Verden har fået det britiske kongehus på hjernen. Vi svælger i Netflix-serien The Crown og følger med i skandalen om prins Andrews forbindelser med sexforbryderen Jeffrey Epstein og prins Harry og Meghans løsrivelse fra kongehuset, deres kamp mod tabloidaviserne og spektakulære interview med Oprah Winfrey. I forlængelse af Harrys fortælling om, at han var bange for, at hans kone ville lide samme skæbne som hans mor, har særligt den exceptionelt karismatiske prinsesse Diana fået en renæssance i medierne.
Sidste års fjerde sæson af The Crown havde forholdet mellem Diana og prince Charles i centrum, og skuespiller Emma Corrin vandt en Golden Globe for sin præstation som den unge prinsesse. Musicalen Diana havde premiere på Broadway i efteråret og ligger nu på Netflix. Et hav af dokumentarfilm – jeg nævner i flæng: Diana – den ægte Lady Di, Diana: Interviewet, der rystede verden og Prinsesse Diana: Med egne ord – har netop fået selskab af The Princess af Ed Perkin, der er blevet hyldet som den ultimative Diana-dokumentar på årets Sundance Film Festival.
Trods det bugnende marked af film og serier har den chilenske instruktør Pablo Larraíns bud på et prinsesse Diana-portræt, Spencer, genereret massiv opmærksomhed. Filmen, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig og har dansk premiere den 3. februar, adskiller sig fra andre medieskildringer ved at tegne et impressionistisk portræt af prinsessen. »En fabel fra en sand tragedie« introducerer titelkortet filmen, som er manuskriptforfatter Steven Knight og instruktørens poetiske og surrealistiske forestilling om Dianas klaustrofobiske oplevelse af en uudholdelig jul på Sandringham House i 1991.
Filmen udspiller sig nærmest som en gyser, hvor vi er helt inde i Dianas hoved gennem hendes ensomhed, følelse af både isolation og overvågning og fremmedgørelse over for sin mand, der interesserer sig mere for sin elskerinde. Publikum er helt tæt på Dianas kamp mod spiseforstyrrelse, manglende evne og vilje til at leve op til familiens forventninger og drøm om bare at køre væk fra det hele med sine drenge.
Først og fremmest har filmen dog gjort sig bemærket på grund af den 31-årige verdensstjerne Kristen Stewarts altoverskyggende præstation som Diana, der vurderes til at være en af favoritterne til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Pablo Larraín har sagt, at han bad Stewart spille rollen, fordi hun besidder samme mystik – man ved aldrig, hvad hun tænker.
Det er også svært at forestille sig et bedre match mellem skuespiller og karakter end Hollywoods vel nok ypperste yngre stjerne og verdens mest berømte og bredt elskede kvinde i nyere tid. De trådte begge ind i rampelyset som teenagere og er begge blevet udsat for en massiv medieopmærksomhed med lige dele offentlig kritik og hyldest. Og de har begge på hver deres måde måttet kæmpe for at bevare sig selv.
Kristen Stewarts dårlige attitude
Hvorfor smiler Kristen Stewart aldrig?
Sådan lød et helt seriøst spørgsmål i medierne i flere år, efter at den amerikanske skuespiller som 18-årig brød igennem med hovedrollen som Bella Swan i den romantiske vampyrsaga Twilight fra 2008. Filmen og dens fire efterfølgere i den ultrapopulære ungdomsfranchise katapulterede Kristen Stewart ind i en ekstrem berømmelse og aggressiv opmærksomhed fra både medier og fans. Ikke mindst da hun blev kæreste med sin medstjerne Robert Pattinson, som selv Donald Trump havde en mening om hendes forhold til, da hun blev afsløret i at være ham utro.
Mange mente, at den unge skuespiller fremstod arrogant og utaknemmelig over for sin succes, fordi hun krympede sig i blitzlysene på den røde løber, svarede uengageret og stammede sig gennem interview og i det hele taget under promoveringsarbejdet lignede en, der hellere ville være et andet sted. Og hvorfor spille med i en franchise, hvis man ikke vil være berømt?
Bloggere har diskuteret, om Stewart er ’privat eller uforskammet’, hun er blevet kåret til en af de mest hadede personer i Hollywood, beskyldt for at have en ’dårlig attitude’ og har måttet bedyre over for pressen, at hun faktisk smiler rigtig tit.
