Essay
Læsetid: 11 min.

Sofi Oksanen: Hvad der er rationelt for Putin er ikke rationelt for os

I konflikten med Rusland støder man ofte på udtrykket finlandisering af Ukraine, altså at man underkaster sig et stærkt nabolands vilje. Men det vil være Europas undergang at tage ved lære af Finlands historiske omgang med den store russiske nabo, mener den finske forfatter Sofi Oksanen
Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvilke af de beslutninger der træffes i relation til vores nabo mod øst, der er baseret på reelle trusler og tvang, hvilke der er selvcensur, og hvilke selvbedrag, skriver Sofi Oksanen om Finlands forhold til Rusland.

Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvilke af de beslutninger der træffes i relation til vores nabo mod øst, der er baseret på reelle trusler og tvang, hvilke der er selvcensur, og hvilke selvbedrag, skriver Sofi Oksanen om Finlands forhold til Rusland.

Stan Honda

Kultur
25. februar 2022

Da svensk fjernsyn i 1970’erne viste den film, der er baseret på Alexander Solsjenitsyns roman En dag i Ivan Denisovitjs liv, lukkede Finland af for senderen på Åland, så borgerne ikke kunne se filmen via Sverige. Filmen fortæller om de sovjetiske arbejdslejre, og det finske radio- og tv-nævn havde derfor stemplet den som sovjetfjendtlig og forbudt den.

Solsjenitsyns dokumentariske roman Gulag Øhavet led samme skæbne. Præsident Urho Kekkonen og statsminister Kalevi Sorsa forhindrede bogens udgivelse, og nobelmodtagerens finske forlag føjede sig. Bogens oversætter Esa Adrian besluttede dog at omgå beslutningen og fik sin finske oversættelse af værket frem til Sverige, hvor første bind blev udgivet af forlaget Wahlström & Widstrand. Det var ikke let at få bogen distribueret i Finland, og den blev fjernet fra biblioteker og boghandler. Nogle sikrede sig dog et eksemplar til de kommende generationer som et eksempel på antisovjetisk propaganda.

Nogle år senere kom min estiske mor via sit ægteskab til Finland, og jeg blev født i et land, der havde bevaret sin selvstændighed, men hvor finlandiseringen havde indvirkning på alt. Begrebet er opstået i Vesttyskland og betyder, at man underkaster sig et stærkt nabolands vilje. Finland blev i højere grad end noget andet vestligt land holdt i Sovjetunionens stramme jerngreb. Det prægede ikke kun udenrigspolitikken, men også landets forsvar, økonomi, mediebillede samt kunst og videnskab. Inden for den akademiske forskning gjorde man klogt i ikke at beskæftige sig med den katastrofale sovjetiske økonomi eller andre emner, der blev set som antisovjetiske – hvis man altså ønskede at fremme sin karriere. Da toldmyndighederne opdagede, at indholdet af kviksølv i tunfisk fra Sovjetunionen var tre gange højere end grænseværdien, blev det ved en høring besluttet, at den sagkyndige, der havde fremsat forslaget om et salgsforbud, havde fortolket værdien »for teoretisk«. Søfartsstyrelsen ændrede sine bestemmelser, da det sovjetiskejede selskab Teboil begyndte at sælge joller, der ikke bestod sikkerhedstestene.

Mine skolebøger forsøgte at bilde mig ind, at Estland frivilligt havde tilsluttet sig den lykkelige sovjetfamilie, for undervisningen blev tilpasset den sovjetiske historieskrivning. Baggrunden var VSB-pagten, Den Finsk-sovjetiske Venskabs-, Samarbejds- og Bistandspagt, der blev indgået mellem Sovjetunionen og Finland i 1948, og som Undervisningsministeriet fulgte i deres tilsyn med skolebøgerne.

Selv om der i geografibøgerne blev ofret plads på problemerne i USA, blev der aldrig anvendt negative adjektiver i forbindelse med Sovjetunionen. Dér var alt prægtigt og stort, østhandlen og dens clearingaftaler var »det sovjetiske mirakel«. I virkeligheden gik fire femtedele af Finlands eksport til Vesten, og naboen mod øst blev i praksis kvit og frit bevilget kredit.

