»Putin lægger ikke planer for et nederlag, kun for sejr«

I anledning af weekendens begivenheder i Rusland genudgiver vi forfatter Mikhail Sjisjkins essay fra 25. februar 2022. Læs eller genlæs:

Ruslands historie snurrer rundt som en karrusel. Allerede for 100 år siden oplevede vi det hele: tsarrigets sammenbrud, en pludselig grænseløs frihed, så et styrt ned i anarki, et nyt diktatur, kvælertaget på den frie kultur, emigrationen.

Vi tog en tur mere: Sovjetimperiets fald, 1990’ernes ubegrænsede frihed og kaos, etableringen af ​​et nyt diktatur. Og igen står kulturens skabere over for et valg: Syng fædrelandssange, eller emigrer. Dengang var det kommunistiske fanatikere, der tilranede sig statsmagten, nu er det kyniske kriminelle. Da Putin dukkede op i Kreml, citerede russiske intellektuelle Joseph Brodskys strofe: »Jeg foretrækker en tyv frem for en blodsuger.« Men snart blev tyvene til blodsugere. Et diktatur lever af krige. Og har ikke brug for kunstnere, der vil synge deres egne sange.

Putin er blevet til et gidsel for sin egen propaganda. Diktatoren kan ses som en symbolsk figur for hjemlandet. Da han selv er den egentlige folkefjende, må han over for befolkningen opfinde et fjendebillede, som ikke er Kreml. Det må i stedet søges i udlandet. Ukraine blev af propagandaen gjort til den første og bedste fjende, men bagved lurer selvsagt Amerika som den skinbarlige djævel. En virkelig krig mod djævlen har Rusland ikke råd til at føre, men ethvert diktatur behøver fjender og må bestandig holde sig på krigsfod.

En vellykket demokratisk ukrainsk stat ville sætte et eksempel for russerne: Et frit, demokratisk Rusland ville også være muligt. Hvis vi deler samme grusomme historie, så kunne vi også dele samme lyse fremtid. Og derfor vil Putin ikke lade Ukraine i fred.

Hverken timingen eller den dystre alvor i ​​den nuværende krise kommer som nogen overraskelse. Det biologiske ur tikker. For diktatorer går tiden anderledes. De har ingen fremtid.

Tsaren er ved at blive gammel. Den ellers stabile russiske magtpyramide lider af en medfødt defekt: Fredelige magtoverdragelser kan ikke lade sig gøre. Så nu vil vi blive samtidsvidner til særdeles interessante begivenheder. Den geniale digter Nikolaj Glazkov sagde: »Jo mere interessant århundredet er for historikeren, desto tristere er det for samtidsvidnet!«

Frygt som våben

Putins våben er frygten. På KGB-skolen lærte han: afpresning og frygt kan udrette store ting med mennesker. Med frygt erobrede han Rusland. Navalnyj og Nemtsov kunne han ikke intimidere: Nemtsov blev skudt, mens Navalnyj blev forgiftet og nu sidder i fængsel.

Nu vil Putin besejre Vesten ved at puste til frygten for en atomkrig. Just dette er hans spil: Han vil øge risikoen for en verdenskatastrofe og dermed holde de udenlandske regeringer i skak. Hans plan ser ud til at virke. For et år siden ignorerede de vestlige regeringschefer demonstrativt Putin, nu står de i kø for at tale med ham. Men han bliver ved med at spille poker. Det er ren psykologiske krigsførelse. Og Putin bliver ved med at hæve indsatsen, indtil Vesten trækker sig tilbage. Dette er den vigtigste del af denne hybride krig, som er blevet udviklet af den russiske generalstab og nu er i fuld gang. ’Spillets’ eneste krav er: Man skal være seriøs omkring krig. Kommer der så en ’rigtig’ krig nu? Det er op til Vesten, om eller hvornår den giver efter.

Putins generaler føler sig sikre på, at Vesten i dette pokerspil før eller senere vil lade Ukraine i stikken. Hvorfor skulle verden dog gå under på grund af Mariupol eller Lugansk? Putin lægger ikke planer for et nederlag, kun for sejr. Han kender jo de vestlige politikere. I dag er du kansler, i morgen er du Putins lakaj. Hvad der dog kan bringe håb er dette: Historien har det med at forpurre erobrernes – eller, afhængigt af propagandasynspunktet, befriernes planer – efter sine helt egne luner. Frederik Barbarossa planlagde at erobre eller befri Jerusalem, men druknede i floden Saleph. Lad os se, hvad historiens skæbnegud har forberedt til Putin.

