Nyhed
Læsetid: 3 min.

Dansk Grand Prix-vinder synger på ukrainsk

For at vise sin støtte til det ukrainske folk vil gruppen Reddi synge dele af sangen ’The Show’ på ukrainsk, når de repræsenterer Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix i maj. Beslutningen øger bandets chancer for at vinde konkurrencen markant, vurderer bettingekspert
Det danske band Reddi vil vise sin støtte til det ukrainske folk ved at synge dele af sangen »The Show« på ukrainsk, når de repræsenterer Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix i maj.

Det danske band Reddi vil vise sin støtte til det ukrainske folk ved at synge dele af sangen »The Show« på ukrainsk, når de repræsenterer Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix i maj.

Bo Amstrup

Kultur
1. april 2022

Udgivelsesdatoen for denne nyhed om Reddis ukrainske vers afslører måske og forhåbentlig, at dette var Informations aprilsnar den 1. april 2022.

Alt bliver ikke, som det plejer, når det internationale Melodi Grand Prix løber af stablen i begyndelsen i næste måned. Gruppen Reddi, som tidligere på året vandt det danske Melodi Grand Prix, planlægger at synge et vers på ukrainsk, når de går på scenen i Torino den 10. maj.

Beslutningen om at oversætte en del af sangen »The Show« til ukrainsk skal ses som en sympatierklæring med det ukrainske folk i krigen imod Rusland, fortæller bandets manager, Johnny Quatsch: »Pigerne vil gerne vise deres støtte – og det her er en oplagt mulighed,« siger han om bandet, som består af fire kvinder.

Beslutningen skal ses i forlængelse af de mange initiativer, som både offentlige og private har sat i værk for at vise deres støtte efter Ruslands invasion af Ukraine. Virksomheder har oplyst deres hovedkontorer i blå og gule ukrainske farver, ligesom Leos Legeland har tilbudt gratis adgang til alle med et ukrainsk pas.

»Nu kommer der så endnu et rygstød til ukrainerne,« siger Quatsch.

Det vides endnu ikke, hvilket vers fra sangen »The Show«, som vil blive sunget på ukrainsk, men ifølge Informations kilder er det oplagte valg at tage første vers inklusive optakten til omkvædet, som i originalversionen slutter med ordene:

»If this is what I want / That’s how it’s gonna be / I am not afraid of what’s in front of me.« På ukrainsk vil det lyde noget i retning af »Yakshcho tse te, shcho ya khochu / Tak vono bude / YA ne boyusya toho, shcho peredi mnoyu«.

Særligt sætningen »I am not afraid of what’s in front of me«, mener Johnny Quatsch, er en smuk og passende hyldest til ukrainerne: »Hvis pigerne kan gøre en lille forskel ved at synge et vers på ukrainsk, så er vi glade,« siger han og understreger, at netop sang historisk har været med til at forene mennesker i svære situationer. Han peger blandt andet på, hvordan morgensang med Phillip Faber og programmet Danmark Synger på DR samlede nationen under coronapandemien. Og under Første Verdenskrig begyndte tyske og britiske soldater juleaften at synge henholdsvis »Silent night« og »Stille Nacht« fra hver deres skyttegrav, siger han: »Måske kan det ukrainske vers af Reddis »The Show« skabe en lignende effekt,« siger Johnny Quatsch.

Godt for vinderchancerne

Reddi og »The Show« har hidtil ikke været iblandt bookmakernes favoritter til at vinde Eurovision Song Contest – faktisk har det hidtil givet pengene op til 250 gange igen, hvis man spiller på bandet som vinder af konkurrencen. Men ideen med at synge et vers på ukrainsk kan meget vel vende op og ned på de danske vinderchancer: »Det er helt sikkert noget, som vil give ekstra point, når folk skal stemme ude i Europa,« siger Eurovisionchef i bettingfirmaet Springbet, Louise Langenæs, til Information: »Det her er virkelig godt set, og jeg er sikker på, at det her vil gå rent hjem ude i stuerne,« siger Louise Langenæs, som forventer, at der nu skal beregnes nye odds på Reddis vinderchancer, og at de vil blive markant lavere. Et præcist tal ønsker hun imidlertid ikke at give endnu.

»Det kommer også til at afhænge af, hvordan de øvrige deltagere reagerer på nyheden,« siger hun. Hvis flere bands følger det danske eksempel, vil oddsene igen normalisere sig: »Måske ender hele showet med at blive afholdt på ukrainsk. Og så har vi selvfølgelig en ny situation,« siger Louise Langenæs.

Reddis manager, Johnny Quatsch, afviser, at bandet synger på ukrainsk for at forbedre sine vinderchancer: »Det her skal ene og alene ses som dybtfølt støtte til det ukrainske folk,« siger Johnny Quatsch.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her