Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.
Mother Teresa var ingen helgen
PODCAST
’The Turning: The sisters who left’ kan findes dér, hvor du streamer podcast
Deres dage begyndte klokken 4.30 og var uden pauser, de måtte aldrig færdes alene, var forbudt private samtaler, måtte kun ringe hjem en gang om måneden og besøge deres familier hvert tiende år. Alligevel flokkedes tusindvis af kvinder gennem 70 år til Missionaries of Charity for at hengive sig til arbejde for »the poorest of the poor«. Og for at være tæt på en kvinde, der havde en åben linje til Gud, var et universelt symbol på næstekærlighed og en sproglig metafor for alt, hvad der er godt: Mother Teresa.