Instruktøren Paul Thomas Anderson spillefilmdebuterede for 25 år siden med dramaet Hard Eight, og siden da har han gang på gang understreget, at han er en af sin generations mest spændende filmskabere og historiefortællere. I roste film som Boogie Nights (1997), Magnolia (1999), Punch-Drunk Love (2002), There Will Be Blood (2007) The Master (2012), Inherent Vice (2014) og The Phantom Thread (2017) fortæller han intenst, skarpt og lunt om mennesker, der kæmper med livet, kærligheden og sig selv.
Det er svært at genrebestemme Andersons film – måske fordi Paul Thomas Anderson allerede tidligt blev en særegen genre i sig selv – men de rummer elementer af drama, komedie og skæbnefortælling og er på ingen måder bange for at udfordre publikum. Filmene, der er fulde af stærke skuespilpræstationer, er i høj grad også sanselige oplevelser, hvor stemninger, billeder, lyde og ikke mindst musik betyder i hvert fald lige så meget som dramaturgi og historie.
Så sandt så sandt. Og dog er det netop den gylden regel i den dramaturgiske grønspættebog, at du som filmmager selv må kunne rumme dine karakterers ubalancer - altså kunne lide dine filmkarakterer - holde af dem - elske dem på trods - for at dit publikum kan gøre det samme. Det er ofte forskellen på et flyvende hit og en fuser.