Det røde kor

Mest betingelsesløs var lovprisningen af Sovjetunionen dog inden for kulturlivet. Eftersom kommunisterne i fredsforhandlingerne efter Fortsættelseskrigen blev sikret frie hænder, var det nemt at sprede ideologien inden for kunstner- og universitetskredse. Den venstreradikale Taisto Sinisalo-bevægelse, der ukritisk idealiserede Sovjetunionen, indtog en dominerende position. Skuespillere, der ikke istemte det røde kor, stod pludselig uden roller. I anledning af hundredårsdagen for Lenins fødsel blev der afholdt 1.000 arrangementer i Finland.

Sofi Oksanen

  • f. 1977. Finsk forfatter, født af en estisk mor og en finsk far.
  • Hun debuterede i 2003 med romanen Stalins køer, der kom på dansk i 2013.
  • Hendes første bog i dansk oversættelse er romanen ’Renselse’ (2010). Hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanen. Den blev fulgt op af ’Baby Jane’, ’Da duerne forsvandt’ og 'Hundeparken' fra 2016, der handler om Ukraine og ligeledes i 2016 ’Norma’.

Fra et estisk perspektiv er alt dette svært at begribe, for esterne har levet under den sovjetiske besættelses åg, hvor der ikke var andre muligheder end at følge diktaturets love. Finland derimod var et selvstændigt vestligt demokrati, hvor borgerne valgte deres beslutningstagere ved frie valg. Og der var ikke engang brug for lovparagraffer til finlandiseringen: Enhver aktivitet, der stred imod den herskende tidsånd, blev kvalt i fødslen uden behov for officiel censur eller afstraffelse. Der herskede en stærk konsensus, og hvidvask af Sovjetunionen var comme il faut. For esterne var deportationer, Gulag og andre brud på menneskerettighederne uomtvistelige kendsgerninger. For dem var det lige så grotesk at stemple disse som højreorienteret propaganda, som det var for finnerne at kalde Holocaust en løgn. Finnerne burde have haft det ligesådan, for der døde lige så mange finner under Stalins udrensninger som i Vinterkrigen.

I 2020 fik Det Finske Erhvervsforum EVA foretaget en undersøgelse af finske værdier og holdninger, og resultaterne overraskede: De ældre generationer var mere positivt stemt over for Rusland end de yngre. Aldersgrænsen gik omkring de 45 år. De ældre generationer er vokset op under den mest intensive finlandiseringsperiode. Samtidig ligger krigens år tættere på dem, og der findes også mange veteraner iblandt dem. Hvordan kan det så være, at netop de ser anderledes positivt på Rusland end de yngre generationer?

Svaret ligger i finlandiseringen, der formede den historiske hukommelse, den nationale identitet og sprogbrugen. Enhver tankevirksomhed er afhængig af sproget, og når man piller ved sprogets byggeklodser, påvirker det tankesættet. Finland var testlaboratorie for Sovjetunionens psykologiske operationer, og fra den store nabos synspunkt en succeshistorie, for vores stat, der lignede et nordisk demokrati, tjente som bevis på, at Sovjetunionen var i stand til fredelig sameksistens med et naboland.

Finland fungerede som et udstillingsvindue, der kunne forlede udenforstående til at tro, at denne praksis var et acceptabelt alternativ. Vi kunne se amerikanske tv-serier, og de blev slugt med usædvanlig iver, og vi kunne frit rejse til de vestlige lande. Vi blev med andre ord vestliggjorte og finlandiserede på en og samme tid, og finnerne ynder selv at se perioden i det lys, at det finske folk godt vidste, hvad der egentlig skete i Sovjetunionen. Men kun en brøkdel af finnerne foretog rejsen over grænsen mod øst. Og de udlændinge, der blev sluppet ind i Sovjetunionen, fik kun lov til at se de ting, man anså for formålstjenlige. Dermed voksede en del finner op med en fast tro på sovjetliturgien. Hvis imperiet mod øst ikke var kollapset, ville den andel være betydeligt større.

