Essay
Læsetid: 10 min.

Erika Fatland: Det har altid været farligt at være Ruslands nabo

Sovjetunionen fik sit nådestød i Ukraine – nu kan også Ukraine blive til nådestødet for Putins regime, skriver forfatter Erika Fatland i dette essay
Måneders anspændt stemning på Uafhængighedspladsen i Ukraines hovedstad, Kyiv, førte i februar 2014 til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi på pladsen, hvor over 100 demonstranter blev dræbt. Demonstranterne ville vælte den ruslandvenlige præsident Viktor Janukovitj.

Måneders anspændt stemning på Uafhængighedspladsen i Ukraines hovedstad, Kyiv, førte i februar 2014 til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi på pladsen, hvor over 100 demonstranter blev dræbt. Demonstranterne ville vælte den ruslandvenlige præsident Viktor Janukovitj.

Jacob Ehrbahn

Kultur
11. marts 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

»Putin er som Hitler,« erklærede 25-årige Pima. Hun bevægede sig med stort besvær gennem sygehuskorridoren, meter for meter. Hendes ansigt var fuldt af ar, munden og øjnene havde mistet deres oprindelige form. »Hvordan kan et land bare komme og tage et andet land, i det 21. århundrede?«

Lignende udtalelser er i de seneste dage hørt igen og igen, men disse faldt nu for seks år siden. Verden er med rette imponeret over ukrainernes modstand imod den russiske overmagt. Ukrainerne har imidlertid erfaringen på deres side: Krigen har de allerede levet med i otte år.

Hvert eneste seng på militærsygehuset i Kyiv var i 2016 fuld af mænd som Pima. Almindelige mennesker, som brød op fra deres normale dagligdag, da krigen kom – familiefædre, arbejdere på en papirfabrik, skræddere, lærere – og tog til fronten i øst for at kæmpe for deres land.

Nu kæmper de også for deres familier, for deres hjem. Og for deres frihed.

I 2016 havde krigen allerede varet i to år. Det var ikke længere en ny krig, og udenlandske journalister skrev ikke meget om den længere.

Men sporene af den var synlige alle steder. Vejspærringer, militærkolonner. Billeder af faldne slået op centralt på alle pladser i alle byer. Over 10.000 mennesker havde mistet livet i kampene. Da jeg krydsede grænsen til udbryderrepublikken, hørte jeg skud i det fjerne. Det knaldede som fyrværkeri. Krigen i Østukraine blev aldrig til en nedfrosset konflikt, som flere havde spået, også jeg. Den holdt sig varm med stadige træfninger og sporadiske tab af menneskeliv helt frem til, at den i forrige måned blussede op til et inferno i fuld skala.

Maskefald

Nu er der igen krig i Europa, siges det. Nej, der har allerede været krig i Europa i otte år. Men hvor Rusland aldrig tidligere har indrømmet sin direkte indblanding i krigen i Østukraine – trods overvældende mængde af dokumentation herfor – har despoten i Kreml nu ladet masken falde. Han vil have de egenrådige, frihedselskende demokratiske ukrainere tilbage i folden. Gang på gang har han hævdet, at Ukraine ikke er et land, men i grunden en del af Rusland selv.

»Der findes ikke noget ’Ukraine’.«

I udbryderrepublikken Donetsk stødte jeg i 2016 på den samme retorik.

»Sig mig, hvad er egentlig Ukraine,« fnøs Linar, en russisk soldat, som ifølge eget udsagn havde opsøgt krigszonen helt på egen hånd. »Præcis!« svarede han triumferende, før jeg kunne nå at åbne munden. »Der findes ikke noget ’Ukraine’. Folk her kalder sig ukrainere, men reelt er de russere. Der findes russiske dialekter, som kan være svære at forstå,« tilføjede han. »Ukrainsk er bare en sådan dialekt.«

Tanker som denne fik næring i Rusland og Østukraine efter Den Orange Revolution i 2004, men historisk går de meget længere tilbage. Efter at de sidste frie kosakker var blevet nedkæmpet af Katarina den Store i 1700-tallet, blev Ukraine i de officielle kilder konsekvent omtalt som Malorossija, Lille-Rusland. Også det ukrainske sprog blev fortrængt: Tsar Aleksandr II, som ellers gennemførte en række liberale reformer, forbød ukrainsk som undervisnings- og kirkesprog i 1864, og godt ti år senere blev forbuddet udvidet til at omfatte alle publikationer med undtagelse af historiske dokumenter. Forbuddet stod ved magt frem til revolutionen i 1905.

