For 20 år siden var Joe Rogan først og fremmest kendt som vært for tv-reality-programmet Fear Factor på NBC, hvor de arme og ynkværdige deltagere skulle kaste sig ud i farlige, skræmmende eller grove stuntnumre.
I dag er han blandt de mest magtfulde skikkelser i den amerikanske medieverden, men også ugleset, hvis ikke direkte skyet af landets mondæne kultureliter på øst- og vestkysten. Til tider lufter han venstreorienterede holdninger, og han har endda anbefalet de amerikanske vælgere at stemme på socialisten Bernie Sanders ved de demokratiske primærvalg. Men samtidig er han indædt modstander af identitetspolitik og politisk korrekthed. I nogle kampe for social retfærdighed engagerer han sig, og dog er han påfaldende lydhør over for dele af den konservative opinion.
Hans podcastserie, The Joe Rogan Experience – som er det redskab, hvormed han har skabt sin enorme både rigdom og magt – blander komedie, politisk kommentar, mediekritik og interview med en bred vifte af temaer fra kampsport til psykedeliske stoffer og kvantemekanik.
Og nu er kampsportsentusiasten Joe Rogan tørnet sammen med folkrockveteranen Neil Young.
Ja, Joe Rogan formaster sig til at tale med alle, også de rabiate, de forkerte, sølvpapirshattene. Og han nøjes ikke med at kradse lidt i overfladen eller tilrettelægge efter clickbaits. Hans podcasts varer ofte flere timer og de er altid båret af en vært, der er nysgerrig, reflekteret, kritisk, troværdig - og måske fremfor alt med bund solid integritet.
Joe Rogan er antitesen til de amerikanske mainstream medier. Og det er måske forklaringen på, at The Joe Rogan Experience har langt flere lyttere/seere end nyheds- og aktualitetsudsendelser på FOX, CNN, MSNBC m.fl.
"Til tider lufter han venstreorienterede holdninger, og han har endda anbefalet de amerikanske vælgere at stemme på socialisten Bernie Sanders ved de demokratiske primærvalg. Men samtidig er han indædt modstander af identitetspolitik og politisk korrekthed. I nogle kampe for social retfærdighed engagerer han sig, og dog er han påfaldende lydhør over for dele af den konservative opinion."
Man kunne sige at Rogan er nysgerrig med et relativt åbent og pragmatisk perspektiv, og at det ofte leder til at han skaber sig fjender på fløjene, hvor man har et mere sort hvidt billede af virkeligheden. Ikke dermed sagt at der ikke ryger finker af panden, men hvis man vil debattere som Rogan gør er det nærmest uundgåeligt.
I den aktuelle debat omkring Covid og misinformation, kunne man bruge det gamle udtryk med at lade den "uskyldige" kaste den første sten. Jeg har ikke kendskab til nogen, som under pandemien og oftest i bedste mening har sagt noget, som ikke senere viste sig at være usandt (mig selv inklusive). Nogle vil sige at "det er måden", men usandt er usandt. Problemet er når man bevidst spreder misinformation.
Der er gået politik i Covid, og det er egentlig ikke så mystisk. Politik drejer sig om, hvordan vi indretter vores samfund, også under en pandemi. I politik er det relativt udbredt at kalde "de andre" for fulde af løgn. Det er et klassisk retorisk trick.
I går så jeg en video på Youtube med Dr. John Campbell. Ham har jeg fulgt siden starten af pandemien, fordi han netop er ærlig og har leveret noget af den mest troværdige information jeg har været i stand til at finde om Covid. I videoen fortalte han at han var blevet udråbt som løgner af BBC, hvilket fik mine øjenbryn om i nakken.
Det er lettere ironisk, at en journalist på BBC, som kalder sig "fact checker" ikke havde tjekket lidt mere op på fakta inden hun skrev at Dr. Campbell spredte misinformation. Derved kom hun til at gøre lige nøjagtigt det hun, sikkert med bedste vilje kæmper imod, og er dermed med til at undergrave en af de pålidelige kilder.