Ved revolutionen i 2014 – der handlede om ukrainsk selvværdsfølelse – skete der et magtskifte i Ukraine. Det medførte krig i landets østlige dele, fremprovokeret af Rusland. Udenlandske kommentatorer foreslog, at Ukraine skulle søge en fredelig løsning ved at gå finlandiseringens vej. I takt med Ruslands tiltagende aggressioner har jeg noteret mig, at ideen om finlandisering igen er blevet pålagt Ukraines skuldre. Det på trods af, at den ville skade Ukraines integration med Vesten og kaste landet tilbage til den fortid, som det med revolutionen i 2014 ønskede at løsrive sig fra. Mediernes mangfoldighed ville være en saga blot, og Ruslands krig i Ukraine ville ifølge russisk propaganda officielt kun kunne kaldes en borgerkrig. De miljømæssige konsekvenser for landet tør jeg slet ikke tænke på.

Ruslands brummen

I Finland blev VSB-pagten ophævet ved Sovjetunionens sammenbrud, men det var sværere at give slip på hævdvunden praksis. Underbevidstheden lærer hurtigt at omgå historisk upassende udtryk, og det tillærte sprog forandrer sig ikke uden en bevidst beslutning om at ændre det. I kraft af den nye selvstændighed begyndte man i de baltiske lande at anvende et sprog, der afspejlede borgernes faktiske oplevelser, og man kunne endelig kalde den sovjetiske besættelse det, den var. I Finland er den sproglige fornyelse sket noget mere trægt. Rusland havde allerede besat Krim-halvøen, da den finske forsvarsminister Carl Haglund blev hængt ud i offentligheden for sammen med sine nordiske kolleger at have underskrevet et dokument, hvori Rusland blev kaldt en militær trussel. Formændene for de to største partier, socialdemokratiske SDP og Centerpartiet, sagde, at sådan noget måtte man ikke gøre. Pågældende tekst var uklogt formuleret.

Vi kan ikke vide, om Finland ville være medlem af NATO, hvis den russiske bjørn ikke jævnligt gjorde os opmærksomme på, hvor uhensigtsmæssig den ville finde vores medlemskab. Finland har vænnet sig til at reagere på Ruslands brummen på en bestemt måde, og evnen til at rette kritik mod naboen mod øst er endnu kun i sin vorden. Og det er farligt. I 2011 opdagede Seppo Knuuttila, der er forsker ved det finske miljøinstitut, det største udslip af fosfor i Østersøen nogensinde, og kilden viste sig at være et affaldsbjerg på fabrikken Fosforit, der tilhører Ruslands største gødningsfabrik EuroChem. Fabrikken selv gjorde ikke noget stort nummer ud af afsløringen. Derimod satte det finske miljøministerium spørgsmålstegn ved forskerens kompetencer, og han blev anklaget for at ville ødelægge forholdet mellem Rusland og Finland. Konsekvenserne for miljøet kom i anden række.

Det tager endnu længere tid at rense en forplumret moral end at forny sproget. Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvilke af de beslutninger der træffes i relation til vores nabo mod øst, der er baseret på reelle trusler og tvang, hvilke der er selvcensur, og hvilke selvbedrag. Heri består nogle af finlandiseringens mest bedrageriske følger – den forplumrede landets moralske kompas.

Dog har de finske medier, især i forbindelse med krigen i Ukraine, udmærket sig ved at opdatere deres sprogbrug, så den er blevet tidssvarende, også i forhold til Rusland. Vi kan takke Den Europæiske Union for pressefrihedens høje standarder. Medlemskabet af EU og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention krævede modernisering af kommunikationslovene og styrkelse af ytringsfriheden. De sikrede udviklingen af ytringsfrihedsorganisationer og -institutioner og befæstede deres position. Yngre finner er vokset op med frie medier og har gået i skoler, hvis lærebøger i 1990’erne blev opdateret til at afspejle virkeligheden. Derfor har de også et andet forhold til Rusland end ældre generationer.