Skal man endelig dyrke barnagtig diktatorretorik, er det snarere Rusland, som er Lille-Ukraine. I historiske annaler nævnes ’Moskva’ først i 1147 og var dengang en lille landsby med simple træbebyggelser. På dette tidspunkt havde Kyiv-riget, som omfatter store dele af vor tids europæiske Rusland, været en stormagt i næsten 300 år.

Det giver selvsagt ikke mening at analysere dagens geopolitik ud fra tusinde – eller for den sags skyld hundrede – år gamle grænser, selv om den slags hyppigt har været en udbredt øvelse i Europa. Forskellige dele af Ukraine har op igennem århundrederne været regeret af blandt andet Polen, Storfyrstendømmet Litauen, Polen-Litauen, De Frie Kosakker, Krim-khanatet, Det Osmanniske Rige, Østrig-Ungarn, Det Russiske Imperium og Sovjetunionen.

Derudover er landet blevet invaderet af mongolerne, tatarer, svenskere og tyskere, og ved Sortehavet etablerede handelsmænd fra Sydeuropa små forposter. Havnebyen Odessa blev for eksempel grundlagt af en spansk-napolitansk admiral ved den lille tatarlandsby Khadjibey og opkaldt efter den græske udpost Odessos, som havde ligget en smule længere mod syd. Ukraines lange historie er altså en typisk europæisk historie.

Ukraines historie er unægtelig også tæt sammenvævet med det store naboland i øst. I lighed med mange af de tidligere sovjetrepublikker, blev Ukraines nuværende grænser fastlagt under sovjettiden, nærmer bestemt efter Anden Verdenskrig, da byen Lviv (der var på polske hænder i mellemkrigstiden, red.) og andre vestlige områder blev indlemmet i Sovjetunionen. I 1954 overførte Khrusjtjov Krimhalvøen til den ukrainske sovjetrepublik, muligvis af rent praktiske grunde – halvøen er forbundet med det ukrainske, ikke med det russiske fastland.

Så længe Sovjetunionen bestod, havde disse grænser dog ikke større betydning.

Historiens mødding

Interessant nok var det de to lande, som Putin i dag er mest optaget af at få kontrol over, som sendte Sovjetunionen på historiens mødding.

Den 24. august 1991 stemte det ukrainske parlament for uafhængighed, og den 1. december blev der afholdt folkeafstemning for at cementere beslutningen. I modsætning til, hvad Gorbatjov havde regnet med, stemte et overvældende flertal af den ukrainske befolkning for uafhængighed. Vel at mærke også i de russisk dominerede områder i Donbass og på Krim. Med denne folkeafstemning glippede Gorbatjovs plan om at oprette en føderation bestående af de tidligere sovjetrepublikker minus Baltikum, som – det indså selv Gorbatjov – var uopretteligt tabt.

Den 7. december tog Boris Jeltsin, som dengang var præsident for den russiske sovjetrepublik, den belarusiske leder Stanislav Sjusjkevitj og den ukrainske præsident, Leonid Kravtjuk, på en fælles hyttetur i de belarusiske skove. De 15 tidligere sovjetstater skulle samles i Fællesskabet af Uafhængige Stater, en løs alliance uden en central ledelse og med hovedsæde i Minsk, ikke i Moskva. Ruslands stilling som magtcentrum tilhørte historien.

På under et døgn havde de tre herre beseglet skæbnen for verdens største statsdannelse.

I sin årlige tale til parlamentet i 2005 omtalte Putin Sovjetunionens fald som den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede. Det er ikke et synspunkt, som deles af ret mange ukrainere – det ukrainske folk var blandt dem, som betalte den højeste pris for at være del af det gigantiske socialistiske eksperiment.

Omstillingen til femårsplaner og kollektivt landbrug medførte enorme lidelser i de ukrainske landdistrikter. Ved udgangen af 1932 var første femårsplan gennemført. Eftersom målet var at effektivisere landbruget og øge produktionen, blev kvoterne hævet for de næste fem år. Af forskellige grunde gav høsten i 1932 et ringere udbytte end de foregående år. Bønderne blev tvunget til at levere al den mad fra sig, de kunne producere, men formåede alligevel ikke at opfylde kvoterne. Tyveri, om så bare af en håndfuld korn, blev straffet med døden. Men selv om den politiske ledelse i Moskva modtog hemmeligstemplede rapporter om hungersnøden, valgte den alligevel at øge kvoterne yderligere for 1933.

