En fransk litteraturhistoriker har bemærket, at blandt alle store franske forfattere, er Jean de la Fontaine (1621-95) den, som er sværest at forbinde med storhed. Siden han udgav det første bind af sine berømte Fabler, har la Fontaine været en af fransk litteraturs mest populære, elskede og citerede forfattere, men han er samtidig så svær at få hold på som den lille myg, der i en af hans fabler driver selveste dyrenes konge, løven, til vanvid (før den uforvarende ender sit liv i et edderkoppespind).
Den letteste – men ikke helt tilstrækkelige – måde at karakterisere la Fontaine som digter på er gennem den genre, han især associeres med: dyrefablen. Fablen er en kort fiktionsfortælling om dyr med menneskelignende egenskaber efterfulgt af en morale, der oftest snarere er nøgternt konstaterende end moralsk opbyggelig. Det er en genre, der handler om forholdet mellem moral og natur: i fablen kan dyrene ganske vist tale, men fordi de handler i overensstemmelse med deres natur, og er den afsluttende morale ikke en dom over dyrene, men en – ofte flertydig – belæring til de mennesker, de ligner.
Tak til Information for dannelses-projektet.