Eftersom finlandiseringen med Sovjetunionens øjne var en succeshistorie, er det klart, at Rusland ønsker at gentage læren derfra. Fra et russisk synspunkt ville idealet være finlandisering af hele Europa, ikke kun Ukraine. Disse bestræbelser konkretiseres i Ruslands talrige forsøg på at gennemføre påvirkningsoperationer uden for rigets grænser. Metoderne er kendte fra finlandiseringen: Manipulation af sprog og sind, skift mellem pisk og gulerod, higen efter bilaterale aftaler og trusler om vold.

I Europa forholder man sig ikke altid med den fornødne beslutsomhed til Ruslands påvirkningsmetoder. Derfor bør man forsøge at forestille sig, hvordan et finlandiseret Europa eller Norden ville se ud. Hvis man overfører finlandiseringsskabelonen til disse områder, står vi med et scenarium, hvor EU’s grundlæggende værdier er blevet en joke, og beslutningstagerne profiterer på at lefle for Moskva. Vi ville stadig køre i vestlige biler, rejse hvorhen vi ville, og vores levestandard ville være acceptabel. Men vi ville have givet afkald på ytringsfriheden, og vores medier ville publicere pressemeddelelser fra Rusland uden at blinke.

Efter et par generationer ville vores efterkommere le ad tanken om russiske brud på menneskerettighederne, og dem, der vovede at åbne munden, ville blive stemplet som paranoide urostiftere. Oppositionslederen Aleksej Navalnyj ville blive husket som en terrorist på linje med Osama bin Laden. Og Ukraine? Det ville være en naturgiven del af Rusland, resten af Østeuropa ligeså. Balterne ville formodentlig stå som synderne bag endnu en ny krig, uanset hvor meget de racistiske fascister så end forsøgte at skyde skylden på Rusland. Alle ville i deres stille sind tænke på Østersøen som en kloak, men ingen ville sige det højt. Hvad ville der så være tilbage af Europa andet end den tomme skal? For vi er lig med vores værdier.

For at det ikke skal komme så vidt, er det vigtigt at kalde tingene ved deres rette navn.

Krigens navn

På det seneste har USA i stort omfang offentliggjort sine efterretningstjenesters oplysninger om Ruslands aggressive planer. Ved at tage kontrollen med informationsrummet sørger USA for, at det ikke står uklart hen for nogen uden for Rusland, hvem aggressoren er. En angrebskrig har meget negative konnotationer og er stærkt fordømmelig ifølge international ret. I denne forstand arbejder USA’s oplysninger til Ukraines fordel, for i henhold til international ret har stater ret til at forsvare sig. Det er netop Ukraines ret til selvforsvar, Rusland har forsøgt at anfægte. Sagen har også konsekvenser i Finland: Finland tillader ikke våbeneksport til lande, der er udråbt til »konfliktområder«. Nu er der imidlertid blevet vakt diskussion om, hvorvidt regeringsprogrammet bør ændres, eftersom der nu med al tydelighed er tale om et land under angreb.

I 2014 spekulerede de internationale medier længe over, hvad de skulle kalde de uidentificerede soldater, der var dukket op på Krim-halvøen. Som aggressorer, angribere, besættere. Den igangværende krig i Ukraine blev til stadighed kaldt en konflikt eller krise. Følgerne af denne forvirring ses endnu: Medier og politikere kan stadig finde på at kalde krigen en konflikt, og de områder i Østukraine, som Rusland har besat, for separatistområder eller sågar oprørsområder. Anvendelsen af sådanne eufemismer tjener angriberens sag, og det bliver, helt i overensstemmelse med Ruslands hensigter, svært at gøre sig begreb om krigen. Rusland er en mester udi »maskirovka«, en militærdoktrin, der gør brug af vildledningsteknikker, desinformation og benægtelser og skaber forvirring. Sprogbrugen spiller en altafgørende rolle.

Da krigen i Ukraine begyndte i 2014, lykkedes det meget længe Rusland, også i udlandet, at opretholde en narrativ efter egen smag. Det er på høje tid, at de vestlige lande tager krigens narrativ i egne hænder og anvender et sprog, der er i overensstemmelse med virkeligheden i Ukraine. Det besatte område i Donbass skal omtales som det, det er: Et område besat af russiske styrker.