Der findes ingen, som kender det eksakte tal på, hvor mange som sultede ihjel i disse år, men forskere har regnet sig frem til, at det må dreje sig om mellem tre og fire millioner mennesker. I Ukraine kaldes hungersnøden for ’Holodomor’, en forkortelse af moryty holodom, som betyder at sulte nogen til døde. Ukraines stat og regering anser Holodomor for at være et folkemord, der blev begået imod det ukrainske folk.

Den 26. april 1986 blev dagen, da det endelige nådestød imod Sovjetunionen satte ind, skønt ingen forstod det, da det skete, hverken i Moskva eller i Washington, på en lokalitet i Ukraine, som kun de færreste havde hørt om: Tjernobyl. Kreml forsøgte sin vane tro at lægge låg på katastrofen, men radioaktiv stråling kender ikke til landegrænser, og to dage senere gik alarmen i Sverige. Tre millioner mennesker regnes af de ukrainske myndigheder som Tjernobyl-ofre. Over fire millioner ukrainere og belarussere bor fortsat i de områder, som blev ramt af radioaktivt nedfald.

Nu holder verden vejret, mens russisk artilleri – og tilsyneladende vel vidende og med forsæt – tager sigte på ukrainske kernekraftværker.

Kremls mareridt

Putins herostratisk berømte ord om Sovjetunionens sammenbrud faldt i 2005. Tidspunktet var ikke tilfældigt. Året forinden havde ukrainske demonstranter belejret Majdan-pladsen i Kyiv i protest mod valgfusk under præsidentvalget. Demonstranterne fik til sidst deres vilje: En tredje valgrunde blev afholdt, og Orangerevolutionens leder, Viktor Jusjtjenko blev valgt til Ukraines præsident, mens Viktor Janukovitj måtte tage sin hat og gå.

Ukrainernes oprør kom som et chok for Putin, som mere end noget andet frygter for at se en lignende revolution på russisk jord.

Siden uafhængigheden har det til tider været forvirrende at følge med i ukrainsk politik, som i modsætning til den russiske er blevet stadig friere og mere demokratisk. Rusland har haft én præsident siden årtusindskiftet – i fire år havde Putin ganske vist titel af premierminister, men ingen var på noget tidspunkt i tvivl om, hvem der egentlig trak i trådene. I samme periode har Ukraine haft seks.

Under Vinter-OL i Sotji i 2014 besluttede Putin sig for at tage affære. Heller ikke denne gang var tidspunktet tilfældigt.

Nogle måneder tidligere var der udbrudt protester i Kyiv. Folk var rasende over, at præsident Viktor Janukovitj, som var blevet afsat under Orangerevolutionen, men vandt valget i 2010, i sidste ende afstod fra at underskrive en længe planlagt associeringsaftale med EU. I stedet ville han knytte tættere økonomiske bånd til Rusland gennem milliardlån og medlemskab af Den Eurasiske Union, også kaldt Toldunionen, og dermed reelt undergive sit land et russisk formynderskab. Et stykke ind i februar eskalerede situationen. Politiet begyndte at skyde med skarpt imod demonstranterne, og over hundrede mennesker blev dræbt. Den 22. februar flygtede Janukovitj i huj og hast til Rusland. To dage senere, mens verdens ledere beundrede den bekostelige afslutningsceremoni i Sotji, blev der afholdt prorussiske demonstrationer i Sevastopol på Krim.

Nogle uger senere udbrød der krig i Østukraine. Den krig foregår stadig, men nu med hele Ukraine som gerningssted for krigsforbrydelser.

Farlige grænser

Det har altid været farligt at være Ruslands nabo. Af dets 14 nabolande er der kun ét enkelt, som aldrig har været i krig med eller besat af Rusland: Norge. Mens europæiske stormagter som Storbritannien og Frankrig etablerede kolonier på andre kontinenter, har Rusland altid ekspanderet ved at udvide grænserne. Hver en tsar og tsarina har bestræbt sig på at efterlade et større imperium, end han eller hun overtog. Der findes fortsat højreradikale russiske grupperinger, som ikke kan tilgive Aleksandr II for hans nødtvungne frasalg af Alaska til amerikanerne i 1867. Det, som én gang har været under russisk herredømme, står altid i fare for at blive generobret.