Link til "Dr. John's" video om emnet:
https://youtu.be/bza1gAc8sOA
Link til artiklen på BBC:
https://www.bbc.com/news/60145237
Man kunne sågar kalde det tankevækkende at journalisten præsenterer sig som "Health and disinformation reporter", specielt hvis man kun læser de to sidste ord.
For ikke så lang tid siden arbejdede jeg med at prøve at estimere det danske mørketal, altså hvor mange der reelt bliver smittet ift. hvor mange der bliver testet positive.
I den sammenhæng er det væsentligt at vide nogenlunde, hvor mange der ikke udvikler symptomer, fordi der er væsentlig mindre sandsynlighed for at de lader sig teste, samtidig med at de stadig kan smitte andre.
Jeg ledte længe og fandt en konsensusundersøgelse, som opsummerede resultaterne af ca. 20 forskellige undersøgelser omkring asymptomatisk smitte. De forskellige artikler var nået frem til meget forskellige resultater, varriende fra ca. 10% til ca. 90%. Det som for alvor sprang mig i øjnene var dog at alle undersøgelserne præsenterede deres (meget forskellige) resultater med nogle yderst "pæne" 95% konfidensintervaller.
I videnskab kan man (groft) betragte et konfidensinterval, som værende det interval man med 95% sikkerhed kan være sikker på er "sandt". I tilfældet med asymptomatisk smitte var der tydeligvis noget ravruskende galt, hvis en undersøgelse f.eks. opgav at procenten lå mellem 8-12% (CI95) og en anden undersøgelse med ligeså stor "troværdighed" påstod at procenten lå mellem 87-91% (CI95). De kunne ikke begge være sande, og konfidensintervallerne var tydeligvis alt for snævre, selvom de sikkert var udregnet helt efter bogen.
Det vi har glemt undervejs i pandemien er at vi manglede viden om Covid i starten af pandemien, og meget af den viden vi siden har fået, er viden som er skabt i en fart. Det gør denne viden mere usikker, end når man har årtier til at undersøge og peer-revieve. Det er man nødt til at acceptere i et vist omfang, men set med videnskabsfilosofiske briller er det ikke optimalt. Samtidig er der ingen tvivl om at videnskab stadig er dér, hvor man stadig bør finde sine fakta, hvis de skal være andet end holdninger. Man skal blot huske sin sunde skepsis.
Jeg afskyer Spotify og de andre tech giganter, deres moral, algoritmer og forretningsmodeller. På tide nogen tager sig sammen og siger: Rend og hop!
@Arne Würgler, algoritmer bør man ikke afsky. Algoritmer er, hvad leder dig til andet af det, du interesserer dig for. Hvis man siger "rend og hop", har man givet op, så stop.
Men selvfølgelig kan man godt side med Neil Young, hvis man er gammel.
Jeg har hørt Joe Rogans podcasts, siden de begyndte. Fordi jeg var, og til dels er, interesseret i MMA.
Og der er for mig ingen tvivl om, at hans podcasts er LANGT mere interessante end de latterlige automatreaktionske nedvurderinger af samme.
'"Til tider lufter han venstreorienterede holdninger, og han har endda anbefalet de amerikanske vælgere at stemme på socialisten Bernie Sanders ved de demokratiske primærvalg. Men samtidig er han indædt modstander af identitetspolitik og politisk korrekthed. I nogle kampe for social retfærdighed engagerer han sig, og dog er han påfaldende lydhør over for dele af den konservative opinion."
Ja, hvad skal man stille op med sådan en fyr? Han passer jo ikke ind i de gængse kategorier. Rubriceringen er uklar. Er han borgerlig, er han socialist, hvor hører han til? Kan vi overhovedet forholde os til en mand, som ikke, klart og utvetydigt, bekender sig entydigt til en bestemt isme eller ideologi?
Det er kraftedemig sørgerligt, at vi er nået dertil hvor alt tilsyneladende handler om kategorier og ikke om hvad der rent faktisk bliver udtrykt.
Identitetspolitik i sin mest perverterede form!