Jeg har aldrig rigtig forstået de personer, der spurgte, hvad Putin ville. Men man begynder ikke at rehabilitere en diktator (Stalin), medmindre man selv ønsker at blive en, og diktatorer bryder sig ikke om vestlige demokrater. Jeg håber, at vi forstår det nu. Hvad der er rationelt for Putin er ikke rationelt for os. Putins mål er at ødelægge den ukrainske nation som del af en større plan. Den større plan berører os alle: genskabelsen af Sovjets storhed. Hans dagdrøm er at splitte og ydmyge EU og NATO, prikken over i’et ville være nedbrydelsen af begge systemer.

Til dem, der har vanskeligheder ved at forstå en diktators måde at tænke på, siger jeg, at de skal forsøge at forestille sig, hvad Hitler eller Stalin ville have gjort, så har de svaret. Fra historien ved vi, hvad de ønskede: en ny verdensorden, uanset prisen. Og fra historien ved vi, at de ønskede sig mere end blot et stykke af kagen. Det er også værd at huske på, at en diktator på mission ikke bekymrer sig om sine borgeres velbefindende. Dette er en afgørende forskel sammenlignet med vestlig tænkning. Derfor er dette også en meget trist dag for det russiske folk.

Jeg har lige talt med mine ukrainske venner og fortalt dem, at Finlands lovgivning desværre er så langsom, at det vil tage tid at ændre den, så vi kan sende dem våben. Som det er lige nu, er det ikke muligt inden for lovens rammer. Mine ukrainske venner sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig, for denne gang vil kampen vare så længe, at selv finsk lovgivning kan nå at blive ændret.

Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen

Copyright Sofi Oksanen og Information

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Rationel"?
Hvis nogen invasionsbeslutning nogensinde har lidt under at være taget på tom mave, så er det denne.

Kære Hr Putin,
Du skulle nok lige have spist en flæskestegssandwich inden du i din iver med at befrie og bringe Ukraine 'Back in the USSR', have checket hvad der gemmer sig lidt nord for Kiev.
Nu har du også fået 'befriet' Chernobylværket med sarkofag, spøgelsesbyen Pripjat og det hele.

Tillykke med de ekstra par milliarder tons radioaktive rust!

Mange hilsener
Dine forgængere i USSR.

René Arestrup

Klog kvinde!

Torben Lindegaard, Christian de Thurah, Thomas Frisendal, Torben Siersbæk, Jørgen Larsen, Claus Schjødt, Anders Reinholdt og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Ifølge Scott Ritter (tidligere våbeninspektør og i reglen en velinformeret kilde i internationale krigsspørgsmål) tager russerne hel Ukraine. Der har fundet, og finder, omfattende angreb med faldskærmstropper sted, tanks vælter ind og det kan forventes at ukrainsk militær og politisk ledelse er lagt ned indenfor få døgn, måske før.

Hvis dette holder stik, så har Rusland virkelig sat alt på ét bræt.

René Arestrup

@Hanne Utoft
'Hvis dette holder stik, så har Rusland virkelig sat alt på ét bræt.'

Skal vi ikke præcisere og sige, at Putin har sat alt på ét bræt?

Jeg må tilstå, at jeg var een af dem, som ikke troede på, at han ville gøre alvor af det. Det virker ikke blot ulogisk, men aldeles vanvittigt - og det får mig til at lytte til dem, som mener, at det er slået klik for ham, at han har tabt enhver form for realitetssans.

Ét er at invadere miniputstater som Tjetjenien og Georgien - hvilket er slemt nok - noget helt andet at invadere Europas geografisk næststørste land med en befolkning på over 40 millioner mennesker, hvoraf hovedparten identificerer sig som ukrainere.

Nu må jeg hellere vare mig for at spå, men jeg tror nu alligevel at han kommer til at knække nakken på det.

Og godt det samme.

Alexander Moesgaard og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Rene Arestrup
Jeg håber, du har ret, men tvivlen nager. Man taler hele tiden om, hvor stærkt NATO er, men er NATO parat til at tage omkostningerne ved at bruge sin styrke? Ganske som sin forgænger Hitler synes Putin ikke at bekymre sig om omkostninger.