Det ved folkene i Ruslands nabolande, og det ved deres ledere. Mange af de tidligere sovjetstater er i dag autoritære stater, uden et gran af demokrati og ytringsfrihed og med præsidenter, som danser nervøst efter Kremls pibe. Georgierne og ukrainerne er stolt gået i modsat retning uden at have de magtfulde venner eller militæralliancer i ryggen, som de baltiske lande har sørget for at skaffe sig.

I 2014 havde Rusland formentlig regnet med, at byerne i Donbass-regionen ville falde som korthuse. »Folk i Marjupol og Kramatosk længes efter at blive befriet,« påstod en tankfører, jeg mødte i Donetsk. »Vesten er ved at blive ødelagt af muslimer og homoer, kun Rusland er stærkt,« tilføjede han bombastisk.

De russisk støttede ’befriere’ blev ikke mødt med jubel, men med geværløb. Det ukrainske militær var dårligt forberedt på krigen, men kampviljen var der ikke noget at udsætte på. Separatisterne måtte tage til takke med en tredjedel af de to provinser helt op til den russiske grænse i øst.

Det, som først og fremmest prægede udbryderrepublikkerne i 2016, var fraværet af mennesker. Over to millioner havde allerede taget flugten fra krigen, de fleste til andre steder i Ukraine. De ønskede ikke at blive ’befriet’, de ville bare leve i fred.

Nu er der ikke længere trygge steder at være i Ukraine, og hundredtusindvis forsøger desperat at redde sig ud af landet, mens andre hundredtusinder har grebet til våben. Denne gang er de bedre forberedt.

Bliver Ukraine Putins fald?

Igen har russerne undervurderet ukrainerne. Man må undre sig over, hvilke militærstrateger Putin omgiver sig med. I naboværelset til Pima, på militærhospitalet i Kyiv, lå 13 år gamle Sergej. Hans højre ben hvilede i et ophæng fra loftet, med gips helt op til lysken.

»Freden,« sagde han lakonisk, »afhænger af politikerne, ikke af soldaterne. Vi andre holder bare ud.«

»Krig er blot fortsættelsen af politik med andre midler,« skrev den tyske militærteoretiker Carl von Clausewitz (1780-1831) i værket Om krig. Han skrev også, at »eftersom krig (...) er kontrolleret af sine politiske formål, er det værdien af dette formål, som afgør, hvilke ofre der skal bringes, både når det gælder krigens voldsomhed, og hvor længe den skal vare. Når anstrengelserne overstiger værdien af de politiske formål, må formålet opgives og freden indtræffe.«

Er der imidlertid noget, vi kan lære af krigeriske despoter op igennem århundrederne, så er det, at de ikke standser af sig selv, selv ikke når de politiske formål viser sig uopnåelige. De må selv standses, med alle midler. Og helst indefra.

Også i Rusland er der tradition for revolutioner.

© Erika Fatland og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Voltelen

Norge har ikke været i krig med Rusland efter 1905, ej heller i unionstiden med Sverige, men dobbeltmonarkiet Danmark-Norge har været i krig mod Rusland i 1813 (ingen kamp i Norge) og i 1762 (ingen kamphandlinger overhovedet). Man kan altså argumentere for, at alle Ruslands naboer har været i krig med Rusland.

Michael Hullevad, Magnus Fischer, Torben Siersbæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Per Larsen Andersen, en præsident må ikke begå højforræderi og forære det land, han er betroet, til et andet land at herske over.

Michael Hullevad, Jesper Sano Højdal, Thomas Janhøj, Martin Kristensen, René Arestrup, Eva Schwanenflügel, Nels Friis Christensen, Jørgen Mathiasen, Torben Siersbæk, Peter Beck-Lauritzen, Carsten Troelsgaard og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

Hvis EU optager de fleste tidligere russiske "stater" i EU, hvordan vil Rusland så reagere, for så vil russerne blive endnu mere isoleret end de er i dag.
Endnu værre vil det være hvis de også kommer i Nato, så går det da helt galt.
Hvor meget kan verden presse Rusland/Putin før han går amok, det er farligt at trænge et "dyr" op i et hjørne?

Med et øget militær i de fleste lande i Europa, tror politikerne så at verden bliver et mere fredeligt sted.

