Der er ingen tvivl om, at Sofie Gråbøl er meget glad for sin nye film, Rose. På et tidspunkt i løbet af de to timer, vi tilbringer sammen – med hvidvand, hyldeblomst og kage som selskab – siger hun, at hun vil gøre meget for filmen og dens videre skæbne. Og hun kan næsten ikke holde op med at tale om det »lykkelige« samarbejde med filmens instruktør og manuskriptforfatter, Niels Arden Oplev.
»Niels snakkede en masse,« siger hun om deres første møde om filmen og den figur, Inger, som Gråbøl måske skulle spille i den. Skuespilleren er nået til et sted i sin karriere, hvor hun som oftest ikke behøver aflægge prøve for at få en rolle – en proces, hun i øvrigt slet ikke bryder sig om. Men da instruktøren bad hende om at sætte to hele dage af til at tale med ham og arbejde med nogle konkrete scener, inden han besluttede sig for, om hun var den rigtige til rollen, sagde hun ja med det samme. Det lød simpelthen for spændende til, at hun kunne sige nej.