I virkeligheden, har Stewart siden fortalt, var hun bare en akavet, usikker og genert teenager, der var overvældet over opmærksomheden og prøvede at beskytte sig selv.
»Jeg får nogle gange at vide, at jeg er kold og distanceret. I virkeligheden er jeg meget genert. Jeg føler mig utilpas under interview, fordi jeg skal tale om mig selv. For at tale om sig selv må man vide, hvem man er. Og der er stadig mange ting, jeg har brug for at undersøge i mig selv,« sagde Stewart til StarClub Magazine i 2011.
Kristen Stewart på den røde løber sammen med medstjernen og hendes daværende kæreste, Robert Pattinston, i forbindelse med premieren på The Twilight Saga: Breaking Dawn del 2 tilbage i 2012.
Gennem årene er Stewart blevet mere afslappet i pressen. Jeg har selv oplevet på filmfestivaler, hvordan hun er gået fra at sidde sammenbidt og vippe nervøst med foden under en hel q & a til at gribe mikrofonen uopfordret, joke og snakke løs frit fra leveren. Hun siger selv, at hun har forsøgt at give slip på kontrollen, fordi omverdenens billede af hende kom til at fylde for meget.
»Det føles bedre end at underkaste mig selv et militaristisk flyverskjul. Da jeg var yngre, forsøgte jeg virkelig at beskytte det, der var dyrebart for mig. Men jeg fandt ud af, at ved at beskytte det dyrebare, giver man det væk. Det bliver på en måde noget, der ikke længere er dit,« sagde Stewart i november til Associated Press.
Da hun begyndte at date kvinder, satte hun en ære i at være åben om sine forhold, så folk ikke skulle tro, at hun skammede sig over sin seksualitet. Siden har hun været bevidst om sin status som forbillede i LGBTQ-miljøet. Hun sprang offentligt ud i sin åbningsmonolog i Saturday Night Live i 2017 og annoncerede for nylig sin forlovelse med manuskriptforfatter Dylan Meyer i radioprogrammet The Howard Stern Show.
Samtidig er respekten for hende steget, i takt med at hun har demonstreret et nuanceret talent i kunstnerisk ambitiøse, prisbelønnede film som Olivier Assayas’ Skyerne over Sils Maria og Personal Shopper, Kelly Reichardts Certain Women og Richard Glatzer og Wash Westmorelands Jeg er stadig Alice. Internettets hån er forstummet, og i dag bliver hun betragtet som en af sin generations bedste skuespillere.
Den begejstring kulminerer i disse måneder, hvor anmelderne klapper i hænderne, mens alle journalister vil vide, hvordan Stewart kan relatere til Dianas berømmelse. Så ofte har skuespilleren fået det spørgsmål, at hun i december på sin sædvanlige direkte facon bad en journalist fra mediet Insider om at »google det lort« – et eksempel på, at Stewart stadig har et anstrengt forhold til medierne og ikke går ukritisk med på deres dagsorden.
Bruger sin stjernepower
Spørgsmålet er ellers relevant. For ud over den blonde paryk, perlerne og Kristen Stewarts grundige forberedelse til at ramme Dianas britiske accent, karakteristiske hovedtilt, kokette smil og indre smerte giver Stewarts egen stjernepersona rollen en ekstra dimension og troværdighed. Spencer kommer til at handle om mere end Diana – den handler om de seneste 40 års eskalerende berømmelseskultur og om, hvad vi som samfund kræver af specielt unge kvinder, der vover sig ud som offentlige personer. Tænk bare på unge stjerner som Britney Spears og Amy Winehouse, der på hver deres måde bukkede under for det massive mediepres, de blev udsat for.
Som Kristen Stewart sagde til The New York Times i 2009: »Jeg ville ønske, at folk ville fokusere mere på mit arbejde, og jeg kan ikke sige, at jeg ikke tager det personligt. Jeg forstår godt, at arbejdet som skuespiller hænger sammen med, hvem du er som person. Men det piner mig, at folk synes, jeg er streng, hensynsløs eller utaknemmelig, fordi jeg ikke går ud i bikini og vinker til paparazzierne. Come on!«
Parallellerne mellem Diana og Stewart er klare: Også Diana ramte rampelyset som teenager. Hun var 19, da hun blev forlovet med prins Charles, som forinden havde kurtiseret hende offentligt i tre år. Også hun var i starten pressesky, hvilket pressen i modsætning til Stewart dog fandt bedårende og udnævnte hende til »Shy Di«. Og også Diana lærte med tiden at bruge pressen til sin fordel, men havde livet igennem et kompliceret forhold til berømmelse. Hun blev hyldet som »folkets prinsesse«, men også kritiseret for at være opmærksomhedssøgende og manipulerende og for at gøre oprør mod kongehuset alene for at skabe drama.