Hvad med at få Rusland ind i Nato og EU, kunne det skabe fred?

Lasse Schmidt

Det er så mærkeligt at se folk argumentere for, at vi endelig ikke må tirre Rusland . Rusland er et bølle-land, der bruger bølle-metoder for at holde sine naboer frygtsomme og i Ruslands vold.

Jeg køber ikke fortællingen om, at hvis vi bare havde ladet være med at udvide NATO, havde Rusland ikke startet nogen krig.

Rusland oprettede Transnistrien med vold i 1992 - længe før NATOs udvidelse. Jeg tror, at vi havde haft små udbryder-republikker i alle de tidligere sovjetvassalstater, hvis ikke det havde været for NATO. Optagelsen i EU og NATO er det, der har holdt de baltiske stater fredelige.

Rusland må erkende, at det ikke længere er en stormagt med kolonier. Præcis som England, Frankrig og andre har måttet erkende det. Og så skal Rusland lade være med at starte krige og slå mennesker ihjel for at få deres vilje.

Michael Hullevad, Lillian Larsen, Dennis Tomsen, Thomas Janhøj, Claus Nielsen, Martin Kristensen, Magnus Fischer, Bent Nørgaard, Eva Schwanenflügel, René Arestrup, Nels Friis Christensen, Jørgen Larsen, Bjørn Pedersen, Torben Siersbæk, Peter Beck-Lauritzen, Lars Hansen, Carsten Troelsgaard, Christian de Thurah og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Information må siges at være drømmefabrikkernes fædreland. Først havde vi en række artikler om, at konflikten var stort set var medieskabt, og at en russisk invasion var nærmest usandsynlig(t) Nu kommer der en omfattende essaysamling om, hvorledes Putin har tabt krigen og snart bliver afsat, indtil han om kort tid har fået kvalt den sidste modstand. Derefter skal vi høre om, at det virkeligheden skyldtes NATO, EU, USA eller kapitalismen, at Ukraine tabte. Hvorefter der vil blive bragt talrige artikler om den nye russiske verdensorden eller Pax Putiana, og uddrag af doktordisputatser om at historien nu er slut - for anden gang.

Dennis Tomsen, Claus Nielsen, Bent Nørgaard og Jakob Bonde anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

@Rene Madsen - 11. marts, 2022 - 12:27.

Hvad er tidligere russiske "stater" for noget?

NATO havde et formaliseret samarbejde med Rusland i en lang årrække, netop med det formål at undgå konflikter, indtil Rusland ikke havde lyst til at være med længere.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at argumentere for større danske militærudgifter - men jeg må indrømme, at jeg er på vej dertil.

I 1940 havde Danmark et militær, der var indrettet efter at man IKKE skulle kunne modstå et overlagt angreb fra en bestemt europæisk stormagt - Tyskland. Vi skulle ikke tirre dyret syd for Flensborg.
Baggrunden for denne strategi var den succesrige gennemførelse af neutralitetspolitik under 1. verdenskrig.
Vi skal - af mange grunde - ikke tro, at Danmarks sikkerhedspolitik skal tilrettelægges som den var i 1910'erne, selv om den havde succes. Vi skal - det er vel indlysende - heller ikke tilrettelægge den som den var i 1930'erne og starten af 1940'erne?
Erika Fatlands essay påpeger, at selv et land på størrelse med Frankrig ikke er ude af fare, hvis en stor nabo hidser sig op. Og det selv om landet har etableret et militært forsvar, der er langt mere kapabelt end Danmarks.
Derfor er medlemskabet af NATO essentielt, og størrelsen af det danske bidrag til NATO er derfor væsentligt!

Michael Hullevad, Thomas Janhøj, René Arestrup, Svend Erik Sokkelund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Jeg tør næsten væde en saltet sild på, at forfatteren hverken i tale eller skrift kan adskille Russisk fra Ukrainsk. Så i stedet for at slide pennen op med hvem eller hvad der kom før hvad, burde man kigge på lighederne og forfærdes over at de to bekæmper hinanden.

Man kan ikke skrive sig fra at der er en betydeligt russisk befolkning i Ukraine, som selv enten er for eller imod invasionen. De bliver også straffet.

Dernæst, hvis Ukraine har stemt sig til uafhængighed, så fortjenner de at få den. Det “forfærdelige” Rusland kunne ligesom Spanien have kaldt afstemningen ulovlig, og smidt politikerne i fængsel. Men det gjorde man ikke.