Putins medskyldige raser mod Vesten, men hele verden ved så udmærket, hvor Ruslands ’elite’ opbevarer sine skatte, hvilken slags medicin den foretrækker, og hvilken form for uddannelse, den vælger til sine børn. Det russiske kleptokrati er afhængigt af støtten fra sine medskyldige i Vesten.

I russiske eventyr gemmer sjælen af ​​skurken Kosjtjej den Dødløse sig i en nål, som befinder sig i et æg, som er i en and, som igen sidder fast i en kanin, der findes i en jernkasse, som ligger begravet under et egetræ på øen Bujan. For at besejre Kosjtjej må man knække nålen. På samme måde holder det kriminelle russiske regimes sjæl sig gemt i vestlige banker. Vestlige demokratier må gøre, hvad de for længst burde have gjort: håndhæve deres egne love og indefryse de milliarder, der er stjålet fra det russiske folk og indsat på vestlige konti. Disse beskidte penge tærer på verden som en kræftsvulst. Her findes den eneste medicin, der hjælper mod Putins metastaser. Indtil nu har demokratierne levet under mottoet: Retssikkerheden stopper dér, hvor de store penge begynder. Blot frygter jeg, at Vesten også denne gang vil give efter.

Folket tier

Hvordan ser den russiske befolkning så på den nuværende krise? Lad mig citere den berømte sidste linje i Pusjkins historiske drama Boris Godunov: »Folket tier.« Dette er den store overlevelseserfaring på tværs af generationer: Tavshed er sikrest. At udtrykke sin egen mening kan give problemer. Magten har altid ret. Magten beror ikke på, hvad folket mener, den findes bare over en, på et højere plan, og man må ubetinget adlyde hver en ordre. Dette gør den russiske tsar hellig. Og enhver, der er uenig, ender i fængsel.

Russerne har af deres egne uhyrlige historiske erfaringer draget den lære, at selv den mest modbydelige magthaver i Rusland er bedre end ingen. Den folkelige visdom siger: »Man skal aldrig ønske død over en dårlig tsar« – underforstået: Den næste kan blive endnu værre. Da Aleksej Navalnyj stillede op til præsidentvalget, fik han på et vælgermøde at vide: »Hvis du, Aleksej, skulle komme til magten, så vil vi gerne stemme på dig.« Den udtalelse siger ganske meget om forholdet mellem magten og folket.

Propagandaen længes efter Sovjetunionens storhed, hvorimod befolkningen i Rusland har en stærk længsel efter en ’schweizisk’ livsstil, som den aldrig har kendt: ingen krige, ingen undertrykkelse, ingen frygt for korrupte embedsmænd. Russerne drømmer om den dag, hvor de omsider ikke skal yde flere ofre for staten, men blot kan leve et roligt og fuldt privat liv, med adgang til god medicin og god uddannelse til deres børn. Intet af dette kan de få fra Putin, fordi landet og befolkningen er blevet totalt udplyndret af hans bande. Det krigshungrende Vesten er skyld i al Ruslands elendighed, slår propagandaen fast.

Rusland har i løbet af de sidste 30 år investeret mere i vestlige ejendomme, palæer, fodboldklubber og lystyachter end i sine egne sundheds- og uddannelsessystemer. Men når vi siger Rusland, hvad mener vi så: den regerende mafia eller den voldtagne befolkning? Almindelige mennesker vil hellere nyde godt af en velstandsskabende økonomi, men det kan det korrupte regime ikke tilbyde dem. Kun fjender fra Vesten og forsvaret for »russiske værdier« tilbydes. Herved forstår besættelsesmagten i Kreml sig selv og sin egen magt.

