var på den anden side heller ikke reaktionært. Det var udfordrende. For Mandrilaftalen bestod kort sagt ikke den obligatoriske PH-prøve på en revy. Den prøve gik som bekendt ud på, at der skulle være mening i galskaben. Mandrilaftalen var galskab i galskaben, ovenikøbet en tak vildere end Monty Python (og også en tak smallere). Det var gennemført absurd, men ikke på den pintersk tyngede måde.
Og alligevel var der noget mere i løjerne end ingenting, nemlig liv, lyst og ligegladhed. Det måtte man indrømme. Og der er sommetider noget befriende over at måtte bøje sig. Motion uden tårer.
Paradigmeskift kaldte vi det stadig ikke, men det var ret beset det, vi/jeg oplevede. Noget uforudsigeligt var indtruffet helt grundlæggende, og man skulle lige gnide øjnene. I dag hedder det Klovn med Casper (og Kvam). Det er til gengæld forudsigeligt.
I de seneste år er begrebet imidlertid blevet alvor, hæftet på store og seriøse kulturskred. Jeg tænker for eksempel på Black Lives Matter. Som hvid mand i en hvid afkrog af verden ved navn Skandinavien sidder løftelsen endnu solidt i én ved tanken om, hvad Martin Luther King i gamle dage insisterede på og drev det til og med hvilke civiliserede midler: arm-i-arm-optog, sang, taler.
De gamle fremskridt fra Luther King og Lyndon Johnsons dage forstærkede troen på et retfærdigere USA. For ikke så længe siden hørte jeg den tids bevægende demonstrationer karakteriseret med en vis træt sarkasme af en sort kommentator: Bevares, det var dengang, vi fik lov til at spise i nærheden af de hvide på restauranterne ...
De billeder, der løb ind fra Minneapolis i 2020, da George Floyd døde ved højlys dag og på åben gade, under en politibetjents urokkelige knæ efter at have udstødt sit »I can’t breathe« for sidste gang, var et chok, som udløste et paradigmeskift, der, som den slags skift har for vane, havde været længe undervejs. Det var ikke blot et drab på en mand. Det føltes som drabet på en fælles illusion. Henrettelsen fulgtes af et sus af erkendelse. En lem blev åbnet ned til et fundamentalt og fordærvet misforhold i samfundet, som nu blev blotlagt i al sin uafviselighed.
Drabet medførte også hos mange et spontant anfald af selvransagelse, som man med al sin agtværdige og gratis støtte til »I have a dream« og borgerrettighederne hidtil var blevet sparet for.
#MeToo har vitterligt fra bekæmpelsen af storsvinet Weinstein og frem til danske pigekor og odenseanske blåskjorter formået at afdække diverse grader af en såkaldt overgrebskultur, som mange af os stiltiende har levet og arbejdet i. Nu ser man tilbage på den med hovedrysten, ligesom TV 2’s studievært Janni Pedersen i en ny dokumentar undrer sig over dengang, da hun og hendes kvindelige kolleger på TV 2 sladrede om hinandens roller i eskapaderne på arbejdspladsen frem for at gøre noget ved miseren.
Var det virkelig sådan? Ja, det var, må man i sandhedens interesse svare, og det foregik lige for øjnene af os. Og selvfølgelig er dét, som paradigmeskiftet befordrer, at nu ser man det, som det var, og nu kan det siges, som det var. Tiderne er skiftet.
Men – et enkelt blik på verden fortæller, at ikke alle steder er hverken paradigmerne eller tiderne skiftet.
I årene efter Sovjetunionens sammenbrud og blandt andet de baltiske landes selvstændiggørelse besøgte jeg en ’kirkegård’ i Litauen. Langt inde i en skov var der opstillet en tavs forsamling af pompøse sovjetmonumenter og -statuer. Hertil var Lenin og Stalin forvist. Men anderledes i Putins Rusland. På talrige russiske byers torve og pladser viser Lenin stadig vejen med løftet arm. For ikke at tale om i det ganske vist selvstændiggjorte, men stadig afhængige Belarus. Gang på gang så vi en manende Lenin på den centrale plads i Minsk, da belarusernes demonstrationer fyldte tv-nyhedernes billeder.
Lenins arm, overalt hvor den løftes i dag, er en aktuel godkendelse af hans og hans efterfølgeres terroregime, der årti efter årti udrensede millioner af ’fjender af staten’. Den uret satte den hæderkronede gamle russiske menneskerettighedsgruppe Memorial sig for at fastholde og udstille og nåede at gøre det i over tredive år. Og nu – i disse uger – er den selv faldet for Putins udrensning som en fjende af staten.
Memorial, der i sin levetid tjente som selve den russiske nations samvittighed, ville afsløre de fortrængninger, Putin bygger sin magt og sine drømme på, og både blotte Stalin-tidens fortiede grusomhed og sætte de mange millioner af ofre for Den Store Terror og for Gulag et synligt minde. Men Putin har med lukningen af Memorial kvalt et paradigmeskift under udvikling. Det er hans historiesyn, der tæller. Hvem der er ofre, bestemmer han. Stalins ofre får lov til fortsat at henligge i talløse anonyme, tilgroede fællesgrave i fjerne skove, uddrevet af historien.
Det svarer til, hvis Weinstein havde vundet over #MeToo.