Jeg har venner i begge lande, og kender deres reaktion. Jeg har familie i Østeurope som forbander russerne, og enkelte genkender med tårer den sidste verdenskrig. Men jeg forfærdes over retorikken hos udenforstående. Folk der har sit på det tørre, men som stiller sig skråsikre og fæller en dom. At påstå at russerne aldrig har været sikre naboer, er at lyve den enkelte russer op i ansigtet, og håne de milioner det ofrede deres liv og frihed for vores alle sammens frihed.

Der skal to til for at gøre en god nabo.

Michael Hullevad, Anders Graae og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

@Daniel Joelsen - 11. marts, 2022 - 16:03.

"hvis Ukraine har stemt sig til uafhængighed, så fortjenner de at få den" - det gjorde Ukraine i 1991!

Ukraine fravalgte Janukovitch første gan i 2004, da hans modkandidat blev forsøgt snigmyrdet af Rusland (med det radioaktive Polonium, som kun findes i Rusland (arvegods fra USSR).
Da han blev genvalgt, og nægtede at underskrive en aftale med EU, som 95% af PARLAMENTET havde vedtaget, blev han igen fravalgt, denne gang ved omfattende og langvarige demonstrationer (nogen mener at det var ulovligt, og at han derfor bør genindsættes - spørg bare V V Putin, om ikke han mener det...)!

"At påstå at russerne aldrig har været sikre naboer".... Hvem gør det? Det er ikke RUSSERNE men RUSLAND, der er problemet. Du kender forskel, ikke?

Hvordan kan en kritik af og modstand mod et militært overfald på et naboland være at håne de millioner af russere der faldt i krigen mod Nazi-Tyskland, ikke mindst som følge af Stalins kolossale svigt i 1930’erne som kostede militær styrke og økonomisk ruin?
For ikke at tale om hans kriminelle traktat med Nazi-Tyskland?

Du ved også godt, at havde USSR ikke fået omfattende militærstøtte fra USA, havde det ikke overlevet?

Michael Hullevad, Dennis Tomsen, Thomas Janhøj, René Arestrup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

Er det ikke lidt underligt, at disse debatter uvægerligt altid resulterer i at koncentrere sig om dette emne: Hvem er værst, USA , NATO, EU og Vesten eller Rusland?

Hvis man som pragmatisk udgangspunkt har, at intet system eller ideologi, det være sig politisk eller religiøst, kan være 100% perfekt, så burde éns næste punkt i erkendelsen være, at man må vælge den udlægning, som ligger nærmest éns egen. I dette tilfælde Ruslands vs. USA’s, NATO’s EU´s og Vestens, hvs man ønsker at virke troværdig.

Det betyder på ingen måde, at man ikke kan være troværdig, hvis man fremfører vægtige og veldokumenterede argumenter mod USA, NATO, EU og Vesten, men éns røde tråd bør være, om man støtter den vestlige eller den russiske linje.

Man behøver såmænd bare spørge sig selv: Hvor vil jeg føle mig mest tryg som skarp modstander af regimet: Som borger i et frit, vestligt land eller i et diktatur/autoritært land som f.eks. Rusland?

Thomas Janhøj, Steffen Gliese, Bent Nørgaard og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Det er godt nok noget videre spændende at opleve, at debattens præmisser langt hen ad vejen er, hvordan debattører mener, Verden BURDE se ud - og de ud fra et godt hjerte kunne tænke sig, det var.

Men ærlig talt: Verden ændrer sig ikke efter vores ønsker.
Den kan evt. ændre sig efter vores handlinger gennem lang tid, hvis det skullle være.
Men ærlig talt tror jeg, vi læsere af Information vist nok har ret begrænsede aktuelle handlemuligheder i den sag.

Vi kan trøste, støtte og bære - og bidrage med nogle kroner, en seng eller en varm kop te.
Se det i øjnene i stedet for at lege Superman :-)

Daniel Joelsen, Svend Jespersen og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Egentlig tror jeg ikke, at der er et eneste problemfelt i historieskrivning tilbage, som ikke kan illustreres med et case fra debatten om det, som rettelig bør hedde "Ruslands destruktion af den europæiske sikkerhedsordning 1991-2022".