Et frit internet findes endnu, men hvor meget længere? Regimet mister landets ungdom. ’Officielle’ sociologiske undersøgelser viser, at over halvdelen af ​​de unge russere ser deres fremtid i udlandet. Den ældre generation er under solid påvirkning fra Putins statsfjernsyn. De er overbeviste om, at Vesten ønsker at invadere Rusland, så vi må forsvare vores hjemland igen, ganske som vores bedstefædre måtte. Satirikeren Kozma Prutkov sagde i det 19. århundrede: »Et menneske er som en pølse – ligegyldigt hvad du fylder i den, forbliver den en pølse.«

Slutspil for en æra

Ukrainekrisen er slutspillet på Putin-æraen. Men så vil der følge en ny æra. Og allerede nu kan vi forestille os, hvad der kan komme. Ser vi ind i historien, forstår vi, hvor den historiske rejse fører hen. Den Russiske Føderation bag dagens grænser vil ikke længere eksistere på landkortet. Landet er højgravid med nye nationalstater, ligesom det skete på Sovjetunionens territorium. Imperiets fald fortsætter. Andre folk og regioner vil følge tjetjenerne mod uafhængighed. Sibirien kan sælge sine naturressourcer uden om Moskva. På den anden side vil magtkampene og frygten for anarki som det, vi oplevede i 1990’erne, kun forstærke de folkelige ønsker om orden og »en stærk hånd«.

Putin, dengang medlem af kommunistpartiet, kaldte Sovjetunionens sammenbrud for »den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede«. Men på det tidspunkt var Vesten endnu mere rystet over at se en atomsupermagt bryde sammen: Dets atomvåben kunne komme ud af kontrol. Den lurende opløsning af Den Russiske Føderation vil rumme den samme fare. Det mulige tab af kontrol over atomvåben vil igen forfærde Vesten så meget, at de demokratiske stater hellere end gerne byder et nyt russisk diktatur velkomment, hvis bare det lover at håndhæve kontrol over sit rustne atomarsenal.

Aleksej Navalnyjs slagord ved præsidentvalget var: »Fremtidens smukke Rusland.« Den fremtid er her på en måde allerede. Beklageligvis findes den kun online. Oppositionen i mit land er totalt knust, de politiske aktivister er arresteret eller er nødt til at flygte til udlandet. Den frie tænknings livsrum er skrumpet ind til cyberspace. Den meget bebudede forflyttelse af virkeligheden til »metaverset« er ved at blive fuldt realiseret for den russiske kulturs univers.

Det frie Rusland

Mottoet for den første emigration, efter Den Russiske Revolution, var: »Vi er ikke i eksil, men på en mission.« Dengang var den russiske kulturelle eksistens fragmenteret i isolerede øer af emigranter verden over. En læsekreds i Montevideo følte sig afskåret fra Paris og Berlin. Nu sikrer udviklingen af ny kommunikationsteknologi usammenligneligt bedre vilkår for en ny tids emigranter. Internettet har skænket den russiske kulturverden et ensartet og grænseløst opholdsrum: fra Serbien til Argentina, fra Sibirien til Kleinlützel i Solothurn. Det fritænkende, kulturorienterede Rusland er ikke identisk med Den Russiske Føderations territorium. Dette er den russiske kulturs uafhængighedserklæring fra statsmagtens støvler. Freie Universität, der åbnede i 2020, kan tjene som eksempel på denne nye livsstil. Det er grundlagt af professorer, der blev afskediget fra russiske universiteter, hovedsageligt af politiske grunde, og dets motto lyder: »Vi kan ikke udelukkes fra universitetet, for vi er selv universitetet.«

Mit land har ingen grænser. Nu findes omsider et Rusland, der er befriet fra sit enorme skæbnetunge territories forbandelse. Nu findes en realiseret russisk drøm: ingen politistat, ingen korrupte embedsmænd, ingen løgnagtig patriotisme, ingen Novichok. Et Rusland, der ikke tilbyder verden missiltrusler eller militære ultimata, men kulturelle værdier.

Og dette alternative Rusland kan og vil ikke affinde sig med Putins virkelighed. Over hundrede forfattere, musikere, skuespillere og videnskabsmænd har for nylig underskrevet et åbent brev: »Rusland har ikke brug for en krig med Ukraine og Vesten, ingen truer os, ingen angriber os. En mulig krig strider ikke blot mod Ruslands interesser, men udgør også en trussel mod dets eksistens.« Om denne erklæring kan øve indflydelse på Kremls beslutninger er dog stadig tvivlsomt. Og i mellemtiden fortsætter historien med at dreje den russiske karrusel. Men »Fremtidens smukke Rusland« vil formentlig ikke eksistere offline.

© Mikhail Sjisjkin og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen