Fabeldigteren Jean de la Fontaines budskaber er svidende moralske myggestik

Jean de la Fontaine (1621-1695) er lige så svær at få hold på som den lille myg, der i en af hans fabler driver selveste dyrenes konge, løven, til vanvid. Han blandede poetisk vid med humor, skarpt og afvæbnende
Jean de la Fontaine (1621-1695) er lige så svær at få hold på som den lille myg, der i en af hans fabler driver selveste dyrenes konge, løven, til vanvid. Han blandede poetisk vid med humor, skarpt og afvæbnende

Sofie Holm Larsen / Wikimedia

Kultur
18. marts 2022

En fransk litteraturhistoriker har bemærket, at blandt alle store franske forfattere, er Jean de la Fontaine (1621-95) den, som er sværest at forbinde med storhed. Siden han udgav det første bind af sine berømte Fabler, har la Fontaine været en af fransk litteraturs mest populære, elskede og citerede forfattere, men han er samtidig så svær at få hold på som den lille myg, der i en af hans fabler driver selveste dyrenes konge, løven, til vanvid (før den uforvarende ender sit liv i et edderkoppespind).

Den letteste – men ikke helt tilstrækkelige – måde at karakterisere la Fontaine som digter på er gennem den genre, han især associeres med: dyrefablen. Fablen er en kort fiktionsfortælling om dyr med menneskelignende egenskaber efterfulgt af en morale, der oftest snarere er nøgternt konstaterende end moralsk opbyggelig. Det er en genre, der handler om forholdet mellem moral og natur: i fablen kan dyrene ganske vist tale, men fordi de handler i overensstemmelse med deres natur, og er den afsluttende morale ikke en dom over dyrene, men en – ofte flertydig – belæring til de mennesker, de ligner.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Thomas Gitz-Johansen

Tak til Information for dannelses-projektet.

Gitte Loeyche, Carsten Tjell, Inger Pedersen og Kirsten Dyhrberg Grønne anbefalede denne kommentar