Som kontrast til Daniel Joelsen fremstilling af fortiden kan det nævnes, at tidligere forbundspræsident Joachim Gauck for to dage siden sagde i "Maischberger", at Tyskland kunne være blevet forenet i 1953, hvis ikke russisk panser var blevet rullet ud i Berlin for at undertrykke opstanden.

Michael Hullevad, Steffen Gliese, Thomas Janhøj, René Arestrup og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar

Det er skamløst at debatører mener at frie nationale stater skulle være en trussel for Rusland eller at Rusland skulle have en speciel ret til at bestemme over uafhængige lande fordi landene var besat af et sovjetisk diktatur ledet af russere i små 50 år. Ukraine har en langt rigere og længerevarende kultur som russere har i årevis har prøvet at udvande og slette som de værste woke’ere. Øst og Centraleuropa har ingenting at takke for et andet og grusomt facistisk diktatur besatte dem istedet for nazisterne.

Michael Hullevad, Dennis Tomsen, Thomas Janhøj, Claus Nielsen, Steffen Gliese, Jørgen Larsen, Bent Nørgaard, Torben Siersbæk og René Arestrup anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Daniel Joelsen
'Jeg tør næsten væde en saltet sild på, at forfatteren hverken i tale eller skrift kan adskille Russisk fra Ukrainsk.'

Men det kan du? Så forklar venligst forholdet mellem ukrainsk-russisk henholdsvis ukrainsk-polsk. Jeg venter i spænding på en alternativ lingvistisk udlægning....

'Så i stedet for at slide pennen op med hvem eller hvad der kom før hvad, burde man kigge på lighederne og forfærdes over at de to bekæmper hinanden.'

Virkelig kluntet forsøg på at være sprogligt raffineret og sno sig uden om det faktum, at der er én og kun én aggressor?

Dennis Tomsen, Torben Siersbæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Lad os tænke en tanke:
I morgen erklærer Grønland sig uafhængigt af Danmark, og i overmorgen meddeler Grønland, at USA ikke længere er velkommen på Thule Air Base eller andre steder med militær tilstedeværelse i Grønland.
Ærlig talt, tror I, at USA vil acceptere det?
Aldrig i livet.
Altså: lad os lige vente en dag eller to med at gå i krig med Rusland.

Jørgen Mathiasen

Der er en fantastisk historisk ironi i, at Enhedslisten offentliggør et forslag om at acceptere et dansk medlemskab af EU, samme dag som EUs medlemsstater tager konsekvensen af det epokeskift, Putins indmarch i Ukraine har udløst.

Efter topmødet i Versailles står vi med en beslutning om at skabe strategisk autonomi for Europa, og i konsekvens af beslutningerne i verdens tyngdepunkter vil vi få fem magtcentre. Med det ene af disse centre, Rusland, vil Europa, som er et andet, få et modsætningsforhold som i den kolde krigs dage, og den såkaldte fredsdividende vil ikke længere blive udbetalt. Det er en tilbagevenden til magtpolitikken.

Dennis Tomsen, Steffen Gliese og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Strategisk autonomi - er det mon et andet udtryk for frigørelse fra USA?
Jeg bliver altid i tvivl, når jeg møder de svære begreber. Enten må man sige, at EU vil lave sin egen militærpolitik, eller også må man sige: vi er militært 100% under Nato.
Ellers forstår jeg ingenting.
Selv er jeg tilhænger af uafhængighed - det er ikke betryggende at ligge under en USA-paraply, for USA har kun sig selv kært.

Jørgen Mathiasen

Finn Jacobsen
Hensigten er uafhængighed, og rådsformand Michel har nærmest kaldt det en Europahær. (Hvad siger Frederiksen mon til det?)

Læs eventuelt reportagen i The Guardian:
https://www.theguardian.com/world/2022/mar/11/eu-leaders-announce-intent...

René Arestrup

@Finn Jakobsen
Det er meget enkelt. I dag findes der ikke et holdbart alternativ til NATO. Europa er afhængig af USAs militære muskler - og ja, den amerikanske atomparaply. Det skyldes flere forhold, men måske først og fremmest, at Europa har haft endog meget svært ved at tage ansvar for egen sikkerhed.

Krigen i Ukraine markerer et paradigmeskifte, måske bedst illustreret af tyskernes radikale skift i sikkerheds- og udenrigspolitikken. Europa er så at sige vågnet op til en ny virkelighed og har indset, at det er uholdbart at forlade sig på USA og USA alene. Derfor er Europa nødt til at bygge forudsætningerne for strategisk autonomi, altså mindre afhængighed af USA - som, i parentes bemærket, selv har skiftet strategisk fokus.