Diana Spencer og prins Charles ved offentliggørelsen af parrets forlovelse i 1981.
Ud fra de mange interview med og skildringer af Diana vover jeg at konkludere, at hun nød at tale med almindelige mennesker, sådan som også Spencer viser hende i et nærmest venindeforhold til sin stuepige på slottet. Hun brugte sin mikrofon til for eksempel at være med til at nedbryde stigmaet omkring aids, ligesom hun tydeligvis følte sig bekræftet af den offentlige hyldest, når hun havde det svært i ægteskabet og med svigerfamilien. Som det i særlig grad fremgår i Spencer, fik hun dog også klaustrofobi af at være under konstant overvågning og drømte om at stikke hele cirkusset en fuckfinger.
Den modsætning var Kristen Stewart optaget af i arbejdet med rollen.
»På den ene side elskede hun at blive fotograferet. På den anden side kunne hun ikke være sit sande jeg hele tiden, og derfor kan billederne opleves som bedrageriske,« siger hun til Collider og uddyber til The New York Times:
»Jeg tror, hun var nødt til at række ud til folket for at få en eller anden form for varm accept, da hun åbenlyst følte sig usynlig, ikke hørt, kvalt og kold derhjemme. Det er trist at tænke på hende, fordi hun er et af de mest eftertragtede, elskede, men også afviste, selvhadende mennesker.«
Vil ikke sammenlignes
Kristen Stewart har ret i, at hun faktisk har svaret på spørgsmålet om sammenligningen mellem Dianas og hendes eget kendisliv. Mange gange. Her nedtoner hun altid lighederne mellem sin egen og Dianas oplevelse, der trods alt var i en anden liga – som Stewart udtrykker det, har hun ikke ansvaret for at »opretholde en hel nations idealer«. Hun har ikke lyst til at gøre sig selv til offer. Men medgiver, at hun selvfølgelig godt ved, hvordan det er at blive jagtet af paparazzifotografer.
»Diana bliver anset for at være den mest jagtede person i vores tid, og vores film undersøger det aspekt af hendes trang til at bryde ud af fængslet. Jeg har svært ved at sammenligne min oplevelse med hendes, fordi jeg ikke flygter fra noget. Jeg bevæger mig hen imod folk. Men selvfølgelig tigger jeg ikke paparazzierne om at komme og hænge ud med mig hver dag. Det er irriterende,« siger Stewart til mediet Collider.
Da en journalist fra The New York Times går hende på klingen, uddyber hun:
»Grunden til, at jeg er modstræbende over for at anerkende sammenligningen, er, at jeg aldrig er blevet bedt om at forblive på en måde, der fra hendes perspektiv var skadelig og uærlig. Jeg har fungeret ud fra impuls, ærlighed og spontanitet,« siger hun. Men indvilger:
»Føler jeg, at kvinder bliver behandlet uretfærdigt og bliver overdrevent kritiseret i forhold til mænd i pressen? Absolut. Jeg havde ikke lyst til at være berømt. Jeg ville være skuespiller. Jeg anerkender, at nogen ville sige, at man ikke kan få det ene uden det andet. Men det føles som en ond og usædvanlig straf for at arbejde med det, du elsker.«
Den afgørende forskel mellem de to kvinder er selvfølgelig, at lady Di ved at træde ind i kongehuset har sagt ja til at være en offentlig person. Der er ingen vej udenom – det er hele kongehusets eksistensgrundlag, og derfor kunne Diana ikke insistere på et privatliv, på samme måde som en skuespiller kan påberåbe sig det. Som filmstjerne er Stewart forpligtet af produktionsselskaberne til at promovere sine aktuelle film, og det er i hendes interesse at få positiv omtale. Men hun er ikke forpligtet til at smile til presse og fans og dele ud af sit privatliv, som om hun vitterligt var prinsessen af England. At hun bruger netop denne film til at sætte fokus på den eskalerende berømmelseskultur kunne næppe være mere passende.
