Kommentar
Læsetid: 2 min.

Politikens voldtægtsfotografier gentager en århundredgammel kliché

Den tavse, nøgne og underskønne kvinde har længe været sindbilledet på et voldtægtsoffer. Måske er det tid til at undersøge, hvordan et overgreb ellers kunne tage sig ud
Den udsatte, nøgne kvindekrop er ikke et nyt motiv. Her er det Peter Paul Rubens’ version af myten ’Susanna i badet’ fra omkring 1610.

Den udsatte, nøgne kvindekrop er ikke et nyt motiv. Her er det Peter Paul Rubens’ version af myten ’Susanna i badet’ fra omkring 1610.

Wikimedia Commons

Kultur
18. februar 2022

Forsiden af Politiken søndag den 13. februar var ryddet til fordel for et fotografi af en kvinde, der sidder nøgen i et spotlys på en græsplæne. Hun holder armene beskyttende om kroppen, og over billedet står der »min voldtægt« med versaler.

Det skabte debat i november sidste år, da Politiken søgte medvirkende til nøgenfotos i lukkede grupper for voldtægtsofre. Her i avisen bragte vi en leder, der kritiserede voldtægtsfotografierne for at æstetisere overgreb. Nu er serien så lanceret. Fotografierne er i sort-hvid og viser kvinder med skjulte ansigter, afbildet uden tøj på og på det sted, hvor et overgreb mod dem blev begået.

Men desværre er der endt med at være et misforhold mellem de ret forskellige historier, kvinderne fortæller – og så den ensrettede æstetik, der er valgt for fotoserien.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Jeg troede, det var løgn, da jeg så de billeder.

Lad os sige, at en af de #MeToo-ramte journalister fra fx TV 2 havde postet et billede af en hyperæstetiseret kvinde i sammenkrøben position på Facebook. Jeg tror ikke, det ville gå. Trods alt.

Hvorfor tror man så, det går, hvis man ikke er fx Jes Dorph af navn? Hvorfor fortsætter man med at sætte voldtægt i scene som et uundgåeligt livets vilkår, hvor den voldtagne er underlagt magtstrukturer, der godt nok er forkastelige, men alligevel kan bruges som clickbait for pikspillende æsteter, der ser så dybt i kunstens afgrund, at de for længst er blevet en del af den kultur, de skulle forestille at fordømme, men i virkeligheden bidrager til?

Peter Beck-Lauritzen

Kunne JP i stedet have vist voldtægts-udøveren, in situ, bar-fodet til halsen, med våbnet i hånden? Sgu da også absurd.