René Arestrup

@Christian de Thurah
Nej, NATO vil selvfølgelig ikke blande sig. Og det mener jeg heller ikke alliancen skal. Det vil simpelthen være alt, alt for risikabelt og specielt fordi Putin, som du påpeger, ikke synes at bekymre sig om omkostninger - og temmelig utvetydigt har truet med at bringe Ruslands A-våben i spil.

Det bedste man kan håbe på - og ja, det er kynisk - er at krigen trækker ud og at de russiske tab bliver så store at den russiske opinion vender sig mod regimet.

Torben Siersbæk og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Jeg forestiller mig heller ikke, at NATO skal blande sig i Ukraine, men hvis Putins drøm er et nyt Storrusland, er det jo ikke sikkert, at han nøjes med Ukraine.

René Arestrup

@Christian de Thurah
Godt nok er der meget, der tyder på at Putin har tabt sutten - eller er blevet indfanget af sin egen propaganda - men der er, trods alt, forskel på at invadere Ukraine henholdsvis gøre det samme i fx. Baltikum. Og det ved Putin udmærket. Derfor er det også fuldstændig afgørende, at alle NATO medlemslandene bakker fuldt op om alliancen og dens målsætninger. Og det gælder også DK.

Torben Siersbæk og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

"Skal vi ikke præcisere og sige, at Putin har sat alt på ét bræt?"

Hvis vi tager udgangspunkt i at en snæver kreds har besluttet at angribe Ukraine, har du klart en pointe - men Rusland kommer til at hæfte for det. Både nu og senere.

I øvrigt enig i at et russisk angreb på Baltikum er tvivlsomt - men hvis manøvren i Ukraine, hvis abrupte voldsomhed, og umiddelbare omfang nok overraskede de fleste af os, beskriver at Putin (der selv betegner angrebet som rundet af desperation) og hans nærmeste allierede ser situationen som alt eller intet, kan Baltikum godt blive et mål. Den russiske vurdering er, mig bekendt, at man delvist vil kunne knockout'e NATO i Europa på den korte bane - men den igangværende oprustning/mobilisering i Rumænien, Baltikum og andre steder vil meget snart gøre dette stærkt tvivlsomt. Og på den lange bane kan Rusland ikke klare en krig mod Vesten, medmindre at Kina hjælper til - og dette kan formentligt fuldstændigt udelukkes (jvf. bl.a. de kineiske signaler ved sikkerhedskonference i München for nyligt).

René Arestrup

@Hanne Utoft
'Hvis vi tager udgangspunkt i at en snæver kreds har besluttet at angribe Ukraine, har du klart en pointe - men Rusland kommer til at hæfte for det. Både nu og senere.'

Jeg tror godt vi kan lægge til grund, at det er en temmelig snæver kreds, med Putin i spidsen, der har truffet denne skæbnesvangre beslutning.

Jeg ved ikke om du har set klippet fra mødet i det russiske sikkerhedsråd, hvor Putin residerer ved sit opulente skrivebord (trone) som solkonge over for hans entourage af nikkedukker, placeret i en halvcirkel over for majestæten - og hvor han på et tidspunkt, som en anden perfid skolemester, irettesætter og latterliggør en svedig og stammende sikkerhedschef, som kom for skade at sige noget der ikke behagede Putin. Den scene fortalte alt. Og den gav mig myrekryb.

Men du har naturligvis ret i at det desværre er den russiske befolkning, der nu - igen, igen - kommer til at holde for. Putin og hans kumpaner skal sgu nok klare sig.

Torben Siersbæk, Torben Lindegaard og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

En hel del tyder på at du har ret, René Arestrup - og lad os for en sikkerheds skyld adressere emnet senere, når mere information er til rådighed.

Hvis noge går skævt for de russiske planer (der må være en endgame-idé i Ukraine) indenfor de kommende dage, kan Putin risikere at blive udsat for kup. Der er mange magtkredse i Rusland, som naturligvis også har tænkt på en tid efter Putin, specielt givet de seneste ugers optrapning (eller tidligere, han har jo meldt røde linjer ud for nogle mdr. siden).