Derfor er det også vigtigt, at danskerne siger ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Dennis Tomsen, Thomas Janhøj, Bent Nørgaard, Torben Siersbæk, Jørgen Mathiasen, Magnus Fischer og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Udtrykket "tidligere russisk" følger Putins erklærede tankegang og refererer til Ruslands historiske udstrækning indtil konstitueringen af Sovjetunionen i 1922.

Ruslands invasion af Ukraine er den største militære operation i Europa siden 2. Verdenskrig. Invasionen er også den største forbrydelse begået i Europa siden 2. Verdenskrig. Endelig er invasionen det mest gennemført reaktionære stykke politik, verden nogensinde har set. Manden i Kreml ønsker i ramme alvor at skrue tiden 80 år tilbage.

René Arestrup, Michael Hullevad og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Eller 100 år?

Jørgen Mathiasen

For alle andre end Putins forsvarere er det en gåde, hvad manden vil opnå med sin krig. Jeg foretrækker, at den bliver en kirkegård for en russisk armé, men mørkseere som Herfried Münkler mener, den vil ende med, at Putin ejer en ruinhob. Man kan bare skimte en forklaring på, hvorfor han overhovedet har startet den.

Putin tabte krigen samme dag, som han startede den, og der vil udelukkende være alvorligt negative konsekvenser for Rusland af den. Hvis man antager, at verden snart vil have 5 magtcentre, og at EU vil være et af dem, så har Putins krig været fødselshjælper for det europæiske magtcenter, - ifølge den (slavofile) mytologi om russisk historie, Putin betjener sig af og hvor både Hitler og Napoleon indgår, det mest uønskede resultat. Hvornår fatter russerne, at ikke så få i deres omverden, ser dem som en trussel?

Putin har lavet graverende strategiske fejl, og man skulle mene, at han er i fare for at blive afsat. Det er en forudsætning for, at Rusland kan komme af med de mure, der nu stilles op omkring landet.

René Arestrup, Michael Hullevad og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Jeg lever i dag, fordi min mor og hendes familie blev befriet af amerikanske soldater i 1945. Hun var 15 år den gang og have været igennem flere kzlejre samt en fabrik, der reparerede ødelagt og blodigt regntøj fra fronten samt lavede pakninger til ubåde. De var udmagrede og syge da de blev befriet, og vi er de amerikanerne evigt taknemlige for den hjertelighed de unge soldater mødte dem med.

I forgårs da jeg steg af flyveren i Københavns lufthavn, hjalp jeg en meget ung mor med mange bæreposer og en baby med at komme af flyveren og finde resten af bagagen. Hun kom fra Kiev og fortalte at halvdelen af byens befolkning allerede havde forladt byen. Jeg så nogle danskere i lufthavnen tage imod en anden ukrainsk familie.

Og nej, jeg kan heller ikke kende forskel på russisk og ukrainsk.

Men jeg hader krig, flere våben og og den åbenlyse propagande vi ser fra alle sider i konflikten, inklusive danske medier. Propaganda får med løgn folk til at vælge side i stedet for fred.

Torben Siersbæk

Daniel Joelsen - 13. marts, 2022 - 08:33.

Tak for dit gribende bidrag!

Et forsigtigt spørgsmål: Hvad er dit forslag til at vi får information i stedet for propaganda? Og hvor skal vi, efter din opfattelse/erfaring lede?

Jeg er helt enig i at ukrainerne lige for øjeblikket oplever mere end rigeligt af våben, men hvad er løsningen?
Hvordan kan vi - på vores side af hegnet - bidrage til at dæmpe - afslutte? - krigen? Som jeg ser på den aggressive part, som jeg helt entydigt udnævner Rusland til at være, ligger det ikke ligefor at forhandle en krigsafslutning begge parter kan acceptere.

Michael Hullevad

Putin kan måske vinde krigen på kort sigt. Men har han råd til at besætte Ukraine i måske 10 år? Jeg har ikke nogen tvivl om at befolkningen i Ukraine er forbitrede og hader hans overfald, Måske vil Rusland ende som Nord Korea med en stor beholsning af atomvåben og en økonomi der også minder om den som kim jong uns har. God fornøjelse.